Interview
Læsetid: 11 min.

Hvor finder børn i krigszoner den følelse af sikkerhed, der er så vigtig for at blive et helt menneske?

Siden den danske dokumentarfilminstruktør Simon Lereng Wilmont optog sin film om børn, der fandt trygheden på et børnehjem i Østukraine, er landet blevet invaderet af Rusland, og børnene er blevet evakueret. Han har stadig håb

Simon Lereng Wilmonts nye film skulle have haft simultan premiere på CPH:DOX og i Kyiv, men det sidste bliver nu ikke muligt, og han bruger i stedet tid på at forsøge at hjælpe medvirkende fra hans første film om ukrainske børnehjemsbørn væk fra fronten og i sikkerhed.

Magnus Hove Johansson

Kultur
18. marts 2022

Dokumentarfilminstruktør Simon Lereng Wilmont har set konsekvenserne af krigen i Ukraine på tættere hold, end de fleste af os andre kommer til. Alligevel er hans film ikke sørgelige. 

»Tragedie interesserer mig ikke,« siger han. I stedet insisterer han på at vise, hvor svært det er at kue menneskers håb. Og hans film om de børn, der er påvirket allermest af krigshandlingerne, der har været i gang i Østukraine siden 2014, er fulde af glæde. 

Sådan er det i den prisvindende The Distant Barking of Dogs med den danske titel Olegs krig fra 2017, der følger den tiårige Oleg og hans værge, bedstemoren Aleksandra. Den torden, der brager omkring dem, er ikke torden, men skud og granater på frontlinjen, som ligger blot 800 meter væk.

Men Oleg leger soldat i det høje græs eller bader i floden, som alle drenge alle andre steder ville gøre det. Bedstemoren knuger ham til sig, når han har mareridt, som alle andre bedstemødre alle andre steder ville gøre det.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her