Dokumentarfilminstruktør Simon Lereng Wilmont har set konsekvenserne af krigen i Ukraine på tættere hold, end de fleste af os andre kommer til. Alligevel er hans film ikke sørgelige.
»Tragedie interesserer mig ikke,« siger han. I stedet insisterer han på at vise, hvor svært det er at kue menneskers håb. Og hans film om de børn, der er påvirket allermest af krigshandlingerne, der har været i gang i Østukraine siden 2014, er fulde af glæde.
Sådan er det i den prisvindende The Distant Barking of Dogs med den danske titel Olegs krig fra 2017, der følger den tiårige Oleg og hans værge, bedstemoren Aleksandra. Den torden, der brager omkring dem, er ikke torden, men skud og granater på frontlinjen, som ligger blot 800 meter væk.
Men Oleg leger soldat i det høje græs eller bader i floden, som alle drenge alle andre steder ville gøre det. Bedstemoren knuger ham til sig, når han har mareridt, som alle andre bedstemødre alle andre steder ville gøre det.
