tour de france
Læsetid: 3 min.

Der findes en bunden form, som er den rigtige. Deri skal ordene danse. Og det gør de for Baudelaire

Charles Baudelaire (1821-1867) stod som digter bundet til det gamle, men kom til at stå som den, der indvarsler det nye
Charles Baudelaire (1821-1867) stod som digter bundet til det gamle, men kom til at stå som den, der indvarsler det nye

Sofie Holm Larsen

Kultur
1. april 2022

»Hver nat et skridt nedad for den kyssende og ædende stakkel, gennem stinkende mørke med en hemmelig nydelse, som vi presser til det yderste for at undslippe kedsomheden, sådan er livet, kære læser, delikate og hykleriske monster. Vi sutter på vores hookah, mens vi drømmer om skafotter. Du ligner mig så meget, at du er mig som en broder.«

Sådan kommer man ind i Charles Baudelaires digtsamling, Les Fleurs du mal. Det betyder »det ondes blomster«, måske »ondskabens«, og det skal man tage helt bogstaveligt. Det onde, eller den onde, er Satan selv, den rigtige, katolske Satan. »Non serviam,« sagde han til Gud på en af de dage, hvor han talte latin. »Jeg vil ikke tjene«. Gunnar Ekelöf gav en digtsamling den titel i 1945. Også han var jaget af det onde, det forkerte, af beruselsen og den »vise kemiker«, alias den onde selv, Alias Alias, som Bob Dylan hedder i Pennebakers film om Billy the Kid og Patt Garrett. Baudelaires skygge falder langt og tungt over modernismen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Hvad var det nu, D.A. Pennebaker lavede på "Pat Garrett & Billy the Kid"? Hjalp han instruktør Sam Peckinpah med noget særligt?