François Villon var ikke kun en dygtig versemager, han var også en ualmindelig skidt knægt

De lyrikentusiaster, der ynder at dvæle ved henfarne barders sidste hvilested, vil lede forgæves efter en gravsten over Frankrigs måske største poet François Villon. Vi ved, at han efter benådning forvistes fra Paris i vinteren 1462-63 med klar besked på ikke at vise sig i byen igen de første ti år, men fra da af findes der slet ingen spor af ham. Mest sandsynligt er det vel, at han har skjult sig i et kloster eller hos en af sine veninder et sted langs landevejene, men han kan også meget nemt have endt sine dage i en galge.

François Villon (født 1431) var nemlig ikke kun en blændende dygtig versemager, han var også en ualmindelig skidt knægt, som utallige gange involverede sig i druk, slagsmål, knivstikkeri, gadeuorden, røveriske overfald samt sikkert mere endnu. 5. juli 1455 deltog han således i et voldsomt slagsmål, hvorunder en præst ved navn Philippe de Chermoye fik så svære sår, at han døde af dem.

Året efter begik Villon sammen med sine venner fra en forbryderorganisation ved navn Sneglen et yderst indbringende tyveri fra Navarra-kollegiets kapel. Herefter forvistes han fra Paris og tilbragte fire år på Frankrigs landeveje samt som gæst hos sine velyndere blandt landets fyrster. Dog, også i denne periode recidiverede han. I 1460 dødsdømtes han i Orléans, og benådedes kun takket være en generalamnesti, der blev udløst ved fyrstens datters ankomst til staden. Næste sommer sad han i fængslet i Meung og slap nu kun fri, fordi Louis XI besøgte byen og storsindet tilstod samtlige fanger frihed.

Villons lyriske hovedværk

Efter sin hjemkomst til Paris 1461 frembragte Villon sit lyriske hovedværk, en samling ballader og vers under fællestitlen Det Store Testamente. Samtidig fandt han dog sammen med sine gamle venner fra studenter-, digter-, drukkenbolt-, bordel- og røvermiljøerne (som i det 15. århundrede havde en besynderlig tendens til at overlappe hinanden). Han idømtes dødsstraf endnu en gang og fremkaldte efter sigende kun sin løsladelse ved at tilvirke et af sine berømteste digte, tre en halv strofe med omkvæd i form af bønnen »Mais priez Dieu que tous nous veuille absoudre!« ­ (Men bed I til at Gud vil alt forlade!) Digtet tegner med kras realisme dødens fysiske aspekt, men gribende bliver det især derved, at ordene lægges i munden på de dinglende kroppe:
 

Her blev vi slagne hårdt med regn og slud
Så svedne sorte helt i solens skær
Mens skarpe næb skar vore øjne ud
Og skrælled skæg og bryn af en og hver.
Ak aldrig aldrig faar vi hvile her
Men hid og did vi uophørligt svaje
Som svage bolde blot i blæstens eje
Prikked som fingerbøl af ravn og skade
Bøj I da ikke ind paa vore veje
Men bed I til at Gud vil alt forlade!
 

Egentlig hed han François de Montcorbier, og i hofannaler optræder han under navnet de Loges. Men efter sin faders tidlige død optoges han i huset hos en gejstlig retslærd, Guillaume de Villon, der sendte ham på Paris universitet, hvor den viltre unge mand da også tog eksamen, som baccalaureus i 1449 og som magister i 1452. De følgende ti år blev mildt sagt en broget forestilling, som man vel knap kan sætte sig ind i i vore dage, hvor litteraturens fremme varetages af statslige råd og nye forfattere drives frem i dertil indrettede, offentligt subventionerede væksthuse.