Tour de France
Læsetid: 3 min.

Vi bliver ikke klogere af at afvise klamheden i Marquis de Sades bøger. Vi må se den i øjnene

Hvor mange grusomheder kan man legitimere, så længe de præsenteres i fornuftens kølige, tilbagetrukne sprog, spørger Marquis de Sade
Hvor mange grusomheder kan man legitimere, så længe de præsenteres i fornuftens kølige, tilbagetrukne sprog, spørger Marquis de Sade
Kultur
25. marts 2022

Man behøver ikke hylde personen Marquis de Sade, eller Donatien Alphonse François de Sade (1740-1814), som den franske adelsmand egentlig hed. I sin levetid overfaldt han og begik overgreb på adskillige sexarbejdere og tiggere. Men derfor er hans perverterede romanværker som 120 dage i Sodoma eller Justine eller dydens genvordigheder stadig værd at beskæftige sig med. De er magtkritiske undersøgelser af, hvor mange forfærdeligheder man kan retfærdiggøre, blot de præsenteres i et sprogbrug, der minder om de ellers så klarsynede oplysningstænkeres.

Marquis de Sade stiller spørgsmål til den frie tankes grænser: Kan man virkelig tillade sig at forestille sig alt?

I 120 dage i Sodoma flytter fire midaldrende libertinere – en biskop, en dommer, en adelig og en finansmand – i fire måneder ud på et afsidesliggende slot i Schwarzwald. Her misbruger de i alt 36 ofre, bortførte drenge- og pigebørn såvel som deres eget afkom og tilfangetagne prostituerede. Romanen er skrevet som en vejledning i, hvordan man ved at gøre som forbryderne kan opnå absolut hedonisme.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her