Man behøver ikke hylde personen Marquis de Sade, eller Donatien Alphonse François de Sade (1740-1814), som den franske adelsmand egentlig hed. I sin levetid overfaldt han og begik overgreb på adskillige sexarbejdere og tiggere. Men derfor er hans perverterede romanværker som 120 dage i Sodoma eller Justine eller dydens genvordigheder stadig værd at beskæftige sig med. De er magtkritiske undersøgelser af, hvor mange forfærdeligheder man kan retfærdiggøre, blot de præsenteres i et sprogbrug, der minder om de ellers så klarsynede oplysningstænkeres.
Marquis de Sade stiller spørgsmål til den frie tankes grænser: Kan man virkelig tillade sig at forestille sig alt?
I 120 dage i Sodoma flytter fire midaldrende libertinere – en biskop, en dommer, en adelig og en finansmand – i fire måneder ud på et afsidesliggende slot i Schwarzwald. Her misbruger de i alt 36 ofre, bortførte drenge- og pigebørn såvel som deres eget afkom og tilfangetagne prostituerede. Romanen er skrevet som en vejledning i, hvordan man ved at gøre som forbryderne kan opnå absolut hedonisme.
