Et menneske skal hos Rabelais følge sin erotiske lyst og den iboende, uslukkelige trang til viden

Ligesom vi siger, at en situation kan være ’kafkask’, kan man med glosen ’rabelaisk’ karakterisere en tekst eller et teaterstykke som gakket, grotesk, med plads til maven, og hvad man putter eller hælder i den, og med speciel opmærksomhed på røven, og hvad der forlader den. Dario Fos teaterkunst var på denne måde Rabelais-agtigt rablende, og det samme er i moderne fransk litteratur Houellebecq og før ham for eksempel rebellen Céline.

Francois Rabelais er i nutiden bedst kendt for romanen eller snarere fortællekomplekset Gargantua og Pantagruel, som betegner højdepunktet af litterær karnevalisme og har inspireret til så forskellige frembringelser som Laurence Sternes Tristram Shandy og James Joyces Ulysses. Bogen eller bøgerne (det drejer sig om fem, udgivet over et spand på mere end 30 år, fra 1532 til 1554) hævder på typisk renæssancefacon et aristotelisk ideal om jordbunden, klarhjernet fornuft og former sig som en kritik, i latterens og i kroppens og i folkelighedens navn, af alskens abstrakte sandheder og luftige idealer.

Litterært er der tale om en vittig hybrid, der livfuldt mikser elementer fra ridderromaner, folkebøger, rejseskildringer og lærd litteratur. I centrum står i første del kongekæmpen Gargantua, i de følgende dele hans ligeledes gigantiske søn Pantagruel. Men cirka midt i værket drejer opmærksomheden over på ærkeskælmen Panurge og spørgsmålet, hvorvidt denne skal gifte sig, samt, hvis han altså gør det, hvorvidt konen vil gøre ham til hanrej.

Rabelais demonstrerer i den forbindelse et ikke uvigtigt kendskab til kvinders anatomi og skriver, »at naturen på et hemmeligt og skjult sted i deres indre har nedlagt et organ, et væsen, som ikke findes hos mændene, og via hvis væsker hele deres legeme bringes til at skælve, alle sanser rives med, alle affekter tumles rundt, og alle tanker forvirres«.

Her hører man den livserfarne og gennem det halve Europa ofte omstrejfende vandringsmand. Men man hører også lægen Rabelais. Født 1494 nær Chinon i Touraine, i Loire-dalens hjerte, voksede han op blandt bønder og embedsmænd, men blev som ung sendt i et franciskanerkloster og tilbragte dér op til 15 år, inden han indledte en omflakkende tilværelse, der førte ham til Lyon, Paris, Montpellier, Rom, Torino og andre byer med universitet og dermed mulighed for at dygtiggøre sig og suge viden til sig. Han fulgte ivrigt med i tidens teologiske, filosofiske og naturvidenskabelige debatter, vekslede breve med Erasmus af Rotterdam og skrev afhandlinger om medicinske, juridiske, militærtekniske og arkæologiske emner. Han var internationalt orienteret polyhistor og opdateret universalgeni. Men så var han jo altså også en grinebider af »gargantuale« dimensioner. En idérig spilopmager, hittepåsom, hyperbolsk. En vidunderligt fordomsfri mand.

Pantagruel og Panurge

Ham er det, læseren møder i de fem sammenhængende bøger, af hvilke den anden udkom som den første i 1532-33. Det er her, Pantagruel præsenteres, og hvor vi hører om hans stamtræ, hans fødsel, hans barndom, hans bedrifter som ung og hans studier. Og i ellevte kapitel træffer han Panurge, den sprogbegavede skælm, som foruden tysk, italiensk, engelsk, baskisk, hollandsk og spansk plus hele to selvopfundne tungemål også viser sig at beherske dansk, da helten beder ham sige, hvad han ønsker, i et sprog, man kan forstå«. Svaret er såmænd en bøn om mad og drikke, ligesom den suppe, hunden Cerberus får hos Dante ved underverdenens indgang:

»Myn herre, endog ieg met inghen tunge talede, lyge som børn og uskælig creatuer: myne kleebon och myne legoms magerhed wduyser alliguel klarlig hvad tyng meg meest behoff giøres, som ær sandeligh mad och drycke: hwar for forbarme teg omsyder offuer meg: och befael at gyffye meg nogeth: off huylket ieg kand styre mine giøendes mage lygeruiss som mand Cerbero en soppe forsetter. Soa schal tue løffue lenge och lyksaligh.«

»Jeg tror,« bemærker Pantagruels lærer, »at sådan talte barbarerne, og om Vorherre ville det, ville vi tale således med rumpen.« Og herefter følger opvisninger på både hebraisk og græsk. Ægte lærdom har Rabelais i rå, gerne vildtvoksende mængde.

Men han har også vidst, hvordan man tjente penge. Derfor udsender han 1534-36 bogen om heltens far Gargantua og giver os dermed historien om, hvordan kæmpekongen ved sin ankomst til Paris går op i Notre Dame, hvorfra han ved sin vandladning drukner 260.418 mennesker, og for øvrigt stjæler de store klokker og bruger dem til bjælder på sin hest.

Seriens senere bind, Tiers Livre (3. bog), Quart Livre (4. bog) og Cinquiesme Livre (5. bog, hvoraf dele anses for uægte), udkom henholdsvis i 1546, 1552 og posthumt 1562-64. Hovedemnet er som allerede anført Panurges giftermål, i de to sidste dele behandlet dels i en eventyrlig rejseskildring, dels som et sæt disputationer. Til allerallersidst får Panurge det gode råd at drikke, så meget som han lyster, hvad der betegner kulminationen på værkets almene hyldest til den naturlige livsudfoldelse. Et menneske skal hos Rabelais følge sin tørst, men også sin sult, sin erotiske lyst og sin nysgerrighed, den iboende, uslukkelige trang til viden.