Det er i vore dage blevet en ækel kliché, at folk, når de fylder 70 eller 75, i interview erklærer, at de nu vil give sig i kast med det ’egentlige’ liv. Hvorved skal forstås: læse gamle bøger og lytte til klassisk musik. Direktør dit og advokat dat og redaktør Lovlig Livlig Ledelsesstil ser med slet skjult tilfredshed tilbage på en lang og flot karriere og konkluderer, at det hele jo egentlig er gået ganske godt, men at han eller hun (men det er som regel en han) gennemgående har haft for travlt og fra nu af bør geare ned og lade sjælen mættes i ro.
Samme beslutning traf adelsmanden Michel Eyquem de Montaigne allerede som 38-årig, da han trak sig tilbage til slægtsslottet, 50 km sydøst for Bordeaux, i den bestemte hensigt at hellige sig litterære sysler. Outputtet heraf blev et storslået hovedværk, der grundlagde en endnu i dag livskraftig genre, nemlig det personlige reflekterende essay. Første udgave tryktes i to bind 1580, den anden udvidede udgave to år efter, og endelig kom i 1588 en ny, stærkt forøget og forbedret tredje udgave.
Historien om de tre udgaver (der i 1595 fik følge af en fjerde, posthum) siger alt om arbejdsmetoden: en stadig afprøvning af egne overvejelser og iagttagelser, tanke- og skriveprocessen som en Øvelse for Ånden, en kontinuerlig træning i selvrefleksion og dertil hørende selvbesindelse. »I mange år har jeg nu kun haft mig selv som mål for mine tanker, ikke bestilt andet end at undersøge og studere mig selv,« står der i essayet »Om at øve sig«, det sjette i anden bog.
Selvkarakteristikken indeholder nu for øvrigt en god portion krukkeri. For selv om Montaigne tit går direkte til en personlig følelse som sorg, en affekt som vreden eller et mellemmenneskeligt forhold som venskabet, kredser han også tit om andre, selvvalgte, emner såsom moral og børneopdragelse eller så forskellige temaer som seksualitet, politisk magt og krig.
Tankens slyngede veje
Gennemgående er hans metode: at flette egne tanker sammen med andres. Montaigne vil nemlig ikke gentage dårligere, hvad en anden har formået at sige bedre. Derfor møder læseren ikke alene ham, men også hans yndlingsforfattere i den klassiske romerske litteratur – primært læremesteren Seneca, men også historieskriver Plutarch, poeterne Horats og Catul, naturvidenskabsmanden Lukrets og Æneidens og Georgicas kloge forfatter Vergil. Vi kommer med andre ord altid i udsøgt selskab.
Vigtigere er imidlertid, at man som læser af Montaigne bliver bragt ned i tempo, alt imens man med ham færdes ad tankens slyngede veje. »Sjælens værd består ikke i at flyve højt, men i at bevæge sig støt og roligt.« Han tilstræber ikke pæne filosofiske tankerækker, argumentation ad en lige linje, men afprøver i stedet den frie selvsamtale, den slentrende tankebevægelse. Måske kan man i hans essays savne en prægnant afsluttende konklusion, men ofte står kernen bare skjult et sted undervejs, som når han i den første bogs tredje essay fastslår: »Vi er aldrig hjemme, vi er altid et andet sted.« Hvilket i den givne kontekst går hen og bliver til et pudsigt paradoks, efterdi forfatteren jo selv har valgt at være hjemme.
Nå ja, helt hjemme kunne han alligevel ikke forblive. Efter ungdommens jurastudium fik han 1557-70 sit virke som parlamentsråd i Bordeaux, men selv efter tilbagetrækning til bogtårnet måtte han finde sig i at blive borgmester sammesteds, i øvrigt en udnævnelse han modtog under en Italiensrejse, der bragte ham til især Venedig og Rom.
Hans blivende betydning skyldes, at han så roligt fastholdt troen på, at alle andre i det store hele var sat sammen ligesom ham selv: »Det smukkeste liv er efter min mening det der indretter sig efter det almenmenneskelige mønster, med orden, men uden underværker og uden at stikke af fra naturen.«
