Som The Economist skrev i et nyhedsbrev, var der på et tidspunkt ved weekendens oscaruddeling »en skuespiller, som slog en komiker«, hvilket bragte internettet til kogepunktet. Det var – hvis nogen stadig ikke har hørt det – den amerikanske komiker Chris Rock, der skulle uddele en pris, og som fra scenen fortalte en sløj vittighed henvendt til skuespilleren Jada Pinkett Smith, der på første række sad flankeret af sin mand, Will Smith: »Jada, jeg kan næsten ikke vente, til G.I. Jane 2 kommer.«
G.I. Jane er en 25 år gammel actionfilm med Demi Moore i hovedrollen som en benhård – kronraget – løjtnant, og joken går på, at Smith også er kronraget. Hun lider nemlig af sygdommen pletskaldethed. Will Smith grinede lidt, kiggede på sin hustru, der ikke grinede, rejste sig og spankulerede som en anden westernhelt hele vejen op på scenen til Chris Rock og gav ham en lussing. »Will Smith just smacked the shit outta me,« sagde Rock, mens Smith selvsikkert rettede på sin Dolce & Gabbana-vest og traskede tilbage til sin plads, hvorfra han råbte på den der klokken-halv-tre-på-bodegaen-måde, at Chris Rock fucking ikke skulle tale om hans hustru.
Forudsigelige reaktioner
Hollywood, der er blevet kaldt det sted i verden, som er mest følsomt over for mikroaggressioner, så måbende til; ingen anede, hvad de skulle gøre, da de bevidnede en ægte aggression. Men SÅ gik internettet i gang: Danske aviser ringede til stunteksperter, der skulle verificere optrinnets ægthed, og til danskere, som havde set det live fra salen. På sociale medier skrev hvide mænd fra højrefløjen, at Chris Rock havde fortjent klasket. Feminister skrev, at Smith undertrykte sin hustru ved at handle på hendes vegne. Antiracister skrev, at lussingen havde rod i antisorthed, mens racister skrev, at det da var typisk sorte mænd at stå og skændes og slås. Og så var der dem, der mente, at det hele var fuldkommen ligegyldigt, fordi der var krig i Ukraine, men som alligevel havde behov for at skrive om det og ikke krigen.
Men det mest sande, der blev skrevet, var The Atlantic-skribent Charlie Warzel, der skrev, at man – hvis man er vant til at tilbringe bare lidt tid på internettet – kunne have forudsagt mindst to tredjedele af reaktionerne. I en verden, der virker mere og mere uforudsigelig, virker vores reaktioner stadig mere forudsigelige.
På anekdotisk basis bemærkede jeg således selv et overlap mellem nogle af de stemmer, der dengang med Muhammedtegningerne skrev: »Man må selvfølgelig tegne alt, men …« og dem, der nu skrev: »Man skal selvfølgelig ikke slå, men …« Og her kommer så det forudsigelige synspunkt fra en privilegeret og ytringsfrihedsbesat mediemand i 30’erne: Ligesom tegnere har ret til at tegne hvad som helst, har komikere ret til at joke med hvad som helst. De kan så risikere at miste et job, fordi de er for provokerende, for dumme eller simpelthen for dårlige til deres arbejde, men ingen må risikere vold som straf for at være dårlige til deres arbejde.
Ah. Det føles dejligt at bidrage til den fælles vidensproduktion.
