Skønhed, trøst og et kolossalt kritisk beredskab: Vi giver jer fransk åndslivs historie

Sent i renæssancen trak en fransk humanist sig tilbage fra det offentlige liv og satte sig i tårnet på sit slot for at skrive: »Jeg studerer mig selv mere end noget andet emne. Det er min metafysik, det er min fysik.« Det var humanisten Michel de Montaigne, som trak sig fra det sociale livs spektakel for at reflektere så intenst over de små og store ting i livet, filosofien, poesien og døden, at han mødte tænkningens grænser: »Det hænder også for mig, at jeg ikke kan finde mig selv dér, hvor jeg søger, men snarere finder mig selv ved et tilfælde end ved at tænke mig om,« bemærkede han forbløffet.

»Jeg fremsætter her nogle formløse og uafklarede ideer,« skrev han om sin stil, »i lighed med folk, der lægger tvivlsspørgsmålet frem til debat i skolerne. Ikke for at få slået sandheden fast, men for at søge den.«

Det var essayet som erkendelsesform og genre, Montaigne udviklede i slutningen af 1500-tallet. Det var en ny måde at se verden på. Og alle, der i dag skriver essays for at få styr på formløse og uafklarede ideer om en verden, ingen kan overskue selv, står i forbindelse til det, han startede for flere hundrede år siden i sit tårn i Frankrig.

Universalisme og den fordømte rest

Fransk tænkning er på ene side René Descartes, der kom efter Montaigne og troede, at hvis man satte tvivlen i system, kunne man nå frem til rationel vished om verden. Og essaykunsten, der sprænger disse sandheder i stykker. De universelle principper og ideer er klaret, tænkt og udfoldet i den franske intellektuelle tradition, fordi der selv hos denne traditions mest radikale kritikere er en tro på, at der inde i hvert eneste menneske er noget, det deler med alle andre mennesker. Men det var også en fransk kulturkritiker, Georges Bataille, der udpegede »la part maudite«, den fordømte rest, som aldrig går op i det store billede.

Fransk tænkning er universalisme, der kommer til at legitimere kolonialisme. Men det er også anti-kolonialisten Frantz Fanon, som vender universalismen mod kolonisterne og skriver, at »den tredje verden« skal holde fast i europæernes »storslåede sætninger«, men også huske »Europas forbrydelser«. Det er mændenes kulturhistorie, men det er også Simone de Beauvoirs insisteren på kvindefrigørelsen og Virginie Despentes’ punkfortælling om en ny frigørelsesbevægelse uden for vores århundredes ulighed, ødelæggelser og uværdige liv.

Kapitalismekritik

Frankrig, der engang var Europas stærkeste stat, er i dag reduceret til en birolle i stormagternes globale teater. Men det er stadig franske forestillinger om digteren, filosoffen og den intellektuelle, som præger vores forståelse af åndslivets hovedpersoner. Og stadig er principperne om frihed, lighed og broderskab vores fælles horisont. Det er en kreds af franske socialistiske økonomer anført af Thomas Piketty, som i det 21. århundrede har udviklet en kapitalismekritik, der omsætter ideer til virkelige forandringer globalt.

Det er en trøst til mørke tider, og det er en skønhed til alle tider at genopdage fransk litteratur, filosofi og kulturkritik. Men det er også et kolossalt kritisk repertoire, vi vil genopdage i fællesskab. Det er ideer til at skabe en bedre verden, mens virkeligheden hærges af krig og naturødelæggelse. Og det er en tro på, at tanker, ideer og vilde digte kan flytte noget stort. Derfor vil vi i anledning af det franske præsidentvalg sammensætte vores egen idiosynkratiske kanon af hovedpersoner i den franske åndshistorie. Vi mener, der er brug for det hele: trøst, fornøjelse og en effektiv intellektuel modstandskamp. Og vi håber, I vil være med hele vejen.

Gå på opdagelse i de første syv hovedpersoner i vores egen idiosynkratiske kanon over fransk åndsliv:
Versemager François Villon, komediedigter Molière, romanforfatter Francois Rabelais, teolog Blaise Pascal, adelsmanden Michel Eyquem de Montaigne, fabeldigteren Jean de la Fontaine og dramatikeren Pierre Corneille.