Vi vil straffe Putin ved ikke at lade russere danse Svanesøen i Danmark. Men kulturel boykot kan også blive til hans fordel

Den russiske nationalballet må ikke danse Svanesøen i Danmark. Tjekhov bliver ikke sat op på Aalborg Teater, da stykket har en russisk instruktør. En russisk, systemkritisk kunstner får fjernet sine værker på Charlottenborgs forårsudstilling, og danske film får ikke premiere i Rusland. Det er eksempler på kulturel boykot, en sanktionsmulighed, som kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen har instrueret alle statslige kulturinstitutioner i at håndhæve og opfordret kulturlivet til at gøre det samme.

»Imellem ord og krig er der ikke ret mange instrumenter, man kan bruge. Kulturel boykot er et af dem,« siger Jens Ladefoged. Han er lektor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og beskæftiger sig med sanktioner i international politik.

»I en kraftigt eskalerende konfliktsituation handler det om at få sendt signaler og om at bruge alle midler, der kan have en form for effekt og indflydelse, men som ikke leder mod en direkte militær konfrontation,« siger Ladefoged.

Han mener, at kulturel boykot både sender et signal til Putin, men også til os selv om, hvem vi er, da det skaber en handlekraftig stemning.

Håbet med en boykot er, at russere og især dem, han har baseret sin magt på, bliver trætte af ham, fordi de kan se, at det koster for meget for økonomien og kulturen. Det er dog ikke sikkert, at det er realistisk. 

»Det er et meget kontrolleret samfund, men jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på 1991 og militærkuppet, der slog fejl på grund af protester i gaden. Det er sket før, at befolkningen har sagt nej. Det er et autokratisk regime, der isolerer sig og holder samfundet i et jerngreb. Der er en risiko for, at vi bliver misbrugt, som om vi også angriber russisk kultur. Det er lige præcis det, Putin ønsker, at vi går ind i den fælde, han har sat op, så han kan fastholde sit greb.«

Det er en risiko, vi er nødt til at løbe, mener Jens Ladefoged. »Vi kan ikke lade være, damned if you do, damned if you don’t. Vi er nødt til at gøre noget, og kulturel boykot er i det mindste et alternativ til nogle andre midler, hvis konsekvenser er frygtelige at tænke på. Det er bedre end alternativet, men det skaber også nogle nye problemstillinger.«

Rammer uskyldige

Ulempen ved kulturel boykot er, at det rammer bredt og uskyldige, og at det kan ramme dem, vi sympatiserer mest med i Rusland. 

En af dem, der er blevet ramt af kulturel boykot er den magtkritiske, russiske kunstner Sergei Prokofiev, hvis værker Fireworks on the swamp (2020) og Fan of the Land (2021), der begge tematiserer politiske spændinger, er blevet fjernet fra Forårsudstillingen på Charlottenborg. Samtidig har Charlottenborg Fonden tildelt Prokofiev soloprisen for at markere, at de sætter pris på hans kunstneriske praksis. Med prisen følger en invitation til at udstille i 2023 i Politikens Forhal. Udelukkelsen skal ses »i tråd med Vestens systemkritik af staten Rusland, som vi ser som en større og vigtigere sag end hensynet til den enkelte,« skriver Fonden på Facebook.

Ladefoged fremhæver boykotten af apartheidstyret i Sydafrika som et eksempel på, hvordan boykot kan have en positiv effekt. »Det havde også en kulturel dimension, og det sendte også et signal. Det internationale samfund prøver at vælte Putin-regimet, ved at regimet mister opbakning, det prøver vi også at gøre med vores kultur. Men det rammer uskyldige, og det ved vi godt.«

Han mener, at beslutningerne ideelt set burde ligge i FN. »Når vi ser tilbage på Sydafrika, virkede det samlede verdenssamfund. Den verden er der ikke i dag. Rusland kan blokere alt. Vi skal kommunikere – også til andre lande, at det er noget, vi ikke accepterer, men at vi for alt i verden heller ikke ønsker at bruge alle midler uden omtanke. Vi signalerer også til Kina, at vi er villige til at bruge sanktioner og boykot.« siger Jens Ladefoged.

Putins fordel

Når russiske kunstnere som balletdansere og operasangere ikke må optræde i udlandet, er det ikke sikkert, at man opnår den ønskede effekt om at gøre den russiske befolkning opmærksom på protesten mod krigen.

»Der er en oprigtig bekymring for, om vi overhovedet giver Rusland det signal i dag, eller om det er blevet fordrejet til, at de er alene, alle er imod dem, og at de skal kæmpe. Der er en paranoia, en følelse af at være under belejring, og at det, Putin gør, er helt legitimt, for det er russerne, der bliver angrebet. Det narrativ bruger Putin hele tiden. Han kan bruge boykotten til at sige, ’nu må vi ikke engang have vores fantastiske kultur repræsenteret ude i verden’. Det er jo ikke det, vi ønsker at sige,« siger Jens Ladefoged.

Efter kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen opfordrede til kulturel boykot, skrev den russiske ambassadør Vladimir Barbin på ambassadens hjemmeside, at kulturministeren opfordrer til at »bryde båndene mellem vores lande på kulturområdet«. »Kultur bidrager til opnåelsen af gensidig forståelse og bliver betragtet som en fælles verdensarv, og den har altid stået uden for politik. Det er uacceptabelt at udsætte kultur for censur og diskrimination på baggrund af, at man tilhører et andet land eller nation«, skrev han.

Normalt bliver kultur brugt til at forene og udveksle ideer, men vi står i en anden situation, når der er krig, mener Jens Ladefoged.

»Hvis vi havde vished om, at vi kunne få lov til at præsentere vores opfattelse af situationen for den russiske befolkning, og hvis der var et frit rum, hvor vi kunne høre, hvordan de ser på det, ville kulturel boykot ikke være lige så nødvendig. Men vi føler os misbrugt, og vi oplever, at der foregår en propagandakrig, så hvorfor skal vi acceptere, at de kommer og fremviser regimet? Er de frie, når de kommer her, og kan vi gøre det på lige vilkår som et åbent kulturelt rum, hvor vi kan udveksle og være i dialog? Der er stemningen endnu ikke.«

Han understreger vigtigheden af at sende et signal om at ville normalisere:

»Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi hele tiden har døren åben og siger, at vi ikke er imod den russiske befolkning, vi ser frem til at normalisere. Lige nu ser det sort ud, Putin har et fast greb og kontrol med informationerne, og vi synes ikke, det er et frit samfund. Det er svært for os at invitere en operatrup ind, som om intet var hændt. Det er dybt bedrøveligt og bekymrende.«

Vi må ikke blive åndsformørkede

Da Aalborg Teater aflyste opsætningen af Ivanov af den russiske dramatiker Tjekhov med en russisk instruktør, skrev teaterinstruktør Martin Lyngbo på sin facebookprofil: »Vi har jo netop brug for de stemmer i nutiden, der tør sige Putin imod. Hele Putins fortælling er, at alle nationer hader russerne. (…). Den fortælling skal vi ikke lade ham vinde kontrollen over med vores handlinger. Så gør vi os selv til diktatorens nyttige idioter.«

Jens Ladefoged mener, at man godt kan fortsætte med at lytte til russisk musik og se russisk teater. »Vi skal ikke gøre dem til monstre og fjender. Vi har et problem med Putin og hans regime, det er meget alvorligt, men vi er ikke imod den russiske befolkning og russisk kultur. Det er jo lige præcis vand på hans mølle og gør, at han kan samle befolkningen i sit jerngreb. Vi skal heller ikke gå hen og blive åndsformørkede på grund af Putin, vi er bedre end det.«