Yevgenias dagbog: »I krig tænker man næsten kun på krig«

Den ukrainske forfatter og fotograf Yevgenia Belorusets har besluttet sig for at blive i Kyiv. Hun skriver til Information om krigen i sin by og sit land, men også om forsøget på at opretholde en hverdag. Find alle tidligere dagbogsopslag her.

Dag 20: I krig tænker man næsten kun på krig

Tirsdag, den 15. marts

Borgerne i Kyiv vender tilbage. Det er vanskeligt at tro på, men sådan er det. En veninde fortalte mig: »I vores hus er alle beboere tilbage, om aftenen er der tændt lys i alle vinduer.«

Jeg har selv lagt mærke til det. Gaden, hvor jeg bor, er fuld af unge ansigter, selv om nærliggende huse i går blev beskudt. En kiosk med kaffe og kager er åbnet, foran vinduet har der dannet sig en lang kø.

Mange mennesker gik tur med deres hunde gennem byen, som om sådanne gåture igen er blevet normale. Det var solrigt og varmt, den kolde vind aftog, og mange forsøgte at nyde tiden før udgangsforbuddet. Endnu en gang er en lang nedlukning blevet annonceret, ingen må forlade deres lejlighed, medmindre de skal hen til et beskyttelsesrum.

Jeg så i dag en videobesked af en rådgiver for præsident Volodymyr Zelenskyj, som for det meste leverer gode nyheder. Rådgiveren sagde, at Ukraine stort set havde vundet krigen, fordi ideen om at dele landet, angribe civilsamfundet og erobre storbyerne var mislykket. Sanktionerne havde været effektive, men vi havde stadig brug for noget tid til at vinde militært. Indtil da ville det desværre stadig være muligt for russiske missiler at ramme nogle beboelsesejendomme. Det er tilsyneladende en russisk strategi. Mange andre analytikere af krigen deler den beskrivelse af virkeligheden.

Yevgenia Belorusets er ukrainsk forfatter, fotograf og kunstner. Hun bor i henholdsvis Kyiv og Berlin.

Olga Tsybulska

Ifølge medierapporter blev et hospital i Mariupol erobret af en russisk enhed. Lægerne er lige nu ikke i stand til at forlade hospitalet, men er spærret inde i kælderen sammen med 400 beboere fra nabohusene, som blev bragt til hospitalet af russiske soldater. Mange bygninger omkring hospitalet er blevet ødelagt, og i gaderne fortsætter kampene.

Det kaster skygge over en nyhed, som jeg sådan havde håbet på. For i dag kunne 20.000 mennesker fra Mariupol endelig forlade byen via en humanitær korridor. Pårørende til disse mennesker, kærester, bekendte og mange andre, der havde fulgt kampen om Mariupol med gru, havde ventet i uger på det. Mange mennesker er nu blevet befriet fra denne by, hvor livet ikke længere synes muligt – og alligevel er der nogen, der bliver tilbage. Ikke kun fordi de er fanget på et besat hospital, men også fordi de er tvunget til det af familiemæssige årsager, eller fordi de har forpligtelser.

En af mine bekendte, en ukrainsk kunsthistoriker, flygtede fra Irpin til Kyiv og videre til Vinnytsia i det centrale Ukraine. Herfra har hun på Facebook på imponerende vis skrevet om sin bedstemor, som bor i et meget smukt lille hus i Irpin med en velholdt blomsterhave. Jeg gik ud fra, at denne kvinde allerede var i Kyiv, og jeg ville spørge til, hvordan hendes bedstemor nu havde det, og om hun havde brug for hjælp. Jeg fik at vide, at hun kategorisk nægter at forlade sit hjem og ønsker at blive i Irpin. Hun kan ikke forestille sig at bo andre steder. Min ven forsøger at ringe til hende flere gange om dagen, men nummeret bliver ikke besvaret.

Jeg spørger mig selv, om den festlige stemning i dag i Kyiv skyldes den humanitære korridor, som endelig er åben? Eller om det skyldes de beroligende, næsten håbefulde tanker om krigens udgang, som mange eksperter gav udtryk for.

Antallet af ofre er allerede så højt, at det er vanskeligt at forstå. Hele tiden hører jeg, hvordan antiluftskyts over Kyiv fanger russiske skud, hvordan det tordner og brager. I krig tænker man næsten kun på krig. Begreberne fra storpolitikken, de abstrakte diskussioner om spørgsmålet, hvad hører til ’Vesten’ og Ruslands og Ukraines roller i krigens teater, tjener som mentale tilflugtssteder inden for krigens uudholdelighed. Man slapper af i den analytiske tænknings behagelige rum, hvor kun større sammenhænge diskuteres, og hvor det ikke længere handler om konkrete menneskeliv, men om stater, hvis strategi ofte bliver beskrevet som biografiske beslutninger.

Før udgangsforbuddet ville jeg se metrostationen, som blev beskudt i går aftes. Jeg var nødt til at passere checkpoints og gå omveje for at få lov at se ødelæggelserne. I chokerende stor radius rundt om stationen lå der glasskår, et tag var faldet sammen, plastikdøre var deformeret af eksplosionsbølgen, hundredvis af knuste ruder stirrede sort ud på gaden. En cirkel af stilhed dannede sig omkring dette sted, hvor flere huse og dusinvis af små butikker er blevet beskadiget i ét hug.

Ruinerne udgjorde en spøgelsesagtig scene. Jeg så, hvordan nogle kvinder stod foran de ramte bygninger og betragtede det ødelagte udsnit af gaden, som om de for altid ville mærke sig hver en revne, hver en knust rude.

Copyright: Yevgenia Belorusets og Information
Oversat af Peter Nielsen