Yevgenias dagbog fra Kyiv: »Jeg ved, verden langsomt begynder at se, at det handler om alle liv i Europa«

Den ukrainske forfatter og fotograf Yevgenia Belorusets har besluttet sig for at blive i Kyiv. Hun skriver til Information om krigen i sin by og sit land, men også om forsøget på at opretholde en hverdag. I første omgang er hendes første bidrag fra krigens begyndelse samlet uge for uge, siden følger de som daglige nye opslag.

Dag 1: Begyndelsen

Torsdag den 24. februar

Jeg vågnede tidligt i morges til otte ubesvarede opkald på min mobil. Det var mine forældre og nogle venner. Først tænkte jeg, at der var sket noget med min familie. Så sprang min fantasi i en anden retning, og jeg forestillede mig en ulykke, en farlig situation i Kyivs centrum, sådan noget, som man advarer sine venner imod. Jeg følte en kold uro. Jeg ringede til min kusine, fordi hendes smukke stemme altid har virket beroligende på mig, modig og rationel. Hun sagde blot: Kyiv er blevet beskudt. En krig er brudt ud.

Mange ting har en begyndelse. Når jeg tænker over begyndelsen, ser jeg en linje for mig, der helt tydeligt bliver trukket gennem en hvid flade. Øjet ser det simple i sporet af denne bevægelse, som helt sikkert begynder og også slutter et sted. Men jeg har aldrig været i stand til at forestille mig en krigs begyndelse. Mærkværdigt. Jeg var i Donbass, da krigen med Rusland brød ud i 2014. Men dengang var jeg rejst ind i krigen, ind i en tåget, uklar zone af vold. Jeg husker stadig den meget dårlige samvittighed, jeg følte over at være gæst i en katastrofe og som gæst at kunne forlade den igen, fordi jeg boede et andet sted.

Krigen var der allerede, en indtrængende, noget mærkeligt, fremmed og vanvittigt, som ingen berettigelse havde på dette sted og på dette tidspunkt. Dengang spurgte jeg folk i Donbass igen og igen, hvordan alt dette kunne begynde, og jeg fik hele tiden forskellige svar.

Jeg tror, at begyndelsen på denne krig i Donbass blev en af de mest myteomspundne hændelser for indbyggerne i Kyiv, fordi det forblev uforståeligt, hvordan sådan noget kan opstå. Dengang, i 2014, sagde folk i Kyiv: »Folk fra Donbass, de ukrainske Putin-sympatisører, inviterede krigen ind i vores land.« Denne tilsyneladende »invitation« bliver af mange en forklaring på, hvorfor det absolut umulige, krigen mod Rusland, alligevel pludselig blev mulig.

Yevgenia Belorusets er ukrainsk forfatter, fotograf og kunstner. Hun bor i henholdsvis Kyiv og Berlin.

Olga Tsybulska

Da jeg havde afsluttet telefonsamtalen med min kusine, løb jeg i et stykke tid frem og tilbage i min lejlighed. I mit hoved herskede absolut tomhed, jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Så ringede min telefon igen. Det ene opkald fulgte det andet, venner meldte om flugtplaner, nogle ringede for at få bekræftet, at vi stadig levede. Jeg blev hurtigt træt. Jeg talte meget og gentog hele tiden ordene »krigen«. I mellemtiden kiggede jeg ud ad vinduet for at høre, om eksplosionerne nærmede sig. Udsynet fra vinduet var det sædvanlige, men lydene fra byen underligt dæmpede, ingen børnestemmer, ingen stemmer i luften.

Senere gik jeg ud og opdagede helt nye omgivelser, en tomhed, som jeg ikke tidligere havde oplevet, heller ikke under de farligste dage under Majdan-protesterne.

Lidt senere hørte jeg, at to børn var døde under beskydningerne i Kherson-distriktet i det sydlige Ukraine, og at samlet set 57 mennesker var døde i krigen i dag. Tallene blev helt konkrete, som om jeg allerede havde mistet nogen. Jeg mærkede en vrede mod hele verden. Jeg tænkte, at man havde tilladt det, der er en forbrydelse mod alt menneskeligt, mod et stort fælles rum, som vi lever i og håber på en fremtid i.

Jeg overnatter i dag hos mine forældre. Ved siden af huset opsøgte jeg en bunker og ved nu, hvor vi alle skal gå hen, når beskydningerne kommer om natten.

Krigen er begyndt. Det er efter midnat. Jeg kan næppe falde i søvn, og det giver ikke nogen mening at opregne alt det, som for altid har ændret sig.

Dag 2: Luftalarm

Fredag den 25. februar

Jeg vågner klokken syv om morgenen til sirener, der advarer om luftangreb. Min mor er overbevist om, at Rusland ikke vover at beskyde byens tusind år gamle Sankt Sophia-katedral. Hun tror, at vores hus, der står i nærheden af katedralen, er i sikkerhed. Derfor beslutter hun ikke at gå ned i bunkeren. Min far sover.

Jeg tænker, at hvis et UNESCO-mindesmærke rent faktisk ville have afholdt den russiske hær fra at angribe, så var denne krig slet ikke begyndt. Mit hoved myldrer med tanker: Kyiv under beskydning, forladt af hele verden, som lige nu er klar til at ofre Ukraine i håb om, at det vil føde og mætte aggressoren for en stund.

Kyiv bliver beskudt, for første gang siden Anden Verdenskrig.

Jeg kæmper med mig selv. Jeg ved, at verden langsomt vågner og begynder at se, at det netop ikke kun handler om Kyiv og Ukraine. Det handler om alle liv i Europa, som fra og med i dag er truet.

Dag 3: God aften, trods alt

Lørdag den 26. februar

Min første nat i bunkeren. Den ukrainske regerings telegramkanaler advarer om, at det bliver en svær nat, og at russisk militær vil angribe byen. Her i bunkeren er der ganske tomt. Mange forsøger at blive hjemme og håber, at der ikke sker noget. Fra og med lørdag aften hersker der næsten 30 timers udgangsforbud i byen.

Vores lille bunker ligger i centrum af Kyiv, ikke langt fra Den Gyldne Port. Den ligger halvanden etage under jorden, mere præcist er det et netværk af korridorer og gange. De er rene, behagelige og varme. Jeg kan godt lide det sted, fordi det tilbyder tilflugt for mere end 100 mennesker. Der er drikkevand, alle medbringer noget, der er også nok at spise. Her må enhver, der ikke kan klare sirenerne og bragene fra artilleriet og raketnedslagene komme.

Ved den mørke indgang til vores kælder ser jeg silhuetterne af beboerne, som suser forbi hinanden. Jeg kan høre deres små skærmydsler.

To ældre skygger passerer to yngre:

»God aften!« »Men aftenen er ikke god!«, protesterer de yngre. »Vi siger alligevel god aften«, siger de ældre i en triumferende tone, »fordi vi mener det godt. Og det vil vi blive ved med at ønske, for jer og de andre!«

Skyggerne forsvinder ned i kælderen.

Jeg orienterer mig i nuet, fordi jeg bemærker, at dagene tilbyder så lidt struktur. På et tidspunkt besøger jeg mine forældre, ingen af dem er klar til at forlade Kyiv. De vil blive her, indtil »vi sejrer«.

Min far er oversætter, han oversætter tysk lyrik til russisk. Takket være hans oversættelser forelskede jeg mig i digteren Paul Celan. Siden Majdan-revolutionen har min far næsten udelukkende publiceret sine oversættelser i Ukraine.

Han deltog dengang i protesterne. Jeg husker, hvordan jeg ringede til ham fra Berlin og fandt ud af, at han stod med demonstranterne ved parlamentsbygningen. Så hørte jeg en eksplosion, heldigvis kom han ikke til skade. Nu er han i Kyiv. Efter en lang forkølelse føler han sig temmelig svag og kan ikke gå til beskyttelsesbunkeren. Måske vil han heller ikke. Hver dag ser jeg, hvordan han arbejder videre med sine oversættelser. Trods faren, trods raketangrebene, eller måske lige præcis derfor.

Når jeg skriver, bliver jeg opmærksom på, at jeg i løbet af dagen har set mange smilende mennesker. For eksempel kvinden, der sad på en bænk i parken ved siden af to store indkøbsposer. Hun talte til mig med en absurd lykkelig stemme og sagde, at hun ventede på sin nevø, som skulle hjælpe hende med at bære poserne hjem. »Jeg er så glad for, at du står ved siden af og taler med mig. Når vi er to, er jeg mindre bange for artilleriet.«

Kvinden i parken, som er sikker på, at vi vil vinde krigen.

Yevgenia Belorusets

Tidligere arbejdede hun som rundviser i Sankt Sophia-katedralen, nu er hun pensionist. Hun er overbevist om, at Ukraine vil sejre over russerne. »Når jeg tænker på freskerne i katedralen, så tror jeg, at Ukraine vil blive beskyttet af hele verden.« Hun smilede, havde tårer i øjnene. »Vi vil sejre,« sagde hun. Det er ikke til at vide, om hun græd, mere end hun grinte, men jeg mærkede hendes mod og beundrede hende.

Er i dag blot krigens tredje dag? Mariupol: 58 civile såret. Kyiv: 35 mennesker, herunder 2 børn. Det er langtfra en fuldstændig liste. Det føles mærkeligt at havne i denne brede, ubevæbnede, nærmest sarte kategori »civilbefolkning«. I krig bliver der skabt en kategori af mennesker, som lever »uden for selve spillet«. De bliver beskudt, må tåle beskydningen, bliver sårede, men uden at være i stand til at give et passende svar på det.

Jeg tror ikke på denne mangel på svar. Der gemmer sig noget i smilene, som jeg så i dag. Et hemmeligt våben, et uhyggeligt. Jeg må forsøge omsider at sove og i det mindste nå hen til min lejlighed i morgen. Spise morgenmad i mit eget køkken – det ville være en enorm glæde!

Dag 4: En slukket by

Søndag den 27. februar

Normalt varmer de mange stærkt oplyste vinduer i Kyiv byens kolde februardage. Lysene har noget hemmeligt, privat, men samtidig også behageligt over sig. Men nu er byen slukket. Folk frygter for de russiske raketter og artilleribeskydningen. Jeg har tapet mine vinduer til, så de ikke splintres ved beskydning. Jeg går ud på altanen og ser, om min lejlighed er mørk nok. I alle værelser har jeg kun sat en lampe op, den afgiver næsten ikke noget lys og står på gulvet. Det er svært at finde sig til rette i lejligheden, men jeg forsøger at finde på en ny form for hygge.

Sirenerne, der advarer om luftangreb, hyler med et langt signal, der minder en smule om de legende lyde, elefanter gør brug af, når de kommunikerer med hinanden. I Kyiv er sirenehylet også en slags kommunikation, men budskabet er altid det samme: gem dig, gem dig godt!

Ved morgengry besluttede jeg mig af en eller anden grund for at gøre rent i lejligheden. Jeg tænkte: Netop nu skal du holde fast i planer, de faste rutiner. Udefra er min lejlighed næsten sort, med dens tomme, mørke vinduer hilser den på alle de andre lejligheder i byen, der ligeledes er tomme og mørke.

Mørket er skræmmende, men jeg fornemmer samtidig, at byen har besluttet sig for at forsvare sig. Gennem de officielle telegramkanaler læser jeg om de såkaldte afledningsgrupper, russiske enheder, som begiver sig ind i Kyiv som en fortrop. Ligesom terrorister. Deres mål er at destabilisere byen, foretage angreb på politikere og i sidste ende indtage Kyiv. Sådan en gruppe har angiveligt i morges beskudt en bil med to kvinder, der havde besluttet at forlade Kyiv med deres børn for at bringe dem i sikkerhed. Kvinderne og deres børn døde.

Mine tanker bliver så mørke som vinduerne i min lejlighed. Da jeg gjorde rent, tænkte jeg, at når jeg skriver i dagbogen, så skulle jeg lave en joke om rengøring under krigen. Mit tip skulle være: »Renlighed er et must i et mørkt værelse med vinduer, der er tapet til – hvis du skulle til at gøre det tidligere og næsten græder nu, fortsæt, og gør din lejlighed ren. Det er sandt, at du ikke kan se noget. Og lejligheden bliver ganske vist ikke renere, men at holde sig til sædvaner og gennemføre planer er vigtigere.«

Krigens fjerde dag er slut. Den halve by kæmper mod normalisering af volden, der banker på alle døre. Krigen tester os også på, om vi i os bærer blot en antydning af medfølelse for dem, der er blevet sendt hertil for at dræbe. Siden krigens begyndelse er 16 børn i hele landet blevet dræbt. I min by er indtil nu 16 »civile« døde (jeg hader det ord mere og mere), 47 såret, herunder tre børn.

Tilintetgørelsen af den lille by Schchastje, »Lykke«, i det nordøstlige Ukraine begyndte med, at et elektricitetsværk blev beskudt. På et tidspunkt blev det ødelagt, lyset gik, vand, varme. I fortvivlelse gik indbyggerne, frem for alt ældre beboere, ud for at hente vand og mad. Så angreb soldaterne, med artilleri og raketter. En bus med flygtende mennesker blev beskudt. I dette område er der for øjeblikket ingen journalister, ingen tæller de sårede, de døde. Hvem skal beskrive, hvad Putin har gjort mod Donbass siden krigens begyndelse, siden hans operation »Beskyt folk i Donbass mod ukrainske fascister«?

Gennem besættelsen af disse områder og informationskrigen er det lykkedes Putin at isolere denne region fra verden. Menneskerettighedsorganisationer har siden 2014 ikke kunnet operere frit, og nu viser den russiske hær igen, hvilken værdi disse menneskers liv har for Rusland.

Fra nyhederne får jeg at vide, at Det Historiske Museum i Ivankiv i Kyiv-regionen er ødelagt. Her fandtes Maria Primachenkos værker, en af de mest kendte kunstnere i det tyvende århundredes Ukraine. Til efteråret var der planlagt en fælles udstilling med mine fotografier og hendes malerier. Jeg er sikker på, at den udstilling på en eller anden måde og på et tidspunkt vil finde sted.

Denne krig, denne ufattelige, ulogiske, forbryderiske krig, fortsætter.

Yevgenia Belorusets

Dag 5: Den nye sårbarhed

Mandag den 28. februar

Det er en solrig forårsdag, der som de tre seneste dage ender i mørke. Jeg sidder i den mørke lejlighed. Enkelte lamper er tændt, men svagt og skjult. Jeg læser i nyhederne, at Mariupol forsvarer sig modigt mod de russiske tropper, men også for en stor del befinder sig i mørke. Rusland angriber som planlagt infrastruktur og udsætter menneskene i byen uden strøm for artilleribeskydning. Kampene omkring Kyiv fortsætter.

Men mine tanker er i Kharkiv. Jeg ser billederne af boligblokke, der bliver ødelagt af raketter og mortérgranater og ved, at Putins hær i dag i den russisktalende by, der modsætter sig besættelsen, har dræbt ni mennesker, herunder tre børn. 37 mennesker er sårede, 87 boliger forvandlet til ruiner. Jeg bor i Kyiv i en lignende bygning – et sårbart tilflugtssted, min egen lejlighed, hvor jeg altid har følt mig så godt tilpas. Også nu! Ikke mindst nu!

Denne krig viser verden et nyt niveau af sårbarhed. Næsten alle apoteker er lukkede, tilgang til strøm, vand, varme er hele tiden truet. Sårene bliver større. Men en stemme hvisker hele tiden, også selv om den nogle gange er stille: De kæmper videre, vi kæmper videre – så læger såret hurtigere.

De offentlige rum, pladser, gader i byen er tomme. Horisonten er pludselig tættere på, Kyivs bakker, asfalten, bygningernes baggårde, alt synes indbudt og indblandet i krigen.

Ved middagstid besluttede jeg mig for at gå en tur: På krigens femte dag, udgangsforbuddet er ophævet, fulgte jeg en tysk ven, der ikke længere kunne blive i Kyiv, til banegården. Vi skulle først med metro. Inspireret og næsten beruset af ideen om, at Kyivs metro igen kørte, løb vi til stationen »Den Gyldne Port«. Men ved indgangen fik vi at vide, at denne station nu kun bruges som beskyttelsesrum.

(Mens jeg skriver dette, sønderriver sirener stilheden. Klokken er 02:30 om natten, og jeg beslutter at blive, hvor jeg er og afslutte dette dagbogsopslag).

Vi måtte gå til togstationen. En gåtur på femogtyve minutter, som for mig var en spadseretur i en anden virkelighed. Siden krigens begyndelse har jeg ikke været på Shevchenko Boulevard, en bred gade, som fører ned til stationen. Vi gik over gaden, og hvert et hus, hvert et kryds afslørede noget nyt, et nyt sprog, en ny fortælling om vores fælles virkelighed. Byen virkede fredelig. Vi tog hurtigt afsked, og jeg gik alene tilbage.

Jeg ville krydse gaden for at kigge ind i den gamle botaniske have. Pludselig så jeg en bunke metal ved vejkanten – en sønderskudt, deformeret bil, så endnu en i nærheden, dertil et ødelagt reklameskilt, ødelagt glas, metal, plastik på jorden. Den botaniske have glemte jeg alt om. Det, der stod tilbage, var den uudholdelige indsigt i, at denne krig, den ufattelige, ulogiske, forbryderiske krig, trods alt fortsatte.

Omtrent samtidig samledes de fredelige indbyggere i byen Berdjansk i det sydlige Ukraine foran rådhuset, der var blevet besat af Putins hær og nu bevogtet af bevæbnede soldater. Kvinderne råbte til soldaterne på russisk: »Hvordan kan I se jeres mødre i øjnene? I har bragt krig og myrderier ind i vores land! Skam jer!« Der var også gamle mennesker i mængden, de havde ingen frygt. Soldaterne så nedslåede ud, de svarede: Vi er kommet for at beskytte jer!

Kvinderne fortsatte med at modsætte sig, de protesterede: »Vi var aldrig i fare. Der fandtes ingen trussel for os, før I kom. Siden fulgte skældsord, som det ukrainske og russiske sprog er meget rig på.

Denne evne hos indbyggerne i Berdjansk til altid at kæmpe videre, nærme sig soldater uden våben og brøle sandheder lige op i deres åbne ansigter, også når byen næsten er faldet i Putins hænder, er løfterige. Det er selve håbet.

Dag 6: Ikke et minut til!

Tirsdag den 1. marts

Rusland har annonceret, at de vil bombe området omkring Sankt Sofiakatedralen, som hører til UNESCO-verdenskulturarven. Ikke selve katedralen, men sikkerhedstjenestens bygning, som befinder sig i umiddelbar nærhed. Hvis de gør det, bliver katedralen helt sikkert også ramt.

Mine forældre og jeg bor ved siden af katedralen. Jeg havde besluttet mig for i dag at blive hos dem under det natlige udgangsforbud. Vores bekymrede naboer var i mellemtiden gået i beskyttelsesrummet. Alle har for længst udvalgt sig et beskyttelsesrum, og her gør de alt for at føle sig tilpas.

Jeg er i absurd godt humør. Men det er ikke til megen nytte oven på en dyb bekymring og sorg. Vores lejlighed er mørklagt. Jeg får at vide, at den vestlige bred af floden Knjepr i Kyiv er under beskydning, også Zhulany-lufthavnen, der ligger tæt på centrum ved den østlige bred. Antallet af ofre er ukendt.

Alle mine tanker går til Kharkiv. Jeg ser film af brændende gader på Twitter og ved fra bekendte i byen, at indbyggerne har siddet fast i bunkere i flere dage. Den kendte økonomiprofessor Oleh Omosov er død af sine skader efter et angreb. Mine næste tanker går til to byer i distriktet Lugansk og Donetsk: Severodonetsk og Volnovakha.

Jeg har tit været rundt i Severodonetsk. Selv i krigstid, mellem 2014 og 2016, så denne by glad ud. Cafeer og restauranter havde åbent næsten hele natten, det blandede publikum dér har altid gjort mig i godt humør: Vestligt klædte og nogle gange lidt snobbede repræsentanter for den internationale presse blandede sig med eksotiske, forkælede unge kvinder fra Donetsk, som havde besluttet sig for at tilbringe nogle måneder i deres hjemstavn på den videre flugtvej mod det centrale Ukraine.

Nu bliver Severodonetsk og Volnovakha komplet ødelagt. Der er ikke længere strøm, ingen vand, russiske mortérgranater falder fra himlen. Alle dem, der forsøger at forsørge deres familie med mad og vand dør på gaden.

Jeg ville helst skrige. Red de mennesker! Journalister som har oplevet krigstid i Donbass og boet i det mestendels fredelige Severodonetsk – bliv rasende! Vi har brug for humanitære korridorer og zoner, hvor mænd, kvinder og børn kan komme i sikkerhed. Sæt endnu mere pres på Rusland. Putin har dømt disse byer til døden, Rusland ødelægger Donbass. Nej, det lyder forkert. »Donbass« er kun et ord, og dette ord siger lidt. Man er nødt til at redde indbyggerne i disse byer. Egentlig er man nødt til at redde alle, hele landet.

Nu forsøger jeg at forstå, hvorfra mit gode humør kommer.

Det er krigens sjette dag, som allerede føles, som om den har varet i 50 år. I dag drak jeg for første gang siden invasionen en cappuccino.

Jeg gik en tur for på denne første forårsdag at trække lidt frisk luft og måske købe lidt ind. Jeg vidste, at mange hylder i supermarkederne allerede er tomme og bestemte mig for at opsøge et større varehus, som lige var åbnet i nærheden af os. Det var så behageligt at være der. Varehuset ligger dybt under jorden, alle følte sig sikre og gik forbi hylderne med en langsommelighed, som man ikke har set de seneste seks dage i Kyiv.

En ældre dame stod ved siden af kaffemaskinen. Hendes indkøbstaske var lille og halvtom. Så så jeg pludselig, hvordan en ung, moderigtigt klædt kvinde gik hen til damen. Hun stak en pengeseddel i hendes hånd. Damen undrede sig og sagde: Men jeg bad ikke om noget, jeg har alt! En ung mand kom hen til hende, også han stak hende en seddel. Den ældre dame protesterede først, men virkede bagefter glad og taknemmelig.

På tilbagevejen fotograferede jeg en ældre mand, som sad på en bænk i et parkanlæg. Han ville tale med mig. Hans kone er syg, fortalte han, han bekymrede sig om hende. Han ville pleje hende en dag mere, så ville han slutte sig til Kyivs lokale forsvarsgruppe. Han og hans kone er 66 år gamle.

I sin ungdom var han i militæret. Han sagde, at han ikke længere blot ville se til, mens vores by lider under den fortsatte beskydning. Jeg begyndte at takke ham, jeg kunne slet ikke slutte igen. Alle mulige former for tak og formuleringer brugte jeg, men jeg ville tilføje endnu mere til disse udtryk, som om det kunne forhindre, at dette ældre menneske, der passer på sin syge kone, risikerer sit liv.

Jeg forventer en løsning. Aggressionen må stoppe. Ikke et minut mere krig!

Sirenerne hyler igen. Min far sidder i værelset ved siden af og lærer sig engelsk. En god ven ringer og siger, at den formentlig sidste evakueringsbus kører fra en synagoge i Kyiv i morgen tidlig. Måske kan jeg forsøge at overbevise mine forældre om at forlade byen. Forgæves. Der er mere brug for os her, siger de, det er ikke tiden at forlade Kyiv. Jeg er enig og forsøger at sove et par timer mere. Vi bliver og ser, hvad der sker.

Dag 7: Tid til at være tapper

Onsdag den 2. marts

Byen synker ned i forårstågen, men det er stadig koldt. Siden i går kan man her, i centrum af Kyiv, på hvert gadehjørne fortælle en historie om krigen. Næsten alle kryds bevogtes af bevæbnede medlemmer af det regionale forsvar. Der er endnu flere grupper af sabotører i byen, endnu mere vold. Jeg kigger med lettelse ind i øjnene på forsvarets bevæbnede mænd og kvinder. I et af ansigterne fik jeg til min overraskelse øje på en barista, der var populær i vores kvarter, fordi han kunne lave særligt smukke svaner i kaffens mælkeskum.

Udenfor hører jeg igen en eksplosion. I sådanne tilfælde bliver jeg overvældet af frygt og tænker på, hvordan jeg kan redde mig selv og de mennesker, jeg elsker, ud af denne situation. Det er altid en kæde af relationer, som jeg tænker på, det er ikke kun min far og min mor, men også min mors søster, som ligger syg og svag hjemme. Og ikke kun hendes søster, men også hele hendes familie, og så får man øje på videre forbindelser, som er vanskelige at bryde.

Svaret er: Man må bringe alle i sikkerhed, ikke kun enkelte. Nu er det tid til at handle tappert og finde på stærke, effektive midler mod aggressoren. I min fantasi udspiller sig allerede hundredvis af varianter af, hvordan det hele kan stoppe, hvordan krigen slutter, i dette konkrete øjeblik. Siden forestiller jeg mig, hvordan vi danser på gaden.

Til kunstudstilling i en krig. Vejen var lang, byen virkede fremmed.

Yevgenia Belorusets

Min dag var lang og føltes, som om den indeholdt flere dage i sig. Billederne af de tomme stille gader ser jeg stadig for mig. Jeg har oplevet og set meget i dag, jeg har sågar besøgt en udstilling.

Kunstneren Nikita Kadan, en ven, er flyttet til et lille privat galleri i en kælder. I grunden er det ikke længere et galleri, men et rum, der tjener som beskyttelsesrum og lejlighed for kunstnere og deres venner. I går ringede Nikita og inviterede til en gruppeudstilling. Jeg var allerede på vej, men så hylede sirenerne endnu en gang, og jeg måtte blive indenfor.

Udstillingen blev altså »åbnet« uden besøgende og skulle egentlig være lukket samme dag. Men så besluttede de, at de ville vente på mig til i dag. Udstillingen hed »Frygt«.

Der var igen luftalarm, og da jeg om eftermiddagen omsider begav mig på vej, ringede min far og bad mig tage ham med. Lidt modvilligt gik jeg med på det. Og så gik vi alle tre! Min far, min mor og jeg.

Vejen var lang, byen virkede fremmed. Vi gik sikkert mere end en halv time, det var min længste spadseretur siden krigens begyndelse.

Vejen tilbage var kortere, kort som et hop.

Jeg kunne virkelig godt lide udstillingen. Jeg tænker stadig på billederne og på denne utrolige mulighed for at kunne kigge på dem midt under krigen og bære dem med mig i min erindring.

Hvad kan kunst? Hvad kan den enkelte stemme? Hvad kan modstandens mod, og hvilken mening har modstand overhovedet? Jeg modtager hele tiden mails og nyheder med anbefalinger om at være pacifistisk. Ukrainerne har aldrig fremprovokeret en krig, aldrig villet en krig eller støttet en. Pacifismen er blandt de vigtigste værdier i mit land. Jeg er vokset op med en talemåde: Kun krigen skal ikke komme (лишь бы не было войны). De forfærdelige erindringer fra Anden Verdenskrig, der især udspillede sig på ukrainsk jord, er stadig meget levende.

Men der er værdier, som er endnu større end Ukraine, som man må forsvare. Der er situationer, hvor modstand er ensbetydende med redning. Og det handler ikke om selvhjælp, det handler om at redde sig fra en meget større vold, fra en meget værre krig. Jeg håber, at flere mennesker kommer til at forstå det, vågner op og sætter en stopper for denne vold.

Copyright: Yevgenia Belorusets og Information

Oversat fra tysk af Niels Ivar Larsen og Peter Nielsen