Yevgenias dagbog: »Jeg tror ikke længere på krigen! Det kan bare ikke passe«

Dette er anden del af en serien ’Yevgenias dagbog fra Kyiv’. Læs første del her.

Den ukrainske forfatter og fotograf Yevgenia Belorusets har besluttet sig for at blive i Kyiv. Hun skriver til Information om krigen i sin by og sit land, men også om forsøget på at opretholde en hverdag. I første omgang er hendes første bidrag fra krigens begyndelse samlet uge for uge, siden følger de som daglige nye opslag.

Dag 8: Fremmedgørelse

Torsdag den 3. marts

Det er aften på krigens ottende dag. Og jeg ser på billeder af tomme gader, som jeg har taget på min mobiltelefon eller med mit lille digitalkamera. Når jeg tager billeder på gaden, forsøger jeg ikke at få ansigter med. Jeg føler, at alle, der kunne identificeres på deres ansigter, helst vil forblive i skyggerne. Der er nu gået en uge, siden invasionen begyndte. Jeg kan ikke huske nogen bestemt hændelse eller begivenhed fra den dag, selv ikke, når jeg anstrenger mig, også selv om jeg omhyggeligt nedskriver alle vigtige ting i min notesbog. Har jeg vænnet mig til begivenhederne, som de kommer? Jeg oplever en mærkelig fremmedgørelse i dag. Jeg føler mig adskilt fra virkeligheden på en måde, jeg ikke kan gennemskue. Jeg spekulerer på, om der var et punkt, hvor denne bizarre tilstand startede, og om jeg kan huske, hvad det var.

Om morgenen, mens jeg stadig lå i min seng, så jeg et videoklip af en russisk soldat, der betjener et grad-system. Det er et flerdobbelt raketaffyringssystem, som den russiske hær nu bruger til at angribe fredelige områder i ukrainske byer. Soldaten på videoen græd. Han lovede, at han ville undskylde over for sin unge datter, at han kan have været skyld i at dræbe ukrainske børn.

Yevgenia Belorusets er ukrainsk forfatter, fotograf og kunstner. Hun bor i henholdsvis Kyiv og Berlin.

Olga Tsybulska

Han henvendte sig derefter til andre russiske militærfolk og appellerede til dem om ikke at komme til Ukraine og om ikke at adlyde ordrer. Jeg så igen og igen på hans tårer. Og bagefter så jeg billederne af de ødelagte boligblokke i Tjernihiv. Begge billeder smelter i min bevidsthed sammen til ét.

Mange af min mors venner bor i Tjernihiv. De har altid været stolte af denne lille velordnede og renlige by. Jeg ved, at den samme by bliver beskudt lige netop nu, hvor jeg skriver dette. Et oliedepot er sat i brand, og den lille by, som for mange af mine bekendte var et yndet feriemål, trues nu af økologisk katastrofe. Faren kommer fra himlen, husene bliver bombet. Man er begyndt at tælle ofrene. I løbet af de sidste par dage har jeg gentagne gange funderet over, hvordan lydighed fungerer. Soldaten i videoen græd først efter at have adlydt ordre. Men da var det for sent. Denne krig kan afsluttes, hvis ordrer fra soldater, herunder fra generaler, om at beskyde huse bliver ignoreret. Jeg ved, det lyder naivt. Men på en dag som i dag føles naivitet som bedste ly.

En bekendt, en pensioneret lærer på 86 år, tilbringer de fleste nætter i kælderen på skolen ved siden af sit hus. I dag optog hun en video. Hun henvendte sig til kvinder i Rusland med en speciel, næsten glemt og højborgerlig Kyiv-udtale: De skulle ikke lade deres sønner gå i krig.

Det sner, luften er fugtig og kold, og det forekommer mig, at jeg ikke længere kan komme tæt på min egen by. På det sted, hvor jeg selv bor, og hvis begivenheder jeg er et vidne til. Jeg vender mig endnu mere imod vold end før. Jeg vægrer mig imod at erkende, at krigen er i gang, at den tillades, at man har tilladt den. Jeg kan prøve at acceptere den og se virkeligheden i øjnene. Men så spørger jeg mig selv: Hvordan skal vi alle leve med den tanke, at krigsforbrydelser finder sted lige uden for vores dør hver dag? På et tidspunkt bliver vi nødt til at tilgive os selv, at vi overhovedet har muliggjort denne umenneskelighed. Men for virkelig at kunne gøre det, må man først beskytte himlen over mit land. Bombningerne af menneskers hjem må holde op.

Dag 9: »Follow me on Instagram«

Fredag den 4. marts

I nat læste jeg, at atomkraftværket i byen Enerhodar var under angreb. Min søvn blev urolig og afbrudt af vågne perioder. Der var sårede medarbejdere, som i timevis ikke kunne evakueres. De blødte ihjel. Brandvæsenet blev beskudt. Tre ansatte blev dræbt, først om morgenen kunne de sårede evakueres. Atomkraftværket i Tjernobyl er også besat. I ti dage har medarbejderne ikke kunnet tage hjem. Det er meget farligt at blive der i så lang tid ad gangen. Nyhederne var ikke til at holde ud. Jeg faldt i søvn igen.

Næste morgen vågnede jeg ret tidligt. Jeg var lettere om hjertet og følte, at denne solskinsdag måtte have et eller andet at byde på. Jeg ville ned på gaden tidligere end i går for at finde ud af, hvad der sker i byen. Min melankoli fra dagen før var ikke helt gået væk. Så opdagede jeg årsagen til skiftet i mit stemningsleje: Jeg tror ikke længere på krigen! Det kan bare ikke passe, tænkte jeg. Det kan ikke være sandt. Hvilket naboland vil i det 21. århundrede finde på at bombe en by til ruiner?

Invasionsmagten har ikke nogen politisk plan. De har hverken ressourcer eller vilje til at sætte sig permanent på magten i vores land. De kan ikke holde det besat. Det er helt urealistisk. Krig er en drøm, en diktators fantasi. Jeg ville se, om den lille butik ved siden af ​​vores hus stadig havde brød. Siden krigens tredje dag har jeg ikke kunnet få fat på brød. Det er for det meste udsolgt.

Butikken var fuld af mennesker. Med en vis overraskelse fik jeg øje på repræsentanter for udenlandsk militær. De talte engelsk og havde brug for hjælp til at oversætte. Men så gik det op for mig, at det ikke var soldater, men ubevæbnede og velbeskyttede ledsagere til en krigsfotograf, der også ville købe ind i butikken. Jeg prøvede at hjælpe hende med at finde det rigtige vaskemiddel. Den lille gruppe udstrålede entusiasme, humor og inspiration. Mit humør blev pludselig mere dystert. En af de tre ledsagere sagde stolt, henvendt til mig: »Ved du, hvem du står i kø med her? En af verdens bedste fotografer!«

Fotografen lo genert og betakkede sig – »jeg bliver pinligt berørt‚« sagde hun. Så oplyste hun sit navn. Jeg kunne ikke huske det. Jeg har haft svært ved at koncentrere mig på det seneste. Så sagde hun til mig: »You can follow me on Instagram«. Gruppen købte en masse vaskemiddel, næsten alt, hvad butikken havde. Jeg sagde til dem: »Det er godt, I er hos os.« Jeg sagde farvel. Men blev så hurtigt overvældet af angst. Jeg indså, at det ikke er noget godt tegn, når en krigsfotograf slår sig ned med sine beskyttere.

På en sidegade fik jeg øje på et bageri, der før krigen var temmelig dyrt. Det havde åbent. Der var pænt hvidt brød på hylderne, og de lavede også kaffe. Hvilket et mirakel. Min første rigtige kaffekop fra et rigtigt konditori. Mænd og kvinder stod og nippede til deres cappuccinoer og diskuterede, om de skulle blive i byen eller ej. En ældre mand, der lignede en geografiprofessor, sagde, han kun ville forlade byen, hvis det blev nødvendigt at tilbringe alle dage og nætter i beskyttelsesrum. De omkringstående forsøgte at overbevise ham om, at det aldrig ville komme dertil. Kyiv var en hellig by. Byen ville simpelthen ikke tillade det!

Efter denne samtale gik jeg ud på den mennesketomme gade for at tage et billede. Men da jeg fiskede kameraet frem fra lommen, kørte en bil pludselig op ved siden af ​​mig. Fire bevæbnede mænd sprang ud. De bad om min mobiltelefon, gennemsøgte min taske og spurgte så, hvem jeg arbejdede for. Det varede et par minutter. Så undskyldte de. Alle fire så nervøse og trætte ud.

En af dem sagde: »Jeg forstår godt, det er dit job, men lad være med at tage billeder! Du kan jo se, hvad de har gang i.« Han mente angriberne. »De skyder direkte på husene nu – de bruger alt som mål. Det er ikke til at tro, men sådan er det blevet nu. Der er 840 sårede børn.«

Mine billeder kan ikke skade nogen, tænkte jeg. Jeg skal nok være forsigtig. Desuden er vores by vel alligevel totalt gennemfotograferet. Men måske skal jeg være endnu mere forsigtig. Jeg tænkte på det tal, han nævnte. 840 sårede børn. Vores himmel skal beskyttes! Samme tal blev også nævnt i nyhederne, men det er svært helt at fatte det. Jeg er sikker på, at verden ikke vil vide af det. Det vil jeg faktisk heller ikke selv. Vær ikke bange for denne forbryder, han handler helt uden logik. Hvis man dog bare kunne beskytte himlen her, så ville meget kunne reddes!

Hjemme igen fik jeg den besked, at en af ​​mine venner leder efter sin bekendte, en kunstner, der bor i Mariupol med sin kone og to små børn, og som ikke har givet livstegn i tre dage. Den sidste besked, han sendte, lød: »Hvis I kender nogen, der arbejder for vestlige medier, så fortæl dem, at vi næsten er uden vand, uden mad, uden medicin, og nu bliver strømmen også afbrudt. Man ødelægger vores by. Sartana, en landsby, er blev udsat for gentagne bombardementer. Jeg ved ikke, hvor meget der kan være tilbage af den. Der er ofre i massevis.«

Jeg ved godt, at Mariupol nu henligger i mørke og ikke har elektricitet. En russisktalende by i Donbass med smukke små huse fra 1800-tallet. 840 børn. Det her er ikke længere bare en krig – det er et massemord på forsvarsløse. Den ukrainske hær prøver at beskytte os, men de russiske kampvogne, artilleri og rifler sigter på fredelige mennesker, på kvinder og børn, på beboelsesejendomme! Det er på tide at holde op med at være så bange. Det er på tide, at vi beskytter himlen.

I Rusland bliver uafhængige medier enten lukket eller censureret, men oppositionsavisen ’Republik’ udkommer dog stadig og forsøger at overleve trods censur. En overskrift lyder: »Vi forsøger at genoprette det sovjetiske imperium. Men det er meget lidt sandsynligt.« Nogle russiske oppositionsfolk er på den måde: De tror på, ​​der virkelig er en chance, selv om den kun er lille, for at genoprette imperiet. I virkeligheden er der ingen chance overhovedet.

Foran mit hus mødte jeg Kirill, som er en del af Kyivs natklubscene. Han sagde: ’Det er blevet sværere at tro på andre mennesker. For det har vist sig, at de pludselig kan kaste bomber efter os. Og mener, at de er i deres gode ret til det.’

Yevgenia Belorusets

Dag 10: »Alt er af stor skønhed lige nu«

Lørdag den 5. marts

Krigen er nu gået ind i sin tiende dag, og jeg har lært mig selv, hvordan jeg kan bruge de tynde tæpper, jeg har til at mørklægge vinduerne i min lejlighed, så der skabes et blødt og dæmpet lys indenfor. Jeg kan huske krigens første morgen. Alting var ganske, som det plejer. Jeg vågnede lidt sent om morgenen. Klokken var allerede ni. Jeg så, der var kommet en masse sms’er fra venner og bekendte: Tag telefonen! Hver gang den samme nyhed.

Vores himmel er stadig åben for militærfly og bomber. Det er derfor, vores byer med mænd, kvinder, børn, huse og museer også stadig er inden for artilleriets skudvidde. I morges læste jeg, at 20 beboelseshuse i Bila Tserkva, en af ​​de smukkeste byer i Kyiv Oblast, er blevet ødelagt af et luftangreb. Bila Tserkva betyder »Hvide Kirke«. Antallet af ofre er stadig ved at blive optalt. Til alt held blev der organiseret evakuering i rette tid.

Enhver katastrofe skal meddeles. Og den kan kun meddeles som en fortælling af en slags. En meddelelse kan også være en udvej. Håbet er, at når alt er rapporteret og kommunikeret, kan en af modtagerne gøre en ende på katastrofen.

En ven fra Zaporizjzja, i det sydøstlige Ukraine, ringede til mig. Begejstret fortalte han, at Mariupol nu endelig kan få leveret humanitær hjælp i form af dagligvarer og medicin. Fra angiveligt pålidelige kilder har han hørt, at denne krig allerede vil være overstået midt i marts. Jeg lo, da jeg sagde farvel til ham.

Jeg så en elegant dame i dag, der gjort et stort indtryk. Hun var iført lang sort frakke med pels, høje støvler og en hat, og stod i køen foran et apotek. I den samme kø stod min mor, hun måtte vente fem timer. Det var koldt, så min mor måtte trippe på stedet for at holde varmen. På et tidspunkt stødte jeg til hende, og vi besluttede os for at gå en lille tur. Ingen i køen, heller ikke min mor og jeg, så specielt smarte ud. Vores tøj var pænt, almindeligt, men afslappet hverdagstøj. Så damen i pelsfrakken skilte sig ud. Hendes blik virkede bekymret. Men for mig var hun i det øjeblik som en slags fyrtårn. Et fyrtårn, der mindede mig, og måske også de andre i køen, om et svundet Kyiv.

På vej tilbage mødte jeg en ung mand foran mit hus. Vi faldt i snak. Han fortalte, at han hed Kirill og åbenbart var aktiv på Kyivs natklubscene, som i de senere år har vokset sig stor. Nu går han næsten dagligt til fods fra den østlige bred af Dnepr til den vestlige – en tur, kun få vil vove. Han laver mad i et restaurantkøkken til folk i beskyttelsesrummene og til Kyivs territorialforsvar. Når han har tid til det, beskæftiger han sig med kunst, musik og shamanisme. Vores samtale var en smule ejendommelig.

»Det er blevet sværere at tro på andre mennesker,« sagde han. »For det har vist sig, at de pludselig kan kaste bomber efter os. Og mener, at de er i deres gode ret til det.«

Han så direkte på mig. »Er du tilfældigvis journalist? Vil du så skrive om mig?« Jeg svarede, at jeg måske kunne skrive om vores møde i denne dagbog. »Men så vil jeg sige« – han blev med ét meget lidenskabelig – »at alt er af stor skønhed lige nu. Jeg vil ikke gemme mig. Du må gerne tage et billede af mig, hvis du vil«.

Jeg må have kigget forbløffet på ham. Åbenbart følte han et behov for at forklare sig nærmere. »Folk opfører sig bedre over for hinanden, end de plejer lige nu. Og vores land … « Han tabte tråden. Så sagde han: »Hele verden er ved at ændre sig nu. Også internationalt.« Hans gode humør rykkede mig ud af mit bitre lune. Jeg begyndte at grine.

Da jeg kom hjem samme aften, fandt jeg ud af, at de dagligvarer og den medicin, der skulle gå til Mariupol, alligevel ikke var nået frem. Den humanitære korridor fungerede ikke og blev lukket på grund af konstant beskydning. To personer, en kunstner og en kunsthistoriker fra vores omgangskreds, der bor i en forstad til Mariupol har nu ikke givet livstegn fra sig i fire dage. Der kommer færre og færre nyhedsopdateringer på telegramkanaler fra Mariupol.

Jeg ved fra en nær ven, at landsbyen Horynka i nærheden af Puschcha-skoven, tæt på Kyiv, er slemt beskadiget. Antallet af ofre er ukendt, min vens onkel gemmer sig i øjeblikket i kælderen. Vi leder nu efter evakueringsmuligheder for ham.

Jeg har svært ved at slutte denne tekst. Krigen fortsætter, men frygten for aggressoren, respekten – det må stoppe nu. Jeg får breve fra mine tyske venner. De skriver: Se at komme i sikkerhed! Putin tolererer ikke at lide tab. Han er kendt for sin vilje til at ødelægge alt. Jeg spekulerer på, hvad de mener. Hvordan fik han det ry? Og hvad betyder det, at han ikke kan tåle at tabe? Hvad vil det betyde for hele verden?

Dag 11: »Klokken er 15.30, og vi er stadig i live«

Søndag den 6. marts

Nogle gange i disse dage kan det være svært at forestille sig morgendagen. I morgen ser ud til at være en evighed væk, som om den sker på en anden planet. Intellektuelt kan man tænke sig morgendagen. Men ikke som et øjeblik i din egen tid – snarere som en historie, du fortæller dig selv.

Jeg vågnede op med følelsen af, at det var godt stadig at være i Kyiv og ikke at have forladt byen. Jeg ville gerne gå en hurtig tur på gaden, men det var ikke muligt. Jeg havde stadig meget at lave. Desuden var det en speciel dag. Den dag, hvor jeg havde aftalt at mødes med en kollega, Polina Veller, en ung kunstner og designer fra Kyiv, som jeg for nylig tilfældigt mødte i supermarkedet.

Polina og hendes mand.

Yevgenia Belorusets

Polina er også blevet i Kyiv sammen med sin mand og deres lille datter, som er for lille til at tage med på en lang tur, og som har brug for et hjem. Da krigen startede, begyndte Polina at fremstille masker, der ligner mærkelige slør. Hun laver dem af gule og blå plastikkabelbindere, i de samme farver som det ukrainske flag.

Vi besluttede os for at mødes et sted mellem vores lejligheder og lege modefotografer. Vi var bekymrede over det absurde i vores aktivitet, ja, det absurde i stort set enhver aktivitet i lyset af krigsbegivenhederne. Og bekymrede over, at vi alligevel måtte blive ved.

En mand henvendte sig og sagde, at han havde set mig på gaden og set, hvordan jeg afsøgte området med mit kamera. »Jeg vil advare dig,« sagde han, »i disse tider kan man få skudt hovedet af for den slags!«. Jeg svarede forundret, at jeg var i gang med et stykke journalistisk dokumentationsarbejde. Så sagde han: »I så fald er det måske i orden.«

Det var først, da han var væk, at jeg indså, at han havde truet mig. Spændingen vokser i byen, et kamera legemliggør det øje, der kan være rettet mod alle. Fotografering bliver endnu mere mistænkeligt end normalt.

Til gengæld så de få fodgængere til med åbenlys overraskelse, da Polina, iført sin maske, poserede foran mig i rollen som fotograf.

Herefter gik jeg tilbage. Mit lille kamera, som jeg altid er så glad for at have med mig, føltes nu pludselig som et skjold, der beskyttede mig mod en obskur mistanke. Jeg tænkte på styrken i det fotografiske billede, der kan bruges til at vidne om, hvad der er sket. Men som også er frygtet, fordi billeder kan være så effektfulde.

På vej tilbage så jeg mange unge ansigter. En gruppe frivillige havde travlt med at samle mad ind, som de ville dele ud hen over de næste par uger. Det er næsten ikke til at tro, at for bare to uger siden fungerede alt som normalt i Kyiv – cafeer, restauranter, butikker, supermarkeder? Fodgængere gik på gaden, nogle gange formålsløst eller på vej til kendte og populære steder.

Særegen for krigen er den målrettede gang. Man må have et vigtigt ærinde for at vove sig ud. Man skal bare nå sit mål og så hurtigt tilbage. Og næsten alle mål er på en eller anden måde knyttet til mad og medicin.

I dag er der sket meget. Her til aften fik jeg at vide, at en ven var blevet evakueret fra den lille by Irpin nordvest for Kyiv. Hun mistede sin hund på vejen, som blev skræmt af eksplosionerne og løb væk i panik. Hun så med egne øjne, hvordan kvinder med børn, der forsøgte at komme om bord på en evakueringsbus, blev angrebet. Så ramte noget tungt jorden ikke langt fra bussen. Måske var det en bombe. Alle i bussen blev væltet omkuld. Min ven sagde til mig: »Jeg vil så gerne overleve for at kunne vidne om den her evakuering i Haag.« En fotografven blev også evakueret fra Irpin i dag. På grund af ufattelig mordlyst blev han og andre, der ville ind i bussen, beskudt. En kugle ramte ham i overarmen.

Nogle blev dræbt under evakueringen. Der tales om seks kvinder og børn, men det præcise antal dødsofre og sårede er stadig ukendt. En digterven af ​​mine forældre er blevet i Irpin sammen med sin kone, da de plejer hans gamle mor, som ikke længere selv kan stå op selv. Da mine forældre ringede til dem, begyndte konen at skrige. Et par timer senere kommer der en tekstbesked fra hende: »Klokken er 15.30, og vi er stadig i live.«

Mariupol i syd har endnu ikke fået den lovede humanitære bistand. Vi aner ikke, hvor mange ofre byen har at sørge over. Befolkningen har hverken medicin, mad, vand, elektricitet og bliver skudt på hver eneste dag. Borgmesteren i ​​Hostomel, en landsby nordvest for Kyiv, der har været genstand for hårde kampe, blev med forsæt slået ihjel, fordi han besluttede at fortsætte med at uddele brød og medicin i sin by til trods for faren. Hostomel meldes nu delvist besat.

I dag har Putin bebudet, at der kommer yderligere angreb over hele landet. Han planlægger at bombe »militær infrastruktur«. Men den ligger ofte ved siden af ​​huse og bebyggelser, hvor der bor mennesker. Nogle af dem plejer pårørende, der ikke kan eller vil flygte.

Disse forbrydelser sker for hele verdens øjne. Det bliver endda sagt på forhånd, hvem der vil blive dræbt i morgen. Som i et fængsel, hvor alle allerede er dømt til døden. Men det er kun i den lille diktators fantasi. Vi yder faktisk modstand. Vi forsøger at hjælpe hinanden og ikke at tillade denne meningsløse død.

Men den globale, større verden ser ud til at se på disse bebudede forbrydelser med en bizar langmodighed. Der er stadig stor international frygt for diktatoren. Måske tænker nogle stadig, at hvis bare vi lader være med udfordre og provokere ham, vil han måske ikke gøre noget, der er endnu værre. Den forsigtighed har allerede kostet dyrt, og prisen bliver højere for hvert minut, der går. Vi er alle ofre, men vi er også alle ansvarlige. Vi kan ikke vente længere! Stop denne vold!

Dag 12: En livsform, der opsluger alt

Mandag den 7. marts

Jeg har svært ved at koncentrere mig i dag og få overblik over, hvad der sker. Krigen er i gang, og jeg er et sted midt i de begivenheder, der udspiller sig kaotisk omkring mig. Freden synes uopnåeligt langt væk. Det er nye love og en ny virkelighed, der udfolder sig.

Jeg får en regning tilsendt i min lejlighed i Kyiv. Den er ledsaget af en Telegram-besked, der lyder som en undskyldning: »Vi skriver til dig med en anmodning om at betale disse ekstra omkostninger, hvis din økonomiske situation tillader det under de ekstraordinære omstændigheder. Mange forsyningsarbejdere i Kyiv har nu sluttet sig til den ukrainske hær og kæmper for vores frihed. Men det er stadig vigtigt at betale sine regninger.« Samme tekst er offentliggjort på forsyningsselskabets hjemmeside.

Hvor end jeg kigger hen, ser jeg krig overalt. Det er blevet en total og omfattende livsform, der opsluger alt. Tidligere i dag mødte jeg en gammel ven, en historiker og sociolog, som bor langt væk, i den anden ende af byen. I morges var han taget ind til centrum for at følge en vens mor til evakueringstoget.

Min ven efterlod hende på stationen med fire små tasker og en kuffert, selv om han bad hende om kun at medtage en enkelt taske, der var til at bære. Jeg kunne høre hendes stemme i telefonen. Hun græd, mens hun beskrev sine strabadser med at komme om bord i det overfyldte tog, og græd så igen, da hun forklarede, at hun nu sad i kupeen og havde fundet sin plads.

Min ven har ingen ro. I går hjalp han også med at evakuere sin onkel fra en delvist udbrændt landsby nær Kyiv og forsøgte at finde frem til flere telefonnumre på mennesker, der kan være blevet tilbage i landsbyen. I denne hyggelige landsby ved navn Horenka blev apoteket allerede den 28. februar beskudt og ødelagt. Og i de første dage af ​​marts blev Horenka gentagne gange beskudt med Grad-raketter. Af mange huse står der kun de bærende mure tilbage. Jeg har været der flere gange, men jeg kan ikke genkende noget på billederne af ruinerne.

To postarbejdere, der var på vej for at levere pensionspenge til de ældre mennesker i Zaporizhia Oblast, som ikke længere selv kan hente dem, blev skudt og dræbt i deres postvogn.

Jeg kan sagtens genkalde mig billedet af en ukrainsk postbil. Da jeg var yngre, så jeg flere gange, hvordan postbuddet kom med pensionen til min bedstemor. Min bedstemor var svagelig og kunne ikke længere forlade sin lejlighed. Men hun var meget stolt, da hendes lille pension, som hurtigt faldt i værdi på grund af inflationen, blev overdraget til hende personligt. Hun var nærmest veninde med den lokale postarbejder. Begge tog sig altid tiden til en høflig lille samtale. Som jeg husker dem, var de altid glade. To kvinder, der gav hinanden nærvær og støtte.

Udleveringen af ​​pension var et symbol på omsorg – det var mere et andet menneskes gestus end det var omsorg fra den korrupte stat. Jeg kan godt se en postbil for mit indre blik, men det går over min fantasi at forestille mig, hvordan sådan en bil kan blive beskudt.

Jeg ønsker for alle, der leverer noget, og som tager sig af andre, at de i morgen når sikkert frem til deres bestemmelsessted. For mig handler 8. marts om det. Jeg tænker på dem, der trodser livsfaren og fortsætter med at drage omsorg for landets befolkning og forsøger at nå frem til nogen.

To be continued ...

Copyright: Yevgenia Belorusets og Information

Oversat fra tysk af Niels Ivar Larsen og Peter Nielsen