I disse dage og uger mister Ukraine store dele af sin kulturarv – blandt andet museer, malerier, katedraler – mens Putins tropper brutalt forsøger at indtage landet.
Men det er langtfra noget nyt fænomen, at historiske, kulturelle og religiøse bygninger, institutioner, artefakter og værker går tabt under konflikt og krig. Tværtimod er ødelæggelsen af kulturværdier et strategisk våben, der går igen i alt fra provokationer, opildninger til oprør eller udrensningen af hele folkefærd og deres historie.
Frederik Rosén har netop udgivet en rapport om emnet. Han er ph.d. i statskundskab, har forsket i kulturarv og krig og er direktør for Nordic Center for Cultural Heritage & Armed Conflict.
Med kyndig hjælp fra Rosén og med udgangspunkt i den nye rapport og øvrigt materiale giver vi her et – på ingen måder udtømmende – overblik over forskellige historiske eksempler på, hvordan kulturarv er blevet udnyttet i krig og konflikt.
1. Brændende bibliotek i Sarajevo og skud mod Dubrovnik
I 1990’ernes Balkankrig blev både religiøse og kulturelle steder intentionelt ødelagt eller skændet, blandt andet som et værktøj til etnisk udrensning. I 1991 beskød den jugoslaviske nationalhær den kroatiske kystby, Dubrovnik, som står på UNESCO’s verdenskulturarvsliste. Året efter, i 1992, angreb bosniske serbere biblioteket i Sarajevo, som dermed mistede størstedelen af sin samling, da bygningen gik op i flammer.
NATO’s Kosovostyrker beskytter fortsat Visoki Dečani-klosteret, der huser den serbiske ortodokse kirkes overhoved i Kosovo. Beskyttelsen er for at modvirke et eventuelt angreb mod bygningen, som kunne antænde en ild i den ustabile konflikt, hvor kulturarv fortsat spiller en rolle i Serbiens bestræbelser på at destabilisere Kosovo.
2. Talebans ødelæggelse af Bamiyan-buddhaerne
Lidt over 500 år efter Kristi fødsel stod to buddhastatuer færdighugget ud af et bjerg i Afghanistans Bamiyan-provins. Og knap 1.500 år senere, i 2001, sprængte Taleban dem i luften. Styret »havde fundet en strålende kilde til international omtale, hvor det kunne posere succesfuldt i trodsighed,« som FN’s daværende regionale koordinator udrykkede det:
»Vestlig fordømmelse gjorde det kun endnu vigtigere for det konfrontationsorienterede lederskab at gå videre med ødelæggelsen.«
15.000 genstande blev stjålet eller ødelagt, da røvere i 2003 angreb Iraks Nationalmuseum i det krigshærgede Bagdad. I dag er mere end 8.000 af genstandene stadig forsvundet.
3. Plyndringen af Iraks Nationalmuseum
I april 2003 brød røvere ind i Iraks Nationalmuseum i Bagdad, der blev endevendt i løbet af 36 timer. Selv om mange af museets genstande allerede var reddet ud forinden, blev omtrent 15.000 objekter stjålet. I dag er mere end 8.000 af dem stadig forsvundet, herunder tusinde år gamle artefakter fra Mellemøstens tidligste stadier.
USA’s daværende styrker i Irak kom efterfølgende under massiv kritik for ikke at have modvirket den varslede plyndring, ligesom USA’s marinesoldater også gjorde det senere hen, da de – i forsøget på at sikre historiske landemærker i det antikke Babylon – anrettede store skader i selv samme by.
4. Angreb på kirker og moskeer i Afrika
Antallet af ekstremistiske angreb mod kirker stiger og stiger på det afrikanske kontinent. For eksempel har Etiopien, der ellers ikke har været ramt af fænomenet, set en stigning i antallet af systematiske angreb mod både kirker og moskeer siden 2018. Udviklingen – både i Etiopien og generelt i Afrika – kædes sammen med den islamiske ekstremismes indtog på kontinentet.
I sommeren 2015 sprængte Islamisk Stat det 1.900 år gamle Baalshamin-tempel i Palmyra i Syrien.
5. Islamisk Stats ødelæggelser i Syrien
Islamisk Stat (IS) har udført systematiske og målrettede destruktioner af kulturværdier som en del af organisationens kampagne på blandt andet de sociale medier som et værktøj for at manifestere bevægelsens identitet, mål og styrke. Ødelæggelserne har – modsat for eksempel halshugningsvideoerne – effektivt ramt internationale nyhedsmedier og på den måde skabt øget opmærksomhed omkring det selvudråbte kalifat.
I sommeren 2015 overtog IS for eksempel både Palmyras moderne bydel og de antikke ruiner, der ligger nær byen i Syrien. Søjlerne og templerne i den gamle by, lovede kalifatet, ville man ikke pille ved. Men i sensommeren samme år henrettede de en syrisk arkæolog, der havde stået for udgravninger på stedet i årtier, og hængte hans hovedløse krop fra en af søjlerne. Og kort efter sprængte IS det 1.900 år gamle Baalshamin-tempel i småstykker, og samme skæbne led Baal-templet i nærheden.
Helligdomme, mausoleer og gravsteder i og omkring Timbuktu ødelagt af jihadistgruppen Ansar Dine .
6. Nedrivning af helligdomme i Mali
I de tidlige stadier af konflikten i Mali, under Tuareg-oprøret, afbrændte og nedrev den salafistiske jihadistgruppe Ansar Dine helligdomme, mausoleer og gravsteder i og omkring Timbuktu i Mali i 2012. Den omfangsrige helgendyrkelse i Timbuktu, der også kaldes de ’333 helgenes by’, anså Ansar Dine, der går ind for en streng fortolkning af islam og sharialov, for afgudsdyrkelse.
Ødelæggelserne antændte en stigende utilfredshed i Mali over den vestlige indflydelse på landets kulturarv. Og Ansar Dine formåede således – ved at smadre mursten med en forhammer – at eskalere konflikten og skellet mellem den privilegerede overklasse og den fattige befolkning uden civile tab.
7. Annektering af Krim og appropriering af kulturarv
Naturligvis har annekteringen af Krim i sig selv en symbolsk værdi i konflikten mellem Rusland og Ukraine. Men præsident Putin gik umiddelbart efter overtagelsen skridtet videre og fik gennemtrumfet en lov, der erklærede russisk ejerskab over alle museumsartefakter og kulturelle monumenter på Krim. Og dertil indskrev Rusland mere end 220 ukrainske kultursteder, herunder blandt andet kirker og moskeer, på listen over vigtig russisk kulturarv.
Fra ukrainsk hold er der blandt andet blevet udtrykt bekymringer over russernes såkaldte ’restaurering’ af Khanens Palads i Bakhtsjisaraj, der er et af de mest berømte muslimske paladser i Europa. Paladset har en central betydning for Krims muslimske tatarminoritet, og istandsættelsen ses således som en provokation mod både tatarerne og Ukraine. Og som et led i Ruslands ambition om at gøre Krim til et centrum for den ortodokse kristendom.
8. Kulturkrigen om Nagorno-Karabakh
Den etniske og territoriale konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan har – ud over territorialt ejerskab over Nagorno-Karabakh – også delvist drejet sig om kulturarv.
Tidligere i konflikten, der fortsat pågår, var den aserbajdsjanske regering mellem 1997 og 2006 på et korstog mod armensk arv: 89 kirker og tusinder af khakarer, altså mindesten, blev ødelagt. Dertil er adskillige armenske monumenter og kirker blevet vandaliseret.
Men de armenske styrker er heller ikke, mener den aserbajdsjanske regering, skyldfri, hvad angår ødelæggelsen af kulturværdier. Angiveligt skulle moskeer og øvrige muslimske kultursteder været blevet vanhelliget eller negligeret under armensk kontrol.
Den saudisk ledede koalitions bombardementer af hovedstaden Sanaa i Yemen, ødelagde i 2020 en række UNESCO-beskyttede bygninger.
9. Udslettelse af yemenitisk kulturel identitet
Den arabiske koalition, ledet af saudierne, og jihadistiske militante grupper har intentionelt forsøgt at ramme Yemens kulturarv. Det skulle angiveligt være et systematisk forsøg på at slette Yemens kulturelle identitet.
For eksempel, i 2020, kollapsede tre antikke bygninger i det historiske kvarter i, da koalitionens luftangreb ramte byen. Bomberne fik, kombineret med regn, bygningerne, som stod på UNESCO’s verdensarvsliste, til at falde fra hinanden.
10. Fra kirke til militær barak på Cypern
Da den græske militærjunta i 1974 forsøgte sig med et statskup på Cypern, blev det omgående mødt af en tyrkisk invasion. Den etniske og religiøse opdeling af Cypern, der fulgte i kølvandet på konflikten, er stadig i kraft.
I den tyrkisk okkuperede del af Cypern har Tyrkiet destrueret forskellige former for kulturværdier, der emmer af Grækenland og/eller kristendom. Værst er det gået ud over kirkerne: Mere end 500 kirker og klostre er blevet plyndret eller ødelagt, mens mere end 15.000 religiøse artefakter er forsvundet. Dertil er flere kirker ændret til moskeer, museer, hoteller eller sågar barakker for den tyrkiske hær.
Ariel Sharons besøg ved Tempelbjerget i 2000 blev startskuddet til den anden intifada.
11. Provokationsbesøg og intifada i Israel-Palæstina-konflikten
Den langvarige konflikt mellem Israel og Palæstina er fyldt med eksempler på stridigheder over kulturværdier, og begge parter manipulerer og forsøger at forme opfattelserne af kulturarv for at opildne stridigheder eller ændret omverdenens syn på konflikten.
Da den daværende israelske premierminister, Ariel Sharon, i 2000 besøgte Tempelbjerget med den muslimske al-Aqsa-moské i Jerusalem, blev det tolket som en åbenlys provokation mod palæstinenserne. Blandt andet fordi Sharon angiveligt var medansvarlig for en massakre på tusindvis af palæstinensere i to flygtningelejre i Libanon i 1982. Og det blev således startskuddet til den anden intifada, den såkaldte al-Aqsa-intifada, hvor mere end 6.000 mennesker mistede livet.
I 1992 stormede og ødelagde hinduistiske aktivister Babri Masjid-moskeen i Ayodhya i Indien.
12. Moskéødelæggelse og oprør i Indien
Efter adskillige demonstrationer foran den historiske bygning fra det 16. århundrede gik hinduistiske aktivister skridtet videre, brød igennem politibarrieren og rev Babri Masjid-moskeen i Ayodhya, Indien, fra hinanden i løbet af få timer i december 1992. Det affødte kampe mellem landets muslimer og hinduer og medførte tab af omkring 2.000 menneskeliv.
Generelt drejer konflikterne i Indien mellem de to trosretninger sig ofte om kulturarv og religiøse institutioner, der – ved ødelæggelse af disse – antænder uro og vold.
World Trade Center i New York ødelagt af al-Qaedas angreb i 2001.
13. Tvillingetårnene
Ved angrebet på New Yorks to World Trade Center-tårne den 11. september 2001, som al-Qaeda tog ansvaret for, udnyttede terrororganisationen bygningernes kulturelle betydning for den amerikanske selvforståelse. Organisationen skabte, da de to fly ramte tårnene, en ikonisk, om end forfærdelig, begivenhed, hvis efterdønninger stadig har betydning for lufthavnssikkerhed som global sikkerhed.
14. Terrorhandlinger mod kulturbegivenheder i Europa
Efter angrebet på World Trade Center har vi i Europa set adskillige eksempler på terrorangreb, som på forskellig vis har ramt europæiske kultursteder. Massakren i Nice i 2016 foregik samme dag, som Frankrig fejrede sin nationaldag. Terrorister har under terrorangrebene i Paris i 2015 og i Manchester i 2017 ramt koncertsteder. Et julemarked blev angrebet i Berlin i 2016, da en lastbil pløjede ned gennem folkemængden i bydelen Charlottenburg.
Også i Danmark ramte to terrorangreb henholdsvis Kulturhuset Krudttønden og synagogen i Krystalgade i København i februar 2015.
Som Frederik Rosén skriver det i sin rapport:
»For terrorister er overfyldte områder lette at finde, men den kulturelle og/eller spirituelle betydning af kulturarv tilføjer et yderligere og kraftfuldt lag, der installerer angrebet i det potente og transnationale domæne af kulturel eller religiøs tilhørsforhold«
Kilder: Rapporten NATO and culturall property: A hybrid threat perspective fra Nordic Center for Cultural Heritage and Armed Conflict (CHAC) skrevet af Frederik Rosén; National Geographic, The University of Sydney; Afghanistan Analysts Network; Al Jazeera; Kharkiv Human Rights Protection Group; The New York Times; Middle East Monitor; Rapporten The Degredation of History: Violations Committed by the Warring Parties against Yemen’s Cultural Property fra Mwatana for Human Rights; Rapporten The Loss of a Civilization: Destruction of cultural heritage in occupied Cyprus fra Republikken Cyperns presse- og informationskontor
