Autofiktion bliver tit kaldt for en navlepillende genre. Intet kunne være mere usandt for den type litteratur, som Annie Ernaux skriver.
For nok tager den franske forfatterinde udgangspunkt i sit eget liv. Men det, hun skriver, tegner langt større portrætter af tid, klasse og køn. Hun skriver om overgangen fra traditionelle til moderne livsformer, om kvindeliv og uset kvindekamp og om hele det moderne Frankrigs historie. Hun skriver om kærlighed og illegale aborter, om unge piger, der aldrig har hørt sange uden Guds navn i dem, og som det er et chok for på en sommerlejr at blive indviet i det maskuline begærs logik.
Måske er det bare ærlighed. For at kunne se den verden, der omgiver hende, må Annie Ernaux først gennemlyse det sted, hun selv kommer fra.
