Artauds indflydelse på samtidens og eftertidens teater var stor

»Hvis der stadig er en helvedesbefængt og forbandet ting i vores tid, er det vores kunstnerisk hængen fast i formerne i stedet for at være som ofre brændt på bålet, der sender signaler gennem flammerne.« Det er et citat fra Antonin Artauds bedst kendte værk, Le Theatre et son Double. På dansk lidt misvisende Det dobbelte teater, hvor det i virkeligheden betyder »Teateret og dets Dobbeltgænger«. Som altså ikke er teateret.

Teater er, for Artaud, at stå som offer i bålet og sende signaler ud til verden gennem flammerne. Han gjorde det som skuespiller, han gjorde det som digter og billedmager, lysende klart og rationelt en gang imellem, og mystisk rasende, skrigende eller rablende andre gange. Han tilbragte en stor del af sit ikke særlig lange liv på forskellige franske sindssygehospitaler, og forstanderne for den slags institutioner gjorde han tidligt op med som surrealist og redaktør af tidsskriftet La Révolution Surréaliste:

»Vi vil ikke rejse spørgsmålet om vilkårlige interneringer, så I slipper for besværet med nemme benægtelser. Vi bekræfter, at et stort antal af jeres pensionærer, som ifølge den officielle definition er fuldkommen gale, også er vilkårligt internerede. Vi tillader ikke, at man hæmmer den frie udfoldelse af et delirium, der er lige så legitimt og lige så logisk som enhver anden kæde af menneskelige ideer eller handlinger.«

Guldmine af fantastiske tekster

Som skuespiller er han mest kendt for sin rolle i Carl Th. Dreyers film om Jeanne d´Arc. Men det særlige ved ham er, at han levede hele sit liv som et skuespil. Og det skuespil skrev han med sine tekster, mens det var på scenen, mens han med sine tegninger, der først sent blev kendt, hele tiden skabte kulisserne. Man kan sige, at han skrev sit eget liv som et skuespil i en løbende føljeton af højfrekvente scener.

Hans indflydelse på samtidens og eftertidens teater var stor. Han var den ene side af det tyvende århundredes avantgardeteater, den kropslige, hvor Bertolt Brecht var den anden, den intellektuelle. I Danmark ses hans indflydelse hos Odin Teatret eller hos ungdomsoprørets gruppeteatre. Internationalt kunne man pege på det amerikanske ’The Living Theatre’.

Langt de fleste af hans skrifter blev udgivet efter hans død i 26 bind, hvorefter yderlige udgivelser blev forbudt af hans temmelig fjerne arvinger, men de 26 bind er en guldmine af fantastiske tekster, hvis originaler var kradset ned i stilehæfter og andre notesbøger, ofte på billigt, skrøbeligt, lidt misfarvet papir, fordi hans internering fandt sted under Anden Verdenskrig, hvor der var knaphed på den slags fornødenheder. Disse beskedne små hæfter rummer også hans overvældende produktion af tegninger. Ofte ledsaget af farverige glossolalier, rækker og remser af lydlige udtryk for det, der kun på den måde kan siges. Det er, som hele Artauds værk, elementær magi:

ratara ratara ratara

atara tatara rana

otara otara katara

otara ratara kana

ortura ortura konara

kokona kokona koma

kurbura kurbura kurbura

kurbata kurbata keyna

pesti anti pestante putara

pest anti pestantum putra

»Opsøgt stavelse for stavelse er det intet værd længere, skrevet her siger det intet og er nu kun aske. For at det skal kunne leve i skrift, behøves der et andet element, som findes i den bog, der er gået tabt.«

Siger Artaud og tilføjer: »De følgende begivenheder vil understrege alt dette.«