Det er 14 år siden, at showrunner og manuskriptforfatter David Simon satte det sidste punktum i The Wire. Den fem sæsoner og 60 afsnit lange serie, der regnes for at være en af de bedste serier nogensinde, fortæller om Simons hjemby, Baltimore, hvor han er født og opvokset, og hvor han arbejdede som krimireporter i mere end 15 år, før han begyndte at skrive tv-serier.
The Wire handler om myndighedernes kamp mod narko og lader os opleve byen fra politiets og narkohandlernes, arbejdernes, journalisternes, skolelærernes og politikernes synsvinkel – de har så at sige hver en sæson – og ender med at fortælle en vigtig og universel historie om den amerikanske storbys fallit, og om hvordan krigen mod narko i virkeligheden er en futil krig mod landets egne borgere.
Krigen mod narkotika, the war on drugs, begyndte i 1970’erne, da præsident Nixon erklærede, at stofmisbrug var samfundets fjende nummer et. I stedet for behandling af stofmisbrugere begyndte man at idømme hårdere fængselsstraffe også for ikkevoldelige narkorelaterede forbrydelser, og resultatet var ikke mindst overfyldte fængsler og eskalerende kriminalitet. Krigen blev intensiveret i 1980’erne og 1990’erne under præsident Reagan og Bush den ældre og føres stadig, selv om de fleste eksperter og myndigheder efterhånden er enige om, at den ingen reel effekt har haft.
Nu er 62-årige David Simon og en af hans skrivemakkere på The Wire, 65-årige George Pelecanos, så aktuelle med en ny serie, We Own This City, der også foregår i Baltimore, og som viser, hvor galt det er gået siden 2008, hvor The Wire sluttede. For det er på ingen måde blevet bedre, siger de to forfattere, da Information taler med dem over Zoom fra USA.
Mikrokosmos af Amerika
»Problemerne stammer samme sted fra, og de befinder sig på samme spektrum, men de er i den grad blevet værre‚« siger David Simon, der har brugt de seneste små 30 år og tv-serier som The Wire, Treme, Show Me a Hero, The Deuce og The Plot Against America på at diagnosticere og dissekere sit hjemland og dets mange sociale og politiske problemer.
We Own This City er i familie med The Wire på den måde, at de begge rummer en kritik af krigen mod narko, og hvad der er gået galt med narkoforbud og massefængslinger. Den nye serie foregår dog en generation af politifolk senere.
»Det er 14 år siden, at vi skrev de sidste ord i The Wire. Det er et helt liv, når man taler om politiet i en by. De fleste politibetjente holder i 20 år, og så stopper de. Der er sket et generationsskifte, og situationen i The Wire er slet ikke i nærheden af, hvad vi nu har set,« siger David Simon.
»Det er, ligesom hvis Herc og Carver (to ikke alt for kompetente politifolk fra The Wire, red.) var blevet ledere og stod i spidsen for afdelingen og delte ud af deres visdom og erfaringer med at lave politiarbejde og ikke lave politiarbejde til den næste generation af politifolk,« siger David Simon om We Own This City, der også portrætterer forskellige mennesker i Baltimore: Politifolk, gode som dårlige, populistiske politikere, vrede aktivister og først idealistiske, siden desillusionerede embedsfolk, der kæmper forgæves mod ligegyldighed og korruption.
Første sæson af ’The Wire’ handler om krigen mod narko set fra politiets perspektiv.
George Pelecanos fortæller, at de to forfattere, der også samarbejdede på New Orleans-sagaen Treme og portrættet af New York i 1970’erne, The Deuce, er optaget af social retfærdighed, og »der er ikke noget bedre sted at fortælle om den slags ting end Baltimore, fordi det er et mikrokosmos af mange byer som den og dermed også af USA«.
Politi som smågangstere
I modsætning til The Wire, der fortæller en fiktiv historie om den virkelighed, David Simon kendte som reporter i Baltimore, er We Own This City baseret på virkelige begivenheder og en bog af journalisten Justin Fenton, der arbejder på David Simons gamle avis, The Baltimore Sun. Seriens nutid er 2017, hvor FBI efterforsker korruption i en af byens på papiret mest succesrige politienheder, The Gun Trace Task Force. Undervejs får man i tilbageblik lov til at se, hvordan politifolkene blev så forråede, som de er, og hvordan FBI kom på sporet af dem.
Enhedens medlemmer har til opgave at fjerne våben og narko fra Baltimores gader, men de opfører sig som små konger og stjæler i stedet penge og narko fra narkohandlerne. De indleverer kun lige nok stoffer og penge til, at det syner af noget i bevisdepotet – og i pressen – og så de får lov til at arbejde i fred. Resten sælger de. Jo flere potentielle narkohandlere, de kan fjerne fra gaden, des bedre tager anholdelsesstatistikkerne sig ud, og så er det ligegyldigt, om det går ud over uskyldige mennesker.
»Da jeg som journalist dækkede politiet i 1980’erne og op i 1990’erne, så korruptionen ud på en bestemt måde,« siger David Simon.
»De ting, man vidste foregik, var tilfældige overgreb. Hvis du som politibetjent ville tæve en fyr, var det dig og ham på gaden: Det var dit ord mod hans. Hvis man ville stjæle penge, var det dig alene med dine kammerater i et værelse, hvor madrassen blev løftet, og du fandt 40.000 dollar og kun indleverede 30.000 af dem som bevismateriale. Man beholdt 10.000 og delte dem imellem sig – måske stak man endda narkohandleren lidt, så han ikke ville sladre.«
En naturlig udvikling
Sådan er det ikke længere. Kynisme, ligegyldighed og en manglende forståelse for, hvad politiarbejde er, og hvorfor det skal gøres, har gjort situationen meget værre. Det er et systemisk problem, og efterhånden har indbyggerne i Baltimore mistet tilliden til politiet.
»Ikke blot undlader de at indlevere pengene som bevismateriale, de sender også stofferne ud på gaderne igen. Man sælger stofferne til en anden narkohandler. Det er en form for eksistentiel fornægtelse, der ikke fandtes i 1980’erne eller 1990’erne. Men den eksisterer nu. The Gun Trace Task Force førte an,« siger David Simon.
Han erkender også, at det er en naturlig udvikling: »Hvis man fortsætter ned ad den forkerte vej i 50 år i stedet for 30 eller 20 år – hvilket krigen mod narko er nu i USA – så bliver man opdraget af generationer af strissere, som er opdraget af generationer af strissere, der er opdraget af generationer af strissere, og ingen af dem tror på noget som helst. Man ender med et niveau af korruption, som det er umuligt at løse på nogen som helst måde.«
Der har også været flere sager med politibrutalitet og mord begået af politiet i Baltimore, hvor de ansvarlige politifolk blev frifundet – en af dem spøger i We Own This City – og efterhånden har alle borgere i byen et horn i siden på politiet, og det er af den grund blevet umuligt at sammensætte juryer i narkosager.
Før David Simon blev manuskriptforfatter, dækkede han kriminalitet for avisen The Baltimore Sun.
»Hvis jeg bliver udvalgt til at sidde i en jury i en narkosag, hvor der ikke er tale om åbenlys vold, og hvor man er tiltalt for narkokriminalitet, ikke for vold, så vil jeg stemme ikkeskyldig,« siger David Simon.
»Jeg er ligeglad med, hvad beviserne er. Jeg har ikke tænkt mig at spille dette spil længere. Hvis jeg kan, vil jeg få erklæret den jury ugyldig. Vi er nødt til at sende en besked: Krigen mod narko ødelægger hele bykvarterer og familier. Den løser ingenting. Tilgængeligheden og renheden af stofferne er større end nogensinde før.«
Intet politiarbejde
Der kommer med andre ord ikke noget godt ud af krigen mod narko. Den er rettet mod individer, almindelige mennesker, især de fattige med en anden hudfarve end hvid, og ikke mod de sociale, politiske, økonomiske og strukturelle problemer, der ligger bag. Desuden ødelægger krigen politiets arbejde.
»Der er ingen, der udfører politiarbejde i min by,« siger David Simon.
»Statistikken over anholdelser inden for alle alvorlige forbrydelser er kollapset, og politiet er blevet opdraget til, at de bliver betalt og forfremmet, bare de snupper folk og stikker dem en pose stoffer og siger: ’Denne narko tilhører dig. Jeg gør mig fortjent til min løn.’ Konsekvensen er, at almindelige mennesker er begyndt at sige, at nu vil de ikke lege med længere.«
At borgerne får nok og siger fra, er en af måderne, man kan løse de mange problemer i den amerikanske storby på, siger David Simon og George Pelecanos. Ingen af dem er dog særligt optimistiske i forhold til, at det rent faktisk kommer til at ske.
Aldrig optimistisk
»Folk bliver slidt ned af politikorruption og -brutalitet. Det har påvirket forholdet mellem borgerne og politiet i en sådan grad, at politiet ikke længere kan gøre sit arbejde, fordi borgerne ikke vil tale med dem,« siger George Pelecanos.
»Hvis det skal løses, skal der være et samarbejde mellem mange forskellige grupper mennesker. De menige betjente, de overordnede, rådhuset, politifagforeningerne – de skal alle enes om at ville forandre sig, og det er vanskeligt. Hvis man skal give alle de mennesker, der optræder i serien, en stemme og mulighed for at argumentere for deres sag og gøre det på en fair måde, bliver det vanskeligt. Vi har ikke alle svarene, men vi prøver at stille en masse spørgsmål.«
David Simon slår fast, at han aldrig er optimistisk, men, siger han så: »Et af problemerne ligger hos os, vælgerne, som vælger politikere, der siger, at de vil rydde gadehjørnerne, gå hårdt til stofferne og fylde fængslerne. Vi er nødt til at stoppe med at falde for det og lade os påvirke af den form for retorik. Men som George siger, vil det tage lang tid, før folk har fattet budskabet.«
Ingen forandring gennem tv
Spørgsmålet er så, om en tv-serie som We Own This City kan hjælpe på situationen og skabe forandring. Det tror David Simon og George Pelecanos heller ikke rigtig på.
»Jeg lyder som en plade, der kører i samme rille, når jeg taler om krigen mod narko – og jeg har talt om den i mere end 20 år,« siger David Simon.
»Jeg ved ikke, om vi har haft nogen indvirkning af betydning. Måske har vi overbevist et vist antal mennesker, der står i midten af det, om at vende sig imod et forbud mod narko og om forbuddets destruktive natur. Men vi har ikke ligefrem haft held med at lave om på loven nogen steder. Myndighederne er villige til at udkæmpe krigen her i Baltimore og forvandle fattige kvarterer til regulære krigszoner med skyderier og så lade, som om det kun foregår her. Der er en høj grad af ulighed indbygget i et narkoforbud. Det er frustrerende. Hvis man som manuskriptforfatter til tv skulle stå op hver morgen og sige: ’Mand, jeg skal påvirke verden i dag.’ Så ville man ikke stå op.«
George Pelecanos supplerer: »Man kan ikke forvente at skabe forandring gennem en tv-serie. Det kan man virkelig ikke.«
Det skal handle om noget
Men hvorfor bliver de så ved begge to? Skyldes det vrede eller en kunstnerisk forpligtelse til at gøre noget?
George Pelecanos skriver både manuskripter og romaner.
»Når de giver en seks timers tv – eller ti timer eller 20 timer – og millioner af dollar at bruge på det, virker det, at det bare er underholdning, at jeg vil fortælle en historie blot for at underholde, som en spildt mulighed,« siger David Simon, der især på Twitter virker som en vred mand, der gerne deler markante verbale lussinger ud til sine kritikere, særligt dem på højrefløjen.
»Enhver, der vælger journalistikken, har en aversion mod det dystopiske. Jeg har altid været interesseret i at diskutere det politiske, det socioøkonomiske, og hvad vi har gjort mod os selv som samfund. Det gør det mere interessant for mig. Det gør mig ikke mere vred. Men det forekommer mig at være det sted, hvor jeg skal stå. Nogle gange overdriver jeg. Twitter er for mig performancekunst. Jeg griner, når jeg skriver det. Det er også et interessant spørgsmål til George, fordi han har en anden baggrund end mig. Han er ikke journalist.«
George Pelecanos, der oprindeligt var romanforfatter, fortæller, at alle hans bøger fokuserer på social retfærdighed, og at han med det samme stolede på David Simon, da denne bad ham om at skrive med på The Wire:
»Jeg vidste, hvad han stod for. Vi havde de samme interesser. We Own This City bliver sendt i løbet af seks uger, men vi har brugt tre-fire år på den, og man er nødt til at spørge sig selv: ’Hvorfor skal jeg bruge al den tid på det – år af mit liv?’ Det skal handle om noget. Det er det mest enkle svar, jeg kan give dig.«
’We Own This City’ kan ses på HBO Max, hvor man også kan se David Simon og George Pelecanos’ øvrige serier. Find Lone Nikolajsens anmeldelse af serien på information.dk
