Information giver ti bud på antikrigssange, der giver mening under en meningsløs invasion

Da den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, ved den amerikanske Grammy-uddeling i begyndelsen af måneden talte på videolink, opfordrede han de mange musikalske superstjerner i salen til at »udfylde dødens stilhed« i Ukraine med musik. 

Det er han ikke den første i historien, der har gjort. 

Der er de vrede og de sørgende antikrigssange. Der er de helende og de animerende. De dokumentariske og de spirituelle. Og vi har brug for dem alle sammen. Antikrigssange har deres plads og deres funktion i tider med militær aggression.

Nogle passer mærkværdigt præcist på nutidige konflikter, selv om de er skrevet for længe siden, andre er tidløse i kraft af deres generelle vendinger. Og så er der dem, hvor aktualitet og tidløshed trives side om side. De peger ofte på en specifik konflikt, men minder os om, at smerten og angsten og indignationen over krig – uanset tid og kontekst – er den samme. Blot er teknologierne nogle andre, både når det angår krigsmateriel og musikteknologi. Der findes således store antikrigssange spillet på den akustiske guitar og pisket frem af elektroniske beats. Men alle denne artikels ti bud på antikrigssange har – uanset virkemidler – en aktualitet i forhold til russernes aggression mod Ukraine.

Kate Bush: Army Dreamers (1980)

Det er med den fineste, britisk tilknappede sorg, at Kate Bush synger sin sang om alle de socialt dårligt stillede sønner, der håber på at gøre militær karriere og i stedet kommer hjem i kister. »What a waste of army dreamers.«

Sangen er uden adresse til en specifik krig og er musikalsk sat i et sært gammeldags univers, hvor en mandolin spiller melodien, og strygere, akustisk guitar og kontrabas driver sangen fremad i valsens vuggende – trøstende kunne man sige – rytme.

Den lyder ikke som noget andet fra de syntetiske 80’ere, den sætter sit eget tidløse rum, mens Bush synger

»Wave a bunch of purple flowers
To decorate a mammy’s hero
Mourning in the aerodrome
The weather warmer, he is colder.«

Undervejs ledsages hun af lyden af noget, der lyder som rifler, der lades, og af et blødt mandekor – dét peger frem mod PJ Harveys store antikrigssange over 20 år senere.

Hør eventuelt også Bushs »Pull Out the Pin« fra 1982, den er fortalt fra en vietcongsoldats perspektiv under Vietnamkrigen.

Marvin Gaye: What’s Going On (1971)

Trods sit specifikke udgangspunkt i den urimelige overvægt af afroamerikanske soldaters tilstedeværelse og død i Vietnamkrigen giver Marvin Gaye tidløs, spirituel healing på åbningsnummeret på sit hovedværk af samme navn.

Sangene på albummet er delvist inspireret af hans brevveksling med sin bror, der på egen krop oplevede den dårlige behandling af vietnamveteraner, og Gaye er således forankret i sin samtid her, »I’ll tell you what’s going on,« som han synger.

Men sangen er samtidig fuld af universelt elegiske betragtninger, der desværre passer på enhver tid.

»Mother, mother
There’s too many of you crying
Brother, brother, brother
There’s far too many of you dying,« lyder det. Og så følger en handlingserklæring:

»You know we’ve got to find a way
To bring some loving here today, yeah.«

Og i Gayes ufattelig sangstemme er det, som om han tager en hel verdens lidelser på sig. Det sker i en storladen iscenesættelse med strygere og kor, der betoner det episke i kampen for lige rettigheder og for fred – og som i sin skønhed søger vækkelse og saliggørelse i ét og samme moment.

Gaye måtte kæmpe for sangen og albummet, da Motown Records’ leder Berry Gordy ikke var begejstret for, at en af hans største stjerner blev politisk. Gaye sejrede.

Bob Dylan: Masters of War (1963)

»Come, you masters of war / You that build the big guns,« starter Dylan sin sang, altså med adresse til dem, der profiterer på krig. »I can see through your masks.« Dylan har aldrig anset sig selv som protestsanger, men »Masters of War« er i hvert fald en indædt hudfletning. Hør bare, hvordan han gjalder højt, indigneret i tredje og femte verselinje i hver strofe … Og hvordan han til sidst ønsker krigsmagerne døde og afgiver et løfte: »I’ll stand over your grave / ’Til I’m sure that you’re dead.« Hans akustiske guitarspil kværner insisterende som krigens brutale logik, og centralt i sangen står erkendelsen

»A world war can be won
You want me to believe
But I see through your eyes.«

Vi ved jo godt, at der er alt for mange ofre på begge sider, til at det for alvor kan kaldes en sejr at vinde en krig.

Scott Walker: The Old Man’s Back Again (Decicated to the Neo-Stalinist Regime) (1969)

Ikke en rigtig antikrigssang, snarere en antiautokrat-hymne.

Som parentesen indikerer, så er det en sang om stalinismens genkomst, som den havde vist sig året før sangens udgivelse i Tjekkoslovakiet, som Sovjetunionen under Leonid Bresjnev invaderede i foråret 1968. Hvorved de satte en stopper for det politiske, reformvenlige forår i Prag ledet af Alexander Dubcek.

Det tidligere teenidol i Walker Brothers, Scott Walker, var her i 1969 på soloalbummet Scott 4 stadig en musikalsk ekstremt skønhedssøgende mester (det stak senere af i mere idiosynkratiske retninger), og »The Old Man’s Back Again« er en überelegant hymne med dramatiske strygere, enormt mandekor af russiske proportioner og den frækkeste, frifabulerende protodisco-groovy bas.

Samtidig leverer Walker en kompleks sangtekst med litterære, filmiske, historiske referencer, men også klar tale som dette:

»I seen a visio
It was reaching through the clouds to risk a dream
The shadow crossed the sky
And it crushed it to the ground, just like a beast.«

Nu er det så Putin, der bringer den gamle stalinistiske magtanvendelse tilbage igen med sin kristne nationalisme, der ikke anerkender grænser eller sandhedskriterier. Og samtidig spreder Putin stalinistisk paranoia og angst i sit eget land. Kom så, syng med: »The old man’s back again.«

The The: Armageddon Days (Are Here Again) (1989)

Nogle sange passer mærkværdigt præcist på nutidige konflikter, selv om de er skrevet for over 30 år siden. Matt Johnson alias The The har før forudsagt konflikter i sine sange, for eksempel den første Golfkrig på »Sweet Bird of Truth«, hvilket gjorde, at sangen blev sat på BBC’s non-playliste under invasionen af Kuwait og Irak.

Og »Armageddon Days (Are Here Again)« kunne godt lyde som en sang om den aktuelle misere i Ukraine. »The christians are mobilising,« synger Johnson, og »Movin’ in from the East toward the West / With Balaclava helmets over their heads, yes!« Og han får også lige krigsflygtningenes perspektiv med. »It’s war, she cried, It’s war, she cried, this is war / Drop your possessions, all you simple folk.«

Det er alt sammen iscenesat med et lækkert rock’n’roll-groove og et heftigt riff af The Smiths-guitarlegenden Johnny Marr tilsat et stort, lad os bare kalde det russisk hær-klingende kor i omkvædet. Og som lytter står man i den akavede situation, at man får lyst til at danse med på afgrundens rand.

Black Sabbath: War Pigs (1970)

Prøv lidt antikrigerisk headbanging, mens de engelske heavy metal-pionerer sammenligner krigens aggressorer med sataniske kræfter.

»Just like witches at black masses
Evil minds that plot destruction
Sorcerers of death’s construction.«

Der er luftsirener og elguitarriffs i angrebsbølger gennem sangen, der er inspireret af Vietnamkrigens fortrædeligheder, men holder sin indignation i generelle vendinger.

Oprindelig havde Sabbaths faste tekstforfatter, bassisten Geezer Butler, brugt ordet »Walpurgis«, en hedensk højtid, hvor man – i dele af Europa – fejrer, at hekse og troldmænd mødes for at udøve sort magi. Men pladeselskabet kunne ikke lide den sataniske klang i ordet, så Butler ændrede titlen til »War Pigs«. Hvilket er ganske passende i den aktuelle situation. Akkurat som disse ord om disinformation også vækker trist genklang.

»Death and hatred to mankind
Poisoning their brainwashed minds.«

Og som Dylan, så synger forsanger Ozzy Osbourne også et ønske om krigsmagernes død, ja, faktisk deres dommedag.

»On their knees, the war pigs crawling
Begging mercies for their sins
Satan, laughing, spreads his wings.«

Frankie Goes to Hollywood: Two Tribes (Annihilation Remix) (1984)

I sin tid en genial koldkrigs-dance-banger og et giganthit, og musikvideoen efterlod ingen tvivl om dens daværende aktualitet. Her slås en Ronald Reagan-look-a-like med en mand, der ligner daværende sovjetleder Konstantin Tjernenko. Sammenstødet mellem vest og øst mimes i sangens elektronisk forstærkede mix af afroamerikansk funk og russisk orkestermusik.

Men sangen kan også – med dens gejle krigsgejst, ikke ulig Kubricks atomkrigsfilm Dr. Strangelove – sagtens være en sarkastisk beskrivelse af så mange andre stammesammenstød i verdenshistorien. Og det overlegne »Annihilation Remix« – langt den bedste udgave takket være en langt mere muskuløs elektronisk bas og stortromme – placerer sangen i den atomalder, vi stadig lever i. »If your grandmother or any other member of the family should die whilst in the shelter, put them outside. But remember to tag them first for identification purposes,« lyder det i en nøgtern informationsspeak. Skræmmende og desværre også aktuel.

Edwin Starr: »War« (1970)

»War? HUH! Yeah! What is it good for? Absolutely nothing!? Say it again, yall!«

»War« er udgivet under Vietnamkrigen, og den er også af sin tid med sin soul-iscenesættelse med stampende rytmer og dybe alfahan-brøl. Men teksten er i sin generelle hudfletning af krig tidløs. Ja, ovennævnte Frankie Goes to Hollywood og også Bruce Springsteen lavede hver deres coverversion i 1984 og 1985, under Den Kolde Krig.

»(War), It ain’t nothing but a heartbreaker
(War), Friend only to the undertaker, awwww
War is the enemy of all mankind.«

Sangen blev oprindelig udgivet med The Temptations i 1970, men den blev ikke udgivet som single, da pladeselskabet Motown frygtede, at det ville fremmedgøre gruppens fanbase. De samme kvababbelser havde Motown åbenbart ikke med Edwin Starr. Hans version er så også langt bedre, langt mere offensiv og vild. Et angreb på krig, kunne man næsten kalde den. Hvert ord lander som en lussing, og det kan virkelig anbefales at bruge sangen som råbe- og stampeterapeutisk redskab.

Napalm Death: War’s No Fairytale (2004)

Selv om death metal-bandet Napalm Deaths »War’s No Fairytale« kun varer et minut og 19 sekunder er det egentlig en arketypisk antikrigssang. Teksten er ikke langt fra pointerne i Dylans »Masters of War« eller rædselskrigsbillederne hos PJ Harvey. »They want you kept in the darkness of the realities of war,« brøler forsanger Mark »Barney« Greenway.

»Meat flung yards apart from bodies
Are typical sights of war.«

Faktisk er det en coverversion af hardcore punkbandet Discharges sang, der er lige så kortfattet, men Napalm Deaths militært præcise eksekvering gør sangen endnu mere voldsom.

Det er en frustrationsudladning, et raserianfald, en dundrende indignation. Og for lytteren helt klart en mulighed for at rase igennem, skære tænder, brøle og græde ud, hamre knytnæverne i sofapuderne. Afmægtigt hamrende, ja, men i det mindste få bare lidt luft fra de frustrationer og den sorg, vi alle lider under; den aktuelle afmagt.

Khrystyna Soloviy: Я несу мир (2022)

»Я несу мир« – ukrainsk for »jeg bringer fred« – er en håbefuld anti-invasionssang. Sangeren og sangskriveren Khrystyna Soloviy, der stadig befinder sig i Ukraine, uploadede sangen ti timer inden invasionen. »Tryk på aftrækkeren, jeg er dit projektil,« synger hun med glasklar stemme, mens hun spiller klaver. »Jeg er med jer, jeg er jeres våben.«

Hør også »Українська лють«, der blev uploadet den 7. marts, altså efter invasionen. Her er det musikalske fundament den italienske klassiker »Bella Ciao«, oprindelig en folkeprotestsang mod markarbejdernes kummerlige arbejdsvilkår i det 19. århundredes Norditalien. Under Anden Verdenskrig blev den adopteret og modificeret i protest mod nazisterne og fascisterne. Nu er den – helt i folkemusikkens ånd og tradition – igen blevet modificeret til en ny tid og situation. Nu en hyldestsang til de ukrainske fightere.

»Ingen forventede
Den retfærdige vrede i de ukrainske sjæle
Smadrer aggressorer, uden anger«, synger Soloviy som reaktion på neofascisternes indtog i Ukraine.

Begge sange kan høres og ses på YouTube.