Michel Houellebecq finder al samtidens lort, fordi han leder efter hjerter af guld

I den periode for ikke så længe siden, hvor de vestlige samfund regnede sig for uovervindelige og konsekvent nægtede ethvert alternativ nogen som helst relevans, skrev Michel Houellebecq, som er født på øen Réunion i 1958, deres undergangsfortællinger. Hans otte romaner er skrevet som termometre, han fører op bag i det økonomisk, militært, kulturelt og politisk overlegne Vesten og bagefter trækker ud, så hele verden kan se, at det, der giver sig ud for at være verdenshistoriens guld, lugter af lort.

»De opfører sig bogstaveligt talt som fanger på flugt fra et fængsel,« bemærker fortælleren i romanen Platform fra 2001, der har samme alder, køn, sociale position og fornavn som forfatteren, om de velstående vesterlændinge, når de får ferie. De skulle leve i verdens bedste samfund, men når de får fri, flygter de mod lufthavnene for at komme så langt væk som muligt: »Vi stinker af egoisme, af masochisme og af død. Vi har skabt et system, som det simpelthen er blevet umuligt at leve i, og som vi desuden fortsætter med at eksportere.«

Præmissen for Michel Houellebecqs fortællinger om undergangen er, at vores »system« bygger på den ubetingede ret til selvrealisering og den ubetingede pligt til ikke at stå i vejen for andres nydelse. Det er den dominerende humanisme og den sejrende kapitalismes fællesnævner, som ifølge Houellebecq gør det umuligt at leve et meningsfuldt liv, fordi kærligheden fordrer, at man ofrer sig for den anden og kan sætte sig ud over sine egne behov. Det er derfor de socialt succesrige hovedpersoner i Michel Houellebecqs romaner altid er eksistentielt mislykkede. Miserable og ensomme onanerer de foran internetporno, spiser færdigmad og drømmer om det, de ved, de aldrig får. 

»Én ting var sikker,« konstaterer fortælleren i Elementarpartikler: »Der var ikke mere nogen, som vidste, hvordan man skulle leve.«

Søger helvede for at finde himlen

Det, der erobrede den litterære offentlighed i Europa og gjorde Michel Houellebecqs til sin generations største franske forfatter, er, at han forbinder de store civilisationsfortællinger med eksistentielle dramaer. Det er kulturkritik, der udpeger tendenser, vi har set, men ikke rigtig forstået, og blotlægger dem som samfundets moralske falliterklæringer, men det er også kærlighedshistorier og poetiske situationer med en indimellem overvældende sårbarhed og medfølelse med vor tids ulykkelige skæbner.

Houellebecq er vandret fra skandale til skandale, fra injuriesager til anklager om islamofobi, og han har hånet humanismen, kunsten og gjort det helt klart, at det værste ved Jean-Paul Sartre er, at han er så grim. Men man skal ikke tage fejl af, at han også er elev af digteren Charles Baudelaire, der som T.S. Eliot gjorde opmærksom på, skrev sig ned i helvede for at nå frem til himlen. Og Houellebecq fremskriver alle rædslerne og de tarvelige og nedrige momenter i vores samtid for at genskabe en litteratur, der siger sandheden, trøster de lidende og eksploderer i momenter af chokerende skønhed. Det, han i et essay skriver om musikeren Neil Young, er også en programerklæring for ham selv: »Neil Youngs sange er lavet til dem, der ofte er ulykkelige, ensomme. Dem, som lever ved fortvivlelsens port; men som fortsætter, ikke desto mindre, med at tro på, at lykken er mulig.«

Houellebecq finder al samtidens lort, men det er kun, fordi han leder efter dem med et hjerte af guld.

Hovedværk: ’Elementarpartikler’

Anbefalet værk: ’Anéantir’