Her i Danmark er Michel Foucault på alles læber, også hos dem, der ikke lige ved det. For vi siger ’italesættelse’, og det ord stammer fra Foucaults bog Viljen til viden fra 1976.
Der handler det om sex. Om at man siden det 16. århundredes slutning har set en tiltagende »italesættelse« (mise en discourse) af seksualiteten. Hvor vi ellers ser den som forbudt og undertrykt. Tværtimod, incitamentet til at tale om den er vokset.
Stedet er centralt for Foucaults forehavende på flere måder. Det siger, at magten ikke er undertrykkende, den kan være ganske konstruktiv. Det siger, at magt ikke handler om at indtage den ene eller den anden position, men om at sætte selve dagsordenen. Og det viser, at Foucault arbejder med tale, bedriver diskursanalyse.
Skulle vi så ikke holde op med det?
Problemet med ordet eller udtrykket `italesættelse` er af det lyder kluntet på dansk og en dårlig oversættelse. I hvert fald er ordet gået ind i sproget i alle mulige betydninger, som intet har med Foucault at gøre.
Et af de mest elendige ord der findes.