tour de france
Læsetid: 3 min.

Poesien er hos Anne-Marie Albiach en kropslig ytring

Anne-Marie Albiach (1937-2012) forsøger at finde fodfæste i den klassiske modernismes eksperimenter og åbner sig samtidig for fremtiden i typografisk åndedrag af en digtning
Kultur
29. april 2022

»Denne poesi er en poetik. Dens arbejde gør den til det.« Sådan indleder Per Aage Brandt efterskriften til sin oversættelse af Anne-Marie Albiachs »Mezza Voce«, der udkom på Husets Forlag i 1987. Og selvfølgelig er den det. Enhver poesi, der vil være sig selv bekendt, må være en poetik, eller må også være en poetik. I hvert fald var det sådan hos den nye generation af digtere, der på alle sprog trådte frem i første halvdel af 1960’erne. Det er krigens børn, der skal gøre op med deres fragmenterede erindringsbilleder, forsøge at finde fodfæste i den klassiske modernismes eksperimenter og samtidig åbne sig for fremtiden.

Vigtigere, end at poesien må være en poetik, er det dog, at poesien er en kropslig ytring, at sproget er krop, at kroppen er sprog, at stemmen, talen, er båret på åndedraget, og at det har været sådan for enhver siden fødslen. Det lille barn tager bolig i sproget med hele sin krop. Derfor er talen og skriften også erotiske ytringer, og sproget er netop det sted, hvor verden som krop kan tage bolig, skriften er kroppens gebærden sig på og omkring sin boplads.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her