Proust er svær at læse. Og umulig at lægge fra sig

Om Marcel Proust og hans uovertrufne og konstitutionelt uoverkommelige romanværk På sporet af den tabte tid (1913-27) er det egentlig umuligt at sige noget som helst fornuftigt. Det unddrager sig referat og undslipper elegant ethvert forsøg på total karakteristik, men dets magtfulde monstrøsitet er dog samtidig forklaringen på dets usvækkede tiltrækningskraft, på dén fascination, som ved siden af James Joyces Ulysses – udsendt 1922, samme år som Proust døde – plus måske Iliaden, Odysseen, Dantes Guddommelige Komedie, Shakespeares dramatik og et par stykker til har gjort astmatikerens ultimative kraftanstrengelse til et af verdenslitteraturens flittigst kommenterede skrifter.