Hvis der er nogen, der for alvor har fortjent betegnelsen radikal, er det filosoffen Simone Weil. For at forstå arbejdernes kamp tog hun, der ellers var svagelig og ekstremt nærsynet, hyre ved samlebåndet på en Renault-fabrik. Hun nægtede i de sidste, tuberkuløse år af sit korte liv at spise for at kunne sætte sig ind i krigsofrenes lidelser. Det slog hende ihjel.
I Simone Weils tænkning finder man en konstant lydhørhed over for dem, hvis skrig ellers ikke bliver hørt. Weil blev født i 1909, voksede op i et sekulært jødisk hjem og var ekstremt intelligent – som 12-årig skulle hun efter sigende have diskuteret Platon på oldgræsk med sin bror. Hun tilsluttede sig tidligt kommunistiske og anarkistiske tanker og var aktiv i den franske modstandsbevægelse. Senere blev hun stærkt optaget af mysticisme og spiritualitet og konverterede til katolicismen.
Staves: La Pesanteur...
Tak for introduktionen til en tænker, jeg aldrig havde hørt om. I al hendes overidealisme, klodsethed, naivitet og engagement for de svage taler hun direkte ind i mit hjerte.