Med solidarisk skønhed skriver Virginie Despentes for dem, som ingen vil kneppe

Virginie Daget, der blev født i Nancy i 1969, har taget sit forfatternavn fra det brutale kvarter i Lyon, hvor hun som helt ung aften efter aften solgte sig selv til mænd, som var mere ynkelige, end de var skræmmende, og som hun følte mere medlidenhed med end foragt for. Det var på den tid, hun begyndte at skrive en litteratur, der ikke minder om noget, Frankrig har set før, og som har gjort hende til en vidunderlig punkforfatter og det 21. århundredes måske mest originale samtidsfortæller.

Området hed Les Pentes, og vi kender hende som Virginie Despentes.

»Jeg skriver fra de grimmes verden for de grimme«, indleder hun sit feministiske manifest King Kong-teorien, der blev et programskrift for et mindre publikum over hele Europa:

»Jeg skriver for de gamle, de frigide, for betonlebberne, for dem, som ikke er blevet kneppet og dem, som ingen vil kneppe, de hysteriske og freaksene; alle dem, som er ekskluderet fra det store kødmarked for kvinders kroppe.«

Hendes forældre, som var stærkt venstreorienterede, og som hun i dag taler om med hengivenhed, tvang hende på psykiatrisk hospital, da hun var 15 år. Efter hun blev udskrevet, opgav hun skolen for selv at forme sit liv, og som 17-årig valgte hun at blaffe ud i verden. Hun har læst meget, men andre typer bøger end de fleste forfattere, og hun er formet af punkmusikken og rocken: Les Thugs, Sex Pistols og Nirvana. Læserne har til hendes hovedværk Vernon Subutex-trilogien på Spotify lavet en playliste på tre timer over al den musik, som afspilles i fortællingen.

»Jeg skriver også for de fyre, som ikke vil være beskyttere, dem som vil være noget, men ikke ved hvordan, dem som ikke kan slås, men som let kommer til at græde, dem som hverken er ambitiøse eller klar til konkurrence,« fortsætter hun i King Kong-teorien: »dem, som længes efter at blive kneppet, dem som ikke vil være ansvarlige, dem som er bange helt alene hver eneste aften«.

Hun skriver fra det beskidte mod det mondæne Frankrig. Men der er i denne attitude og brutale skrift en forlængelse af traditionen fra de største franske fortællere, der skrev tæt på de prostituerede og de udstødte, men med evig udsigt til Paris’ løfter om lykke: »Jeg er forbandet rasende over, at jeg som en kvinde, mænd ikke finder attraktiv, hele tiden får fornemmelsen af, at jeg ikke eksisterer.«

Et mesterværk om en hjemløs

Virginie Despentes’ første bog var Baise-moi, der direkte oversat betyder knep mig, men som på dansk fik titlen Blodsøstre. Den blev en kultsucces, og hun skrev selv manuskriptet til filmen, der som den første franske film i næsten 30 år blev forbudt på grund af det anstødelige indhold. Til gengæld blev den distribueret internationalt og tiltrak et publikum, der blev til en fanskare.

Despentes skrev adskillige romaner i samme stil, inden hun indledte sit mesterværk: Trebindsfortællingen om Vernon Subutex, der i mange år havde en helt særlig pladeforretning i Paris, hvor rockentusiaster kom og lyttede til sjældne liveoptagelser og uopdrivelige piratalbum, talte om deres idolers højdepunkter og dannede et intimt fællesskab med deres egne koder og hemmelige regler.

Men efter finanskrisen går pladeforretningen nedenom og hjem, og den nu 50-årige Subutex bliver hjemløs. Hans kulturelle univers er knust af streamingtjenester, og de gamle rockkoder er blevet kommercialiseret i en kultur, hvor selv forretningsledere vil være rockstjerner, og punkhits bliver brugt til at sælge apps.

Subutex flytter rundt blandt gamle venner og kunder og overnatter på deres brikse og i deres gæsteværelser. Og finder ud af, at alle dem, der har klaret sig økonomisk og kulturelt, er endnu mere pressede og plagede end ham selv. I begyndelsen af romanerne længes han efter at blive lukket ind i det samfund, som ledes af lysene fra Paris, men langsomt etablerer han i stedet et nyt fællesskab af hjemløse i en parisisk park, hvor internettet er forbudt, og de spiller musik sammen om aftenen. »Bare fordi det ikke lykkedes for hippierne, betyder det ikke, at vi ikke skal prøve igen,« som én siger.

Det kærlige og fredelige fællesskab af hjemløse tiltrækker de gamle venner og kunder, som forlader deres etablerede tilværelser for at befri sig for konkurrencen og alt det, som den unge Virginie Despentes skrev op imod. Det lykkedes gennem de tre bind at fremskrive en position uden for det etablerede samfund, som bliver til en utopi om nye måder for mennesker at være sammen på. De er på sporet af den tabte solidaritet og det forsvundne nærvær. Og som de siger med det, der både er en beskrivelse af deres fællesskab og det dragende litterære rum, Virginie Despentes har skabt i litteraturen:

»Vi har opfundet andre muligheder. Små sprækker i samfundet, hvor man kan holde ud at være. Vi har skabt et sted til dig, hvor du vil kunne leve på en anden måde.«

Hovedværk: ’Vernon Subutex 1-3’

Anbefalet værk: ’Vernon Subutex 1-3’