Ugens anbefalinger: Kafkask arbejdspladsdrama, tv om besvær, et Købke-maleri og en podcast om Britney

Britney Spears er en stor sangerinde!

POPPODCAST. Listening 2 Britney. De seneste fire episoder af podcasten Switched on Pop.

Meget er blevet sagt om den amerikanske popstjerne Britney Spears. For nylig er hun endda blevet udråbt som et slags frihedsikon, efter at hun blev løsnet fra et formynderskab styret af hendes far.

Men meget lidt er sagt om det kunstnerskab, der ligger til grund for megaberømtheden. Det har været almindeligt accepteret, at Britney er en tom skal, man kan fylde hvilken som helst idé om kvindelighed eller berømmelse ned i. Noget, der skulle hænge sammen med, at hendes sangstemme grundlæggende er ret ligegyldig.

Intet kunne være længere fra sandheden. I en miniserie på fire episoder kommer popmusikpodcasten Switched on Pop, der har en musikvidenskaber og en sangskriver i værtsrollerne, rundt om alle de oversete facetter ved Britneys instrument.

De viser, hvordan den måde, hun laver trommelyde med sit åndedræt på Gimme more, trækker på en rytmisk teknik, der kan spores tilbage til fransk klostermusik fra 1300-tallet. De viser, hvor svær den »vocal fry«, en slags knirken, som hun er blevet latterliggjort for at synge med, i virkeligheden er at styre. Og så zoomer de ind på, hvorfor »Toxic« med både Bollywood-violiner og surfguitar mod alle odds blev et hit.

Det burde ikke være muligt, men jeg kan åbenbart stadig blive mere Britney Spears-fan. Nu også musikvidenskabeligt oplyst.

Bodil Skovgaard Nielsen

Berusende bacchantinde skænker vin til søtiger

BILLEDKUNST Christen Købkes maleri ’En bacchantinde på en søtiger’ (1839), Glyptoteket

En bacchantinde på en søtiger. Bare titlen på maleriet er en fryd. For hvad i alverden er en bacchantinde, og hvordan ser en søtiger ud? Det kan man få svaret på, hvis man besøger Glyptoteket og træder op ad dets overdådige trappe med blomstret glasloft og gedebukkearmlæn og drejer ind til den danske samling. Her hænger i det okseblodsfarvede rum en nyerhvervelse af Christen Købke (1810-1848), der matcher væggene, men ikke de andre af hans malerier, som er mere klassiske, italienske landskabsmalerier.

Christen Købke, En bacchantinde på en søtiger, 1839. Olie på lærred.

Ny Carlsberg Glyptotek

»I Napoli, der er der stemning og fest«, som Dario Campeotto sang, og den stemning har Købke taget med til Danmark, efter han så motivet af en bacchantinde på en søtiger i en villa i Napoli-bugten i nærheden af Pompeji. Bacchantinden, navnet for en kvinde, der dyrker vinens og ekstasens gud Bachus, slænger sig frodigt på en såkaldt søtiger, mens hun skænker vin for den. Et lidt andet syn, end når jeg fyldte min afdøde kats vandskål.

Der er så meget saft og kraft i det maleri, og mens jeg stod og nærstuderede det, stjal den store skygge ved bacchantindens kæbelinje min opmærksomhed. Er det skæg? Kustoden mente, det var en skygge, men hvem ved egentlig, hvordan en bacchantinde ser ud? Berusende er hun! Et godt køb(ke).

Lise Benthin Præstgaard

Praktisk besvær og ensomhed giver dejligt tv

REALITYPROGRAM. Alene i vildmarken kan ses på dr.dk.

Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr i Alene i vildmarken. Det hedder godt tv, når det blæser op og øser ned og stiller større krav til deltagernes evner til at bygge shelter, skaffe føde og holde sig muntre. Sjette sæson af realityprogrammet er i gang, og selv om ingen endnu helt lever op til sidste års deltagere Camilla og Martha, der både kom godt ud af det med Moder Jord og med hinanden, er Alene i vildmarken stadig et skønt program for os, der kan lide at se mennesker opleve besvær. I år deltager nogle medvirkende alene, mens andre deltager i par. Så kan man se, hvad der er mest opslidende og risikabelt.

Indtil videre er det en smed og hans naturvejlederdatter, der har bygget det flotteste shelter og fanget de fleste fisk. Slyngveninderne Ester og Anna-Caroline har de flotteste striktrøjer. Årets udgave af Familiefaren, Der Rejser Ud For At Indse, At Familien Derhjemme Er Vigtigst, er hurtigt ude igen (og var i øvrigt en fin fyr, der skulle have en sorg på afstand). Den sjoveste erkendelse står et sønderjysk ægtepar for. I mange år har de arbejdet døgnet rundt for at opnå materiel velstand. De tager ud i ødemarken for at se, om der kunne være andre værdier at leve for, men indser, at de virkelig sætter pris på luksus og komfort.

Lone Nikolajsen

Kafkask arbejdspladsdrama er lige dele komisk og ildevarslende 

SCI-FI-SERIE: Severance kan ses på Apple+. Sidste afsnit i sæson 1 udkommer i den 8. april.

En mand ved navn Mark sidder i sin bil og hulker, så skuldrene bævrer. Han befinder sig på parkeringspladsen foran sin arbejdsplads, gigantvirksomheden Lumon. Da han står ud af bilen og træder ind i bygningen, bliver hans røde øjne pludselig blanke og tomme. Da Mark træder ind på kontoret, smiler han professionelt, som om intet var hændt. Og det er der sådan set heller ikke.

I tv-serien Severance er der nemlig blevet opfundet en teknologi, der muliggør en total separation mellem ens ’arbejds-jeg’ og ens ’fritids-jeg’. Teknologien bliver brugt i store firmaer, for at undgå at medarbejderne afslører fortrolige oplysninger, og at de tager deres private problemer med på arbejde. Det betyder, at medarbejderne, mens de er på arbejde, ikke aner, hvilket liv de lever uden for arbejdspladsen, og at de i deres fritid ikke ved, hvad deres arbejde består i. Som menneske bliver man altså splittet i to: En, der altid er på arbejde, og en, der altid har fri. Serien spiller på at balancere mellem det komiske i, at medarbejderne ikke aner, hvem de er uden for arbejdspladsen, og derfor fylder den tomme arbejdstilværelse med triviel smalltalk og vaffelpræmier, og det tragiske i, at de aldrig kan undslippe det stramme slips, den gale chef og det sterile kontor.

Severance er et moderne kafkask mareridt, der gennem formidable skuespilpræstationer, gennemførte visuelle greb og etiske arbejdsdilemmaer ikke bare udgør et vellykket sci-fi-drama, men også tematiserer og taler ind i tidens antiwork-bevægelse.

Rebekka Bundgaard