I Ukraine udspiller en kulturel redningsaktion sig parallelt med krigen

Den står nok ikke beskrevet i nogen militærmanual, den ’rustning’, statuen foran den latinske kirke i Lviv i Ukraine har fået på.

Et miskmask af plastikposer og -folie viklet fast med gaffatape og så en slidt, ulden skummadras, der er begyndt at bøje sammen på midten, pryder nu det, der indtil for godt en måned siden forestillede en langhåret, mandlig skikkelse, klædt i lang kjortel og spejdende mod himlen med en bibel i den ene hånd og den anden håndflade vendt opad.

Munderingen er dog lavet i den bedste mening. For da russiske soldater og kampvogne rullede over grænsen til Ukraine, var det ikke kun det ukrainske militærberedskab, der blev sat til at forsvare landet. I det ukrainske kulturlandskab har en større forsvarsaktion også udspillet sig sideløbende med krigen for at beskytte landets statuer, monumenter og andre kulturskatte.

»På krigens første dag, var vi en række museer, der holdt møder med kulturministeriet. Og vi forstod hurtigt, at vi stod over for at skulle redde kulturarven i Ukraine,« siger Olha Honchar. Hun er museumsdirektør i Territory of Terror – Memorial Museum of Totalitarian Regimes i Lviv, der formidler historien om den nazistiske besættelse af Ukraine samt tiden som del af Sovjetunionen.

Derudover har hun siden krigens begyndelse stået i spidsen for et museumskrisecenter, der hjælper museumsarbejdere i regionerne under angreb med basale fornødenheder som penge, mad og medicin. »Næste skridt er at redde og genopbygge bygninger, museer og kultursamlinger, men lige nu er det mennesker, der er vores første prioritet,« fortæller hun.

Olha Honchar forklarer, at alle museer i Ukraine inden invasionen havde en prioriteret liste over museumsartefakter, der skulle gemmes af vejen eller sendes væk i tilfælde af krig. Derfor var museerne heller ikke i komplet vildrede, da invasionen kom.

At en stor mængde ukrainske bygninger med kulturel værdi er blevet ramt som del af Ruslands bombning af ukrainske byer og militære mål, er ikke tilfældigt, fortæller Olha Honchar. Hun mener, at det russiske militær går målrettet efter Ukraines kulturarv som led i en større plan om at udviske landets historie.

»Kultur har altid været en stor del af ukrainsk identitet og nationalfølelse. Tidligere stod den i opposition til det totalitære sovjetstyre, og nu er det Rusland. Derfor er kulturen under angreb lige nu,« siger Olha Honchar.

Umuligt at gemme glasmosaikker

Også andre initiativer er sat i søen. Roman Metelskij, der inden krigen var formand for UFOTO, Ukraines Fotografiske Selskab, og i færd med at stable et fotografisk museum på benene, står nu i spidsen for Center for Redning af Kulturarv i Lviv, som tager kontakt til museer, hjælper med penge og materialer og koordinerer redningen af kulturgenstande og kulturarv på landets museer. Men det er ikke alt, der kan gemmes af vejen eller sendes ud af landet, fortæller han.

»Hvis det er genstande, der kan flyttes, gemmer vi dem i bunkere eller opbevaringsrum. Men det er umuligt at skjule unikke glasmosaikker, huse eller hellige bygninger fra bombninger. Lige nu er der allerede store tab, og det bliver næsten umuligt at genoprette,« skriver Roman Metelskij i et svar fra Lviv.

Efter i første omgang at have koncentreret sin indsats om kulturhusene i regionen omkring Lviv koordinerer redningscentret nu også indsatser hos museer i blandt andet Lutsk og Poltava i Ukraine, fortæller Roman Metelskij. Men det er langt fra alle museer, man kan hjælpe – særligt i de områder, hvor det russiske militær er til stede.

»Lige nu er det ikke muligt at kommunikere med eller hjælpe mange af vores kolleger eller museer, fordi de er under beskydning og sidder i beskyttelsesrum. Men museumsarbejderne tager fotos og videoer, vi kan lægge ud på nettet som bevis på russisk barbari,« siger han.

UNESCO »dybt bekymrede«

Bevidst ødelæggelse af kulturarv har siden Haag-konventionen fra 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt været anset som en krigsforbrydelse. Konventionen blev vedtaget i kølvandet på Anden Verdenskrig som konsekvens af, at »kulturværdier på grund af krigsteknikkens udvikling befinder sig i voksende fare for ødelæggelse«.

Men hvor slemt står det egentlig til med ødelæggelsen af den ukrainske kulturarv? Hvad er blevet ødelagt som konsekvens af den russiske invasion, og hvad er omfanget af ødelæggelserne indtil videre?

Gennemgår man en tidslinje for krigen, var første større, kulturelle nedslag den 28. februar. Her meddelte Ukraines udenrigsministerium, at 25 malerier af den naivistiske maler Marija Prymatjenko, som Pablo Picasso angiveligt var inspireret af, var gået tabt som konsekvens af en brand efter russiske bomber mod Ivankiv-museet uden for Kyiv.

Som led i Ruslands bombning af tv-tårnet i Kyiv brød dele af museet omkring mindesmærket ved Babi Jar den 3. marts også i brand. Mindesmærket ærer 33.000 ukrainske jøder, som blev myrdet af nazisterne i september 1941, og bombningen fik Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til at beskylde Rusland for krigsforbrydelser. Han rettede samtidig en appel mod Vesten om at gribe ind og indføre flyveforbud over Ukraine:

»Sådan et angreb viser, at for mange i Rusland er vores Kyiv fuldstændig fremmed. De ved intet om vores hovedstad og vores historie. Men de har en ordre om at udslette vores historie og land. Udslette os alle,« sagde han som del af en fordømmelse af angrebet.

Bombningen ved Babi Jar-mindesmærket gjorde også, at FN’s verdensarvsorganisation UNESCO følte sig nødsaget til at komme på banen med et opråb. UNESCO fordømte angrebet og meddelte, at man var »dybt bekymret« over udviklingen i Ukraine og skaderne, der allerede var sket i særligt Kharkiv og Chernihiv, som begge optræder på UNESCO-lister.

Gamle regler virker ikke

Fire dage senere var UNESCO igen ude med en melding. Nu var man så hurtigt som muligt i gang med at anmærke kulturarvsbygninger og monumenter med det såkaldte Blue Shield-mærke, som gør opmærksom på Haag-konventionens regler fra 1954, om at det er en krigsforbrydelse at ødelægge kulturgenstande under væbnet konflikt. Samtidig analyserede man løbende satellitbilleder for at få et overblik over den foreløbige skade, ligesom man senere på ugen ville mødes med en række museumsdirektører og medarbejdere i Ukraines kultursektor.

Det møde var Olha Honchar fra Territory of Terror-museet med til. Men hun gik ikke derfra overbevist. Ifølge hende opfordrede de ukrainske kulturmedarbejdere til, at Rusland ekskluderes fra UNESCO, hvilket fortsat ikke er sket. Hun savner fortsat klare svar på, hvad de næste skridt fra UNESCO’s side er ud over at udtrykke bekymring, siger hun.

»Krigen viser, at gamle regler og konventioner ikke længere virker. Jeg synes, vi mangler en plan ikke kun for ukrainsk kulturarv, men for kulturarv i det hele taget under konflikt,« lyder det fra Olha Honchar.

Siden mødet mellem UNESCO og de ukrainske museumsdirektører i midten af marts har der været en lang række eksempler på kulturel infrastruktur, der er gået tabt som resultat af russiske bombninger. Fra kirker og museer i Kharkiv til teatre og andre kulturbygninger i Mariupol – og så en lang række bygninger med arkitektonisk eller anden kulturel og historisk værdi, som ikke nødvendigvis optræder på UNESCO’s lister.

Som konsekvens af ødelæggelserne kom Ukraines kulturministerium den 17. marts derfor med en opfordring til, at alle borgere med video- eller billedmateriale af skader på ukrainsk kulturarv indberetter det som bevis på russiske krigsforbrydelser – på en officiel regeringshjemmeside med domænenavnet »culturecrimes«.

Ni dage senere, den 26. marts, meldte den ukrainske kulturminister, Oleksandr Tkatjenko, via beskedtjenesten Telegram ud, at man nu var oppe på over 100 bekræftede tilfælde af skader på ukrainsk kulturarv. Han frygtede dog, at tallet var væsentligt højere, da det fortsat var meget vanskeligt for den ukrainske regering at få et fuldt overblik over skaderne »på grund af manglen på adgang til information i midlertidigt ukontrollerede områder«.

Knapt så højt et tal kom UNESCO ud med den 1. april. Minimum 53 bekræftede tilfælde af skader på steder med kulturel værdi, lød deres vurdering. 29 kirker, 16 historiske bygninger, fire museer og fire monumenter. Listen var dog ikke udtømmende – UNESCO’s eksperter arbejder stadig på at verificere skadesrapporter, oplyste verdensarvsorganisationen til AFP.

På trods af et stigende internationalt pres kniber det dog fortsat med konkret handling fra verdensarvsorganisationen i forhold til sanktioner mod Rusland. Her har flere peget på UNESCO's årlige konference, hvor verdensarvslisten fastlægges, som et oplagt sted at starte. Konferencen står i skrivende stund til at blive afholdt i den russiske by Kazan til juni, hvilket har fået alt fra politikere fra Storbritannien, Litauen og Tjekkiet til Auschwitzmuseet i Polen til at forlange, at mødet rykkes væk fra Kazan. Dog uden resultater indtil videre.

Lviv centrum for redningsaktion

En stor del af den kulturelle redningsaktion, der lige nu foregår i Ukraine, udspringer fra byen Lviv, og det er ikke så mærkeligt. Byen karakteriseres som Ukraines kulturelle hovedstad og huser mere end 150 museer og omkring 5.000 kulturelle sites, som man nu forsøger at beskytte så vidt muligt. Lviv ligger samtidig tæt på den polske grænse i det vestlige Ukraine, hvilket gør det muligt at sende kulturarven ud af landet, ligesom man i store træk har været sparet for de kampe og bombninger, der har ramt særligt det østlige Ukraine.

Som krigen er skredet frem, har situationen dog langsomt ændret sig. I starten af marts så man billeder gå verden rundt af malerier og skulpturer i Lviv, der hastigt pakkes væk på byens museer, og monumenter og bygningsornamenter, som overdækkes af sandsække og plastikposer. Beskyttelse mod de eksplosionsbølger, byens beboere frygtede, man ville blive ramt af i den nærmeste fremtid.

Efterfølgende bombede Rusland den 13. marts en militærbase i byen Javoriv, der ligger 60 kilometer fra Lviv og mindre end 25 kilometer fra den polske grænse. Det blev af flere tolket som en trussel – dels rettet mod Polen og EU-landene, men også mod Lviv, hvorfra mange af de våben, Vesten har sendt Ukraines vej, er blevet transporteret igennem.

Den 27. marts – samme dag, som Rusland offentligt meldte ud, at man ville holde fokus mod øst – rykkede krigen så helt tæt på Lviv. Tre bomber faldt i udkanten af byen, og fem civile blev såret. Den 5. april var der igen rapporter om bomber i Lviv-regionen – denne gang blev et reparationscenter for militærfly ødelagt vest for byen. Indtil videre har ingen af bomberne dog ramt byens kulturarvssteder.

»Putin ved, hvad han gør«

Frederik Rosén er ph.d. i statskundskab fra Københavns Universitet og leder på Nordic Center for Cultural Heritage & Armed Conflict. Han forsker særligt i ødelæggelsen af kulturarv under krig og konflikt og har senest skrevet rapporten NATO and Cultural Property – Towards a Hybrid Warfare Agenda, der udkom i marts i år. Rapporten undersøger, hvordan kulturarv bruges »politisk, strategisk og taktisk« som led i krigsførelse.

Ifølge Frederik Rosén har det overvejende været konflikter karakteriseret af etniske, sekteriske og identitetsdrevne spændinger, der er blusset op i kølvandet på Den Kolde Krig og Sovjetunionens sammenbrud. Det er særligt i den slags konflikter, at kulturgenstande bliver attraktive militære mål, da det dels kan have stor psykologisk og (afskrækkende) effekt på modstanderen, men også kan bruges som led i ens egen strategiske kommunikation.

»Når man angriber kulturværdier, er det fordi, man forsøger at ødelægge steder, der forankrer identitet. Gruppeidentitet, religiøs identitet, kulturel identitet og national identitet,« fortæller Frederik Rosén og fortsætter:

»Det bliver brugt som et geopolitisk redskab. Hvis man ønsker at omkalibrere den symbolske kodning af et geografisk område, fjerner man typisk de kulturbærende symboler, som peger på et andet ejerskab end det, man selv ønsker at etablere. Lige så stille og roligt får man flyttet andre folks kulturelle referencer.«

Ødelæggelserne i Ukraine har ifølge Frederik Rosén nået et stadie, hvor man kan beskylde Rusland for målrettet at gå efter Ukraines kulturarv. Han siger, at man skal være opmærksom på, at Rusland er ekstremt bevidste om vigtigheden af kulturværdier i krig og konflikt.

Frederik Rosén peger på, at kulturværdier var et kort, Rusland spillede »helt fra starten af og up front« som led i invasionen af Krimhalvøen i 2014. Dengang skete det primært gennem overtagelse af ukrainske kulturgenstande – man tog ejerskab over dem og erklærede dem som værende russiske – hvilket en rapport fra UNESCO fra september 2021 også fastslog. Og det er værd at bide mærke i, da det betyder, at kulturarv er et strategisk fokus fra russisk side.

»Vi kan sige med sikkerhed, at man i Rusland har en større forståelse for sammenhængen mellem sikkerhedspolitik og kulturværdier. Det er noget, der har haft et selvstændigt punkt i den nationale sikkerhedsplan siden 2009. Det gør man ikke andre steder – USA har det slet ikke,« siger Frederik Rosén.

Hvis der skrues yderligere op for ødelæggelserne, må man derfor også gå ud fra, at det sker som del af en egentlig strategi.

»De er smartere end andre på det her punkt, og vi kan forvente, at det, de gør i Ukraine, er bevidst. Så om de rammer eller ikke rammer – begge dele beror på intention.«

Kigger man nærmere på Putin selv, ligger kulturarv ham også nært. Han har over flere omgange udtrykt sin kærlighed for kunst – særligt af den nationalistiske slags – og da Islamisk Stat havde besat ruinerne af det romerske amfiteater i Palmyra i Syrien, var det russiske styrker, der hjalp med at befri området. Efterfølgende blev det klassiske orkester fra Mariinskij-teatret i Moskva fløjet ind for at spille en ’frihedskoncert’ fra amfiteatret, hvor Putin selv holdt tale live fra en videoforbindelse.

»Der er håb, ikke kun for genoplivningen af Palmyra som et kulturelt aktiv for hele menneskeheden, men for befrielsen af den moderne civilisation fra denne frygtelige sygdom af international terrorisme,« lød det dengang fra Vladimir Putin.

Putin var derudover tæt på den daværende generalsekretær i UNESCO, Irina Bokova, som han over flere omgange mødtes med og diskuterede beskyttelse af kulturarv i Syrien og Irak. Møderne skete som led i en større kampagne fra UNESCO og Bokova om at mobilisere verdenssamfundet for at beskytte kulturarv, og på et tidspunkt hvor hun var med i kapløbet om at blive FN’s næste generalsekretær.

»Så Putin ved godt, hvad han gør,« siger Frederik Rosén.

»Der foregår et spil lige nu, som handler om kommunikation og eftermæle – såvel som om måden, man ønsker at ramme Ukraine som nation.«

Kulturarv er et praj om militærmagter

Terne Thorsen er ph.d.-studerende på Københavns Universitet og forsker i moderne ikonoklasme – ødelæggelse af billeder og symboler, herunder kunst og kulturarv. Hun mener, at en del af krigsførelsen også kan være rettet mod Ukraine som kulturfællesskab. Derfor bør man holde særligt øje med, hvilke fortællinger der fra russisk side opstår omkring ukrainsk kulturarv, i takt med at krigen skrider frem.

»Det er vigtigt at følge både den materielle kulturarv på jorden og den retorik, der bruges om den. Putin har allerede sat spørgsmålstegn ved Ukraines nationale og kulturelle eksistensberettigelse, og derfor er det vigtigt at holde øje med, om han begynder at inddrage kulturarv i sit retoriske forsøg på at undergrave og udslette den ukrainske kultur,« siger Terne Thorsen

Ifølge Terne Thorsen vil de, der ødelægger kulturgenstande, som regel forsøge at retfærdiggøre eller undskylde deres handlinger. Retfærdiggørelserne kan ske med henvisning til religiøse eller ideologiske principper, som man har set Islamisk Stat eller Taleban gøre det, eller undskyldninger såsom, at et givent kultursted havde en militær funktion eller blev ramt ved et uheld.

Som udgangspunkt vil der dog altid være et forsøg på at forklare ødelæggelsen. Hvis ikke, er der grund til at være bekymret.

»Hvis først man begynder helt ublu at udrydde kulturarv uden at gemme sig bag undskyldninger, så er de næste skridt ofte meget ubehagelige,« siger Terne Thorsen.

Ruslands behandling af ukrainsk kulturarv kan derfor fungere som en indikator for, hvordan landet som invaderende militærmagt vil opføre sig, fortæller Terne Thorsen.

»Vil du køre et terrorregime, hvor du ødelægger alt, eller finder du på andre undskyldninger? Hvis du bomber en kirke, var det så et uheld, fordi der befandt sig oprørsstyrker, eller er det, fordi du ikke anerkender den anden parts kulturarv? Det siger noget om, hvilken form for krigsførelse du vil benytte dig af.«

Men selv om det at ødelægge kulturarv kan være en del af en strategi, der underminerer modpartens historie og identitet, er det samtidig en meget risikabel strategi at følge, mener Terne Thorsen. Bevidst ødelæggelse af kulturarv udgør nemlig ifølge Haag-konventionen en krigsforbrydelse, og derfor kan en sådan taktik hurtigt få utilsigtede konsekvenser.

En lignende pointe har Frederik Rosén også. Han peger på, at Rusland ved at ødelægge ukrainsk kulturarv begår mulige krigsforbrydelser, men samtidig også giver Ukraine ammunition til deres strategiske kommunikation, hvor russerne kan frames som primitive og barbariske i deres krigsførelse.

»Der hersker den dybtliggende fortælling om den vestlige civilisation, at vi har nået et udviklingsstadium, hvor vi er så dannede, at vi ikke ødelægger kulturgenstande, som har en værdi. Der bliver trukket en distinktion mellem det barbariske og det civiliserede,« siger Frederik Rosén.

Og det er den fortælling, Ukraine kan bruge til at lægge endnu et lag til udskamningen af Putin:

»En ting er, at han slår civile ihjel og bomber hospitaler, men han er ikke kun brutal, han er også primitiv og barbarisk, når han ødelægger kulturværdier. Intentionerne bag lugter af folkedrab. Den fortælling fungerer som strategisk kommunikation, også fordi den kan mobilisere et andet stærkt internationalt fællesskab: kultursektoren ude i verden.«

Online redningsaktion i gang

Et eksempel på et sådant fællesskab, er frivillignetværket SUCHO (Save Ukrainian Cultural Heritage Online). Her har kulturinteresserede fra hele verden mobiliseret sig for at redde onlinedelen af Ukraines kulturarv.

Helt konkret gør de frivillige det, at de downloader og genuploader alle kulturrelaterede hjemmesider i Ukraine. De backups, netværket laver, fungerer på den måde som en ekstra forsikringsmekanisme, hvis en hjemmeside skulle gå ned eller forsvinde helt.

Og det er faktisk vigtigere, end man skulle tro, fortæller en af koordinatorerne i netværket, Anna Kijas, fra Massachusetts i USA. For hvis kulturgenstande bliver ødelagt på jorden i Ukraine, er der kun digitale spor tilbage som bevis på, at de har eksisteret.

»Lige nu handler det om hastighed, for hver dag bliver servere ødelagt og hjemmesider går ned. Mange institutioner har ikke backup på deres hjemmesider, så hvis en server, der står i Kyiv bliver ramt af bombninger, risikerer indholdet at gå tabt for evigt. Og folkene på jorden har ikke ressourcerne lige nu til at gøre, det vi gør,« siger hun.

Anna Kijas fortæller, at hun ikke kunne sidde på sidelinjen og se invasionen udspille sig uden at gøre noget. Særligt fordi Rusland ifølge hende tidligere bevidst ødelagde kultur som del af Krim-invasionen i 2014 – og dengang nåede man ikke at redde alle digitale spor.

»Jeg er selv bibliotekar, så kulturarv og bevaringen af kultur betyder en hel del for mig. Og så kommer jeg fra en familie af indvandrere fra Polen, som har prøvet at leve under totalitære regimer, og hvortil ukrainere lige nu flygter. Så for mig er der også et personligt aspekt.«

Ukrainsk kulturarv i Danmark

En del af den ukrainske kulturarv har allerede fundet vej ud af landet, og noget af den befinder sig faktisk i Danmark. Moesgaard Museum ved Aarhus kører i øjeblikket udstillingen Vikinger i Øst, der formidler historien om vikingernes rejser og bosættelser mod øst med mere end tusind fund fra Ukraine.

Ifølge Mads Holst, direktør på Moesgaard Museum, har museet generelt den holdning, at man ikke er aktivistisk eller opdragende i sin formidling. Men det har situationen i Ukraine ændret på. For museet har ikke lyst til, at fundene bliver en del af en russisk strategi om at overtage ukrainsk kulturarv, fortæller Mads Holst.

»Der er ingen tvivl om, at historien, som kulturarven tager op, på mange måder er en oprindelseshistorie, både på ukrainsk og russisk side, som også indgår som en legitimering af konflikten. Og der kommer det jo til at spille en rolle, hvad vi i Danmark, men også internationalt, anser som den legitime fortælling,« siger Mads Holst.

»Vi har taget klar stilling til konflikten og mener, at der er tale om et helt uacceptabelt overgreb på Ukraine. Det smitter selvfølgelig også af på, at vi har en holdning til, at de her genstande hører til i Ukraine og skal være en del af Ukraines arbejde med at opbygge en selvstændig, historisk identitet.«

Skulle det dog ske, at Rusland lykkes med at besætte Ukraine eller at indsætte en marionetregering, vil museet dog blive hevet ind i et større politisk spil, hvor man ikke nødvendigvis selv styrer ens handlerum, siger Mads Holst.

Han henviser til en sag fra 2014, hvor en række kulturgenstande fra Krimhalvøen, der netop var blevet invaderet af Rusland, befandt sig i Amsterdam. Det førte til et længere juridisk tovtrækkeri mellem Rusland og Ukraine med museet i midten, hvor begge lande gjorde krav på genstandene. Først i 2021 blev sagen afgjort, da de hollandske domstole besluttede, at genstandene tilhørte Ukraine.

Foreløbigt kan Moesgaard Museum dog beholde genstandene. Også fordi det ville være imod Haag-konventionen fra 1954 at sende dem tilbage til en aktiv krigszone.

»Lviv lever«

Tilbage i Lviv og Ukraine er stemningen, hvis man skal tro Roman Metelskij, leder af Center for Redning af Kulturarv, fortsat forholdsvis rolig. På trods af at krigen er rykket nærmere, og at udkanten af byen den 27. marts blev ramt af bomber, kommer han ikke til at tage af sted derfra, fortæller han i en e-mail.

»Lviv lever, og der er ingen panik. Vi prøver endda at holde kulturarrangementer, men på steder, hvor der er beskyttelsesrum.«

Og den slags modreaktioner på krigen ser man ikke kun i Lviv, men på tværs af hele Ukraine.

Fra Kyiv, hvor der var koncert med byens klassiske orkester på Majdan-pladsen i midten af marts, eller Kharkiv, som har været under russisk beskydning siden krigens begyndelse, hvor der den 26. marts var klassisk koncert fra en af byens metrostationer. 

En dato, der i øvrigt markerer starten på byens årlige musikfestival. I fredstid. Og som en dag vil gøre det igen.