Andrej Kurkov: »Jeg ser ikke nogen mulighed for fred, mens Putin er i live«

Andrej Kurkov ser ikke fjernsyn, men der er alligevel en særlig begivenhed, han drømmer om at se: Putins begravelse.

»Jeg vil tænde tv’et, når det sker,« siger han.

Vi sidder i hans forlæggers lejlighed ved Sankt Jørgens Sø i København, hvor den ukrainske forfatter bor i disse dage. Bor er måske så meget sagt, da de to næsten ikke har været hjemme. Andrej Kurkovs korte besøg i landet har været hektisk. Tidligere på ugen var han i Aalborg. Han har haft en lang række aftaler med forskellige medier – radio, tv, aviser.

Det er et travlt program. Men Andrej Kurkov lader til at trives i det. Som forfatter mener han, at det er hans pligt.

»Hvis man skriver bøger, bør man også præsentere dem,« siger han.

Andrej Kurkov er ikke hvem som helst. Han er en af Ukraines største nulevende forfattere. Hans bøger er oversat til 37 sprog og udkommer i 65 lande. Han er også en flittig kommentator i medierne, både ukrainske og internationale, og det forstår man, når man møder ham.

Han er energisk. Han taler hurtigt, mens han gestikulerer med armene. Hans engelsk er fremragende – hans kone er britisk, og hans børn har britiske pas.

»I virkeligheden er jeg den eneste ukrainer i familien,« siger han og griner.

Modstand

Andrej Kurkovs ophold i Danmark er et led i en længere rejse. På mandag flyver han til Detroit. Så New York, Washington, D.C., og Frankrig, inden han tager tilbage til Ukraine.

Tilbage til Ukraine?

»Ja, for jeg har aldrig ønsket at bo uden for Ukraine. Heller ikke nu. Jeg håber, at Ukraine vinder krigen, for jeg ønsker ikke at blive udlænding,« siger han.

Andrej Kurkov kender flere forfattere, der er immigreret. Ingen af dem er glade, siger han. De har svært ved at skrive. Han er selv bange for at blive løsrevet fra sit land. At blive ved med at leve i Ukraine er en form for modstand, forklarer han.

»At forsøge at leve et normalt liv i krigstid er en måde at udvise trods. For hvis krigen tvinger dig til at ændre din adfærd og dine vaner, betyder det, at du er bange, og så har du allerede tabt psykologisk mod fjenden. Jeg forstår de mennesker, der vender tilbage til Kyiv i disse dage. Det er stadig farligt, og det vil formentlig blive endnu farligere i de kommende dage. Men de viser deres modstand. De tror på, at Ukraine vil forblive uafhængigt og forsvare sig selv mod den russiske aggression.«

De mennesker, der er flygtet, er mest kvinder og børn. Mange gamle bor stadig i de områder, hvor der bliver kæmpet. De nægter at rejse. Ifølge Andrej Kurkov er det hverken, fordi de er for skrøbelige eller for svage til at tage afsted, men fordi de ønsker at blive begravet der, hvor de har levet hele deres liv.

»De vil være i det hus, som var deres hus hele livet. De flygter ikke – også fordi de forstår, at de ikke har en fremtid på grund af deres alder.«

Når man bor midt i en krig, må man finde nye måder at leve og holde sig i sikkerhed på. Andrej Kurkov viser mig en app, som de fleste ukrainere – også de ældre – siden krigens begyndelse har downloadet. Den giver signal, når der er luftangreb, og fortæller, hvornår man skal søge i beskyttelsesrum. Han fedter lidt med telefonen, mens han forklarer.

»Når russerne skyder med missiler, går en sirene i gang. Lige nu kan vi ikke høre noget. Men hvis jeg for eksempel ændrer lokation til Donbas, vil der formentlig være advarsler,« siger han og ændrer vores lokation.

Nogle store kyrilliske bogstaver lyser pludselig op på displayet foran os. Han oversætter: »Gå til nærmeste beskyttelsesrum.«

Det er foruroligende. Men det er efterhånden blevet hverdag, fortæller han. Mange steder reagerer folk ikke længere, når sirenen lyder.

»De hører det og tænker, at eksplosionerne nok ikke rammer dem.«

Sådan har mange mistet livet. Andrej Kurkov kalder det en form for »russisk roulette«.

Det er en bemærkning, der er karakteristisk for forfatteren. Den er svær at grine ad, men man kan heller ikke lade være med at trække på smilebåndet over en så ukuelig humor. For Kurkov er det vigtigt, at man fortsat kan finde noget at smile ad, selv i de mørkeste omstændigheder.

»Da krigen begyndte, kunne jeg hverken grine eller smile i to uger. Da jeg var i London, og jeg talte om situationen i Ukraine, nævnte jeg Putin, og jeg fik pludselig lyst til at lave en joke om ham. Jeg begyndte at joke igen.«

– Hvorfor?

»Humor er en måde at vise, at man ikke er fatalist. At man ikke er villig til at dø. Det er vigtigt at holde humoren i live, selv i de værste situationer.«

Grå zone

Bemærkningen er ikke kun karakteristisk for Andrej Kurkovs personlighed, der både er varm, spøgefuld og dybt alvorlig. Også forfatterskabet afspejler det træk, og det er fuld af absurde scener og sort humor.

Særligt hans romaner er mørke og ofte surrealistiske skildringer af et postsovjetisk Ukraine på den totale ødelæggelses rand. Flere af bøgerne handler om ensomme mennesker, der har svært ved at navigere i en virkelighed, der er lige så kompleks og uigennemtrængelig, som den er dyster.

Men hans bøger er også sjove. Hans internationale gennembrud, romanen Døden og en pingvin fra 1996, handler om den fattige forfatter Viktor, der bor alene med sit kæledyr, en pingvin ved navn Misha, som han fik af byens zoologiske have, der ikke længere havde råd til at fodre den.

For at forsørge sig selv og Misha tager Viktor et job som journalist på en avis, hvor han bliver sat til at skrive nekrologer om levende mennesker. Historien tager imidlertid en drejning, da personerne han har skrevet om pludselig begynder at dø. Snart bliver Viktor viklet ind i noget, han ikke har kontrol over.

Romanen Grå bier er endnu mørkere. Den handler om biavleren og invalidepensionisten Sergej, der bor i en lille landsby i det østlige Ukraine nær en bakke gennemhullet af skyttegrave og underjordiske bivuakker.

Det er vigtigt at holde humoren i live, selv i de værste situationer, siger Andrej Kurkov og fortæller, at han var ude af stand til at grine eller smile de første uger af krigen.

Anders Rye Skjoldjensen

Landsbyen er en grå zone mellem de to fronter af proukrainere og russiske separatister, der deler Donbas i to. Hvor alle landsbyens mænd for længst har valgt side og nu bekriger hinanden, insisterer Sergej dog på sin ret til at være ligeglad. Han er mere optaget af sine bier end af sig selv og flygter kun til Krim, fordi bierne skal indsamle honning i et landskab uden krig.

Ifølge Andrej Kurkov er Sergej en arketypisk beboer i Donbas.

»Han er mere positiv end negativ, en almindelig, uuddannet mand, som vil overleve, som elsker sin region, sin by, sit hus, sine bier. På en måde er han selv en bi, for når du ser på et bistade, kan du ikke skelne de enkelte bier fra hinanden. De har ikke personligheder, og de arbejder alle sammen sammen. I Donbas prøver folk at undgå at have personligheder, fordi det er noget, der gør dem forskellige fra hinanden.«

Andrej Kurkov forklarer, at Donbas i tiden efter Sovjetunionens fald først blev ledet af kommunister og siden af den lokale mafia. Ifølge ham minder det hierarkiske system i området om det, man ser i militæret eller i et fængsel.

»Hvis man er anderledes, bliver man straffet, og man bliver straffet med vold. I Donbas er der en lang historie med fysisk vold mod mennesker, man ikke bryder sig om.«

Selv om Sergej ikke ønsker at skille sig ud, bliver han i løbet af romanen nødt til at konfrontere nogle dilemmaer, som tvinger ham til at træde i karakter – som da han går til politiet for at finde ud af, hvad der er sket med hans forsvundne ven, selv om det kunne medføre, at han blev arresteret.

»Sergej ændrer sig på grund af krigen. Man kan ignorere politik, men ikke krig. Og krig er en grusom udgave af politik. Hvis krigen kommer til dit hus, banker den ikke på døren og spørger, om den må komme ind. Den braser gennem døren, smadrer halvdelen af dit hus og tvinger dig til at beslutte, om du skal flygte, søge i skjul eller hjælpe dem, der er såret. I romanen tvinger krigen Sergej til at tage beslutninger, han ikke ville have truffet, hvis der ikke var krig.«

Den grå zone er selvfølgelig et konkret sted i romanen. Men det er også en tilstand, Sergej lever i, fanget som han er mellem to fronter i en kamp, han hverken forstår eller ønsker at forstå. Og ifølge Kurkov er der mange mennesker i Ukraine, der lever i sådan en grå zone netop nu.

»Der er en stor grå zone, som findes i hovedet på de mennesker, der er kontrolleret af kræfter udefra, og som hverken er interesseret i deres lands historie, regler eller kultur. For dem handler det primært om den daglige fysiske overlevelse, at være i live og at arbejde og være sund fra morgen til aften.«

Ifølge Andrej Kurkov er der mange steder i Ukraine, hvor folk ikke tænker på deres lands fremtid. De forventer kun en pensionsopsparing, et sundhedsvæsen og en række sociale ydelser. De stemmer hver fjerde eller femte år og tager gerne imod bestikkelse fra politikere, fordi de er ligeglade med, hvem der sidder ved magten.

»De stoler alligevel ikke på politikere, så de kan lige så godt få fem liter solsikkeolie for at afgive deres stemme«, som han siger.

Jeg kan ikke lade være med at føle mig skyldig, når Putin siger, at han vil befri russerne fra Ukraine: Jeg har aldrig bedt om at blive befriet, siger Andrej Kurkov, der er født af russiske forældre og har russisk som modersmål.

Anders Rye Skjoldjensen

Andrej Kurkov mener derfor, at krigen også er et resultat af mange år med denne tendens.

»Det er ikke Donbas-befolkningens skyld. Det er også de ukrainske politikeres skyld, fordi de ikke har formået at engagere ukrainerne mere i politik. I Ukraine er det ikke altid en kamp mellem ideologier og ideer under valgperioden. Det er lige så meget et spørgsmål om personligheder og penge.«

En anarkistisk historie

Andrej Kurkov er født i Sankt Petersborg af russiske forældre. Familien flyttede til Ukraine, da han var spæd. Han skriver stadig på russisk og har ikke tænkt sig at ændre på det.

»Russisk er mit modersmål. Jeg mestrer det bedre end noget andet sprog. Og det er ikke kun mig. Mellem 10 og 15 millioner ukrainere har det på samme måde. At Putin har gjort det russiske sprog til et våben er selvfølgelig rystende. Jeg kan ikke lade være med at føle mig skyldig, når han siger, at han vil befri russerne fra Ukraine. Men jeg har aldrig bedt om at blive befriet. I modsætning til russerne har jeg levet i 33 år uden censur og politisk kontrol takket være Ukraine.«

Ifølge Andrej Kurkov er ideen om, at russerne skulle komme med deres regler og regime det mest forfærdelige, der kunne ske for enhver ukrainer. Men han tror ikke på, at det vil lykkes Putin at opnå fuld kontrol over landet. Ukrainerne er nemlig anarkister af natur.

Andrej Kurkov forklarer, at da Sovjetunionen kollapsede, forsvandt det sovjetiske liv også. De ældre generationer var forvirrede. De vidste ikke, hvad der skulle ske, nu hvor landet var væk. Og i krisetider søger nationer ofte ubevidst tilbage til tidligere tiders politiske strukturer.

»Det betød, at russerne, da Sovjetunionen forsvandt, i deres hoveder gik tilbage til Det Russiske Kejserrige, mens ukrainerne gik tilbage til kosaktiden.«

Kosakkerne var et nomadisk rytterfolk, der levede på de ukrainske stepper fra middelalderen og frem til 1800-tallet, hvor de blev underlagt det russiske zarstyre. De havde deres storhedstid i 1600-tallet, hvor de oprettede uafhængige stater uden faste grænser, fordi grænserne, som Kurkov formulerer det, var frontlinjer. De valgte selv deres ataman, deres leder, en titel der formelt blev afskaffet under Katarina den Store. De havde også domstole. Det var et organiseret anarki, som Kurkov kalder det, og det har haft stor betydning for den ukrainske selvforståelse efter sovjettiden.

»Ukrainerne indså, at de er frie, og at denne frihed kom fra deres egen historie. Og derfor begyndte de at oprette politiske partier.«

I Ukraine findes der i dag mere end 400 politiske partier, men der er hverken et konservativt eller liberalt parti i klassisk forstand. Ifølge Andrej Kurkov skyldes det, at hver ukrainer har sin egen idé om, hvordan landet bør se ud.

»I Rusland er der 140 millioner mennesker, der alle har den samme forestilling om et Storrusland. I Ukraine findes der derimod 40 millioner forskellige udgaver af landet i hovedet på hver eneste borger, fordi hver eneste person tror, at han eller hun ved, hvad der bør ske med Ukraine.«

– Så individualismen er indlejret i den ukrainske mentalitet?

»Ja, for hver eneste kosak var forskellig. Og det var ikke let for de ukrainske kosakker at give ordrer til andre kosakker, fordi ingen anså sig selv for at være soldater. De sagde: Vi er frie kosakker, vi kæmper, når vi vil, og vi lader være med at kæmpe, når vi ikke vil.«

Zelenskyj

Når man snakker om Ukraines politiske historie, er det svært ikke at spørge ind til Zelenskyj. Før krigen var han så godt som ukendt uden for Ukraine. I dag er han det store symbol på ukrainernes modstandskamp.

Andrej Kurkov har tidligere været kritisk over for Zelenskyj. Han bryder sig ikke om de tv-programmer, der har gjort ham kendt i Ukraine.

»Det er meget dårlig humor«, siger han og spørger, om jeg kender den engelske komiker Benny Hill, der særligt i 1970’erne var kendt for sin slapstickhumor med overdreven mimik og lavkomiske, ofte seksuelle temaer.

»Det minder ret meget om det,« siger han opgivende, inden han uddyber nogle af sine forbehold: »Zelenskyj er en mand fra showbusiness. Og han tog sine venner og kolleger fra showbusiness med sig, da han blev valgt. Hans administrationschef er tv-producer. Han erstattede professionelle med amatører. Men da han blev valgt, var jeg stadig åben over for, at disse amatører kunne blive professionelle, og at de, modsat tidligere ledere, ville være ærlige.«

Kurkov har ikke helt ændret mening om Zelenskyj. Men han er imponeret over, hvordan han har håndteret krigen.

»Han gør et godt arbejde nu. Han spiller omsider en dramatisk rolle efter i hele sit liv kun at have spillet komiske roller. Hele hans liv har han været vant til, at hans eneste opgave har været at få folk til at grine. Nu står der respekt om ham. Og jeg tror, han forstår, at respekt og anseelse er vigtigere end den umiddelbare respons fra mennesker, der griner.«

Selv om Andrej Kurkov har fået mere respekt for Zelenskyj, holder han dog fast på, at han vil se, hvordan han håndterer embedet efter krigen.

»Så vil det være tydeligt, om krigen rent faktisk har ændret ham, eller om han bare spillede en rolle.«

Fremtiden

I disse dage taler man om muligheden for, at et vendepunkt snart kunne indtræffe i krigen. Den 9. maj markerede den sovjetiske sejr i Anden Verdenskrig, og mange spekulerer i, om invasionens deadline efterhånden er overskredet.

Hvad er Andrej Kurkovs eget håb for fremtiden?

Ja, han drømmer om at se Putins begravelse. Og måske er det ikke et helt urealistisk ønske.

I de seneste uger har det i hvert fald svirret med rygter om, at den russiske præsident både skulle lide af fremskreden kræft og Parkinsons sygdom. Påstanden er blevet afvist af den russiske regering. Men Kurkov tror på det.

»Putin er gammel og skrøbelig. Jeg tror, han startede krigen, fordi han ved, at han ikke har lang tid igen. Han ønsker at blive husket som en mand, der gjorde Rusland stort igen. Og for at gøre det, må man besætte Ukraine, fordi det er det historiske centrum for Moskvariget.«

Ifølge Andrej Kurkov ville en naturlig død for Putin være den bedst mulige løsning på krigen. Og måske er det også den eneste. For hvis krigen bliver sat på pause, mens Putin stadig er i live, vil det være fordi, en fredstraktat bliver underskrevet – en fredstraktat, som vil tvinge Ukraine til at acceptere kompromiser og afstå territorium. Hvilket vil betyde, at Rusland vil angribe igen, og at der vil komme en ny krig.

»Putins Rusland vil ikke stoppe, før Ukraine er fuldstændig under russisk kontrol. Men hvis Putin ikke er præsident, bliver det op til nogle andre at afgøre, om det er for dyrt at føre krig. Det er især oligarkerne, der lider, fordi de hverken kan tage til deres villaer i Paris og London, bruge deres yachter eller åbne bankkontoer med alle deres milliarder af stjålne penge i schweiziske banker.«

Hvis Putin dør, bliver det ifølge Andrej Kurkov interessant at se, hvem der vil tage kontrol over Rusland. Han er dog ikke i tvivl om, at der vil opstå krig i Kreml.

»Måske er der allerede krig nu. Der er oligarkerne, generalerne og efterretningstjenesten. Hvis oligarkerne formår at tage kontrol og indsætte en præsident, vil krigen blive stoppet, og så vil Rusland måske fjerne deres tropper fra ukrainsk territorium. For oligarkerne elsker penge mere, end de elsker deres stolthed over Rusland.«

Andrej Kurkov er dog forbeholden, når det kommer til den umiddelbare fremtid:

»Jeg ser ikke nogen mulighed for fred, mens Putin er i live.«

Pludselig bipper telefonen. En klokke dingler tre gange efterfulgt af en kvindelig stemme, der siger en sætning på ukrainsk. Hun gentager den igen og igen i et roligt toneleje.

Andrej Kurkov tager sin telefon op. Han slukker for den, inden han lægger den tilbage på bordet.

»Luftangrebet er forbi,« siger han.