Hvad skal vi med film i biografen, når vi har streamingtjenester?

På filmfestivalen i Cannes sidste år talte jeg med den britiske filmproducent Jeremy Thomas, der gennem snart 50 år har begavet filmelskere verden over med værker, der går imod strømmen – nogle gange har de endda skabt deres egen strøm – og de er en solid modgift mod alle de mainstreamfilm, især amerikanske, som biograferne er fulde af.

»Det er noget værre vrøvl. Det er en sensationshistorie,« sagde han, da jeg spurgte, om filmkunsten og biografoplevelsen var i fare. I 2021 vendte den franske filmfestival, verdens vigtigste, tilbage efter et ufrivilligt sabbatår på grund af pandemien, og der blev i krogene hvisket om, at filmen var om ikke død så i hvert fald i respirator på grund af fremadstormende streamingtjenester og en voldsom interesse for seriel underholdning i stedet for film.

Men, slog Jeremy Thomas fast: »Filmkunsten er stadig i sin vorden. Den er kun 120 år gammel. Den visuelle fortælling er kun lige kommet i gang. De prøver på at slå os ihjel, men det vil aldrig lykkes dem.«

Filmfestivalen i Cannes bød da på også mange virkeligt stærke film i 2021, deriblandt Sean Bakers Red Rocket, der har dansk premiere om lidt, Julia Ducournaus palmevinder, Titane, Leos Carax’ Annette og Joachim Triers Verdens værste menneske, som inden længe også kan opleves i danske biografer. Og jeg var egentlig ganske optimistisk på filmkunstens vegne, da jeg rejste hjem igen – muligvis fordi jeg stadig havde Jeremy Thomas’ besværgende ord i hovedet.

Overvældende meget indhold

Men så blev verden ramt af endnu en nedlukning, streamingtjenesterne – som der kun bliver flere af hele tiden – fik endnu mere vind i sejlene. Verden blev oversvømmet af serier og film produceret af og til streamingtjenesterne, ligesom mange store biograffilm produceret af blandt andre Warner Bros. og Disney endte med slet ikke at komme i biograferne, men direkte ud som streaming.

Det er overvældende, så meget nyt indhold, især serier, som Netflix, HBO Max, Apple TV+, Viaplay og Disney+ sprøjter ud hver måned, og det bliver sværere og sværere at holde styr på, hvad der egentlig kommer, og hvad man bør skrive om. Som film- og tv-redaktør på Information bruger jeg efterhånden mere tid på at se serier, end jeg bruger på at se film. Det samme gør sig nok gældende for størstedelen af den medieforbrugende offentlighed. Det er så meget nemmere – og billigere – at se en serie end at gå i biografen og se en film.

Som den britiske filmkritiker, journalist og programlægger på Red Sea International Film Festival Kaleem Aftab siger, da jeg ringer til ham i London: »Når man ikke synes, at man betaler for noget, fordi man abonnerer på det, er man mere inklineret til at se det. Især lige nu, hvor alle i Europa oplever, at leveomkostningerne stiger. Valget mellem at se noget, man allerede har betalt 10 euro for versus noget, man skal betale 10 euro mere for, er reelt ikke et valg for mange mennesker.«

Bekymrende dommedagsord

I dag begynder den 75. udgave af filmfestivalen i Cannes, og jeg må erkende, at den optimisme, jeg havde med mig hjem sidste år, så småt er forduftet igen. Hovedkonkurrencen ser bestemt lovende ud med nye film fra auteurer som svenske Ruben Östlund, dansk-iranske Ali Abbasi, amerikanske Kelly Reichardt, canadiske David Cronenberg, de belgiske Dardenne-brødre, sydkoreanske Park Chan-wook og franske Claire Denis, og jeg glæder mig meget.

Alligevel bliver der sagt og skrevet så mange dommedagsagtige ord om filmkunsten og biografoplevelsen, at følelsen af undergang kan være svær at ryste af sig for en følsom cineast som mig.

Det gælder ikke Ruben Östlund. Den svenske filmskaber vandt Guldpalmen i Cannes i 2017 for The Square og er i år tilbage på Croisetten med endnu en bidsk og morsom samfundssatire, Triangle of Sadness. Da jeg ringer til ham for at stille det samme spørgsmål, som jeg for et år siden stillede til Jeremy Thomas, svarer han: »Jeg synes, at jeg har set nogle af de bedste film længe det seneste stykke tid. Kvaliteten af spillefilm er høj. Leos Carax er en af de bedste instruktører i verden lige nu, og Annette er en af de stærkeste visuelle oplevelser, jeg har haft meget længe. Og billederne er jo en stor del af filmkunsten. Jeg synes ikke, at danskerne har lavet noget interessant længe. Men jeg synes, at filmkunsten har det godt.«

Filmkunsten og biografen altid truet

Ruben Östlund erkender, at streamingtjenesterne kommer til at æde en stor del af det potentielle publikum – det har de allerede gjort – men, understreger han også: »De, der er interesseret i film, kommer altid til at se film. De finder filmene, og de film får et publikum.«

Det er Kaleem Aftab enig med ham i. Historisk set har biografoplevelsen altid været truet – først af tv, så af videomaskinen og dvd- og -Blu-rayafspilleren og nu af streamingtjenester.

»Men biograffilmen eksisterer stadig og er, i hvert fald for mig, det bedste kulturelle massemedium, som alle stadig ser og taler om,« siger han.

»For mig vil biograffilmen blive ved med at eksistere på samme måde, som opera stadig eksisterer, og som bøger og teater stadig eksisterer. Da filmmediet kom til, troede man, at det ville slå teatret ihjel. Det skete heller ikke.«

Det ændrer dog ikke ved, at filmen og biografen har brug for at blive brandet på en måde, så begge dele bliver ved med at være relevante og interessante for folk. Og det skyldes ikke kun pandemien, mener Aftab.

»Filmverdenen er også blevet ramt af #MeToo-bevægelsen og Black Lives Matter, og der stilles spørgsmål til filmkunstens status som et monolitisk rum, der har forstærket patriarkatet. Det rum bliver udviklet og omdefineret lige nu.«

Det unikke ved biografen

For Ruben Östlund handler det om at fokusere på det, som biografoplevelsen kan give mennesker, som streaming ikke kan.

»Hvis ikke man forstår, at det unikke ved biograferne og filmen er, at publikum ser på det samme i det samme rum, og hvis ikke man forstår, at det er den del af oplevelsen, man skal pushe, ja, så kommer man til at tabe kampen til streamingtjenesterne,« siger han.

»Men hvis man betragter biografen som et kulturelt og samfundsmæssigt anliggende, hvor vi sammen giver de billeder, vi ser, værdi, så bliver det et helt unikt rum. Alt det, vi forbruger foran skærmen, når vi dopaminscroller, kræver ikke, at vi reflekterer. I biografen er jeg nødt til at reflektere over det, jeg ser, fordi jeg sidder ved siden af et andet menneske, og det menneske kan bagefter spørge mig: ’Hvad synes du om det her?’ Det rum er mere unikt end nogensinde, fordi der ellers ikke længere findes et rum, hvor vi sidder sammen og ser det samme. Det eneste, vi ser sammen på tv i Sverige, er Melodi Grand Prix. Så samles familien. Ellers sidder vi med hver vores skærm.«

Folk skal synes, at det er fedt at gå i biografen sammen, se filmene og tale om dem bagefter, mener den svenske instruktør.

»Sådan tænker jeg, hver gang jeg laver en ny film. ’Nu skal publikum ud på en pissevild rejse, og når de kommer ud af biografen, skal de have så mange spørgsmål. Og når de taler om filmen, vil de være uenige.’ Det er underholdning,« siger han og beskriver sin nye film, Triangle of Sadness, så man får lyst til at se den: »Den beskæftiger sig med udseendet som kapital. Den begynder i modeverdenen, fortsætter på en luksusyacht og slutter på en øde ø.«

Den store lyd

Kaleem Aftab er enig i, at man får den bedste filmoplevelse i biografen. Det vigtigste for ham er dog ikke nødvendigvis det store lærred, men den store lyd. Den betyder, at han virkelig kan blive opslugt af filmen, og han fortæller, hvordan han, da han så sin første film efter pandemien, blev helt overrasket over, hvor fantastisk en oplevelse det var. Samtidig inkorporerer filmen som kunstart det bedste fra de andre kunstarter: Musik, teater, litteratur, og så er den demokratisk.

»Når jeg går i teatret, afhænger min oplevelse af, hvor rig jeg er, og hvilken plads jeg får. En biografbillet er billig sammenlignet med de andre kunstarter – selv entreen til et museum koster ofte mere end en biografbillet. Alle får lov til at se og tale om den samme film efter at have haft mere eller mindre den samme oplevelse. De bedste film vækker genklang og fortæller os vedkommende om samfundet og måden, vi lever på,« siger Aftab.

Som Ruben Östlund synes briten, at filmkunsten er lige så god i dag, som den altid har været. Men diskussionen om kvalitet er i sidste ende meningsløs. En anden og meget vigtigere diskussion er efter hans mening, at biografoplevelsen bliver dummere og dummere.

»Når man ser på, hvad der kan ses i biograferne, og hvad der bliver promoveret og på hvilken måde, så opdager man, at der ikke længere er plads til en bestemt slags oscarvindende kvalitetsfilm eller de store udenlandske film, der kan vinde Guldpalmen,« siger Aftab.

»De har ikke succes i biograferne, fordi publikum ikke længere synes, at det er stedet, man skal se den slags film. Det er ikke et spørgsmål om adgang. Det er ikke et spørgsmål om eksklusive vinduer.«

Mediernes skyld

Og det er alt sammen mediernes skyld. I hvert fald til dels, siger Kaleem Aftab.

»Der er sket en fordummelse af kulturen, som sammen med internettets stigende popularitet og et fokus på clickbait er resulteret i, at alt det, man mener vil interessere de såkaldte masser, bliver prioriteret frem for det mere kunstneriske indhold.«

Med internettet er opstået en ubegavet form for underholdningsjournalistik, der hovedsageligt fokuserer på at trække annoncører til.

»På internettet går man efter de største navne, og det er her, at Netflix på sin vis har succes,« siger Aftab.

»Ikke fordi det har et stort publikum – jeg mener ikke, at Netflix’ 200 millioner abonnenter ud af ni milliarder mennesker i verden er et kæmpestort publikum. Men når noget har premiere på Netflix, som for eksempel The Tinder Swindler eller The Queen’s Gambit, så bliver der i høj grad talt om det. Men hvor ofte kan vi sige, at en Netflix-originalfilm har kunnet draget fordel af at være på Netflix? Jeg tror, at svaret er: Meget mindre end vi tror, når vi taler om de store succeser som Roma og The Power of the Dog. De fik en særlig status, fordi de blev vist på filmfestivaler.«

Biograferne har det godt

Selv streamingtjenesterne har altså erkendt, at biograferne stadig er vigtige, og ikke mindst Netflix benytter sig af dem, når tjenesten gerne vil give en af sine egne film større kunstnerisk værdi og respektabilitet.

»Netflix er bedst til serier og dokumentarisk indhold,« siger Aftab.

»Men når de har brugt penge på kvalitetsfilm, har de også skubbet dem ud i biograferne. Det fortæller mig, at biograferne har det godt, og at de stadig er den bedste måde at opleve film på.«

Og det mærker man i høj grad på filmfestivaler som den i Cannes, hvor man insisterer på at fejre filmkunsten og hylde biografoplevelsen, selv om verden har forandret sig.

»De fleste mennesker, der som jeg elsker film, vil gerne se meget komplekse historier blive fortalt i filmform, og det er filmfestivaler fantastiske til at fokusere på,« siger Kaleem Aftab.

»Hvor har vi ellers mulighed for at tale om Ali Abbasi? Hvordan skulle Ruben Östlund ellers være blevet så vigtig og beundret en skikkelse? Det er umuligt at forestille sig. Pandemien og striden mellem biograferne og streamingtjenesterne har kun sat fokus på, hvor vigtige filmfestivaler er. For publikum er det efterhånden den eneste mulighed for at se en bestemt slags film i en biograf. Det kommercielle biografmarked ser ikke længere mod den slags film for at tjene penge, og for de kunstneriske film er filmfestivaler mere vigtige end nogensinde for at kunne skabe opmærksomhed hos publikum.«

Jeg vil ikke sige, at jeg danser hele vejen til Cannes, men efter at have talt med Ruben Östlund og Kaleem Aftab, er jeg en smule mere rolig. De næste små to uger vil vise, om det er berettiget. Og så lover jeg at (forsøge at) skrive både vidende og begavet om de film, jeg ser, her i avisen.

Den 75. udgave af filmfestivalen i Cannes begynder i dag, og Informations filmredaktør er naturligvis på pletten som sædvanlig. Følg med her i avisen og på information.dk