Filmfestivalen i Cannes er et godt udgangspunkt for politisk diskussion

CANNES – »Vi er altid nødt til at adskille Cannes’ kunstneriske kald fra de kollektive og politiske diskussioner, der foregår rundt om i verden‚« sagde den kunstneriske leder af filmfestivalen i Cannes, Thierry Frémaux, for et par uger siden til branchebladet Variety. Dermed understregede han den apolitiske linje, som filmfestivalen stort set har lagt fra begyndelsen – i modsætning til for eksempel filmfestivalen i Berlin, hvor man jagter det politiske – og som han selv har forfægtet siden sin første festival i 2001.

Men, fortsatte han: »Selvfølgelig kan man ofte se politiske begivenheder afspejlet i de film, vi viser i Cannes, fordi kunstnere laver film med sociale, politiske og miljømæssige tematikker.«

Det har man i høj grad kunnet se i de film, der er blevet vist hernede gennem de 22 år, jeg har gæstet festivalen: Terrorangrebet på USA den 11. september 2001, krigen i Irak og Afghanistan, finanskrisen, klima, fattigdom, racisme, seksuelle overgreb og misogyni. Og det er ganske tydeligt på årets udgave af festivalen, der har været mere åbenlyst politisk end sædvanligt – også fra officielt hold, hvilket skyldes krigen i Ukraine.

Zelenskyj på scenen

Allerede på forhånd bandlyste man officielle russiske delegationer fra festivalen og inviterede i stedet blandt andre systemkritikeren Kirill Serebrennikov, der ellers stadig sidder i husarrest i Rusland. Og midt under den officielle åbningsceremoni, der mestendels plejer at være en munter og festlig affære, tonede Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, frem på lærredet.

Zelenskyj talte om filmens ansvar for at tale diktatorer midt imod, og både den amerikanske skuespiller Forest Whitaker og hans franske kollega Vincent Lindon, der er præsident for årets konkurrencejury, talte om kunstnernes pligt til at sige fra, når noget ikke er, som det skal være.

»Bør vi bruge vores berømmelse, hvor begrænset den end er, til at tale højt og tydeligt for dem uden stemme?« sagde Lindon blandt meget andet i sin lange, passionerede tale.

Cannes som talerør

Det er en måde at bruge festivalen, der er verdens vigtigste, ikke mindst fordi den har så stor pressebevågenhed, som talerør og platform. Og det er i øvrigt noget, man hurtigere accepterer i Cannes end til oscaruddelingen, hvor man traditionelt helst ikke har villet have politik blandet med film.

En af de første dage på festivalen lykkedes det en kvindelig aktivist at tage det meste af tøjet af på den røde løber i protest mod de seksuelle overgreb, som russiske soldater i Ukraine begår.

»Stop med at voldtage os!« havde hun malet på sin nøgne overkrop.

Og et par dage senere til premieren på Ali Abbasis Holy Spider foldede en række sortklædte medlemmer af den feministiske gruppe Les Colleuses et stort banner ud på den røde løber, mens de holdt røgkastere op over deres hoveder. På banneret stod navnene på 129 kvinder, som er blevet slået ihjel af deres ægtefæller eller partnere.

Opgør med fremmedhad

Der er noget meget paradoksalt i at være til filmfestival i Cannes – i palmernes skygge på den solbeskinnede franske riviera – når der er krig i Europa, og mere end én gang er det sket for mig, at smilet er stivnet midt i en sjov film, eller at den gode mad har siddet fast i halsen, når man er kommet i tanke om de voldsomme begivenheder, der foregår ikke så langt herfra.

Det kom også den rumænske filminstruktør Cristian Mungiu ind på, da han for nogle dage siden var i Cannes for at præsentere sin seneste film, R.M.N., der er med i hovedkonkurrencen i år.

»Der er brug for en portion anstændighed her,« sagde Mungiu, der i 2007 vandt Guldpalmen i Cannes for abortdramaet 4 måneder, 3 uger og 2 dage, ifølge Screen Daily.

»Man kan ikke rigtig smile og grine højt og opføre sig, som om denne ting ikke foregår. Man er nødt til at sørge for at hjælpe dem (ukrainerne, red.) på den bedst mulige måde. Det er okay at afholde festivalen og lave branchearrangementer, hvis man samtidig sørger for, at man gør, hvad man kan for at hjælpe de mennesker, der kæmper.«

Flammeskrift mod xenofobi

Rumænerens nye film, R.M.N., er et flammeskrift mod xenofobi og foregår i en lille, tilsyneladende fredelig og harmonisk rumænsk landsby tæt på grænsen til Ungarn, hvor de lokale både taler rumænsk, ungarsk og tysk – og rejser udenbys for at finde bedre betalt arbejde end hjemme.

De vil dog ikke finde sig i gæstearbejdere fra Asien, når det lokale industribageri mangler medarbejdere, og det hele kulminerer i en diskussion i byens kirke, hvor fremmedhadet får frit løb: Vi har ikke noget imod dem, bare de bliver derhjemme, lyder det igen og igen.

Det er en diskussion, man godt kunne forestille sig foregå i et dansk medborgerhus, og som ikke ligefrem viser deltagerne fra deres bedste side, men som effektivt retter spotlyset mod et af verdens store problemer.

Tragisk dimension

Helt nærværende blev krigen i Ukraine på en af de første dage, hvor festivalen viste den litauiske instruktør Mantas Kvedaravicius’ Mariupolis 2. Filmen er optaget i tiden efter den russiske invasion af Ukraine og dokumenterer helt uden dikkedarer livet, som det former sig for de overlevende i den belejrede havneby Mariupol.

Kameraet er en flue på væggen, mens en gruppe mennesker, kvinder, mænd, børn og en enkelt hund, prøver at skabe sig en hverdag i en kirke i et sønderbombet kvarter, selv om de kan se og høre bomber og missiler regne ned over andre dele af byen.

Det er ikke en film, som umiddelbart gør meget væsen af sig, men den giver et fascinerende og oprørende indblik i, hvordan det er at leve med og under en krig. Og så blev der føjet yderligere en tragisk dimension til historien om Mariupolis 2, da instruktøren den 2. april blev arresteret og dræbt af russiske soldater, da han forsøgte at forlade Mariupol.

Livtag med islam

Svenske Tarik Saleh og dansk-iranske Ali Abbasi tager begge livtag med islam – eller måske nærmere den måde, islam som alle andre religioner, især den organiserede del, kan misbruges på af magtbegærlige, fanatiske og snæversynede mennesker.

Salehs spionagtige drama, Boy from Heaven, foregår på det indflydelsesrige al-Azhar-universitet i Kairo og handler om magtkampe mellem religiøse og sekulære kræfter, da chefimamen dør, og en ny skal indsættes. Landets regering vil have en imam, de kan styre, mens den religiøse verden vil have en mere radikalt tænkende leder.

Abbasis Holy Spider er en neonoir, der med udgangspunkt i virkelige begivenheder fortæller om en kvindelig journalists jagt på en seriemorder, som har myrdet 16 prostituerede kvinder, og om de vanskeligheder, hun møder i et mandsdomineret, stærkt religiøst samfund, hvor kvinder har få eller ingen rettigheder, og seriemorderens forbrydelser af nogle betragtes som Guds gerning. Det er et på én gang velformet og uhyggeligt værk, der bruger genrefilmen til at fortælle en vigtig og stærk historie.

Sociale problemer

»Jeg er ikke stor fan af seriemordere eller seriemorderfilm,« sagde Ali Abbasi til et pressemøde om sin film.

»Jeg boede i Iran på det tidspunkt. Jeg fulgte med i nyhederne ligesom alle andre. Det blev interessant for mig, da et bestemt segment af det iranske samfund begyndte at beskrive morderen som en uselvisk helt. Det var der, det kom til at handle om mere end en syg mand, der slog kvinder ihjel.«

Abbasi understregede selv, at hans film ikke som sådan var en kritik rettet mod den iranske regering, men at den forsøgte at fortælle sandheden om et samfund, der gennem 50 år er blevet præsenteret på en bestemt måde i andre iranske film.

»For mig er der ikke noget kontroversielt ved min film. Der er rigeligt med beviser på, at iranere dyrker sex. Der er beviser på prostitution i Iran, ligesom i alle andre store byer rundt omkring i verden,« sagde han og pegede på de sociale problemer, der var grunden til, at kvinderne, der blev dræbt, måtte sælge sig selv: »De levede alle i fattigdom. De blev gift, da de var 14. Havde fået to børn, da de var 23.«

Manglende politisk vilje

De to flygtninge, Tori og Lokita, udnyttes groft af narkohandlere i de belgiske instruktørbrødre Jean-Pierre og Luc Dardennes nye film, ’Tori et Lokita’, der har haft verdenspremiere i Cannes.

Filmfestivalen i Cannes

Også de belgiske Dardenne-brødre kæmper for de svageste i verden. Det har de stort set altid gjort, og de gør det med lige dele prunkløs indlevelse, varme, empati, humanisme og stille vrede over tingenes tilstand. Det er en af grundene til, at de allerede har fået to guldpalmer i Cannes, og det er også drivkraften i deres nye film, Tori et Lokita, som handler om to afrikanske flygtninge, drengen Tori og den lille pige/kvinde Lokita, der forsøger at få opholdstilladelse i Belgien.

Det er dog ikke spor nemt, når myndighederne ikke vil tro på, at de to er søskende, når den ’kirke’, der har hjulpet dem til Belgien, vil have penge, når der skal sendes penge hjem til familien, og når hvide, belgiske narkohandlere udnytter de to flygtninge og deres desperation til at få dem til at arbejde billigt for sig.

Sammen med Ruben Östlunds noget mere kulørte og muntre, men ikke mindre vrede Triangle of Sadness, der foregår blandt de superrige, får Jean-Pierre og Luc Dardenne med få midler sagt meget om den ulighed, der præger verden, og den manglende forståelse og generøsitet, ikke mindst hvad angår europæisk flygtningepolitik, der præger verden lige nu.

Den amerikanske filmkritiker Roger Ebert sagde engang, at film er en empatimaskine, der kan sætte én i andre menneskers sted og give én en større forståelse af andre kulturer, erfaringer og måder at leve på. Det tror jeg, at han havde ret i, og derfor har årets udgave af filmfestivalen i Cannes også givet mig et unikt indblik i de mange problemer, mennesker i verden står over for, og som der desværre ikke altid er politisk vilje til at gøre noget ved.

’Boy from Heaven’, ’Holy Spider’ og ’Triangle of Sadness’ har alle dansk premiere senere på året.