Kunsthistoriker Niels Henriksen på Princeton University skulle til at sende sin ph.d. om Asger Jorn til tryk, da han fik en mail fra en ven i Danmark med nyheden om, at et af Asgers Jorns hovedværker var blevet vandaliseret på Asger Jorn Museet i Silkeborg. Den foruroligende ælling fra 1959 er et centralt værk i Asgers Jorns modifikationer af gamle malerier og er nu i konservatorernes hænder, efter Ibi-Pippi Orup Hedegaard fredag hældte lim på det og skrev sin signatur med tusch.
»Det lyder som en ikke særlig gennemtænkt joke, som kom med en rigtig høj prisseddel, for det er et absolut centralt værk. Når folk ude i verden hører, at jeg arbejder med Jorn, siger de, at de har et yndlingsværk, og så ved jeg hver gang, at det er Den foruroligende ælling. Det er et værk, som resonerer meget med folk, så det er virkelig synd,« siger Niels Henriksen.
Så lad os dykke ned i historien om værket, og hvad Jorn ville med sine modifikationer. I slutningen af 40’erne fik han tanken at male på mesterværker som Renoir, Manet og Raphael. »Det er for Jorn en provokation af hele ideen om den fine og klassiske kunst og at bringe det i kontakt med, hvad han kalder, det banale, det hverdagslige og folkelige. Han ville forene de to sfærer,« siger Henriksen.
Eftersom han ikke kunne få doneret de gamle mesterværker, gik han væk fra ideen, men genbesøgte den ti år senere, da han gik på loppemarkeder og købte ukendte værker, som han malede på.
En modifikation som Den foruroligende ælling, hvor en kunstner maler oven på en anden kunstners værk, var i 1959 ikke et nyt begreb. Mest berømt er den franske kunstner Marcel Duchamps modifikation af et postkort af Mona Lisa i 1919, som han malede overskæg på og underskrev med initialerne L.H.O.O.Q. Oplæst på fransk lyder det som ’hun har en varm røv’.
»Helt tilbage fra Duchamp, som brugte forvirrende og dobbeltsidige signaturer, handlede det ikke om at overtage et kunstværk eller tage æren for det, som jeg synes, Ibi-Pippi Orup Hedegaard gør,« siger Niels Henriksen. »Det er en fuldstændig misforståelse af ideen og en helt klichéagtigt forståelse af, hvad der foregår i Jorns modifikationer, som synes at være på spil i det, Ibi-Pippi Orup Hedegaard har lavet. Jeg ville ønske, at hun havde læst lidt på lektien, før hun gjorde det, for så kan det være, at hun havde lavet et andet værk, der var mere interessant.«
Ideen med modifikationer handlede ikke om at ødelægge, men recirkulere. I kataloget til udstillingen med Den foruroligende ælling skrev Jorn, at »maleriets yndlingsmad er maleri«. »Det handler ikke om at ødelægge kunsten, men at anerkende, at al form for kunstnerisk praksis bygger på en foregående praksis. Motiver, ideer og stilistiske elementer kommer altid et andet sted fra, og det handler om at anerkende det. Jorn ville væk fra hele ideen om den store originale gestus og kunstneren som en form for geni, der hiver det hele op af sit underbevidste. Han ville tage fokus væk fra personen og overføre det på en kulturel proces. Det er det første, som Ibi-Pippi Orup Hedegaard misforstår, når hun påstår, at Den foruroligende ælling nu er et Ibi-Pippi-værk, fordi hun har gensigneret og limet et billede af sig selv på,« siger Niels Henriksen.
– Hvordan blev ’Den foruroligende ælling’ modtaget i 1959?
»Det var en delt modtagelse. Den første serie af modifikationer, som Jorn malede, blev godt modtaget af de revolutionære teoretikere i situationistbevægelsen, som var hans venner. De syntes, det var en god en illustration af, hvad de ville med deres bevægelse i forhold til at have en radikal social forandring, der var baseret på en omfortolkning af en bred vifte af kulturelle udtryk. Men der var ikke nogen, der købte dem. Galleristen var ikke vild med modifikationerne, og han kunne ikke sælge dem.«
– Er værket blevet mere interessant efter vandaliseringen?
»Det synes jeg ikke. Jorn gjorde et oprindeligt værk, som er et ret kedeligt maleri af en skovsø, meget mere interessant, men jeg synes ikke, Ibi-Pippi Orup Hedegaard har lagt noget til det. Det ærgrer mig i forhold til, hvad det kommer til at koste, hvis maleriet ikke kan reddes.«
Et monument til ære for det dårlige maleri
Museumsinspektør på Sorø Kunstmuseum, Helle Brøns, har skrevet en ph.d. og bøger om Jorn, og så har hun et særligt forhold til Den foruroligende ælling.
Den fransk-amerikanske kunstner Marcel Duchamp malede i 1919 overskæg på et postkort med Mona Lisa
»Jeg elsker det, jeg er vild med det. Man kan blive ved med at se på det som billede, man bliver ved med at få små visuelle chok, når man kigger på det. Chokket over skalaen på ællingen og de overraskende, forskellige farver og penselvirkninger i mødet mellem det oprindelige maleri og Jorns modificering for eksempel. Jeg bliver aldrig færdig med det,« siger Helle Brøns. »Det er modificeret på en anden måde end Duchamps overskæg på Mona Lisa. Det synes jeg også er et godt værk, men der er overmalingen et konceptuelt greb, det har ikke den maleriske kvalitet, som Den foruroligende ælling har. Den maleriske kvalitet er en af grundene til, at jeg synes, det er et hovedværk.«
Helle Brøns mener, at det er en vigtig pointe, at Jorn malede malerier fra loppemarkeder, som var på vej ud af opmærksomheden og markedet.
»Jorn valgte dem ikke, fordi han syntes, de var grimme, men fordi selv nogle af de billeder, som er banale og ved at blive forældede, ser han en kunstnerisk værdi i. Den værdi vil han gerne understrege, han vil opdatere billederne, så de får et nutidigt udtryk og gøre dem interessante igen. Han tager udgangspunkt i noget i maleriet, som han synes er godt, eller som han forbinder sig med. Og så laver han sin modifikation ovenpå.«
Det eneste udstillede maleri, Jorn malede på, efter det var færdigt, var et, han selv havde malet. Helle Brøns er enig med Niels Henriksen i, at modifikationerne ikke handlede om at ødelægge andres værker.
»Nej, han kaldte det selv for et monument til ære for det dårlige maleri. Det interessante ved Jorn er, at han arbejder meget med modifikationerne rent malerisk, det var vigtigt for ham, at det blev et godt billede og ikke kun et ironisk greb. Hovedformålet er ikke at provokere, men at opvurdere de gamle malerier til noget nyt.«
Da Jorn lavede sine modifikationer i 1959, ville han ikke kun give værdi til det enkelte værk, men også til maleriet som medie.
»De første avantgardister fra starten af 1900-tallet mente, at maleriet var dødt, og at det overhovedet ikke var interessant længere. Jorn mente, at avantgardisterne havde en pointe, men at de skyller barnet ud med badevandet, hvis de afliver maleriet og den maleriske tradition. Hans modifikationer er både en kritik af det traditionelle, forældede maleri og af avantgardens lidt for voldsomme afskrivning af maleriet. Jorn sætter sig i en mellemposition og kritiserer begge sider, og det synes jeg gør hans modifikationer mere interessante end mange kunstneres både tidligere og senere modifikationer,« siger Helle Brøns.
– Ved man, hvem der har malet det maleri i ’Den foruroligende ælling’?
Nej, der er en signatur, som Jorn satte sin egen signatur ved siden af, men jeg ved ikke, hvem det er. En af pointerne er, at det ikke er en kendt maler, for Jorn ville netop tage noget værdiløst og tilføre det ny værdi og nye betydninger.«
Frådende alien-ælling
Når man nærstuderer Den foruroligende ælling, kan man se, hvordan Jorn delvis har respekteret det oprindelige maleris rum og logik, mener Helle Brøns. Blandt andet spejler ællingen den måde, svanerne i billedet ligger på vandet, den er malet ind bag buskadset i forgrunden, den afdækkende farve til højre passer til den originale himmel, og størrelsen på ællingen er afvejet til størrelsen på træet i den modsatte side.
»Fordi han grundlæggende har respekteret det oprindelige billedes logik, virker det ekstra chokerende, når der kommer en gigantisk frådende ælling. Den er indarbejdet så meget i det oprindelige maleri, at man ser den i samme rum,« siger Helle Brøns.
Efter Jorns serie med modifikationer af landskabsmalerier, som Den foruroligende ælling er en del af, malede Jorn på portrætter, som han ligeledes havde købt på loppemarkeder.
»Jeg tænker tit på modifikationerne af landskabet og menneskene som noget, der har været undertrykt i maleriet og i motiverne, noget dyrisk som bobler op, når Jorn slipper det løs«, siger Helle Brøns.
Hun ser også modifikationerne som et udtryk for Jorns fascination af science fiction, aliens og B-film. »Mange science fiction-fortællinger tager for eksempel udgangspunkt i en atomkatastrofe, hvor der opstår en mutant. Den fortælling og måde at tænke på synes jeg, man kan se i Den foruroligende ælling. Der er gået noget galt, noget er blevet modificeret. Det kan både være en kommentar til den måde, vi behandler naturen og kunsten på, men også et science fiction-agtigt univers med en uhyggelig modificering. Jorn var meget optaget af atomalderen, og hvad det betød for mennesket.«
– Kan du forstå, hvorfor ’Den foruroligende ælling’ er blevet et af hans mest populære værker?
Ja, det kan jeg. Vi kender alle den type maleri, som det oprindelige maleri er. Mine bedsteforældre havde et billede hængende, der lignede det meget. Man har en form for relation til den type maleri. Når der så kommer den her kæmpestore ælling, så får man pludselig rystet sit forhold til den type kunst, og man begynder at se på det igen. Det tror jeg, er en del af fascinationen. Og så er Den foruroligende ælling både uhyggelig, fordi den er så kæmpestor, men den er også lidt sød.«
Det handler ikke om at skabe interessante værker, for dem handler det om at dekonstruere og banalisere og forækle i en reaktionær kamp imod kunstnerisk progression.
Vor herre bevares.
Jorn ville da have fået et godt grin....
Minder mig om den "aktion" hvor de smed en buste i havnen, vanvittigt.
Hvorfor skal de ødelægge andre kunst, er det fordi de ikke selv kan finde på noget "skørt", for det er jo bare et plagiat af Jorns tidligere værk, hvori ligger det kunstneriske i det?
For Ibi Pippi handler det ikke om at vandalisere et kunstværk, men udelukkende at få sit navn frem i medierne og offentligheden, det hjælper medierne godt med til.
Hvornår mente Jorn hvad om sine modifikationer i løbet af sit efterfølgende kunstneriske liv?
På mange områder befandt han sig, ud fra de kilder jeg tidligere har beskæftiget mig med, mentalt i en form for "vadested" på det tidspunkt, hvor han malede "Den foruroligende ælling".
Som sådan var han ikke fastslåst i en bestemt forståelse af sin brug af modifikationer, men netop en kunstner under "forvandling", der især i årene efter til dels tog afstand fra situationisternes opfattelse.
Jeg er enig med situationisterne i det berettigede i at ville væk fra opfattelsen af "--- ideen om den store originale gestus og kunstneren som en form for geni, der hiver det hele op af sit underbevidste". At fokus skal flyttes fra personen og overføres på den kulturelle proces.
På mange måder har kunstverdenen (museer, forskningsinstitutioner, kritikere m.m.), herunder ikke mindst kunstmarkedet, behandlet Jorn imod hans hensigt og i en vis forstand "voldtaget" ham alt efter, hvad der kommercielt og økonomisk var i deres interesser.
Institutionerne og købmændene vil for alt i verden fastholde et romantisk kunstbegreb, for at kunne bekræfte og fastholde et bredt publikum og for at kunne fastholde den særlige aura, der er en del af forudsætningen for, at kunst kan anvendes som investering.
For dem går det ikke at acceptere en kunstforståelse (som f.eks. situationisternes), der vil medføre en nedskrivning af museernes samlinger og kunstsamlernes værker i kommerciel værdi.
Som objekter af en særlig karakter tildeles "den store" kunst en særlig værdi, der kan sammenlignes med den værdi, som guld har, og den kan derfor fungere som investeringsobjekt.
Det er dog samtidig udtryk for en social konvention, og den konvention gælder kun, så længe at det er alment accepteret i bestemte samfundsmæssige kredse, at f.eks. guld og "stor" kunst har denne særlige status, som f.eks. bly ikke har.
Et relevant perspektiv i denne sammenhæng er Marx forståelse af varens fetich - karakter, hvor den "store" kunst ligesom guld også har en helt speciel fetisch - karakter, der er udtryk for bestemte samfundsmæssige normer.
Her følger, til de særligt interesserede, en kilde til forståelse af Marx begreb om varens fetich - karakter.
https://www.filosoffen.dk/artikler/artikler-noter-taler-foredrag/samfund...
- "Kunsten" - når noget gøres meget meget meget værdifuld økonomisk, og tænk hvis nogen var imod det, det ville være forfærdeligt for alle dem der på museer og andre steder forklarer kunsten - men hvorfor skal kunst forklares, når det kun er med værdien i følgeskab?
Ak ve, ak ve,forleden år blev Banskys "pige med ballon" solgt for et mio. beløb, og da hammerslaget faldt makulerede billedet halvdelen af sig selv, - først skreg de kloge op om den tabte værdi og ødelæggelsen af Banksys værk, - men så kom de på bedre tanker, "nu var det et helt nyt værk, og måske var det mere værd nu"?!
H. C. Anderens eviggyldnige historie om Kejserens nye klæder toner ffrem i min bevidsthed, - og skøn er drengen udbrud; "jamen han har jo ikke noget tøj på", som den bemærkning der afslørede såvel bedraget som selvbedraget.
@ Espen Bøgh
En kommentar til:
"først skreg de kloge op om den tabte værdi og ødelæggelsen af Banksys værk"
Det er ikke korrekt. En række mindre kunstkyndige, der beundrede det romantiske værk, var kede af ødelæggelsen, men de kunstkyndige og "markedskyndige" vidste med det samme, at kunstnerens "geniale" ødelæggelse af sit eget umiddelbart "romantiske" værk med meget stor sandsynlighed ville højne værkets markedspris - det er nemlig den måde, som markedet fungerer på i forhold til konceptkunst af denne karakter.
Jeg er spændt på, hvad den rematerialiserede buste af en kopi af et værk, der forestiller Fredering V, vil blive solgt for til en museumsinstitution i løbet af nogle år. Som et artefakt fra dengang, der blev ballade i den danske "andedam", fordi busten blev smidt i havnen.
Jeg har set,vat Søstrene Grene sælger reproduktioner af "Take the money and run" endda i mange størrelser.
Se f.eks. her https://sostrenegrene.com/da/produkter/malerartikler?productType=L%C3%A6...
De har desværre valgt at vise værket forkert, og der er ikke angivet hverken kunstner eller værktitel.
Har de mon husket at aftale royalties med kunstneren (hans navn smuttede lige ...)?
@Espen Bøgh - 05. maj, 2022 - 13:52
" ...forleden år blev Banskys "pige med ballon" solgt for et mio. beløb, og da hammerslaget faldt makulerede billedet halvdelen af sig selv, - først skreg de kloge op om den tabte værdi og ødelæggelsen af Banksys værk, - men så kom de på bedre tanker, "nu var det et helt nyt værk, og måske var det mere værd nu"?!"
Tja.... Det var ET (indrammet) eksemplar af værket. "Originalen" er en stencil på Waterloo Bridge (https://en.m.wikipedia.org/wiki/Girl_with_Balloon).
Iøvrigt er makuleringen fuldstændig i tråd med alt det "Banksy" har ladet sive ud: at hans arbejder ikke burde kunne sælges!
Iøvrigt har samme Banksy også modificeret. F.eks. har han suppleret et motiv fra Monets have i Giverney med alskens skrammel og forurening.
Det er selvfølgelig ikke et originalt Monetværk, han har malet på, men en kopi/egenmalet "kopi" af et Monetværk. Det var for ikke så længe siden udstillet på museum Jorn (!) i Silkeborg (15.09–08.12.2019: "Art Strikes Back" https://museumjorn.dk/exhibit/art-strikes-back/).
Espen Bøgh
Det var ikke nødvendigvis en dreng der afslørede kejseren i HCA’s eventyr, men et lille barn.
HCA kunne godt nok ikke vide hvor mange køn der ville være i 2022, eller også var han langt forud for sin tid.
Flemming Jensen og Jan Mørk udtrykker nøjagtigt mine tanker. Men bruger vi mon ikke for megen tid på at diskutere kunst i stedet for selvpromovering og markedsføring? For hvem kan tage en kvinde alvorligt, der hedder Ibipippi? Det lugter langt væk af numerologi.
Men Herostratos har ikke levet forgæves. Han har fået mange uværdige efterfølgere.
Problemet med de her "opdateringer", om det så er Duchamps cykelhjul i form alskens readymades, underlige ting på dåse, vandalisme mod Den lille havfrue eller som nu modifikationer, er at de er langt mindre interessante anden gang.
I øvrigt, når det kommer til ællingen, så er det jo bemærkelsesværdigt at det værk Jorn kastede sig over var det man kaldte Trommesalskunst, dvs. fuldstændigt inferiørt i nogen kunsthistorisk kontekst, stort set værdiløst og efter min ydmyge
vurdering lige til containeren. Det samme kunne man ikke sige om værket efter kuratorerne og galleristerne havde haft det rundt i manegen. Nu må vi så se hvor langt kuratorernes frisind rækker, når det kommer til Pippis "opdatering". På den måde er der selvfølgelig et lille spændingmoment i Ibi Pippis værk, omend hun er kommet noget nemt omkring det.
Måske er det bedste vi kan gøre at ignorere modifikationen; det er jo ikke fordi værket har tabt særlig meget i skønhedsværdi. Det har så heller vundet noget og så er det jo bare heldigt, at det ikke er æstetik det drejer sig om.
"Jorns modifikationer handlede om at genoplive glemt kunst – ikke om at ødelægge"
Sikke en gang vrøvl, Anden dominere billedet så totalt, og resten / baggrunden er nærmest ikke engang baggrund for noget som helst.
I et teaterstykke er baggrunden til for at supplere oplevelsen af stykkets tema, og ikke blevet til det mest dominerende publikum ser.
Espen Bøgh, der findes bare ikke den slags regler for teater eller andre kunstneriske former.
Prøv f.eks., hvis du er i København, at gå på Gl. Strand at se de fantastiske billeder, Konrad Mäki har malt: her er man nødt til at tvinge sin krop ind i ikke altid behagelige positioner for at finde nøjagtigt det blik på billedet, der totalt åbner dets perspektiv og netop ellers oversete og glemte detaljer i feltet mellem for- og baggrund.
Jorn havde ejerskab over billedet, han andrede.
Pippibippi kunne have købt sig sin Ager Jorn og gjort hvad som helst med det.
Jeg er PISSEtræt af, at kunst er unddraget almindelig lov og vildt filosofisk, så snart man påstår det, fordi KUNST!
Det var sjovt engang, nu er det bare trættende. Kom videre. Køb dit eget kanvas.
Den uroligende Ælling lignede ikke ligefrem et færdigt kunstværk efter Asger Jorn havde haft fat i det. Men man kan vel heller ikke ligefrem tillade sig at sige at maleriet blev godt af at Ibi-Pippi gav sit bidrag med, dog synes jeg det blev bedre end det var før.
PR-mæssigt kan både museet og Jorn dog være godt tilfredse med at Ibi-Pippi gjorde dem aktuelle igen, støvet var ved at lægge sig og nu har de fået et par overskrifter. Det samme med Ibi-Pippi selv, så det er en win-win for alle parter. Så må de jo lade besøgstallene bestemme hvad der er kunst og hvad der ikke er, men jeg tror at folk der besøger museet ikke kan lade være med at slå deres vej forbi Ibi-Pippi's refortolkning af Den uroligende Ælling.
På længere sigt bliver det interessant om endnu en kunstner vil prøve at gøre maleriet færdigt og i så fald, hvor stort et erstatningskrav vedkommende bliver mødt med. Så må man jo til at diskutere om maleriet blev mere eller mindre værd efter Ibi-Pippis bidrag og hvilken værdi tilførsel eller forringelse den ny kunstners bidrag er værd. Kunne blive ret sjovt at se retten tage stilling til det. Så ville vi jo få rettens ord for hvad kunst er værd eller ikke værd.
"Den foruroligende ælling" er fra 1959, hvor der var et voldsomt brud på vej i kunstverdenen. Jorns værk må kunne ses i forlængelse at det, der er blevet kaldt for neodadaisme, hvor formålet var, som ved den oprindelige dadaisme, på forskellige måder at sætte spørgsmålstegn ved tidens traditionelle værdiopfattelser inden for kunstverdenen.
Derefter følger så de helt store forandringer i 1960erne og 1970erne. Udviklingen er meget rammende beskrevet på følgende måde i "Kunsten i det 20. århundrede", Politikens forlag 2001, s. 102:
"Den abstrakte ekspressionismes enorme lærreder, strømmene af stærke farver og de voldsomme gester ved pladsen for objekter, der snart selv blev erstattet af eksperimenter, der blev udført på kunstnernes egne kroppe eller ude i naturen.
Disse handlinger var til dels et udslag af en kritisk holdning til de officielle institutioner og kunstmarkedet, der således blev unddraget salgbare værker.
Det traditionelle kunstværk blev erstattet af film og fotografier, og originalen fik et kort liv, ofte kun bevidnet af det publikum, der overværede kunstnernes performances eller deltog i deres happenings.
Kunsten søgte ikke mere at involvere publikum følelsesmæssigt, som den abstrakte ekspressionisme havde gjort det. Nu kunne man i stedet involvere sig i selve processen og blive en aktiv part i det kunstneriske projekt, men denne deltagelse blev kun udspillet på et intellektuelt plan.
Kunsten blev i stadig højere grad udtryk for tankeforestillinger og løb risikoen for at stivne i provokationer, der nok kunne udløse smil eller skabe forargelse, men sjældent ramte hjertet".
Det narcissistiske pr projekt må betegnes som en ubetinget succes , men godt nok med en økonomisk fodlænke de næste mange årtier.
So much for that fix.
Jeg ved ikke hvad jeg skal mene.
Asger Jorn malede jo selv oven på et gl. maleri - som han dog selv havde købt -Med lidt god vilje kan det da siges ,at hans ide bare videreføres og måske kan give billedet lidt højere værdi. Hvem ved.
Nu indeholder Ippi-pippis værk også halvandet år bag tremmer og en millionbøde.
Forslag til titel "How to self destruct in the most unoriginal and stupidest way possible!".
Jeg billiger ikke hærværket, men straffen er tankevækkende. At frihedsberøve et menneske i halvandet år for at have klattet lim på et billede, giver ingen mening i mit hoved. Jeg kan ikke se, hvad vi som samfund skal have ud af denne straf. Der er børn (angiveligt otte), der må undvære en forælder i halvandet år - hvad skal det til for?
Man kan skide på selve folkestyret og bryde loven som minister og få 60 dages fængsel, men klatter man lim på en museumsgenstand får man havandet år. Selvom værket er betydningsfuldt, er det trods alt bare en genstand, som ovenikøbet er blevet restaureret ,så hærværket ikke kan ses. Jeg synes det er for lavt som samfund at give folk så alvorlig en straf for denne handling.
Jeg kunne blive fristet til at hælde maling på Ibi-Pippi og kalde det et kunstværk.
PS. Ja Inger Støjberg burde ha været dømt til at skulle betale sagens omkostninger. Hun kunne slippe med fodlænke i eget hjem og sidder nu igen i Folketinget.
Mht. at hælde maling på folk er jo prøvet og gav også fængselsstraf til den formastelige, der ville vise, at Fogh Rasmussen og Per Stig Møller begge havde blod på hænderne ved at føre Danmark med i Irakkrigen.