Krigen i Ukraine udstiller UNESCO: »De har ikke rygraden til at gå op imod Rusland«

55 dage skulle der gå, fra Rusland invaderede Ukraine, til at den årlige konference for UNESCO’s verdensarvskomité – der skulle afholdes i juni i den russiske by Kazan – blev udskudt. ’Udskudt’ og ikke ’aflyst’, vel og mærke.

UNESCO, FN’s særorganisation for uddannelse, videnskab og kultur, har siden krigens begyndelse dels iværksat forskellige indsatser for at beskytte kulturarven i Ukraine, men også offentligt udtrykt »dyb bekymring« over ødelæggelsen af ukrainsk kultur. Og i stil med FN’s Sikkerhedsråd har også UNESCO’s styrelsesråd taget afstand til »aggression fra Rusland« mod Ukraine.

Derfor kom det heller ikke som en overraskelse, at mødet i Kazan, hvor UNESCO’s verdensarvskomité fastlægger verdensarvslisten, allerede kort efter krigens begyndelse den 24. februar kom under pres. Senere rettede 46 lande, inklusive Danmark, den 7. april en samlet appel til UNESCO’s verdensarvskomité om at flytte mødet væk fra Rusland som konsekvens af landets angrebskrig mod Ukraine.

Men beslutningen krævede et diplomatisk tovtrækkeri af større dimensioner og lod vente på sig. Trods varslinger om boykot og et omfattende internationalt pres kunne man ikke opnå flertal i verdensarvskomitéen, der består af 21 nationer med Rusland for bordenden. Hverken for at aflyse konferencen eller for at fratage Rusland dets formandskab i komiteens bestyrelse.

»At udskyde mødet uden at fastsætte hverken sted eller dato for næste møde var det eneste forslag, der havde en chance for at komme igennem,« lød det fra en udmattet diplomat til AFP, efter udskydelsen omsider var blevet vedtaget den 21. april.

»Absurd spil«

Historien om UNESCO begynder ved udgangen af Anden Verdenskrig. Efter massive ødelæggelser som resultat af strategiske bombninger var der en erkendelse i det globale samfund af behovet for et politisk beredskab, der kunne beskytte kulturarven, men også afværge lignende krige.

Derfor blev UNESCO i november 1945 stiftet for at »fremme verdensfred og sikkerhed gennem internationalt samarbejde inden for uddannelse, kunst, videnskab og kultur«. Efterfølgende fulgte flere år med øget politisk opmærksomhed omkring beskyttelsen af kulturarv. Blandt andet gjorde Haag-konventionen fra 1954 det til en krigsforbrydelse bevidst at ødelægge kulturgenstande.

Spoler man frem til i dag, er forløbet omkring det udskudte møde i Kazan ifølge professor på University of Pennsylvania i antropologi og historisk bevaring Lynn Meskell udtryk for, at UNESCO grundlæggende har bevæget sig »meget langt væk« fra de idealer, organisationen blev stiftet ud fra.

Meskell har fulgt verdensarvsorganisationen tæt over det seneste årti og har blandt andet skrevet bogen A Future in Ruins fra 2018 om UNESCO’s arbejde med konservering af kulturarv. Hun beskriver et generelt skift i det primære fokus hos medlemslandene siden årtusindskiftet – væk fra konservering af kulturarv og i retning mod »overdreven lobbyisme bag kulisserne« og »geopolitiske alliancer baseret på geografi, religion eller handelspartnerskaber«.

»Flere lande kan se, hvordan de aktivt kan bruge kulturarv taktisk, om det så er udviskning af andres kultur eller ved spørgsmål om minoriteter, selvstændighed eller territoriel udvidelse. Og de tendenser er kun blevet forstærkede,« siger Lynn Meskell.

Samme udvikling gør sig gældende for medlemslandenes repræsentanter i UNESCO, der i dag næsten udelukkende er politisk udpegede og modsat tidligere ikke har arkæologisk eller miljømæssig ekspertise. Kulturarv betragtes i stigende grad som et geopolitisk redskab, fortæller hun, og derfor stiller sager som konferencen i Kazan UNESCO over for flere dilemmaer.

»Vi tænker på kultur som noget blødt og venligt, men det er ekstremt stridbart. Rusland er formand for verdensarvskomitéen, så det ville være at træde Rusland over tæerne at flytte mødet. I stedet ender det med et absurd spil, fordi UNESCO mangler rygraden til at gå op imod enkeltlande,« siger Lynn Meskell. 

Forkrøblede finanser

Det absurde spil skal ifølge Meskell primært kobles til forkrøblede finanser.

Efter at USA, den tidligere topdonor med donationer på 22 procent af det årlige budget, i 2011 stoppede sit bidrag som konsekvens af Palæstinas optagelse i UNESCO og i 2019 fulgte i hælene på Israel ud af organisationen, er man i dag dybt afhængige af medlemslandenes donationer. Hvor UNESCO tidligere var tilbageholdende med at gå op imod de større medlemsnationer, er man nu »skrækslagen for at fornærme de stærkeste stater«, siger hun.

»UNESCO er på et sårbart stadie, fordi verdensarv generelt har mindre finansiering og personale end for ti år siden. Det kommer til udtryk i, at man tackler de sværeste spørgsmål ved at lade, som om de ikke eksisterer – om det så er Kinas behandling af uighurer, Israel-Palæstina-konflikten, Saudi-Arabien og Yemen, Ruslands annektering af Krim eller krigen i Ukraine,« siger Lynn Meskell.

»Hvis det her var Islamisk Stat eller andre ikkestatslige aktører, ville man se UNESCO skrue op for retorikken med det samme. Men når det er et magtfuld medlemsland som Rusland, er man ikke i stand til det.«

Tvangsdiplomati

En del af forklaringen på, at sekretariatet i UNESCO ikke bare traf en beslutning ovenfra om at flytte mødet væk fra Kazan, finder man også i organisationens opbygning. I alt 193 medlemslande er repræsenteret i UNESCO, som hver andet år afholder generalforsamling.

Her stemmes der blandt andet om, hvilke lande der skal udfylde de i alt 21 pladser i organisationens verdensarvskomité. Komiteen fastlægger på en årlig konference verdensarvslisten og vælger derudover syv repræsentanter til komitéens bestyrelse, eller ’bureau’, som UNESCO kalder det. Hvert land, der vælges ind, har en valgperiode på seks år, og efterfølgende roterer man, så nye lande får mulighed for at komme til. Der er også regler, der skal sikre ligelig repræsentation fra forskellige kontinenter.

Ifølge Lynn Meskell er hele processen dog langtfra så demokratisk i praksis, som det umiddelbart kan lyde. Hun var i første omgang »bevæget over at se så mange nationer repræsenteret«, da hun først begyndte at følge UNESCO, men illusionen brast hurtigt, da hun så, hvordan større nationer udmanøvrerede, pressede og intimiderede mindre magtfulde lande, siger hun. 

Særligt de såkaldte BRIKS-lande – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – er ifølge Lynn Meskell en magtfuld alliance i UNESCO. Landene sidder lige nu på tre af de syv bestyrelsesposter i verdensarvskomitéen med Rusland på formandsposten, og de samarbejder ved at forme blokke i sammenhæng med hinanden for på den måde at støtte op om eller sætte en stopper for afstemninger ud fra fælles politiske interesser. 

Det er dog ikke kun BRIKS-landene, der gør sig skyldige i politisering, siger Carsten Staur, mangeårig diplomat og ambassadør for den danske OECD-delegation og den faste danske repræsentation til UNESCO i Paris. Han er enig i, at politisering »er en del af virkeligheden«, man som diplomat er nødt til at forholde sig til, men siger også, at man ikke skal se det som »et skakspil, der kun spilles på en måde« af bestemte nationer.

»Kulturarv er en værdipolitisk kampplads, fordi værdierne, der arbejdes med, er centrale for nationernes selvforståelse og positionering udadtil. For italiensk og fransk turisme er det heller ikke ubetydeligt, hvor mange verdensarvsområder man har på listen. Så der eksisterer en generel kultur, som er båret af, at de her ting er ekstremt politiske,« siger Carsten Staur. Han siger samtidig, at der også er en række saglige kriterier for optagelse af ny kulturarv.

Ny pilgrimsdestination

En ekstern revision bestilt efter klager fra flere lande om netop øget politisering i verdensarvskomitéen fastslog i 2011, at politiske overvejelser havde indflydelse på beslutningsprocesserne i komiteen. Samtidig beskrev revisionen, at komiteen i mindre grad end tidligere fulgte anbefalingerne fra de rådgivende organer i UNESCO, når det gjaldt optagelsen af ny kulturarv på verdensarvslisten.

Et eksempel på det så man i 2013, da Rusland også sad i verdensarvskomitéen og var vært for den årlige verdensarvskonference. Her nominerede landet Bolgar – en by i den russiske republik Tatarstan – til at blive optaget på verdensarvslisten. Det, på trods af at der ikke forelå nogen anbefaling fra Det Internationale Råd for Historiske Bygninger og Områder, som er et af de rådgivende organer i UNESCO. 

Efterfølgende tilbød den russiske ambassadør at flyve samtlige medlemsnationer i verdensarvskomitéen til Kazan for at overtale dem til at støtte forslaget. Og indsatsen betalte sig i sidste ende. Efter at have re-framet Bolgar som en islamisk pilgrimsdestination endte flere mellemøstlige lande med at bakke op om forslaget, og byen blev optaget på verdensarvslisten.

I den anden ende af skalaen har Rusland – i alliance med de resterende BRIKS-lande – også mobiliseret for at stoppe forslag, der sætter kulturarv på listen over ’verdensarv i fare’.

Det kom til udtryk under den syriske borgerkrig i 2013, hvor Rusland, som støtte til Assad-regeringen, mobiliserede støtte i verdensarvskomitéen til at nedstemme forslag, der placerede syrisk kulturarv på listen over verdensarv i fare. Eller under annekteringen af Krimhalvøen, hvor Rusland ligeledes arbejdede for – og lykkedes med – at stoppe optagelsen af flere ukrainske kultursites på verdensarvslisten.

Og trods den nuværende krigsførelse i Ukraine er der intet, der tyder på, at Rusland har mistet den magt, landet hidtil har besiddet. Kun to ud af syv lande repræsenteret i verdensarvskomitéens bestyrelse stemte for en fordømmelse af Ruslands aggressioner i forbindelse med invasionen af Ukraine: Italien og Argentina.

Henviser til komiteen

På trods af beskyldningerne om politisering i verdensarvskomitéen, hvis bestyrelse lige nu ledes af Rusland, har sekretariatet i UNESCO indtil videre henvist til selv samme komité, når organisationen har mødt kritik for ikke at handle på Ruslands krigsførelse i Ukraine i forhold til mødet i Kazan.

Da Information rettede henvendelse til verdensarvsorganisationen for at spørge til forløbet omkring konferencen, lød meldingen i et skriftligt svar, at UNESCO ingen kommentar havde. Man henviste til medlemsnationerne i verdensarvskomitéen, da komiteen var »det styrende organ for UNESCO’s verdensarvskonference og planlægger sine sessioner uafhængigt af UNESCO«.

Efterfølgende har Information forsøgt at få et interview med en repræsentant fra UNESCO, men verdensarvsorganisationen er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. 

Og UNESCO’s generelle ageren i forhold til krigen er problematisk, mener Lynn Meskell. Hun peger på, at organisationen med udtryk som »militære operationer« i officielle pressemeddelelser har viderebragt den russiske retorik omkring krigen, og at den fordømmelse, der indtil videre har foregået af Ruslands aggressioner, kun har bestået i at gentage, hvad FN’s Sikkerhedsråd officielt har sagt. 

Den ageren står i kontrast til, at UNESCO ikke tidligere har haft problemer med at udtale sig om emner som klimaforandringer eller at fordømme ødelæggelse af kulturarv fra ikkestatslige aktører. Derfor kan man ikke gemme sig bag, at konferencen skulle være komiteens problem, siger Lynn Meskell:

»UNESCO har grund til at være nervøse for fremtiden i forhold til finansiering. Men ser man på organisationens oprindelige formål, har man bevæget sig meget langt væk fra det. Når man tænker på, at UNESCO blev født ud af en krig, hvorfor var det så okay at reagere dengang, men ikke nu?«

Knap så hård i sin kritik er den danske UNESCO-repræsentant, Carsten Staur. Han siger, at handlerummet for sekretariatet i UNESCO på mange måder er i medlemslandenes hænder, og at man også er nødt til at se håndteringen af Rusland i lyset af den globale politiske situation samt USA’s fravær i organisationen:

»Sekretariatet er grundlæggende på saglighedens side. Det er ikke dem, der politiserer. Men de mangler modstandsdygtighed over for pres fra medlemslandene, også fordi UNESCO-sekretariatet modsat FN’s menneskerettighedssystem ikke har tradition for at kritisere eller fordømme enkelte landes handlinger.«

Derfor, siger Carsten Staur, skal man arbejde for at styrke sekretariatet, så det i højere grad har magten til at turde træde i karakter og håndhæve saglige kriterier – også på menneskerettighedsområdet. 

»UNESCO’s mandat ligger helt centralt for den internationale menneskerettighedsdagsorden, men det er der fortsat mange medlemslande, der ikke har erkendt eller er imod. De ser i højere grad UNESCO som en teknisk organisation. Så fra dansk og nordisk hold presser vi på for, at UNESCO også definerer sig selv som en menneskerettighedsorganisation.«