Lilian Munk Rösing: »Jeg har altid været panisk angst for at blive puttet hen i en eller anden kvindeghetto«

»Umiddelbart må jeg sige, at resultaterne kommer bag på mig, ligesom jeg kan forstå, at de kommer bag på mange andre,« fortæller Lilian Munk Rösing. 

Hun har været anmelder i 22 år – først hos Information, siden hos Politiken. Derudover er hun lektor i Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Hun kender om nogen den danske kritikerbranche, og så er hun overrasket over resultatet af den undersøgelse af dansk kritik, som Information bragte i sidste uge. For hun har selv oplevet at starte sin kritikerkarriere i en mandsdomineret branche, der i hendes øjne har åbnet sig med årene og er blevet langt mere inkluderende.

»Jeg er gået rundt med den åbenbart fejlagtige fornemmelse af, at der faktisk er kommet mange kvinder ind i anmelderkorpset, siden jeg selv startede. Da jeg startede som kritiker, kan jeg godt huske, at jeg tænkte ’o.k., nu banker jeg på døren til en mandeklub’. Men min oplevelse er egentlig, at der er sket meget i løbet af de sidste 20 år. Men jeg er åbenbart gået rundt i en illusion, hvor tallene taler et andet sprog.«

– Så du kan slet ikke genkende nogle af undersøgelsens konklusioner? Det gælder jo både mængden af mandlige anmeldere, mængden af mandlige forfattere, der anmeldes, og at mænd anmeldes mere positivt.

»Jeg vil holde fast i, at jeg er overrasket. Men det er selvfølgelig også, fordi jeg både er skuffet og ked af det, og fordi jeg havde håbet på, at det havde set anderledes ud. Mit eget billede af samtidslitteraturen er, at der er rigtig mange kvindelige forfattere og kvinder, der bliver nomineret til priser og får priser. Måske tager jeg fejl, for nogle gange taler tallene jo et andet sprog.«

Hård hud

Til gengæld har Lilian Munk Rösing selv været optaget af, om kvindelige anmeldere fortrinsvis tildeles bøger af kvindelige forfattere. 

»Det er noget, jeg har været meget observant på og også protesteret mod, hvis min redaktør i perioder kun har tildelt mig bøger af kvindelige forfattere. Der tror jeg meget på en udveksling.«

– Hvorfor tror du, at der er flest mandlige anmeldere?

»Hvis jeg skal spekulere lidt i en begrundelse for det, så tænker jeg, at det her med at træde ind i den litterære offentlighed, det kræver, at man tør eksponere sig for folks aggressioner og antipatier. Det synes jeg selv har været svært. Og det er måske noget, som kvinder konventionelt har svært ved. Man vil gerne elskes, man vil gerne have, at folk kan lide én, så man skal have en form for hård hud. Og det har undret mig, at jeg åbenbart selv har det. For det ligger umiddelbart ikke til min karakter.«

– Så du tror, det er nemmere at finde mænd, der er villige til at træde ind i den offentlighed, end at finde kvinder?

»Ja, for nu taler vi om, hvordan feltet konventionelt har set ud for mænd og kvinder. Og jeg begynder ikke at tale om, at det er biologisk betinget eller noget som helst. Men jeg tror, der er en tendens til, at kvinder vil elskes, og at mænd gerne vil være nogle fandens karle. Måske kan mændene endda være lidt stolte af at have nogle fjender, og det ligger nok langt fra det konventionelle kvindelige standpunkt.«

Mandeklubben

Undersøgelsen viser, at skævvridningen generelt er blevet mindre i løbet af det sidste år. Den største ubalance ses dog hos anmelderstaben, som hos flere aviser stadig består af omkring to tredjedele mænd. Spørgsmålet er, hvordan det hænger sammen med, at der uddannes langt flere kvinder på litteraturstudierne, end der uddannes mænd. 

»Hvis man ser det fra et litteraturfagligt synspunkt, hvor der netop bliver uddannet mange dygtige litterater, og en overvægt er kvinder, så er min formodning, at kvinderne vælger nogle job, hvor de er mindre eksponerede,« siger Lilian Munk Rösing. 

»For eksempel redaktørjob, hvor man ikke gør sig uvenner med forfatterne, men hjælper dem på vej. Vi har mange knalddygtige, kvindelige forlagsredaktører, men de sidder lidt mere skjult i systemet.«

– Tror du, det kan hænge sammen med, at kvinder underbevidst anskuer den danske kritikerbranche som et mandefag, hvis de oplever, at mændene fylder markant mest i spalterne?

»Måske kan det. Da jeg selv trådte ind i det her fag, der tænkte jeg ’okay, nu træder jeg ind i mandeklubben’. Og kort tid efter jeg startede, der havde Politiken en stor feature om landets bedste anmeldere, og det var selvfølgelig ni mandeansigter, der stirrede tilbage på mig. Det var meget konkret min egen indgang til der her fag, så selvfølgelig kan man tale om, at der er nogle patriarkalske strukturer, der reproduceres i det ubevidste, og at vi som kvinder kan have svært ved at identificere os med branchen, der historisk set ikke har været for vores køn.«

Udsat for det andet køn

Lilian Munk Rösing mener dog også, at vi bør diskutere, hvad en anmeldelse er, og hvad den skal være. Selv er hun fortaler for det, som hun kalder »den empatiske anmeldelse«. 

»Jeg mener, at en anmelders pligt først og fremmest er at leve sig ind i værket og dets projekt, og derefter afgøre, om værket lykkes eller ej. Det er vigtigt, at man som udgangspunkt har det, jeg kalder ’viljen til forelskelse’. Og det er i virkeligheden nogle dyder, der er konventionelt kvindelige. Så måske skal vi også blive bedre til at forestille os, at en god anmeldelse ikke nødvendigvis handler om, at man skal fælde en hård dom eller slagte nogen, men i stedet være karakteriserende og empatisk.«

Hun mener, at det i sidste ende handler om, hvorvidt aviserne kategoriserer anmeldelser som opinionsstof eller ej.

»Og jeg synes netop, at en anmeldelse ikke bør være opinionsstof.«

– Der anmeldes også stadig flest mænd, selv om der bliver udgivet lige mange mænd og kvinder. Hvorfor tror du, at mændene her også får lov til at fylde mest i spalterne?

»Det kan jeg kun forklare med, at vi sidder fast i et strukturelt hængedynd, der åbenbart er svært at komme ud af.«

Lilian Munk Rösing forklarer, at løsningen i hendes øjne ikke er at ansætte 50 procent kvindelige anmeldere, der kun anmelder bøger af kvindelige forfattere, og 50 procent mandlige anmeldere, der kun anmelder mænd.

»Det ville være enormt trist. Løsningen er snarere at lade anmeldere blive udsat for det andet køn.«

Venindeklubben

– Men ud over at du selv har oplevet overvejende at få tildelt bøger, der er skrevet af kvinder, så har du ingen personlige erfaringer, der skulle underbygge, at der er en kønsbias?

»Jeg har selv været meget bange for at blive kaldt ’kvindelig anmelder’. Jeg har altid været panisk angst for at blive puttet hen i en eller anden kvindeghetto, hvor jeg kun anmelder kvinder. Jeg kan huske et arrangement, hvor vi var en række forfattere og anmeldere fra min generation, der mødtes på Literaturhaus for at diskutere nogle vigtige forfatterskaber. Og da arrangementet så blev omtalt bagefter, blev det netop fremhævet, at kvindelige forfattere mødte kvindelige kritikere i en »venindeklub«. Men vi taler om noget, der ligger 10-15 år tilbage i tiden.«

Lilian Munk Rösing tror, at det kan være den slags litteraturdækning, der bevirker, at kvinder anmelder kvinder hårdest. 

»Hvis en kvindelige anmelder kan blive bebrejdet at være i ’venindeklub’ med de kvindelige forfattere, hun anmelder positivt, så kan det måske bevirke, at hun holder sig lidt tilbage, selv om tallene jo tyder på, at hele feltet stadig snarere har karakter af en ’mandeklub’«

– Hvordan forestiller du dig, at kritikerbranchen skal komme den her skævvridning til livs?

»Umiddelbart tænker jeg, at redaktørerne sidder med et stort ansvar, fordi de ansætter anmelderne. Men jeg tænker også, at man som anmelder skal insistere på at få tildelt bøger, der er skrevet af det modsatte køn. Og så kan man jo overveje, om man selv har mulighed for at hjælpe flere kvinder frem. Jeg har selv en dobbeltrolle som underviser på universitetet og anmelder på en avis, som jeg kan bruge til at skubbe til mine dygtige, kvindelige studerende. Og det har jeg også gjort i enkelte tilfælde, altså simpelthen anbefalet redaktøren studerende, der fortrinsvis har været kvinder.«