Måske skal Ekstra Bladet tale med Thomas Treo om, hvad kvalificeret kulturkritik egentlig er

En af Danmarks vel nok mest berømte og berygtede journalister er ikke kendt fra skærmen. Han er aldrig i morgen-tv, skriver ikke bøger og ejer hverken en blog eller en instagramprofil. Han er noget så gammeldags som musikanmelder på noget så gammeldags som en morgenavis.

Thomas Treo skriver til gengæld knap 200 musikanmeldelser om året i Ekstra Bladet, hvor han har været fast mand på stofområdet siden 2006. Hans stil er uforsonlig, og han kalder gerne Lana Del Rey for en »fæl narrefisse«, Madonna for en »dum blondine«, Nicki Minaj for en »punkteret sexdukke« og Rihanna en »tarvelig poptæve«. Også mænd får på puklen, voldsdømte sangere som Xander og Chris Brown har fået prædikaterne »vold-dårlig« og »tæskedårlig«.

Et af hans faste ofre, Medina, er i denne uge aktuel i en ny dokumentarfilm, Kasper Astrup Schröders Medina, som Ralf Christensen anmeldte positivt her i avisen. I Ekstra Bladet er det Treo, der fører pennen, og det har vakt ballade, fordi han selv spiller en rolle i filmen. I en scene ser vi kritikeren, mens han ensomt står og tager noter under en koncert i Tivoli, og uddrag fra hans kritiske anmeldelser får en prominent plads i filmen.

I sin anmeldelse – der egentlig ikke er en kritik af Astrup Schröders værk, men bare en kritisk stillingtagen til Medina – nævner han ikke, at han selv er med. Kulturmagasinet Soundvenues filmredaktør kalder det »temmelig kritisabelt« og formulerer problemet på ekstrabladetsk manér: »Udskældt anmelder tager hævn«.

Sløjt forsvar

Andre kolleger har i ugen fulgt trop, men Ekstra Bladet afviser alle anklager. Til P1 understreger underholdningschef Philip Thomsen, at Treo er »objektiv«, og at kritikken preller af.

Det er selvfølgelig et sløjt forsvar, for er der noget, en anmelder ikke er – og ikke skal være – er det objektiv. Endnu mere sløjt er det, at Treos avis ikke bare lægger sig fladt ned og erkender fejlen – og så måske overvejer, om tiden ikke er løbet fra misogyni og fornedring forklædt som grovkornet værkstedshumor.

For på mange måder er Thomas Treos stil et levn fra en før-#MeToo-tid, hvor man brugte betegnelser som »locker room talk« for det, vi i dag kalder sexisme. Den mangeårige chefredaktør Poul Madsen har kaldt Treo »essensen af Ekstra Bladet« og skiltet med at holde hånden over ham. Henrik Qvortup holdt også fast i ham.

Måske den nye mand på hjørnekontoret, poeten Knud Brix, skulle bruge anledningen til at tage en snak med sin musikanmelder om, hvad kvalificeret kulturkritik egentlig er – og ikke er. For Thomas Treo er en vigtig institution, det har Poul Madsen ret i, men tiderne skifter, og ting udvikler sig. Heldigvis. Måske kunne Treo også.