Mircea Cărtărescu: »Jeg troede aldrig, jeg skulle se andet end Rumæniens grænser«

BUKAREST, RUMÆNIEN. Da Mircea Cărtărescu var ung, var han overbevist om, at Bukarest var den smukkeste by i verden.

Han voksede op i periferien af byen, i et betonbyggeri fuld af kakerlakker, sære lugte og sure mennesker, der tilhørte den forarmede arbejderklasse i 1950’ernes Bukarest.

Så da han som ung litteraturstuderende flyttede til den indre by med dens brede boulevarder og stukfacader, var det en mindre revolution.

»Det føltes som at komme til The New York City,« siger han med dyb oprigtighed i stemmen. Vi sidder i stuen i hans villa i Pipera, en lille forstad i den nordlige udkant af det Bukarest, han i hele sit liv har kaldt sit hjem.

Man skal formentlig have været rumæner under Ceaușescus styre for at forstå, hvordan den store by med de forfaldne huse og slidte facader kunne minde om den vestlige metropol.

Men barndommens triste betonklodser var det eneste, den unge Mircea Cărtărescu havde at sammenligne det indre Bukarest med. Han er født under diktaturet, i 1956, og fik først et pas efter den rumænske revolution i 1989. Da var han 33 år gammel.

»Jeg troede aldrig, jeg skulle se andet end Rumæniens grænser.«

Bukarest

Det er forår i Bukarest. En kvælende middagshede ligger som en tung dyne over den tæt trafikerede by. Flokke af kurrende duer stiger til vejrs, hver gang sporvognene passerer. De bumler over den hullede asfalt, inden de fortaber sig i dybet af de brede boulevarder og kvarterer, der er centrale for Mircea Cărtărescus litterære univers: Calea Mosilor, Doamna Ghica, Colentina.

De faldefærdige huses facader er overmalet med graffiti. Puds drysser fra bygningerne, og bundter af afklippede elledninger dingler frit fra flere af dem.

»Et frilandsmuseum over melankoli og altings forfald,« kalder fortælleren sin hjemby i Solenoide, Cărtărescus foreløbige hovedværk og anledningen til, at jeg er taget til Bukarest for at besøge ham.

»Jeg har altid anset mig selv for at være digter. For poesi handler ikke om at skrive digte – det er en særlig måde at se verden på, en evne til at se tingene i skønhedens lys.«

Magnus Hove Johansson

Den forfaldne by er kulissen bag de fleste af forfatterens romaner. Det er den by, hvis labyrintiske gader og små ufremkommelige gyder, hans karakterer bevæger sig ind og ud af som i drømme. For Cărtărescus Bukarest er et magisk og mytologisk sted – ikke ulig James Joyces Dublin, Orhan Pamuks Istanbul og Dostojevskijs Sankt Petersborg.

Sådan er det også i Solenoide, der nu udkommer på dansk syv år efter, at den rumænske udgave blev udgivet i 2015. Som det er tilfældet med flere af Cărtărescus romaner, skyldes forsinkelsen især romanens omfang: Med sine over 800 sider er bogen en stor opgave for enhver oversætter.

Solenoide er fortællingen om en mislykket digter, der arbejder som rumænsklærer på »Folkeskole nr. 86« i udkanten af Bukarest. Han bor alene i et gammelt hus, der ligner et skib, og når han ikke underviser eller retter elevernes stile med den mekaniske ligegyldighed, der er karakteristisk for ham, slentrer han rundt i Bukarests gader eller fordriver tiden med at læse Rilke, Strindberg og Kafka – bøger, hvis fortællere ligesom ham selv er »stigmatiseret af ensomhed«.

Han fører også dagbog, hvor han beskriver sine kolleger på lærerværelset, deres sære karakterer og skæbner, ligesom at han nedfælder sine natlige og hallucinatoriske drømme. Det er billeder fra et spøgelsesagtigt liv, »som selvfølgelig er mere virkeligt end virkeligheden«, som han skriver.

Denne opsummering indkredser meget godt Cărtărescus særlige litterære stil, som i både Solenoide og forudgående bøger som Nostalgi fra 1993 eller Orbitor fra 1996 er kendetegnet ved en hallucinatorisk prosa, hvor drøm og virkelighed ofte synes at smelte sammen, med fortællere, som ligner forfatteren selv, og hvis encyklopædiske viden spænder over alt fra rumænsk middelalderlitteratur til komplekse teorier inden for fysik og biologi. Det er fortællere, der vandrer hvileløst rundt og møder sære eksistenser, som snart leder dem ind i fremmede, mystiske miljøer eller blot bliver katalysatorer for deres fantasi. Altid med Bukarest som baggrund og omdrejningspunkt.

Når man læser Solenoide, bemærker man dog, at der i de seneste bøger er sket noget med Mircea Cărtărescus Bukarest. For hvor det i de tidligere romaner var et fortryllet og magisk sted, har det i Solenoide forvandlet sig til et klaustrofobisk sted fuld af insekter og underlige monstre.

Selv beskriver Mircea Cărtărescu sit forhold til byen som kompliceret og kalder det et »love-hate-relationship«.

»Det har ændret sig i løbet af årtierne. Da jeg først kom ind til byen som ung, var alting nyt og spændende,« siger han.

»Dengang elskede jeg Bukarest, og mine smukkeste digte er skrevet med udgangspunkt i byen. I mange år blev Bukarest ved med at være smuk, men i Solenoide er det verdens grimmeste by, et ubehageligt sted fuld af de dæmoner, vi alle sammen har indeni, og som er årsag til alle vores lidelser.«

»Da jeg startede med at skrive ’Solenoide’, ville jeg gerne skrive en bog, der kunne være en slags oversigt over mine anomalier. Jeg har altid gerne ville skildre nogle af de særheder, der findes i mit sind.«

Magnus Hove Johansson

At læse Cărtărescu er en speciel oplevelse. Det er ikke som at læse en normal roman. Det føles snarere som at læse udarbejdelsen af en mental kartografi over en enkelt bevidsthed, en oversigt over de særheder, der bor i et menneskes sind. Mircea Cărtărescu fortæller da også, at det netop var hans ambition, da han startede med at skrive bogen.

»Med Solenoide ville jeg gerne skrive en bog, der kunne fungere som en slags oversigt over mine egne anomalier,« siger han og kigger ned i skødet eller på den grå kat, der ligger og spinder på gulvtæppet foran hans fødder.

»Jeg drømmer meget, og jeg husker altid mine drømme, som ofte er både uhyggelige, underlige og meget virkelige. Sommetider, når jeg åbner øjnene om natten, kan jeg for eksempel se nogen, der står ved min seng. Disse skikkelser er altid fuldstændig virkelige, jeg kunne beskrive eller tegne dem meget detaljeret. De gør intet, de står bare ved min seng og betragter mig. Efter ti sekunder forsvinder de. Der er en masse af sådan nogle ’sprækker’ i min bevidsthed, hvor underlige monstre dukker op.«

Det er også i disse sprækker i fortællerens bevidsthed, at fortællingen i Solenoide opstår. De underlige karakterer, som befolker romanen, og som hele tiden synes at befinde sig mellem det reelle og det irreelle, det virkelige og det forestillede, bliver som portaler til en anden verden.

Hvad enten det er den tynde og blege Irina med de »ufatteligt blå øjne«, der er fordybet i teosofi og bliver genstand for fortællerens begær, eller fysiklærerinden Gionea, der hævder, at 13-tallet alene er »forbeholdt Gud«. De er en slags arketyper, forklarer Mircea Cărtărescu.

»Det er det, jeg altid har været interesseret i: At skabe et kort af min hjerne, af min underbevidsthed, set ikke fra et freudiansk perspektiv, men snarere fra et jungiansk.«

Blue Jeans

Mircea Cărtărescu er en enormt lærd og alsidig skribent. Ud over at være forfatter er han nyligt pensioneret professor i litteraturvidenskab på Bukarests Universitet, og han jonglerer ubesværet med Kafka og Borges, som om de var cirkuskegler.

Da han var ung i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne, var han en del af den såkaldte »Blue Jeans Generation« – en gruppe unge, rumænske forfattere, der søgte mod Vesten og især USA.

I hele hans ungdom var Rumænien et undertrykt land, et kommunistisk diktatur, der med hans ord blev »ledet af mennesker, der var ligeglade med kultur«.

Der var både gode og mindre gode perioder, fortæller han. Særligt 1950’erne, det årti, hvor Cărtărescu blev født, var hårde. Den russiske besættelseshær var i landet, og befolkningen led under kulde, hungersnød og politiske forfølgelser.

Men i 1960’erne og 1970’erne skete der noget. Landet havde brug for at låne penge af Vesten, og en ung Ceaușescu viste sig fra sin mere liberale side. Det var en periode med mindre ideologi og diktatur, og det udnyttede Cărtărescus generation.

»Det var cirka ti år efter flowerpowerbevægelsen i USA, hvor vi havde et mindre Pragforår i Rumænien. Der var store rockbands, og vi lyttede til Radio Free Europe og Voice of America. Der var ingen, der troede på kommunismen længere. Alle lod som om de gjorde, fordi Rumænien stadig var et kommunistisk land, men vi prøvede at leve mere frit.«

Det var i denne atmosfære, at den unge Mircea Cărtărescu fik sin litterære debut. Han og hans forfatterkolleger var i starten af 20’erne, og de levede og åndede for litteratur – særligt poesien.

»Vi mødtes til små undergrundsskrivekredse i hinandens hjem, hvor vi læste vores digte højt for hinanden. Vi havde ikke lyst til at udgive det, vi skrev, vi var bare glade for at læse højt for hinanden,« siger han med et smil.

I denne periode opdagede de rumænske forfattere den amerikanske litteratur, og særligt beatdigterne gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge Mircea Cărtărescu. I 1990, året efter at Ceaușescus styre blev væltet under dramatiske omstændigheder, rejste Cărtărescu for første gang til USA. Han tog direkte til San Francisco og den legendariske boghandel City Lights Library, hvor han mødte dens lige så legendariske ejer, digteren og forlæggeren Lawrence Ferlinghetti, der i 1956 havde udgivet Allen Ginsbergs skelsættende digt Howl.

»Jeg gav Ferlinghetti hånden. Det var et af mit livs højdepunkter.«

Idealisme

Da Mircea Cărtărescu var førsteårsstuderende på litteraturvidenskab, indtraf en lige så afgørende begivenhed i hans liv som mødet med Ferlinghetti. Han tog hen til en skrivekreds, der blev ledet af den på det tidspunkt vigtigste rumænske litteraturkritiker. Her læste han sit første digt højt, som var 30 sider langt og havde titlen Undergangen.

Den helt samme scene er at finde i Solenoide, hvor fortælleren læser sit langdigt, der også hedder Undergangen, op i en skrivekreds, der minder om den, Cărtărescu selv frekventerede som ung.

Men her stopper lighederne også. For i modsætning til Cărtărescu, hvis digt blev modtaget med overvældende begejstring, bliver den stakkels fortæller i bogen latterliggjort af både sine jævnaldrende og den ældre litterat.

»Litteraturens rolle er at give mennesker skønhed og idealer, som de kan stræbe efter. Det er ikke muligt at læse passivt. Du er selv ansvarlig for at skabe den verden, du læser om.«

Magnus Hove Johansson

Derfor er Solenoide ifølge Cărtărescu også en slags modbiografi. Det er en udforskning af det liv, han ville have levet, hvis det ikke var gået, som det gjorde. Derfor overrasker det mig også, da Cărtărescu siger, at Solenoide er skrevet med udgangspunkt i hans skuffelse over at være blevet forfatter.

– Men hvorfor skuffelse? Det lykkedes dig at gøre det, du drømte om?

»Lige fra jeg var ung, har jeg haft en idé om en ’ren’ forfatter, der ikke behøver at udgive, og som kun skriver for sig selv uden at tænke på sit forhold til læseren eller offentligheden. I Solenoide prøver jeg at forestille mig en forfatter, der skriver hele livet kun for sig selv og nægter at være en del af offentligheden.«

Ifølge Mircea Cărtărescu er modellen for denne type forfatter Franz Kafka, hans store helt, en forfatter som med Cărtărescus egne ord var »afsondret og ren, måske den reneste af alle forfattere«.

– Men hvorfor bør vi idealisere forfattere som Franz Kafka, der formentlig ville have haft et mindre tragisk liv, hvis de havde opnået større anerkendelse?

»På grund af deres renhed, og fordi de nægtede alt det i vores verden, som forfalsker os. De fulgte deres hjerter hele livet. Der er meget få af dem, for det er kun få af os, der har modet til at leve et så forfærdeligt liv.«

»I Solenoide ønskede jeg at skabe et billede af mig selv som en rigtig forfatter, en forfatter, der kun skriver for sig selv, som aldrig forsøger at udgive det, han skaber. Og jeg opdagede, at denne type liv ville have været meget bedre.«

– Hvorfor det?

»Jeg ville være fri til at leve i min fantastiske indre verden og udtrykke den for mig selv og til at forstå mig selv meget bedre, end jeg gør nu. Så det er et idealistisk billede af mig selv.«

Det lyder både radikalt og paradoksalt, når Mircea Cărtărescu siger, at han ville ønske, han aldrig havde fået succes. At den store kunst er synonym med lidelse. Det er en kunstnermyte, som jeg ikke abonnerer på, forklarer jeg. Men han insisterer på trods af mine indvendinger: »Det lykkedes mig ikke at gøre det, jeg drømte om i min ungdom. Jeg gik på kompromis. Og jeg angrer det. Kafka er stadig min indre model. I alt hvad jeg skriver, forsøger jeg at respektere denne rene, frie kunst.«

’Cărtăresculog’

Selv om Mircea Cărtărescu snakker om alle sine kompromiser, er det svært at se dem i hans værk. Man bliver til tider nærmest svimmel af at læse hans hypnotiske prosa, der er skrevet i en intens stil, som mimer hans bevidstheds fluktuationer.

Det er en stil, som ofte forsøger at rekonstruere øjeblikke, der ellers er henlagt til de mest dunkle zoner af bevidsthedslivet, og som ofte ligger helt uden for erindringens lys. I Solenoide beskriver fortælleren for eksempel sin egen fødsel således:

»Jeg ser først lyset nu, hvor jeg forestiller mig et arbejderbarn, som i det år blev født på en ussel fødeklinik i en beskidt verden. Faktisk tror jeg, at jeg inden da havde set meget mere lys gennem mine klistre­de øjenlåg og den tynde hud, der omgav min krop, mens jeg stadig svævede i grotten med en unik, flydende diamant og omfavnede mit spejlbillede. Efter at have badet i livmorens skinnende olie, efter at have følt ekstasen ved mit liv, som voksede frem af et andet liv, efter at være udstødt gennem kødtunnellen mellem min mors ben, hvor kraniet blev pres­set i oval form, og kroppen æltet som en klump dej, fremstod den verden, jeg blev landsforvist til, som en kæmpemæssig ruindynge.«

Udgangspunktet for Mircea Cărtărescus værker er for det meste hans eget liv, hans egen indre verden. I et essay har han da også beskrevet, hvordan litteraturen for ham altid har været »en løbende indre dagbog, en dialog med mig selv«. I samme essay kalder han desuden sig selv for »cărtăresculog« – den eneste af sin slags.

»Alle mine bøger er billeder af mig selv«, siger han som det første, da jeg spørger til hans metode.

Derfor kommer det heller ikke som den store overraskelse, da han siger, at han for det meste skriver uden en plan. Selv de største bøger, som Solenoide, starter, uden at han selv ved, hvad han laver, eller hvor han vil hen.

»Jeg har bare en notesbog og skriver i hånden. Og hele bogen bliver skrevet på den måde, uden nogen plan og uden at redigere noget. Den bliver udgivet sådan, uden interventioner.«

Han må bemærke, at jeg ser skeptisk ud. For han rejser sig pludselig og beder mig følge efter ham ind i hans arbejdsværelse, hvor han trækker en skuffe ud i et stort chatol. Her viser han mig notesbog efter notesbog fyldt med tusindvis af tætskrevne sider i en omhyggelig, linjeret skrift. Næsten uden rettelser.

Mircea Cărtărescu er vokset op i Bukarest, en by han elskede som ung, og som er omdrejningspunktet i alle hans bøger. I dag er han dog mere forbeholden over for Bukarest og beskriver sit forhold til den rumænske hovedstad som et »love-hate relationship«.

Magnus Hove Johansson

Romanerne udspringer til dels af hans dagbøger, som han har skrevet siden den 17. september 1973, da han var 17 år. Hver dag, hele livet. Store dele af den er udgivet på rumænsk. Han fortæller, at han kunne overleve uden sine romaner, men ikke dagbøgerne.

– Hvorfor ikke?

»Min dagbog er en slags anden hud for mig.«

»Desuden er det en fantastisk genre. Jeg elsker litteratur, hvor forfattere opgiver det, man kunne kalde »litteraturens klicheer« og forsøger at erstatte dem med noget andet.«

Mircea Cărtărescu insisterer dog på, at han ikke er sig selv i sin dagbog. Han er snarere et spejlbillede af sig selv, siger han.

»Det er ligesom, når du ser dig selv i spejlet. Når du ser dig selv i spejlet, ser du ikke dig selv. Du ser dette sære, underlige væsen fra en anden verden.«

»Tænk på det sådan her: Dit hjerte sidder i venstre side, men i spejlet sidder det i højre. Din vielsesring på din venstre finger sidder i spejlet på din højre finger. Det er altså dig, og det er ikke dig. Den største fejl er at tro, at en forfatter som Virginia Woolf i hendes dagbøger er den ægte Virginia Woolf. Hun er ikke ægte, hun er en karakter, en projektion af hende selv.«

Den mørke tvilling

Man kunne sige, at Mircea Cărtărescus bøger netop er et forsøg på at kaste lys over disse projektioner og dunkle punkter i hans eget liv, et forsøg på at udfylde tomrummet mellem billederne i hans erindring.

Mange af hans minder fra barndommen er ladet med melankoli, fortæller han mig – særligt tabet af tvillingebroderen Victor, der også optræder i Solenoide, og som døde som spædbarn.

»Jeg har altid følt hans fravær. Det er en stor tragedie i mit liv. Som at kigge sig selv i spejlet og ikke se nogen.«

Victor er til stede overalt i Cărtărescus værk. Han er selve billedet på negativitet, »en mørk tvilling«, som Cărtărescu kalder ham.

Omstændighederne omkring Victors død var traumatiske. På en måde døde han slet ikke, fortæller Mircea Cărtărescu, han forsvandt bare.

»Det var hårde tider i 1957 under den russiske besættelse. Der var hungersnød, og vi blev begge to meget syge med lungebetændelse. Vi blev taget til hospitalet, hvor mine forældre fik at vide, at Victor var død, og at jeg havde overlevet. Men der var ingen grav. Ingen krop. Han forsvandt bare. Det var meget traumatisk, særligt for min mor. Man kan sige, at jeg internaliserede ham efter det. Jeg har gjort ham til en vigtig karakter i alt det, jeg har skrevet.«

Ifølge Cărtărescu er det et godt eksempel på, hvordan hans bevidsthed fungerer.

»Jeg prøver at integrere mine sår fra barndommen i det, jeg skriver, og hele disse sår ved at skrive om dem.

– Som en slags katarsis?

»Ja, præcis. Som en måde at forstå det på og finde fred med det.«

Krisen

Ud over at være forfatter og pensioneret professor er Mircea Cărtărescu også en markant stemme i den rumænske og europæiske samtidsdebat. Da jeg spørger ind til krigen i Ukraine, fortæller han, at en af hans artikler om emnet netop er blevet trykt i Le Monde og Die Welt – foruden en række spanske, ungarske og slovakiske aviser.

Men selv om han har været hurtig til at omsætte situationens kaos til brugbare analytiske indsigter, kan han ikke skjule sin forundring.

»Jeg er forbløffet. Jeg troede ikke, at noget lignende ville ske i Europa i min livstid. Den brutalitet, vi har set i Butja og i byerne, der har været besat af russerne, den foragt for det menneskelige liv. Det er den mest modbydelige og umenneskelige krig siden Hitlers tid.«

Siden krigens begyndelse har over en halv million ukrainske flygtninge søgt tilflugt i Rumænien. De er i transit på hovedbanegården og i private hjem hos rumænere, der har taget dem til sig. Cărtărescu og hans kone har selv involveret sig ved at huse en familie på tre fra Odesa, der netop er taget videre til USA. Og i morgen ankommer en ny familie, en ung kvinde, hendes gamle mor og etårige datter.

»De kommer til at være hos os i lang tid. Og vi vil tage os af dem, give dem husly, mad, penge og alt, hvad de har brug for. Heldigvis har mange rumænere gjort det samme allerede.«

Han ser ikke de ukrainske flygtninges ankomst som en krise for landet, men som en chance til at vise empati.

»Det handler om virkelige mennesker med virkelige lidelser. Det er ligegyldigt, hvor de kommer fra, og hvad det politiske forhold er mellem vores ledere.«

Det kan da også virke helt meningsløst at sidde i en velhavende forstad til Bukarest og tale om litteratur, mens der udspiller sig en krig kun få hundrede kilometer væk. Men ifølge Mircea Cărtărescu lærer bøgerne os netop det, vi har brug for, når vi står midt i krisen.

»Litteraturens rolle er at give mennesker skønhed og idealer, som de kan stræbe efter. Det er ikke muligt at læse passivt. Du er selv ansvarlig for at skabe den verden, du læser om.«

»Solenoide slutter med den mest banale, men også den mest sande konklusion, den som Dante og så mange andre forfattere er nået frem til. Nemlig at alt, hvad vi leder efter i verden, er kærlighed. Det er simpelt og banalt. Men det er altid sandt.«