Den længe ventede medieaftale blev forhandlet på plads i weekenden, og som udgangspunkt får medieområdet flere penge med den nye aftale, hvor udgiften vil stige med knap 67 millioner de næste tre år. Men trods øget offentlig støtte har medieforliget ikke vakt glæde hos alle involverede parter.
I forhandlingernes slutfase smækkede de blå partier dog med døren, og derfor blev aftalen et smalt forlig, hvilket skuffede blandt andet administrerende direktør i Danske Medier Mads Brandstrup, som i en pressemeddelelse sagde, at der nu udestår »en stor opgave i at sikre tryghed og stabilitet om mediernes rammevilkår«.
Ligeledes ærgrer formand for Dansk Journalistforbund (DJ) Tine Johansen sig over den smalle aftale, da et bredt forlig havde sendt »et stærkt signal for mediebranchen«, siger hun til Information. Her i avisen hæfter vores mediekommentator Lasse Jensen sig ved de mange nye undersøgelser og udvalg og kalder aftalen for »et forskningsprojekt med lappeløsninger«.