Kultur
6. maj 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Allerede abonnent? Log ind her
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her
»Hvorfor?« spurgte en tysk veninde mig – hun så med rædsel på billederne fra Butja-massakren. »Hvorfor gør de det?«
Som det store træ gemmer sig i det lille knopskud, gemmer der sig også hyldemeter af bøger i hendes spørgsmål. Det er bøger, som må tilbyde grundlæggende nye vinkler på europæisk historie – og de må snart lande i boghandlerne. For uden dem vil det forblive ubegribeligt, hvordan Vesten kunne miste sit moralske og intellektuelle kompas i en sådan grad, at det i over tyve år stædigt foretrak at ignorere tidens skolebogseksempel på en ny totalitarismes fremvækst og modning i Rusland – og oven i dette også gentog adfærdsmønstre som dem, der i 1930’erne opildnede Adolf Hitler til at føre Tyskland mod Anden Verdenskrig.
"Det er på høje tid at tage et langt og nådesløst kig på vores bogreoler." Skal vi også have et nådesløst blik på hinandens bogreoler og er der så et et sted vi kan melde det til, hvis der står lige lovligt meget Tolstoj og Dostovjevskij? Er Mesteren og Magaritta også forbudt? Hvad med Sergej Lebedev?
"Det er på høje tid at tage et langt og nådesløst kig på vores bogreoler." Altså det her synspunkt er i mine øjne først og fremmest sygt i sig selv.
Derudover, men det er faktisk underordnet, så er det dårligt argumenteret, at russisk litteratur skulle repræsentere en særlig medlidenhed med forbryderen eller med det ondskabsfulde menneske, der kan forbindes til de forbrydelser, der foregår lige nu i Ukraine. Er det ikke et særkende (uden at være litterat) ved hele det moderne gennembrud, at der ikke længere kun er plads til helte og skurke, men at der også bliver set på verden fra de afstumpedes perspektiv?
Oksana Zabuzjkos artikel er knapt læseværdig, bortset fra at den er et vidnesbyrd om den ulykke Putins overfald har påført det ukrainske og det russiske folk og det had der fra nu af vil være mellem disse "brødrefolk". Hovedpersonen i Dostojevskis "Forbrydelse og straf" er besat af et napoleonisk vanvid om det berettigede i at "rydde alle hindringer af vejen" og slår derfor ihjel. Meget muligt at Putin er forgabt i denne hovedperson, som han jo har det tilfælles med at han rydder alle hindringer af vejen. Men romanen straffede denne hovedperson, og lod ikke tvivl om retfærdigheden af denne straf. Hvis russerne forstår denne roman, får de hurtigst muligt fjernet Putin og trukket soldaterne ud af Ukraine og erstatter det ødelagte.
Første varsel om en krig er altid en endring i tankegangen i samfundet og der spiller litteratur naturligvis en rolle sammen med f.eks. film. Det var sikkert også en del af grunden til nazi ikke gik i krig så snart de fik magten.
Der er selvfølgelig også litteratur der går imod tendensen, men den fylder så ikke det store.
Mikhail Bulgakov, der bl.a. skrev "Mesteren og Margarita", var faktisk fra Ukraine.
Ja, det er desværre så sandt, som det er sagt. Russisk litteratur kan dog sige noget om noget andet end vestlig, grundet sin defaitisme.
Men det er næsten ikke til at holde ud at se på et land, hvor folk intet gør for at skabe ordentlige vilkår for sig selv og hinanden, men lever videre i en gennemmilitariseret kasernestat med en feudal struktur, man aldrig har opgivet, selv ikke da man var befriet for det gamle adelskab.
Kan den gamle kultur-forskel ikke lige så godt beskrives med gabet mellem protestantisme og katolicisme (inclusivt ortodokse?), med protestanten som bærer af et indre forhold til gud og personligt overladt til og ansvarlig for moralske valg?
"Vi bør fatte sympati for ham, for »der er ingen skyldige mennesker i verden« (Tolstoj igen). "
Kontrasterer det ikke protestantens typiske selvbebrejdelse "der er kun én skyldig, mig"?
Hvis vores kulturelle arvegods, som tilfældet sikkert er, at vi tænk protestantisk ... hvor godt er vi så gearet til at forstå underliggende rationaler i et samfund med ortodokse rødder?
Interessant partsindlæg med et pudsigt, i mine øjne dårligt argument for at frakende Mearsheimers argumenter om en baggrund for den øjeblikkelige katastrofale situation i Ukraine betydning, nemlig mandens adresse i Chicago. Mon forfatteren vil godtage samme begrundelse for at fratage hendes meninger om noget uden for hendes eget land og fjernt fra hendes adresse betydning? Iøvrigt har jeg svært ved at genkende hvad Mearsheimer bliver skudt i skoene her.
Denne forfatter er forståeligt vred, bange, skræmt osv., og som et udsagn fra en sådan person læser jeg artiklen.
Thomas Stage......
Jeg er meget lidt enig i sammenligningen mellem Raskolnikov og Putin. Raskolnikovs tvangstanke, afstedkommet af en besættelse af hans jurastudier er følgende. Har Jeg ret til at slå et andet menneske ihjel hvis det vil gøre verden til et bedre sted. Han slår den modbydelige pantelåner ihjel og det angrer han muligvis - muligvis ikke- men han slår også den elskelige, lettere retarderede søster ihjel og det angrer han. Raskolnikov er en fattig student, Putin er hvad Putin nu er, og han rydder alle hindringer af vejen, det gør Raskolnikov ikke.....................................!!!!
Mærkeligt at en dansk avis lægger sider til, denne rædselsfulde smører af had og afgrundsdyb dumhed. Artiklen er en del af overbygningen på den rasisme mod alt russisk der går gennem Europa, som et spøgelse for tiden. Vi kan vente mere af samme slags, men jeg håber ikke det bliver i Information.
Man nærmest bombarderes med koldkrigs stereotyper og grove racistiske udfald, som automatisk kommer til at repræsentere: snæversyn, fanatisme og historie forvanskning samt et ukontrollerede had og fjendtlighed.
Romaneksemplerne manipuleres groft ud i det groteske og derefter generaliseres de stumper og stykker hun bruger for at få sit afsporede synspunkt frem. F.eks. Tolstojs roman ”Opstandelse” der analyseres som et forsvar for forbrydelser medens bogens tema i virkeligheden er lige det modsatte. Tolstoj citeres for at sige: ”der er ingen skyldige mennesker” men dette citat kan jo gendrives med en anden russisk forfatter, Dostojevskij der hævder at: ”enhver er skyldig i alt over for alle” (Brødrene Karamazov S300 Sisyfos 2020). I øvrig er romanfiguren Dmitrij Nekhljudov er dog ikke en forbryder i almindelig forstand. Han er en forfører i Kirkegaards forstand. Som ung forfører han en jævnaldrende tjenestepige, glemmer så alt om hende – det er hans forbrydelse, som han selv ser det senere i livet!
Emnet er prostitution og det er et emne der er blevet behandlet meget forskellige i russisk litteratur, bare for at anskueliggøre at russisk lige som al anden litteratur ikke er så unuancerede, som det påstås her:
I romanen "Forbrydelse og straf" af Fjodor Dostojevskij fortolkes årsagerne til prostitution som sociale. Sonia Marmeladova vælger prostitution for at kunne forsørge sin familie.
I romanen ”Opstandelse” af Lev Tolstoj fortolkes årsagerne til prostitution som delvis psykologiske (personlige tragedier) og delvis som sociale problematikker.
I romanen ”Jama- sumpen” af Alexander Kuprin beskrives livet på et bordel i zarens Rusland råt for usødet. Personerne i romanen er pigerne på bordellet, ejerinden og kunderne – hvis liv beskrives med hård realisme.