De politisk og socialt engagerede film vinder i Cannes i år

Det er bestemt sket i løbet af de seneste 24 år, at jeg i en artikel har forudset, hvem der vinder Den Gyldne Palme på filmfestivalen i Cannes. For selv om det er notorisk svært at forudsige, hvem eller hvad den ni personer store jury, der skifter år for år, beslutter sig at sætte pris på – det er ofte nogle helt andre end kritikerne – er der som oftest en film og præstation eller to, som har en form for favoritværdighed.

Det synes ikke helt at være tilfældet i år – med det forbehold, at der i skrivende stund mangler at blive vist to konkurrencefilm, begge af kvindelige instruktører.

Der er masser af stærke konkurrencefilm, som har fået stående bifald og anmelderroser, og som man har talt om over middage og i køerne til den næste filmforevisning. Men der er ingen, der som Parasite (2019) eller Adèles liv – kapitel 1 & 2 (2013) – for nu at nævne to nyere og meget oplagte vindere – som har væltet alle omkuld med deres originalitet eller kunstneriske vision og vovemod. Jeg vil ikke kalde 2022 et kedeligt Cannes-år, men i hvert fald hovedkonkurrencen har været præget af en vis traditionalisme og forudsigelighed.

Stille vrede

Det gælder selv de bedste film. Belgiske Lukas Dhont, der vakte berettiget opsigt med sin debutfilm, Girl (2018), som handler om en purung transkvinde, deltager i konkurrencen i Cannes med Close, et ikke mindre gribende, intenst og sanseligt drama om det tætte venskab og voldsomme brud mellem to 13-årige drenge. Det er umuligt ikke at blive påvirket af filmen, men den bryder ikke ligefrem ny grund.

Det samme kan man sige om japanske Hirokazu Kore-edas Broker, der foregår i Sydkorea og handler om en af den slags sammenbragte familier, instruktøren efterhånden har skildret i en del af sine film. Det er en vellavet, velspillet og både morsom og melankolsk film, men man kan ikke frigøre sig fra en følelse af, at Kore-eda har fortalt en lignende historie før.

Billede fra Dardenne-brødrenes film 'Tori et Lokita af'.

Festival de Cannes

Det bringer mig videre til to af Europas store filmhumanister, belgiske Jean-Pierre og Luc Dardenne, der i Tori et Lokita fortæller om to afrikanske flygtninge – en dreng og hans storesøsters forsøg på at få opholdstilladelse i Belgien. Varmen og medmenneskeligheden er den røde tråd gennem filmen – sammen med en stille vrede over den behandling, flygtninge fra Mellemøsten og Afrika får i Europa af både myndigheder, såkaldte hjælpeorganisationer og skruppelløse arbejdsgivere. Det er en god og vigtig film, men ikke én, der kunstnerisk eller temperamentsmæssigt adskiller sig fra Dardenne-brødrenes øvrige værk.

Jagten på en morder

En favorit hos det panel af internationale kritikere, der giver konkurrencefilmene stjerner i branchebladet Screen, er Chan-wook Parks Decision to Leave. Jeg er måske ikke lige så begejstret som dem for filmen, der er panelets topscorer, men ingen tvivl om, at den sydkoreanske mesterinstruktør har lavet en veloplagt, elegant og indimellem endda overraskende film noir om en politimand, der forelsker sig i en kvinde, der er mistænkt for at have slået sin mand ihjel.

Så var jeg selv mere glad for den genrebeslægtede Holy Spider, der er instrueret af dansk-iranske Ali Abbasi, og som handler om en kvindelig journalists jagt på en seriemorder i den hellige by Mashhad.

Filmen, der er baseret på virkelige begivenheder, er elementært spændende, ganske oprørende og samtidig en ætsende kritik af et patriarkalsk samfund, hvor kvinder har få eller ingen rettigheder – og hvor man i visse kredse mener, at seriemorderen, der dræber kvindelige prostituerede, gør Allahs arbejde. Det virkeligt nyskabende i Holy Spider er dog, at den foregår i Iran og viser en side af iransk hverdagsliv, man stort set aldrig ser på film.

Mere kulør

Vil man have noget med lidt mere kulør, er det David Cronenbergs syrede økothriller/bodyhorror Crimes of the Future og Ruben Östlunds kapitalisme- og klassekritiske Triangle of Sadness, man skal vende blikket imod. Især Östlunds film har et visuelt og fortællemæssigt overskud og en løssluppen satirisk tone, som det er nemt at blive forført af – og så efterlader filmen én med en dårlig smag i munden over det privilegerede liv, man selv lever.

Som jeg har skrevet nogle gange efterhånden, har årets filmfestival i Cannes været ganske politisk. På åbningsaftenen holdt jurypræsidenten, den franske skuespiller Vincent Lindon, for eksempel en brandtale om, at filmfolk i en verden præget af krig, xenofobi og ulighed skal give mæle til dem, der intet har.

Japanske Hirokazu Kore-eda er taget til Sydkorea i sin nye film, ’Broker’, der ikke overraskende for ham handler om en sammenbragt familie.

Zip Cinema og CJ ENM Co.

Derfor kan man også godt forestille sig, at film som Broker, Tori et Lokita, Holy Spider og Triangle of Sadness alle får en pris – én af dem måske endda Guldpalmen. Og det vil trods alt også være både ret og rimeligt.

Priserne på årets filmfestival i Cannes uddeles lørdag aften. Se vinderne på festival-cannes.fr. Mere fra Cannes i den trykte avis og på information.dk