Regeringens smalle medieaftale er et forskningsprojekt med lappeløsninger

Kulturminister Ane Halsboe Jørgensen (S) og det smalle flertal bag medieforliget kalder aftalen for en »styrkelse af den demokratiske samtale«, men det ligner mere et forskningsprojekt. Det vrimler med igangsættelse af undersøgelser og oprettelsen af udvalg. Det nye udvalg, der skal fundere over den fremtidige indretning af mediestøtten, dokumenterer, at den nuværende mediestøtte ikke længere harmonerer med en medieverden, der har forandret sig radikalt de sidste 15-20 år. Det har politikerne vidst i årevis uden at gøre noget ved det.

Medieaftalens 15 tætskrevne sider indeholder ni beslutninger (se boks), der viser, hvor megen viden ikke mindst mediepolitikerne og Kulturministeriets hastigt skiftende embedsmænd mangler. Det er i sig selv fornuftigt at søge mere viden, men det afslører det tynde faktuelle grundlag, som de sidste mange års mediestøttepolitik er baseret på.

Det er i sig selv en uhyre vanskelig opgave at kaste 4,7 milliarder skattekroner ind i et vildt og foranderligt mediemarked og samtidig konstant øge kontrolmekanismerne og indskrive snesevis af krav til de medier, der helt eller delvist får del i millionerne. For selv om det handler om 4,5 milliarder kroner, er det kun omkring en syvendedel af pengene – cirka 500 millioner – der deles ud til andre medier. Det svarer til prisen på et enkelt F-35-jagerfly. De resterende milliarder går til DR, TV 2-regionerne, Radio4 og Radio Loud, som har skiftet navn til 24syv. Sidstnævnte bliver dog fornuftigt nok aflivet, når kontrakten udløber om to år. Oprettelsen af en DAB-radiokanal for unge var en absurd paniklappeløsning i kølvandet på det mord på Radio24syv, som selv hoveddrabsmanden – Dansk Folkeparti – senere har erkendt var en fejl.

Ingen sund fornuft

Hvis man naivt – som denne skribent – håbede, at fortidens synder ville betyde, at medieværdipolitikken ville blive afløst af sund fornuft, skal man tro om igen. Forløbet op til den borgerlige oppositions udvandring fra medieforhandlingerne i fredags var ren værdipolitik.

Tre punkter var afgørende for Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti: indførelsen af en afgift på fem procent på streamingtjenesternes danske omsætning, som stred mod ikke mindst Venstres skattestopholdning. Kravet om, at støttemodtagere skulle arbejde efter gældende løn- og overenskomstforhold, som var regeringens ideologiske kæphest, og så den foreslåede merbevilling til DR på 110 millioner kroner (omkring 0,9 procent af DR’s samlede budget i forligsperioden).

Flere penge til DR er en værdipolitisk rød klud i hovedet på oppositionen. I det nye, smalle forlig er streamingafgiften (kaldet »kulturbidraget«) hævet til seks procent. Vinderne i dette spil er den danske film- og tv-produktionsbranche, som får halvdelen af gevinsten via den særlige public service-pulje og den anden halvdel i direkte støtte, når der skal forhandles et filmforlig. Intet under, at direktør Jørgen Ramskov lod en flaske champagne springe på Facebook.

Taberen er TV 2, hvis streamingtjeneste TV 2 Play også er omfattet af afgiften. Det kalder TV 2’s direktør for »en klar svækkelse« af TV 2. I øvrigt er det første gang i mands minde, at TV 2 overhovedet er blevet ramt af en medieaftale. Den statsejede medievirksomhed har ellers dygtigt formået at holde sig helt under den mediepolitiske radar.

For DR er medieforliget ikke nødvendigvis en sejr. Alene det faktum, at det ikke er bredt og dermed ikke skaber stabilitet og planlægningssikkerhed i hverken DR eller resten af medierne, er et minus. DR har nemlig ikke bare fået lidt flere penge. Næsten en tredjedel er øremærket til et såkaldt ’lydunivers’ for børn. Det fik en af forligsordførerne til på pressemødet stolt at sige, at der nu kom »en ny børneradio«. Ud over at det er svært at forestille sig i en billedtid, hvordan man skal få børn til at høre mere radio, så er forligstekstens ’lydunivers’ en af de mange upræcise formuleringer, hvor man på DR frygter, at der tilføjes endnu flere krav og reguleringer i den kommende public service-kontrakt.

Lokal støtte

Der var ingen værdipolitiske knaster ved den nye plan om at øge støtten til lokale og regionale medier. Det sker blandt andet ved at indføre en særlig pulje til lokale ugeaviser og en ændring af støttebetingelserne til de store dagblade, som mister cirka fem millioner hver. Hvor mange millioner, der flyttes til de lokale og regionale medier, er uklart, men det store spørgsmål er, om en styrkelse af de redaktionelle budgetter ude i landet vil kunne ændre på et marked, hvor brugerne – og ikke mindst de yngre – simpelthen ikke vil betale for en avis, fordi deres behov for nyheder og information tilfredsstilles på anden vis. Det ved vi intet om.

En interessant parentes er, at der også var lagt op til en stramning og ændring af den såkaldte supplementspulje, som primært giver mere end 50 millioner til Dagbladet Information og Kristeligt Dagblad, men i sidste øjeblik blev det ændret til status quo. Det har selvfølgelig skabt glæde hos modtagerne, men dyb skuffelse og vrede i netmediet Zetland, som ellers ville have fået mange flere penge.

Den nye medieaftale udmærker sig også ved med rund hånd at uddele millioner til enkeltvirksomheder og organisationer til diverse formål. En uskik, hvor man sidder tilbage med en følelse af, at lobbyvirksomhed betaler sig – og der bevilges gaver til løsning af opgaver, som burde være sat i udbud (se boks foroven).

Et bredt forlig er efterhånden en sjældenhed på medieområdet – selv om alle medier og andre interessenter er enige om, at det skaber utryghed og usikkerhed at lave smalle forlig. Dette forlig er endnu et i rækken af de smalle. Sønderrevet af værdipolitik på begge sider og med utallige lappeløsninger bygget på en manglende indsigt.

Det positive er, at et forskningsprojekt, som forliget også er, kan føre til øget indsigt. Erfaringerne viser imidlertid – ikke kun på medieområdet – at nye udvalg og undersøgelser nok skaber ny viden, men når det kommer til stykket, er det altid et politisk flertal, der beslutter, hvordan ny viden skal bruges. Og styrer værdipolitikken. Desværre.