Historien sender af og til en uventet pakke ind i nutiden.
I sidste uge udkom romanen Guerre (Krig) næsten 90 år efter den blev skrevet og mere end 60 år efter bogens forfatter, Louis-Ferdinand Destouches, bedre kendt som Céline, døde. Guerre er rå, vulgær, brillant, morsom, sort, kvindefjendsk og racistisk. Det er med andre ord ægte Céline. Udgivelsen af romanen er en litterær begivenhed af de helt store, men også en speget affære.
Céline er på en og samme tid en af Frankrigs vigtigste forfattere i det 20. århundrede og en af Frankrigs største antisemitter. I 1932 skabte han sensation med sin debutroman Rejse til nattens ende, men få år senere, før og under Anden Verdenskrig, skrev han tre rablende og frådende antisemitiske pamfletter, og han samarbejdede aktivt med kollaboratørerne i Vichy-styret.
Jeg synes, det er lettere bare at lade være. Og bedre. Hvordan kan 'et lysende litterært talent' være uafhængigt af, hvad talentet ytrer? Man kan bruge eller misbruge sine gaver, og man skal vel ikke ofre megen anstrengelse på misbruget...?
Der er intet problem med at læse ham - man kan blot gøre opmærksom på konteksten.
Et eksempel:
Henrik Pontoppidan har også en stærkt antisemitisk passage i Lykke-Per - tidstypisk i øvrigt, men ingen undskyldning - og bogen er stadig en litterær klassiker.
I USA og hos dele af woke-segmentet bliver den sikkert cancelled på et tidspunkt, når de opdager dette - ligesom "To Kill a mockingbird" (er det så absurd ad adsurbum?)
Selv folkeskolens elever og ungdomsuddannelsernes elever læser jo både værket, om værket og om forfatteren og afkræves at forholde sig kritisk til tingene.
Problemet opstår velsagtens kun, hvis et værk misbruges til et politisk, ondsindet formål eller læseren læser fuldstændigt ukritisk.
At begynde at forbyde eller undlade at udgive bøger/skrifter har i mine øjne for mange konnotationer til noget totalitært.
Hvis nyudgivelserne tilnærmelsesvis kan sammenlignes med Rejse til nattens ende synes jeg bare alle skal læse Celine, som han nu fremstår. Alle andre overvejelser nærmer sig bogbrændinger. Jeg bliver hverken nazist eller misogyn af at læse Celine. Det regner jeg heller ikke med, at andre gør.