På en stille juledag sidste år vinkede min bedstemor mig hen til sig og sagde: »Hent skjorten.« Skjorten er en silkeskjorte i blå og lyserød, som jeg har købt i en genbrugsbutik i London. Den er smuk. Silken changerer som olie, og rundt omkring på stoffet er der vævet store mælkebøttelignende blomster. Desværre havde den fået en lang flænge i det ene ærme, så min bedstemor tilbød at reparere det. Jeg hentede skjorten, og hun fandt en silkesnor frem.
»Det er din oldemors tråd,« fortalte hun. Og langsomt syede min bedstemors 88 år gamle hænder hendes mors tråd ind i sit barnebarns tøj.
Det fik mig til at tænke på flere ting. For det første hvordan en hel del viden sandsynligvis vil forsvinde med mine bedsteforældres generation. Mine forældre har aldrig lært mig at lappe en skjorte, stoppe en sok eller sy et par bukser ind. Mister vi evnen til at passe på vores tøj, når vi mister vores bedsteforældre? Måske. Men det fik mig også til at tænke på, hvor mange af mine venner der er begyndt at hækle og strikke, og at jeg selv har købt en væv. Hvorfor er noget så gammeldags som tekstilhåndværk vendt tilbage?
"overfladisk kvindehalløj"... Der findes næppe nogen vigtigere kunst, end at kunne lave tøj.
Så tak for denne yderst vigtige artikel, Sara Mering. Du er endnu en gang spot on!
Spændende og inspirerende artikel. Hvor mange unge kan lægge bukser op eller lappe en trøje. En ting, der måske berøres i næste artikel er tøj, der arves og den kulturværdi, som det har. Min mors silkekjole, som hun selv har syet. Tøj min svigermor har strikket til vores børn og som nu går i arv til børnebørn.
Jeg glæder mig til at læse næste artikel.