Torrey Peters: »Ved at putte transpersoner ind i konventionelle genrer, kan jeg afspejle en tradition og sige noget nyt«

Hvad afslører det om genkendelige dramaer og dilemmaer, der kredser om parforhold, familie og kærlighed, når de bliver brugt i en fortælling med transpersoner?

Det spørgsmål stiller den amerikanske forfatter Torrey Peters med sin bestsellerroman Detransition, Baby, der udkom på dansk i april.

Detransition, Baby er blandt de første bøger skrevet af en transkvinde, der er udkommet på et af de mainstream amerikanske forlag og har været genstand for stor, international opmærksomhed. Her stiller Peters kønskonventionerne til skue der, hvor de ofte bliver tager allermest for givet – nemlig i kernefamilien.

I Detransition, Baby møder vi karakterne Katrina, Ames og Reese, der skal finde sig selv og hinanden i kølvandet på en uventet graviditet. I romanens første kapitel er ciskvinden Katrina blevet gravid, og hendes partner, Ames, kæmper med at finde en passende grimasse.

Ikke nok med, at graviditeten ikke var planlagt, så havde Ames heller ikke forventet, at den var mulig. Af lægen havde han nemlig fået at vide, at han ville blive permanent steril af hormonbehandlingerne, som han påbegyndte, da han transitionerede, altså begyndte at leve som kvinde, som Amy. Senere besluttede Ames at detransitionere, altså at stoppe sin hormonbehandling og igen at leve som mand. Men alt det ved Katrina ikke. Endnu.

Ames kan ikke forlige sig med tanken om at blive far, og alle de kønnede konnotationer, der følger med den rolle. Men måske kan han godt forlige sig med tanken om at blive forælder. Her kommer hans ekskæreste, transkvinden Reese, der sådan længes efter at blive mor, ind i billedet.

Han foreslår, at Reese bliver Katrinas medmor:

»Hvis vi er tre, bliver det forvirrende nok til, at vi kan bryde ud af kernefamilien. Katrina vil ikke kunne se mig som andet end en far, men det kan du: og jeg ved af erfaring, at dine tanker, din måde at se tingene på, smitter. Sammen kunne vi måske blive en familie, der fungerer,« siger han, da han fremlægger sin plan for hende.

Reese siger ja, og herfra udfolder dramaet sig i romanen, der ryster kønsposen godt og grundigt og stiller skarpt på de komplekse relationer mellem køn, seksualitet og familieformer.

En translinse 

»Jeg er interesseret i, hvad der sker med ideen om kernefamilien, når man putter transkvinder ind i den,« fortæller Peters, da jeg er nået frem til hendes lejlighed, og vi har fået sat os ind i stuen.

»Hvordan familien som enhed og de større politiske linjer hænger sammen,« fortsætter forfatteren, der for lidt siden åbnede døren i bare tæer. Det er en lummer forårsdag, og jeg er kommet anstigende med to corona light i en plastikpose. Peters, der sidder tilbagelænet i en læderlænestol, er iført en sort kjole med blomster. 

I Detransition, Baby læner hun sig op ad de konventioner, som man allerede finder i populær, amerikansk litteratur, der tager udgangspunkt i familien. »Ved at putte transpersoner ind i konventionelle genrer kan jeg både afspejle en lang tradition og samtidigt sige noget nyt,« forklarer Peters. Et greb, som også anmelderen Meredith Talusan bed mærke i i sin anmeldelse af romanen. Her roste Talusan Peters for at få cislæsere til at se en cisverden igennem en translinse, altså få fænomener som kernefamilien til at blive tydelige som udtryk for (cis)kønnede konventioner.

For tiden sker der noget i den brede befolkning, mener Peters: Ciskønnede personer er i færd med at indse, at også de har et køn. Og det, samtidigt med at transfobi får mere plads i den offentlige samtale – og lovgivning – i USA.

Peters har dedikeret sin debutroman til fraskilte ciskvinder. For fraskilte ciskvinder har, ligesom hende selv, skulle begynde forfra i livet; fralægge sig velkendte forestillinger om køn og kernefamilie og genopfinde tilværelsen på nye præmisser. Som Peters ser det, kan man sammenligne den livssituation, skilte ciskvinder står i, med den livssituation, man står i, når man er transitioneret.

I hendes øjne er transition en form, livet kan antage, når man undersøger sine omstændigheder, træffer et afgørende valg og følger det til dørs, »og på den måde er transition ikke særligt skræmmende«, fortæller Peters. For selv om du træffer ét valg, betyder det jo ikke, at du aldrig kan lave det om, eller finde frem til ny middelgrund i tilværelsen – ligesom Ames gør i hendes roman.

Som Mackenzie Wark påpegede i sit essay om bogen, der udkom i magasinet Public Seminar, er der måske nyt terræn at vinde i at udforske parallellerne mellem cis- og transkvindeliv:

»Kvinder er så trænede i at tænke, at de har fejlet, og det gælder i særdeleshed fraskilte ciskvinder, der får at vide, at de har svigtet deres kvindelighed og forspildt deres skønhed og ungdom.«

»Meget af det, jeg har lært om at være kvinde, har jeg lært ved at mislykkes. Ved ikke at være pæn nok, ikke at være feminin nok, ved ikke at være behagende nok. Men det er sjældent, jeg relaterer til nogen, fordi de er helt fantastiske til at være kvinde. For det meste relaterer jeg til nogen, fordi vi begge mislykkes.«

Med Detransition, Baby ville Peters skrive på tværs af denne lighed og finde fælles fodslag i at slå fejl – og så at gå alligevel: »I det at fejle har vi et fællesskab, og derfra må vi bevæge os videre. Forhåbentligt sammen.«

’Sex and the City’-problemet

Det er ikke første gang, jeg møder Torrey Peters. Ugen forinden havde Peters inviteret mig med til en oplæsning af hendes skrivemakker Ruby Rae Spiegels kommende teaterstykke. Som vi stod og ventede på, at oplæsningen skulle gå i gang, fortalte Peters, at hendes tilværelse var meget anderledes, da hun for omtrent seks år siden begyndte at skrive Detransition, Baby. »Den var som en hovedpine,« sagde hun.

Der var den finansielle ustabilitet, men der var også den eksistentielle uro. Hun var i midten af trediverne, boede i en delelejlighed i Brooklyn og så, at mange af kvinderne omkring hende, særligt ciskvinderne, begyndte at slå sig ned. Den fornemmelse er formuleret af Reese, der kalder det Sex and the City-problemet:

Sex and the City-problemet går nogenlunde på, at når kvinder når en vis alder, og ikke længere henter kulturel kapital i konventionelle opfattelser af ungdom og skønhed, leder de efter andre steder at finde mening i tilværelsen. Her finder de lige akkurat fire muligheder, inkarneret ved seriens hovedkarakterer: Du kan lave kunst ligesom Carrie, finde en partner ligesom Charlotte, få et barn ligesom Miranda, eller gøre karriere ligesom Samantha. Mens hver generation af ciskvinder genopfinder denne formel, har generationer af transkvinder været ekskluderet fra den.

»Det er sagt med et glimt i øjet, men jeg mener det faktisk ret alvorligt,« forklarer Peters. Ideen til Detransition, Baby fik hun, fordi hun, ligesom karakteren Ames, begyndte at lege med tanken om at detransitionere. »Jeg var nødt til at skrive den bog for at kunne forestille mig mit liv,« fortæller hun.

»For mig er litteraturen et sted, hvor jeg kan afprøve hypoteser og finde frem til løsninger,« siger hun og tager en slurk af sin corona light.

Både Reese og Ames er skrevet frem som sider af hende selv. Rapkæftede Reese, der roder lidt rundt i tilværelsen, kom først. Mystiske Ames skrev hun frem som en hypotetisk fremtid: Hvad hvis nu, hun detransitionerede.

Vi bliver afbrudt af en høj ringetone.

»Siri, stop,« siger hun i retning af den hvide højttaler, lyden kommer fra, nærmest som om hun gav den skæld ud. Det er en alarm, der skal minde hende om at tænde ovnen, for samme aften kommer hendes mentee nemlig forbi til aftensmad. Forfatteren har mange jern i ilden. For tiden arbejder hun på en tv-adaption af Detransition, Baby – og så har hun gang i nye skriveprojekter. I samarbejde med skrivemakkeren Ruby Rae Spiegel arbejder hun på en rom-com, hvor en af karaktererne transitionerer, og så skriver hun på en western med transkarakterer. Til sommer skal hun på europaturné og lægger blandt andet vejen forbi Humlebæk i forbindelse med litteraturfestivalen Louisiana Literature.

Ikke flere distraktioner

Peters beskriver det at putte transkarakterer ind i æstetisk konventionelle former som »at komme ind fra højre«:

»Hvis jeg nu skriver et debatindlæg, så ved alle allerede godt, hvad jeg vil sige,« siger hun. Diskussioner om transatleter og kønsneutrale toiletter er distraktioner, mener hun, og parafraserer den amerikanske forfatter Toni Morrison: Distraktioner afsporer samtalen, fordi man igen og igen bruger sin energi på at retfærdiggøre sin eksistens. 

I Detransition, Baby har Peters inkluderet en scene, der involverer kønsneutrale toiletter, som synes at foreslå, at distraktioner også gør cispersoner dårligere til at navigere i almindelig respekt og høflighed omkring personer med transerfaringer.

På Ames’ arbejdsplads vil de lave et kønsneutralt toilet, efter det er kommet dem for øre, at Ames er transperson. Katrina, der er Ames’ chef, og den, der har sagt til andre, at Ames tidligere levede som kvinde, spørger Reese og nogle af hendes venner til råds om, hvad hun skal stille op. Spørgsmålet frustrerer Reese. Reese er træt af, at den brede cisbefolkning går og tror, at de skal tage »dogmatiske grundkurser i transhed«:

»I stedet for bare at tage almindeligt hensyn begynder folk at tro, at det kræver en hemmelig guide fyldt med mystiske riter, hvis man vil undgå at krænke transpersoner. Og så kan det for eksempel ende med, at en dame samler sig en spontan fokusgruppe af transseksuelle for at finde ud af, hvordan hun skal tage et helt basalt ansvar af den slags, hun tydeligvis godt ved, hvordan hun skal tage i sine ikketransbefolkede livssituationer, mens en anden dame går rundt og kønsneutraliserer toiletter, fordi hun ikke tør spørge Ames direkte og respektfuldt om, hvad han foretrækker.«

Torrey Peters mener, at der for tiden sker noget i den brede befolkning: Ciskønnede personer er i færd med at indse, at også de har et køn. Og det, samtidigt med at transfobi får mere plads i den offentlige samtale – og lovgivning – i USA.

Vincent Tullo

For Peters handler det der med »at komme ind fra højre« om at finde fælles fodslag der, hvor folk ikke forventer det. Hun peger på, at mange af de mennesker, som hun er politisk uenig med, elsker de samme ting som hende. Westerns, for eksempel, siger hun. »Hvorfor søger folk mod vest? Det gør de for at finde sig selv som individer. Og det er også det transpersoner gør!«

Bag hende hænger en revolver på væggen.

»Nu, hvor jeg arbejder med tv-adaptionen af Detransition, Baby, tænker jeg over, hvad det er for noget fjernsyn, som folk ser, når de gerne vil føle sig trygge og hygge sig: Det er jo sitcoms som Sex and the City og Friends og Frasier. Det, jeg gerne vil skrive, er en sitcom med sjove transpersoner.«

Peters vil give folk transvenner, de kan hænge ud med på tv.

Sprog og virkelighed

I stuen er Peters yndlingsting et bjørnekranie. Kraniet, som hun engang fandt oppe ved sin hytte i Vermont, hænger nu på væggen. Peters kører på motorcykel og ejer en jakke af sumprottepels, har en MFA fra University of Iowa og en kandidat i litteraturvidenskab fra Dartmouth. Til de meritter kan tilføjes en PEN/Hemingway Award for bedste debutroman, som hun vandt tidligere på året, samt nomineringer til flere andre litterære priser. En af dem var Women’s Prize for Ficiton, som hun blev nomineret til som den første transkvinde. Men hæderen førte også til negativ synlighed, og Peters blev genstand for hadtale.

I stuen spørger jeg ind til den følelse af eksistentiel hovedpine, hun bar rundt på, da hun begyndte at skrive Detransition, Baby. Den er langt væk i dag, forklarer hun:

»Dengang kunne jeg kun se et par måneder frem ad gangen. Nu er jeg gift, har en stabil boligsituation, og, du ved, en bestseller og planlægger fem, ti år ind i fremtiden,« siger Peters, stopper sig selv og korrigerer: »Okay, måske ikke ti år ind i fremtiden,« siger hun med et glimt i øjet. »Men fem! Og det er en helt anden måde at bevæge sig rundt i verden på,« fortæller den nu 40-årige forfatter, hvis roman indtil videre er udkommet eller planlagt til at udkomme i oversættelse i blandt andet Korea, Polen, Brasilien, Tyrkiet – og Danmark.

De internationale udgivelser bringer også spørgsmålet om oversættelse med sig. Men Peters er ikke så interesseret i at involvere sig i, hvordan oversættere forholder sig til de vendinger og begreber, der optræder i Detransition, Baby. 

»Amerikansk kultur er allerede så dominerende, og jeg er ikke interesseret i at eksportere det sprog og de begreber, vi har tilgængelig på engelsk, som om de var universelle. Det kan jo være, at løsningen slet ikke ligger i det engelske sprog,« siger Peters.

I romanen har hun brugt pronominer som tidsmarkør. Afhængigt af hvor vi er i fortællingen, omtales Ames skiftevis som ’han’ og ’hun’.

»På den måde bliver pronominer tydeliggjort som noget, der ikke handler om, hvem du er for altid, men hvem du er lige nu,« siger Peters. »De er mindre faste. Og hvis du kan bevæge dig frem og tilbage, så er der ikke nogen medfødt kønsidentitet.« Det er lidt ligesom den sproglige konvention, at vi ikke omtaler gifte kvinder ved pigenavn, selv om vi taler om noget, der skete, før de blev gift: »Vi siger jo ikke, hvordan var miss Smiths barndom. Vi siger, hvordan var mrs. Clarks barndom,« forklarer hun.

En kollektiv praksis

Et fyrtårn i dansk transhistorie er kunstmaleren Lili Elbe, som var transkvinde, og som man mener var blandt de første til at få foretaget kønsaffirmative operationer. Det er hendes historie, romanen og filmen Den danske pige er baseret på. Filmen, der havde premiere i 2015, fik blandt andet kritik for skuespilleren Eddie Redmaynes, der er cismand, reducerende og stereotype portræt af Elbe: at en transkvinde er en mand, der smykker sig selv med en falsk form for femininitet.

Men Torrey Peters peger også på et andet problem: I filmen synes de ikke at forstå Elbes motivation til at transitionere og fremstiller hende som en undtagelse, der ikke oplever fællesskab med andre.

Peters selv kommer ud af et litterært fællesskab og fremhæver blandt andet transforfatteren Imogen Binnies Nevada som en vigtig inspiration for hendes eget forfatterskab.

Før hun udgav Detransition, Baby, udgav hun egenhændigt novellerne The Masker og Infect Your Friends and Loved Ones. Det stod læserne frit for at downloade dem. Peters delte også sit password med andre transkvinder. Tanken var, at de kunne forme et kollektiv, hvor dem, der ville udgive noget, bare gjorde det. »Men til at begynde med fulgte ingen fulgt op på det,« siger Peters og griner. »Jeg havde alle de her utopiske idealer, men følte mig totalt mislykket.«

Karl Ove Knausgård har inspireret Peters til at skrive en scene, hvor en af hovedpersonerne, Amy, besøger en butik for crossdressere. En scene, der er hentet fra hendes eget liv. »Fordi han siger alt det, han skammer sig over, ville jeg også gøre det, skrive om før jeg selv transitionerede, og sige alle de ting, jeg var bange for at sige højt.«

Vincent Tullo

Forlaget Topside Press, der i en periode over et par år var centrum for USA’s transkulturelle scene, var en reaktion på narrativer som Den danske pige. Forlaget, som Peters var affilieret med, men aldrig udgav noget på, havde sin egen version af Bechdel-testen (en test, man kan lave for at belyse, hvordan kvinder bliver repræsenteret i film, bøger osv.), som de kaldte Topside-testen: Har du en transperson, der taler med en anden transperson, om noget andet end transition, har det bestået testen.

»Hvis du har to transpersoner, der taler med hinanden, så er der ikke længere nogen af dem, der bliver gjort til eksperten i at være transperson. Så kan de tale om andre ting, hvad de oplever, tænker og føler. Hvordan de lever.«

Det var det, Peters ville med Detransition, Baby. Ikke skrive en guide, som Reese så vrængende siger. Men skrive en bog med komplekse karakterer i et sprog, der samtidigt matcher det, hun taler med sine egne venner.

Hun havde prøvet at gøre det den anden vej: at skrive, som skulle hun forklare transproblematikker til udenforstående.

Før Peters flyttede til Brooklyn, boede hun i en periode i Seattle. Her blev hun for første gang inviteret til at læse op til et litterært arrangement for transkvinder, der var arrangeret af folkene bag Topside Press. Og floppede totalt.

»Den tekst, jeg havde skrevet, handlede om min skam. Men den var skrevet, som om jeg skulle forklare mig over for cispersoner. Så i bund og grund læste jeg en tekst op om, at jeg skammede mig over at være trans, for et publikum af transpersoner,« siger Peters og trækker på smilebåndet. Det var mega akavet. Da hun gik ned fra scenen, kunne hun ikke få øjenkontakt med nogen.

»Den lektion er blevet hos mig lige siden. At være bevidst om, hvem jeg skriver til.«

Og hvem er det så? Torrey Peters har den her idé om et personligt pantheon befolket af hendes husholdningsguder. Husholdningsguderne er dem, der holder hende ærlig. Dem, som kan gennemskue hendes bluff. Som ved, hvis hun lyver.

»Når jeg skriver, tænker jeg ofte på dem. De holder mig ærlig og gør mig dygtigere. For jeg er nødt til at skrive noget, som overrasker mine husholdningsguder.«

Blandt dem er Morgan M. Page, Tom Léger, Jackie Ess og T Clutch Fleischmann, som alle har transerfaringer.

– Er du bange for at skuffe dem?

»Det er ikke så meget, at jeg er bange for at skuffe dem. Jeg er et konkurrencemenneske, så jeg vil imponere dem. Jeg tror faktisk på, at lidt konkurrence ikke skader. For hvis tredive personer hele tiden vil være bedre end hinanden, så kommer de længere end ét enkelt geni på toppen af et bjerg. Så jeg behøver ikke være et geni – jeg skal være bedre end mine venner.«

Give plads til skammen

I bogreolerne i Peters stue er bøgerne arrangeret efter farve. Her står de første fem bind af den norske stjerneforfatter Karl Ove Knausgårds Min kamp. Men ikke sekseren. Den gider Peters simpelthen ikke eje, fordi hun synes, den er dårlig, så den er foræret væk.

Knausgård er blandt hendes helt store, litterære idoler. Fordi Knausgård på sin egen måde skriver om køn, forklarer hun:

»Jeg læser det, Knausgård skriver, som ekstremt afslørende for de koder, der verserer omkring maskulinitet. Over flere tusind sider skriver han om alle de ting, der er for pinlige for mænd at sige højt. Altså, han bruger 200 sider på at hente sit barn fra børnehaven!« siger Peters og fniser.

Mange af hendes kvindelige, queer- og transvenner kan ikke helt se fidusen i Knausgård. Er der virkelig brug for at idolisere en hvid mand, der optager en masse plads med sine mikroskopiske problemer, spørger de. En mand, der vil have kvinder til at læse om, hvordan han koger et æg, og beundre ham for det? 

Peters kaster sig ud i en parodi af Knausgård. Og dog er hendes tonefald kærligt, når hun genfortæller, hvordan Knausgård skriver om at føle sig ydmyget over at gå igennem en lufthavn med bitte små hjul og skriver, som om han ikke kender ordet ’outfit’, fordi bare ordet i sig selv er for feminint.

Knausgård inspirerede Peters til at skrive en scene, hvor Amy besøger en butik for crossdressere. En scene, der er hentet fra hendes eget liv.

»Fordi han siger alt det, han skammer sig over, ville jeg også gøre det, skrive om, før jeg selv transitionerede, og sige alle de ting, jeg var bange for at sige højt. Vilkårene er selvfølgelig anderledes, men han viste mig, at skammen kan gå væk, når du siger tingene højt og undersøger dem. Han skammer sig over alt, og for mig er det meget frigørende,« siger Peters og vurderer: Måske kan han netop gøre det, fordi han som hvid cismand har privilegiet til det og aldrig nogensinde har fået at vide, at han er forkert. Men for Peters anviste han stadig en vej.

»Jeg kunne godt tænke mig at tage på roadtrip med ham engang. Og så bare sidde i stilhed.«