Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri af kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget den.
Protestdans mod udflytning
I mandags kunne man på Christiansborg Slotsplads se en stor gruppe danse. Det var dog ikke af glæde, men i protest. Danseuddannelsen på scenekunstskolen i København skal som en del af regeringens udflytningsaftale flyttes til Holstebro, og det falder ikke i god jord hos de studerende og branchefolk. De var mødt op for at demonstrere og gøre politikere opmærksomme på, hvad de mener vil være en ødelæggende nedlukning af deres uddannelse.
Deres argumenter mod udflytningen er, at dansemiljøet er så småt, at de studerende har brug for at være tæt på det kunstneriske miljø i København og kunne samarbejde med de andre kunstneriske uddannelser, som er samlet på Holmen. Derudover vil de studerende gerne være tæt på branchen og dens arbejdsgivere, som der er flest af i København.