Interview
Læsetid: 12 min.

Abdulrazak Gurnah: »Jeg skriver om, hvordan mennesker lærer at elske og hade«

Nobelprismodtager Abdulrazak Gurnah er fascineret af, hvordan mennesker, der flygter fra vold og krig er fanget mellem det liv, de har forladt, og det liv, der venter dem
Illustration: Jesse Jacob. Foto: Tolga Akmen/Ritzau Scanpix

Illustration: Jesse Jacob. Foto: Tolga Akmen/Ritzau Scanpix

Kultur
10. juni 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Egentlig skulle jeg have mødt Abdulrazak Gurnah i København.

Men få dage inden vores aftale tikker en besked ind fra hans danske forlag. Der står, at interviewet må finde sted over Zoom i stedet. En blanding af corona, Brexit og dronning Elizabeths 70-års jubilæum har skabt kaos i den britiske flytrafik, og Abdulrazak Gurnah bliver nødt til at rejse hjem, inden jeg kan nå at møde ham.

Som plaster på såret når jeg lige at høre ham i samtale med Carsten Jensen i Den Sorte Diamant. På scenen er den pensionerede professor intens, skiftevis skarp og konfrontatorisk i sine udmeldinger. Han er ikke bange for at gå i rette med de fortolkninger af hans bøger, han er uenig i. Det er tydeligt, at han ikke er her for at lefle for nogen.

Men det er også tydeligt, at han er en fortæller. Da Carsten Jensen beder ham læse en passage op fra sin seneste bog, romanen Efterliv fra 2020, opstår der en dyb ro i salen. Jeg tænker på de ord, Karen Syberg brugte om ham i sin dobbeltanmeldelse af hans to nyligt udgivne romaner på dansk: »En historieberetter af Guds nåde«.

Abdulrazak Gurnah læser op:

»Du har mistet din plads i verden. Jeg ved ikke, hvorfor det vedrører mig, men det gør det. Jo, måske ved jeg det godt. Du forstår nok ikke, hvad jeg taler om. Du begriber ikke den katastrofe, du er omgivet af …«

Tekstens intensitet samler sig omkring forfatterens enlige stemme, der som en svejseflamme brænder igennem det mørke, hans fortællinger udspringer af.

Dette mørke er kolonihistoriens mørke. Det er historien om, hvilken virkning koloniseringen af Østafrika har haft på menneskeliv gennem generationer, om omfanget og konsekvensen af dens ødelæggelser.

Samtidig er det historien om mennesker, der er fanget i »kløften mellem kulturer og kontinenter«, som Det Svenske Akademi formulerede det i deres begrundelse for at tildele Abdulrazak Gurnah Nobelprisen i litteratur sidste år. En historie om vold, flugt og brutalitet, men også om eventyrlige rejser i landskaber, der ofte besidder en særegen og barsk skønhed.

En historie, som Abdulrazak Gurnah selv er en del af.

Revolutionen

I 1964 indtraf den måske mest afgørende begivenhed i Abdulrazak Gurnahs liv: Revolutionen på Zanzibar.

»Jeg var tretten år, da det skete,« siger forfatteren fra sit kontor i London et par dage efter arrangementet i Diamanten. Stakke af hans egne bøger ligger sirligt ordnede i baggrunden – bøger, der i mange tilfælde var helt ude af print, da han vandt nobelprisen sidste år, og som nu bliver oversat og udgivet i hele verden. Han stirrer tankefuldt ind i kameraet, mens han erindrer den tumultariske tid under og efter revolutionen.

»Vi var i Dar es-Salaam, da det skete, og da vi kom hjem efter to dages rejse, havde de lokale revolutionære allerede overtaget magten.«

Abdulrazak Gurnah

  • Født d. 20 december 1948.
  • Født på Zanzibar. Ankom til England som flygtning i 1968.
  • Modtog Nobelprisen i Litteratur i 2021.
  • Er professor emeritus i postkoloniale studier ved universitetet i Kent.
  • Bedst kendt for romanen ’Paradis’ fra 1994, der blev shortlistet for Booker-prisen.
  • På dansk foreligger desuden ’Efterliv’.

Den voldelige revolution blev enden på flere hundrede års arabisk dominans af øgruppen og førte til dannelsen af staten Tanzania. Gurnah fortæller, at den følgende tid var præget af en stemning af uro og vold.

»Alle skoler lukkede ned, fordi de britiske lærere, der var rester fra kolonitiden, blev sendt tilbage til England,« siger han.

I kølvandet på revolutionen flygtede den unge Abdulrazak Gurnah fra Zanzibar. Som 18-årig kom han til England, hvor han har opholdt sig lige siden, på nær et par år i starten af 1980’erne, hvor han var ansat på universitetet i Kano, Nigeria.

»Det var en meget underlig oplevelse at komme til England,« siger Abdulrazak Gurnah. »Jeg vidste ikke særlig meget om landet, selv om jeg troede, at jeg vidste alt muligt. Men det var også et eventyr at opleve så mange ting, jeg aldrig havde oplevet før. Der var en begejstring forbundet med at være et helt nyt sted.«

Illustration: Jesse Jacob

Rejsen fra Zanzibar til England var dog ikke helt gnidningsfri. Kort efter sin ankomst til landet begyndte Abdulrazak Gurnah at føle hjemve. Han kunne ikke lade være med at tænke på alt det, han havde forladt. Især fordi han vidste, at han ikke ville komme tilbage igen.

»Det, jeg havde gjort, nemlig at efterlade mit fødeland uden de rigtige papirer, var ulovligt. Samtidig med at jeg følte en spænding og en begejstring ved at være et nyt sted, følte jeg også, at jeg havde mistet noget. Og jeg begyndte så småt at indse, at jeg heller ikke var særlig velkommen. Den erkendelse kom, i takt med at jeg begyndte at forstå sproget og kulturen. Mange af de ord, mennesker brugte til at beskrive mig med, havde jeg aldrig hørt før. Det tog noget tid, før jeg forstod, hvad der skete omkring mig.«

Paradis

Flere af karaktererne i Abdulrazak Gurnahs romaner er unge og uerfarne, ligesom han selv var, da han kom til England fra Zanzibar. De er fanget mellem det liv, de har forladt og det liv, der venter dem.

I romanen Paradis, Abdulrazak Gurnahs gennembrud, minder hovedpersonen Yusuf til forveksling om det billede, forfatteren tegner af sit unge selv. Romanen foregår i tysk Østafrika i tiden før Første Verdenskrig, hvor Yusuf bliver udleveret som pant til sin »onkel« Azis – en velhavende købmand, som Yusufs far skylder penge.

I Azis’ varetægt møder Yusuf den lidt ældre Khalil, der står i samme situation, og som prøver at få Yusuf til at indse, at Azis slet ikke er hans onkel, men derimod hans seyyid, hans herre.

Romanen skildrer Yusufs rejse fra det landlige Østafrika til det førkoloniale og urbane Østafrika, et fascinerende og komplekst sted, hvor sorte muslimer, kristne missionærer og mennesker fra Det Indiske Subkontinent lever i et broget, kosmopolitisk miljø, som bliver skadet, da tyskerne koloniserer territoriet.

Som det ofte er tilfældet i Abdulrazak Gurnahs bøger, bliver de brutale begivenheder filtreret gennem et ungt og sårbart individ med en begrænset forståelse af den komplekse virkelighed, der hersker omkring ham.

Abdulrazak Gurnah fortæller, at inspirationen til Paradis kom, da han rejste til Zanzibar for første gang efter at være flygtet derfra, fordi det pludselig blev lovligt for ham at vende tilbage. På det tidspunkt havde han været væk i sytten år, og synet af sin far, som på det tidspunkt var gammel og svag, og som døde det følgende år, var ifølge forfatteren drivkraften bag bogen.

»Da jeg så ham, gik det op for mig, hvor gammel han var. Han var i midten af firserne, og det slog mig, at han ville have været en dreng, da den europæiske kolonialisme etablerede sig selv i den del af verden,« siger Abdulrazak Gurnah og fortæller, at hans far ville have været en dreng på ni eller ti år i slutningen af 1890’erne.

»Jeg begyndte derfor at overveje, hvordan det ville have været for en dreng på den alder at se fremmede mennesker ankomme og overtage deres liv. Det gav mig ideen til at skrive om nogen på den alder, der får oplevelsen af at høre om europæerne.«

De historier, Yusuf hører om europæerne, fylder meget i bogen. Han rejser med Azis’ handelskaravaner, som fører ham rundt i et Østafrika, der er præget af den tyske besættelsesmagt, og hvor rygterne om tyskernes vold og brutalitet svirrer i luften omkring dem.

Samtidig er de forskellige fortællinger, der hvirvler rundt omkring Yusuf, både præget af overtro, stammestridigheder og forskellige politiske overbevisninger. Som Karen Syberg pointerede i sin anmeldelse af de to romaner, skriver Abdulrazak Gurnah kolonihistorie set fra de koloniseredes synsvinkel.

I det hele taget er noget af det bemærkelsesværdige ved Abdulrazak Gurnahs bøger, at de er så åbne for fortolkninger. Jeg tænker på, hvordan han flere gange i samtalen med Carsten Jensen i Diamanten bider fra sig, når nogen forsøger at låse hans bøger fast i entydige udlægninger. Man fornemmer, hvor vigtigt det er for ham at holde bøgerne åbne for refleksion. Det bliver især afspejlet af den måde, forskellige virkeligheder får lov at svirre omkring, uden at man som læser altid ved, hvad der er rigtigt og forkert. Ifølge forfatteren er det noget, han i Paradis arbejder bevidst med:

»Jeg var interesseret i at skildre de begivenheder, der finder sted, på en ufuldstændig måde,« forklarer Abdulrazak Gurnah. »Yusuf forstår ikke helt, hvad der sker omkring ham, og det tillod mig at være suggestiv frem for at give en objektiv historisk beretning om, hvad der skete.«

Efterliv

Som voksen stikker Yusuf af fra Azis for at slutte sig til askarierne, indfødte krigere anført af tyske officerer. Spørgsmålet om, hvorfor en ung mand dog ville tilslutte sig sin besættelsesmagts kolonitropper, er udgangspunktet for Abdulrazak Gurnahs seneste roman, Efterliv, der på mange måder kan læses som en direkte fortsættelse af Paradis.

De to bøger deler ikke persongalleri. Men hvor Gurnah i Paradis forlader sin hovedperson, idet han slutter sig til den tyske hær, møder vi først Hamza, hovedpersonen i Efterliv, da han allerede har meldt sig som frivillig til schutztruppe, de tyske kolonitropper, der kæmper mod briterne om retten til det østafrikanske territorium.

Ligesom det er tilfældet med Yusuf, er Hamza blevet solgt af sine forældre. Men i modsætning til Yusuf er hans minder om fortiden slørede.

»Hamza er ikke et barn, men han er stadig ung, da vi møder ham, i hans tyvere. I romanen forsøgte jeg at fortsætte refleksionen over, hvorfor en person som Yusuf ville tilslutte sig kolonihæren,« fortæller Abdulrazak Gurnah, der lader Hamza gå igennem en lang række brutale begivenheder, inden han nedbrudt vender tilbage til sin barndoms kystby.

På den måde tegner Efterliv også et psykologisk komplekst portræt af forholdet mellem mennesker, der bliver undertrykt, og de mennesker, der undertrykker dem.

Abdulrazak Gurnah forklarer, at han i begge bøger har været interesseret i at udfordre de etablerede fortællinger om, hvad der er sket i Afrika. I den forstand er han en politisk motiveret forfatter, indrømmer han.

»Det er ikke sådan, at jeg har et politisk program. Jeg skriver om uretfærdigheder, hvad enten det drejer sig om autoritære regimer, eller når mennesker bliver behandlet på en umenneskelig måde, som det er tilfældet med flygtninge. Men jeg skriver i lige så høj grad om, hvordan mennesker lærer at elske og hade.«

Hjemve

Både Yusuf og Hamza er, som flere af Gurnahs karakterer, hjemsøgt af en hjemløshed og en rodløshed, der truer med at opsluge dem. Deres identiteter er ustabile, »fanget i kløften mellem kulturer og kontinenter,« som nobelpriskomiteen udtalte det.

Det var en lignende følelse af at være fanget mellem det sted, han havde forladt og det sted, han var ankommet til, der fik Abdulrazak Gurnah til at begynde at skrive, da han var i starten af 20’erne.

Dengang skrev han dagbog. Han var ikke interesseret i at skrive noget specielt, forklarer han. Først og fremmest skrev han for at huske og for at få bugt med den følelse af hjemve, der ofte ramte ham.

»Jeg gjorde bare det, mange unge mennesker gør, nemlig at skrive ting ned for at få bedre hold om dem. Eller fordi jeg følte selvmedlidenhed. Sommetider, når det er et dystert vejr som i dag, og det regner, og man føler sig trist, kan det hjælpe at skrive,« siger Abdulrazak Gurnah og drejer hovedet mod vinduet, så et gråt skær kortvarigt oplyser hans ansigt på skærmen foran mig.

Illustration: Jesse Jacob

Abdulrazak Gurnah fortæller, at han begyndte at skrive uden nogen intention om at vise det til nogen.

»Det var kun til mig selv. Men på et tidspunkt indså jeg, at jeg var ved at skrive en fortælling, og at det jeg skrev ikke længere handlede om mig selv. De små stykker begyndte at vokse, og på et tidspunkt var jeg nødt til at spørge mig selv, hvad det var, jeg lavede. Da begyndte jeg at tænke, at jeg måske kunne skrive en fortælling, og at den måske endda kunne blive til en roman, hvis den voksede. Og da indser man pludselig, at man skriver for, at andre skal læse det. Man indser, at man ikke længere blot skriver for sig selv.«

For Abdulrazak Gurnah var skriften først og fremmest en modgift mod den fremmedgørelse, han følte ved at være fremmed et sted, der var så anderledes fra det sted, han var flygtet fra.

»Der er alle mulige ængsteligheder, der opstår i sådan en situation. Især når man er ung og uprøvet og ikke har nogen penge. Samtidig havde jeg en følelse af, at jeg havde mistet noget, og i forlængelse af denne følelse, opstod der en hjemve. Jeg overvejede ofte, om jeg havde gjort det rigtige ved at tage afsted. Det var alt dette, det svære ved at være fremmed et sted, hvor jeg ikke var velkommen, tanken om alle de ting, jeg havde efterladt, det var disse ting, der fik mig til at føle mig fremmedgjort og ængstelig. Og jeg begyndte at skrive for at få disse følelser til at give mening.«

– Du har før udtalt, at du er interesseret i, hvordan mennesker er i stand til at få noget ud af deres traumatiske erfaringer. Hvorfor?

»Det er en af de egenskaber, jeg virkelig beundrer hos mennesker. Det fascinerer mig, hvordan flygtninge, der flygter fra vold og krig, og som kommer til et fremmed sted uden penge og planer, kan få noget ud af deres situation, hvis blot de får chancen. At være i stand til at få noget ud af enhver situation, at være et nyttigt og værdigt menneske, er for mig en beundringsværdig kvalitet, og det er derfor, jeg skriver om det.«

Intimitet

Abdulrazak Gurnah har boet i England i mere end 50 år. Men han har bevaret forholdet til Zanzibar, som han rejser til med jævne mellemrum. Det er kun to uger siden, han vendte tilbage fra en rejse dertil.

Da jeg spørger ham, om han efterhånden føler sig som en britisk forfatter, afviser han.

»Nej, jeg ser ikke mig selv som en særlig slags forfatter. Jeg skriver bare ud fra, hvad jeg tænker, føler og ved. Selv om jeg har boet i England i mere end 50 år, ved jeg, at jeg også er fra Zanzibar. Mine bøger tager udgangspunkt i begge steder, fordi begge steder føles som mit hjem.«

Som indfødt tanzanier er Abdulrazak Gurnahs modersmål egentlig swahili, men alle hans bøger er skrevet på engelsk.

– Har det været et bevidst valg at skrive på engelsk?

»Min oplevelse er, at skrift og sprog ikke virker sådan. Det handler ikke kun om, hvad man tænker. For at skrive må man have et intimt forhold til det sprog, man skriver på, i hvert fald hvis man skal gøre sig forhåbninger om at forme sproget på en måde, som er overraskende, original eller endda smukt. Jeg læser og taler swahili, men jeg ville ikke skrive på sproget, selv om jeg behersker det. Det er ikke det sprog, der antænder min fantasi. Man kan sige, at en af de utilsigtede fordele ved at blive koloniseret har været, at jeg har fået tildelt et sprog, som jeg har opdaget, at jeg har et intimt forhold til. I den forstand har det heller aldrig været et aktivt valg at skrive på engelsk.«

Som en væsentlig tænker inden for postkoloniale studier er Abdulrazak Gurnah bedre orienteret i de teoretiske standpunkter, der knytter sig til dette felt, end de fleste. Derfor overrasker det mig en smule, at han ikke er mere kritisk over for sprogets undertrykkende funktion – noget, som er blevet påpeget og diskuteret af flere afrikanske forfattere, heriblandt kenyanske Ngugi wa Thiong’o, der hævder, at det er umuligt at give en sandfærdig skildring af det, han kalder »den afrikanske erfaring« på et ikkeafrikansk sprog.

– Flere afrikanske forfattere og intellektuelle mener, at det at skrive på afrikanske sprog er et nødvendigt skridt i retning af etableringen af en selvstændig kulturel identitet og frigørelse fra århundreder med europæisk undertrykkelse. Deler du den opfattelse?

»Jeg mener, at forfattere bør bruge det sprog, der kommer til dem. Jeg har ingen indvendinger imod, at folk skriver på det sprog, de ønsker at skrive på. Jeg synes, vi skal være tolerante i forhold til, hvilke sprog forfattere vælger at udtrykke sig på og bare velsigne dem og håbe på, at de skaber noget smukt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her