mode
Læsetid: 14 min.

For bæredygtigheden og kulturhistoriens skyld etablerer Elise By Olsen et bibliotek for mode

Som så mange andre står modebranchen over for den gigantiske udfordring at skulle bidrage til en mere bæredygtig verden. Den 22-årige norske mediepioner Elise By Olsen vil konfrontere denne udfordring ved at åbne verdens første specialiserede modebibliotek. Måske er det fortiden, der skal redde vores tøjs fremtid
Norske Elise By Olsen var 13, da hun stiftede Recens Paper, et 200 sider langt magasin om ungdomskultur og mode, der blev udgivet på glittet papir

Norske Elise By Olsen var 13, da hun stiftede Recens Paper, et 200 sider langt magasin om ungdomskultur og mode, der blev udgivet på glittet papir

Sofie Amalie Klougart

Kultur
17. juni 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Da jeg var teenager i begyndelsen af 2010’erne, var der to chefredaktører, der betød noget for mig. Tavi Gevinson og Elise By Olsen. Den ene arbejdede fra sit værelse i Illinois i USA, den anden fra sit værelse på Høybråten i udkanten af Oslo. For mig og mange andre i min generation var de med til at revolutionere, hvad et magasin kunne være. Gevinson var 15 år gammel, da hun skabte Rookie, et dagligt webmagasin for unge, og By Olsen var 13, da hun stiftede Recens Paper, et 200 sider langt magasin om ungdomskultur og mode, der blev udgivet på glittet papir. Gevinson og By Olsen voksede begge – ligesom jeg – op i den tid, hvor internetfællesskaber, bloggersfærer og sociale medier kom til verden. Det var som at lirke et parallelt univers op i den grå virkelighed. En gigantisk verden vævet sammen af ord og billeder.

Ud over at forandre vores relationer og vores medier har den digitale verden også forandret vores tøj. I bogen The History of Fashion Journalism skriver den britiske modejournalist og akademiker Kate Nelson Best, at de sociale mediers høje tempo har fået selve modeindustrien til at accelerere i hastighed. Trends opstår hurtigere – og forsvinder hurtigere igen. Tøjet bliver produceret hurtigere, billigere, og der bliver mere og mere af det. Hun mener, at modejournalistikken befinder sig i en krisetid. Hvordan vi taler om og formidler vores tøj, har betydning for det, vi går i. Som den franske litteraturteoretiker Roland Barthes engang har skrevet, er det modejournalistikken, der giver tøjet sin symbolske værdi. Det er vores billeder og ord om tøj, som omdanner tekstilet fra flade stykker stof til mode – trends, udtryk, identitet.

Jeg kan selv huske, hvordan noget forandrede sig markant i starten af 2010’erne, da mine venner og jeg begyndte at bruge Instagram. Vi begyndte at tage billeder af hinanden i skolen, derhjemme og på caféer, og nogle gange lagde vi dem op på vores profiler. Pludselig tænkte jeg meget mere over, hvad jeg tog på, når jeg skulle mødes med dem. Ikke fordi jeg var bange for, om mine venner ville synes, at mit tøj så smart eller dumt ud, men fordi mit tøjvalg hele tiden potentielt kunne blive foreviget.

I løbet af min ungdom forandrede det digitale univers sig fra blogs til sociale medier. Ser man på modeverdenen, har den forandret sig fra eksklusive modeshows medieret gennem journalister og kritikere til offentlige streaminger og foto i massevis. Meget er sket siden dengang, jeg opdagede mine redaktørhelte. I dag kan man for eksempel købe en kjole, som udelukkende findes digitalt. Tøjet kan altså købes som et filter, der lægger sig oven på et billede eller en video af din krop, sådan at det ser fuldstændig ud, som om at man bærer tøjet på kroppen, selv om man faktisk aldrig har rørt ved det.

Med denne store forandring in mente har jeg talt med Elise By Olsen om den digitale verden og vores tøjs fremtid. Elise By Olsen er i gang med »et monster af et projekt«, som hun kalder det. Hun er ved at åbne et bibliotek: verdens første bibliotek dedikeret til modeforskning. Et bibliotek, som skal samle og bevare bøger, magasiner, illustrationer og billeder om mode fra hele verden. Et sted, både fysisk og digitalt, der lægger op til et kritisk blik og nye samtaler om modeindustrien, forklarer hun. Projektet både fascinerer og undrer mig. Hvorfor vil denne 22-årige, som engang lærte mig om internetfællesskaber og medieverdenens vilde nye muligheder, åbne noget så gammeldags som et bibliotek?

Sofie Amalie Klougart

Vil du arve min samling?

»Det er en meget personlig historie,« begynder Elise By Olsen. Hun sidder på sit barndomsværelse i en provinsby lidt uden for Oslo. Hun er iført et par briller og en strikvest. Et rigtig bibliotekarlook, bliver jeg fristet til at kalde det. Vi ringes ved over Zoom.

By Olsen begyndte at blogge som otteårig. »Måske lyder det vildt for ældre generationer, at jeg var så ung,« siger hun, »men jeg tror, det var ret almindeligt for vores generation.«

Med sin blog kunne By Olsen række ud til andre med sine ideer og tanker og mærke, hvordan internettet var et fællesskab, et forum. »Men altså, det var jo også der, jeg lærte at skrive og læse ordentligt,« fortæller hun. Da hun var 13 år, startede hun Recens Paper med nogle af sine såkaldte »internetvenner.« Recens Paper var et trykt ungdomsmagasin på engelsk, som udkom to gange årligt, og som hun var chefredaktør for, indtil hun fyldte 18 år. Siden da har hun udgivet endnu et magasin ved navn Wallet, der kritiserer og diskuterer modeindustriens rolle.

»En dag i 2015 fik jeg en mail fra den her gentleman ved navn Steven Mark Klein (amerikansk modeikon og aktivist, red.),« fortæller By Olsen, da jeg spørger, hvordan biblioteksprojektet begyndte.

I mailen stod ikke mere end: »Hvem er du?«

»Jeg svarede, at jeg var Elise, og at jeg var redaktør og bla bla bla,« fortæller hun. Men Mark Klein svarede hurtigt tilbage, at »hahaha«, selvfølgelig vidste han godt, hvem hun var. »Og så sendte han mig en masse links og kulturelle referencer,« fortæller hun. Derfra begyndte et slags mentorforhold, som varede til Kleins død sidste år, han blev 70 år gammel.

»Det har på en måde været min uddannelse,« fortæller hun. »Jeg har aldrig mødt nogen, der vidste så meget om modeindustrien. Både fortiden, nutiden og fremtiden. Han vidste alt om alle – også sladder.« Både By Olsen og The New York Times omtaler Steven Mark Klein som en legende. By Olsen og Klein begyndte at tale sammen over hans fastnettelefon. Han kunne ringe til hende, men hun kunne ikke ringe til ham.

»Så når han ringede, blev jeg nødt til at tage den,« siger By Olsen. »Vi talte sammen hver eneste dag, indtil han døde. Hver. Eneste. Dag.«

En af dagene ringede han for at tilbyde hende noget unikt. By Olsen tog telefonen, og Klein spurgte, om hun ville arve hans 5.000 objekter store samling af trykt materiale om mode. Invitationer til modeshows, tekster, udklip, bøger, artikler og udgivelser om mode og modeindustrien fra 1975 og frem. En samling, Klein havde stuvet sammen i sin lille etværelses på Manhattan. »Jeg var så overvældet. Det var en fantastisk samling,« fortæller By Olsen. Hun takkede ja, men havde med det samme et stort problem: Hvor skulle det være henne?

»Jeg havde jo ikke rigtig plads derhjemme,« fortæller hun. »Og på det tidspunkt boede jeg praktisk talt i en kuffert, fordi jeg rejste så meget.« Så By Olsen fremlagde ideen om at starte et internationalt modebibliotek grundlagt på Steven Mark Kleins samling til Nasjonalmuseet for Kunst, Arkitektur og Design i Oslo. »I alle de andre kulturelle felter som litteratur, musik, arkitektur, film og kunsthistorie findes der sådan nogle biblioteker. Men i moden er der ikke noget dedikeret biblioteksrum for intellektuelle samtaler og forskning i mode.« Dette er et problem. For ifølge Elise By Olsen er det nødvendigt at kunne kigge tilbage og forholde sig til fortiden, hvis man skal forme en bedre fremtid.

Elise By Olsen har arvet den amerikanske modeaktivist Steven Mark Kleins store samling af trykt materiale om mode. Den er en del af grundlaget for det bibliotek for mode, hun er i gang med at udforme

Elise By Olsen har arvet den amerikanske modeaktivist Steven Mark Kleins store samling af trykt materiale om mode. Den er en del af grundlaget for det bibliotek for mode, hun er i gang med at udforme

Sofie Amalie Klougart

Fortiden skaber fremtiden

Til forskel fra de andre mennesker, jeg har talt med i denne serie, er det faktisk ikke selve tøjet, der optager Elise By Olsen. Det er ikke følelsen af blød silke, et særligt mønster eller en smuk syning. Det er alt det uden om, forklarer hun. »Kommunikationen, kritikken, fremvisningen, arkiveringen af mode, og mode som en del af den større kulturelle samtale.« Og By Olsen pointerer, hvorfor især arkivering er enormt interessant lige nu.

»I begyndelsen af nedlukningen, da alting peakede i marts 2020, var der mange af modehusene, som måtte indstille deres produktioner. Alt blev sat på pause. Både selve den materielle produktion, men også produktionen af kommunikationsmateriale. Og jeg tror ærligt talt, at det på mange måder er det bedste, der er sket for modeindustrien i flere årtier. Det tvang modehusene til at dykke ned i deres arkiver,« fortæller hun. »De blev nødt til at forholde sig til, hvad de tidligere havde udgivet af for eksempel kampagner og reklamer.« Normalt, forklarer By Olsen, kunne de samme firmaer finde på at lave gigantiske og omkostningsfulde reklamer, som ikke hang på reklametavler eller poppede op på hjemmesider i mere end to dage. Nogle gange endnu kortere. »Og så smed man det bare væk,« fortæller hun. »Modeindustrien har i høj grad været præget af en smid-væk-kultur.«

Jeg spørger, om hun kan se en forandring efter lockdown-perioden.

»Jeg er bange for, at modeindustrien kommer til at kompensere for de sidste to år ved at producere endnu mere og presse tempoet endnu mere op,« svarer By Olsen alvorligt. »Det er en industri, som er afhængig af at tjene penge, selvfølgelig, og det er en utrolig kommercialiseret industri. Så det er jeg virkelig bange for.«

– Jeg ser dit biblioteksprojekt som en modreaktion på det høje tempo. Ligesom at der er mange af mine venner, som er begyndt at hækle og strikke. Hvordan ser du på det? Hvorfor begynder vi på alt det her?

»Det har med tid at gøre,« svarer By Olsen. »Det analoge, det fysiske og håndgribelige. Det tilbyder os en helt anden tidshorisont og en helt anden opmærksomhed. Og folk vil virkelig gerne have det, folk søger mod det. Vi vil ikke have uendelig scrolling og fastfoodjournalistik. Vi vil se smukke billeder og dybde.«

»Men samtidig,« tilføjer By Olsen, »så deler vi det stadig på Instagram. Det er det samme, når jeg selv laver et printet magasin. I dag er det sådan, at selv om du laver et fysisk produkt, så eksisterer hele dets univers stadig online.«

For nylig var jeg til en koncert på Berghain i Berlin. Den famøse technoklub, som man aldrig kan komme ind på. Og hvis man endelig gør, må man ikke tage billeder derinde. I døren bliver der sat to små klistermærker over kameraerne på ens telefon. Jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har været til en koncert, hvor folk ikke stod med deres telefoner og tog billeder eller filmede den. Da den danske musiker og dj Courtesy trådte ud på scenen i den smukkeste blå top og med sit hår sat op i bittesmå knolde som en krone, var der ingen andre end os, der så det. Al umagen var kun for os. Ingen andre ville komme til at se hendes hår blive lyst op bagfra af et regnvejr af lysstriber og lyserød røg. Ingen andre ville se hende svaje og smile. Jeg blev næsten lidt rørt af at tænke på det. Men … Dagen efter lagde Courtesy et billede op på Instagram af sig selv i den blå top med det flotte hår stående foran Berghain. Det tog jo ikke noget fra min oplevelse, kan man sige. Og måske fik verden alligevel tøjet at se, men kun som et stillbillede. Bevægelserne, rummet, lydene lever kun videre hos os, der var publikum den aften.

– Nogle gange kan jeg godt føle, at vi befinder os et underligt sted i dag, hvor vi på én gang både rækker bagud og fremad. Vi søger tilbage til gammelt tekstilhåndværk og fysiske biblioteker, men vi kan ikke slippe uden om alt det digitale. Det kan virke som et dilemma i mine øjne. Oplever du også den splittelse?

By Olsen ser på mig fra skærmen og svarer: »Det er en vigtig pointe for mig, at fremtiden ikke er et sted, vi skal nå, men en øvelse i at skabe en eller anden forandring eller mulighed. Det er en samtale. Og lige nu lever vi i en meget kynisk tid. Det er en skræmmende tid. Den er meget usikker. Men jeg tror, at ved at forstå de mønstre, som vores fortid har haft, kan vi finde vores håb.«

Det er netop det, biblioteket handler om for By Olsen . I 2020 blev det grundlagt under navnet The International Library of Fashion Research, og ifølge planen åbner det til oktober.

»Jeg vil ikke nødvendigvis være med til at lave nyt materiale, jeg vil gerne bevare det, som allerede er,« fortæller hun. Fortiden kan vise os en rød tråd i historien. Hvad er det, vi har gjort? Men også: Hvad er det, vi ikke har gjort? Hvilke veje gik vi ikke ned ad? Hvad valgte vi fra?«

»Ved at sætte os ind i fortiden lærer vi fremtiden at kende,« siger By Olsen.

Ønsketænkning

Gennem min skærm kan jeg ikke se mere end halvdelen af det maleri, som hænger på By Olsens væg, resten er bare det hvide loft og hendes opmærksomme ansigt. Zoomforbindelsen har lavet en lille udvalgt portal mellem mig og hende.

Der er noget virkelig spændende ved internettets betydning for mode- og tøjindustrien. I mine to foregående artikler har jeg talt med flere eksperter, som er bekymrede for, at vi mister den taktile, håndgribelige fornemmelse for det materiale og de teknikker, som vores tøj er lavet af. Og her er internettet først og fremmest et problem. Men By Olsen ser mere nuanceret på det.

»Jeg synes, det er utrolig smukt,« siger hun, da jeg spørger, hvordan hun har det med den digitale verden. »Altså, jeg tror, at folk skal blive bedre til at være kritiske over for, hvad de bruger de sociale medier til. Det kan være et virkelig drænende sted – og et farligt sted for nogen. Men mere end noget andet synes jeg, at det giver nogle fantastiske muligheder.« Uden de sociale medier var Elise By Olsen ikke endt der, hvor hun er i dag, fortæller hun. Og min anden redaktørhelt Tavi Gevinson har sjovt nok skrevet en artikel for The Cut for et par år siden med præcis samme konklusion.

Sofie Amalie Klougart

Elise By Olsen og jeg kommer også til at tale om, hvordan Instagram på mange måder minder om et arkiv. Et fotoalbum. Et moodboard. Vi taler også om, hvordan det at klæde sig på i virkeligheden minder om at have en instagramprofil. Det digitale og det fysiske deler de samme principper, siger By Olsen. Vi bruger tøjet eller billederne til at forme en lille fortælling om os selv. Sådan her er jeg. Eller sådan her vil jeg gerne være.

»I forhold til Instagram,« siger By Olsen, »så er der en diskussion om, hvorvidt det er ægte eller ej. Om vi laver en falsk persona. Men vi skaber altid personaer og universer omkring os selv. Og måske er det ikke en dårlig ting. Det kræver bare, at vi er bevidste om, at det er falskt. At vi er opmærksomme på, at det er et afbræk fra virkeligheden.«

»Kreativitet er et fantastisk værktøj til at skabe en utopi, en ønsketænkning, forandring,« tilføjer hun. »Og nogle gange glemmer vi, at mode handler om ønsker. Mode handler om at skabe noget, som ikke nødvendigvis eksisterer i forvejen.«

Mode anses som et feminint felt

Men fordi moden i så høj grad er eksklusivitet og idealer, er der netop også brug for et kritisk blik. Kate Nelson Best pointerer i sin bog, hvordan mode og modejournalistik siden begyndelsen har været tæt viklet sammen med både forbrug, nationalisme, kønsroller, kendisser og eliten. Det første franske modemagasin blev for eksempel skabt af Ludvig 14., også kendt som Solkongen, i 1600-tallet, som en del af en slags kulturpropaganda. Han fik et magasin lavet, som udgav offentlige rapporter om det tøj, hoffet bar i Versailles. Det, som var »a la mode« og det, som ikke var. Hele projektet var utrolig nationalistisk. Det handlede om at udnytte landets voksende tøjindustri til at udbrede fransk kultur i Europa gennem tøjet.

I dag, forklarer Nelson Best, har sociale medier og internettet demokratiseret modejournalistikken, så der er mange flere, der kan skrive om tøj og mode. Men vi skal huske, siger hun, at selve platformene, de sociale medier såsom Twitter og Instagram, favoriserer let fordøjelig information frem for kritisk analyse.

Hele denne lille artikelserie begyndte, fordi jeg tænkte: Hvorfor skriver aviserne aldrig rigtig om tøj? Elise By Olsen stiller det samme spørgsmål. »Vi skal have det i aviserne. Vi skal have det ud i massemedierne. Synligt,« siger hun. Jeg fortæller, at det gik op for mig, da jeg læste den seneste udgave af Wallet samt bøgerne Look af Luka Holmegaard og Thread Ripper af Amalie Smith, at tekster og samtaler om tøj ikke nødvendigvis behøvede at handle om at købe noget eller leve op til noget. Det behøver ikke kun at være kommercielt. Det kunne lige så godt handle om computerteknologi, sorg, politik eller verdenshistorie.

»Jeg tror ikke, at mode bliver taget alvorligt, fordi det bliver anset som et feminint felt,« siger By Olsen. »I Norge opfatter man det som noget, der har med rige husfruer at gøre. At de elsker at shoppe og købe dyre ting, og det er det, vi kalder mode. Men vi glemmer,« fortsætter By Olsen, »at det har med os alle sammen at gøre. Jeg synes, at mode, måske sidestillet med mad, er det mest universelle kulturelle felt, der findes.«

Siden indholdet i Steven Mark Kleins lejlighed grundlagde biblioteket, er International Library of Fashion Researchs samling fordoblet. Biblioteket skal være der til at tage modehistorien tilbage, fortæller By Olsen mig. Ligesom vi har vores tøj og Instagram til at fortælle historier om os selv og hinanden, skal vi også bruge fortidens arkivmateriale til at fortælle historier med.

»Der er så mange dele af modens historie, som er underrepræsenteret. Ligesom i verdenshistorien. Der er så mange dele, som er misrepræsenterede eller underrepræsenterede,« siger hun og tilføjer, at det skal være et kollektivt arbejde at undersøge dem. »Der bliver udgivet alt muligt hver evig eneste dag, men der er stadig så mange huller i fortiden, der mangler at blive undersøgt.«

Serie

Tænk på dit tøj

Vi tager alle sammen tøj på hver dag, men hvordan tænker vi om det? I denne miniserie undersøger Sara Mering, hvorfor strikning, hækling og vævning er vendt tilbage i populærkulturen, og hvordan vi når frem til et bæredygtigt tøjforbrug.

Seneste artikler

  • Hvad et moselig fra oldtiden kan lære os om fremtiden

    31. maj 2022
    Mudrede oldtidsfund dukker op som tendens i musikken og modebilledet, og det er ikke uden grund. Det danske landskab er ideelt til at bevare hud, hår og uld helt tilbage fra jernalderen, men det kan godt være skræmmende for os at kigge nærmere på det i dag. For moseligene og deres tøj afslører vores tids tekstilers korte holdbarhed og vores egen forgængelighed
  • »Strik alt, hvad I kan! Gå amok med det! Få den materialeviden tilbage i hænderne!«

    20. maj 2022
    Vores tøj er blevet fremmed for os. I omkring 30.000 år har vi vævet og lappet og syet og stoppet sokker, men i dag kan vi nærmest ikke kende forskel på hør og bomuld. Tøj og mode er op gennem historien blevet underkendt som noget overfladisk kvindehalløj, men hvis vi skal have en bæredygtig tekstilproduktion, skal der brydes med den fortælling. Og forandringen er måske på vej – den er strikket og fuld af huller
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der findes selvfølgelig specialiserede biblioteker rundt omkring i verden, der beskæftiger sig med mode- og tekstilhistorie. Typisk i relation til museer og designskoler, som er målrettet de emner.
For eksempel i Museo del Traje i Madrid, Palais Galliera i Paris, og FIDM i Los Angeles.
Hertil kommer naturligvis så store biblioteks-afsnit i mere flerstrengede institutioner, som for eksempel Metropolitan Museum, Victoria & Albert Museum, Musee des Arts Decoratifs, vores eget Designmuseum Danmark, osv. osv.
Men måske er der i det norske projekt sat et (endnu) højere ambitionsniveau ...