En »fertilitetstsunami« i kunsten gør op med et tabu

Forfatteren Mia er i fertilitetsbehandling med sin kæreste, Emil. Hun har netop fået taget æg ud for første gang, syv styks. Nu har hun trodset smerter og væskefyldte ægblærer, der spiler maven ud til en spændt ballon, for samme dag at tage afsted til Göteborg, hvor hun skal optræde på en nordisk kulturfestival.

»Interviewet i går gik fint,« vurderer Mia i de dagbogstekster, der udgør forfatter Tine Høegs nye roman, Sult. »Men mærkeligt at sidde på en scene, grine og smile med store smerter i underlivet dulmet af Ipren og Panodil Zapp, den udspilede mave skjult af en gigantisk Stine Goya-kjole, samtalen blev streamet så folk i stuerne kunne følge med. Alt det de ikke ved om mig. Alt det vi ikke ved om hinanden.«

Ufrivillig barnløshed er et stigende problem i Vesten, og hvert tiende barn i Danmark kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling. Alligevel har det i mange år været tabu at være i behandling – det er noget af alt det, vi ikke ved om hinanden. Og når man tænker på, hvor enormt både fysisk og psykisk strabadserende, fertilitetsbehandling kan være, virker det, som Tine Høeg beskriver, vanvittigt: at man samtidig kan føle sig socialt begrænset til at holde oplevelsen for sig selv. At den skulle være noget dybt privat og lidt skamfuldt.

Men måske er det ved at vende. I hvert fald er der en bevægelse i gang, hvor flere offentligt fortæller om deres udfordringer med at blive forældre. En tendens, der lige nu slår igennem i kunsten og kulturen, hvor udbredelsen af bøger, serier, film og podcasts om emnet er iøjnefaldende.

»En fertilitetstsunami,« betegner instruktør og manuskriptforfatter Amalie Næsby Fick fænomenet, som hun blev opmærksom på, mens hun sammen med kollegaen Nikolaj Feifer var ved at skrive den danske Netflix-serie Skruk. Serien om en fertilitetslæge, der inseminerer sig selv i en brandert, har premiere den 8. juni – to dage inden udgivelsen af Tine Høegs Sult på Gutkind Forlag.

Det var forfatter Karen Strandbygaard, der sidste år igangsatte bølgen herhjemme med romanen Noget du ikke ved om længsel om udfordringer med infertilitet for et par i 30’erne. Samme emne skildrer forfatter Marie Hougaard i romanen Vi troede vi skulle, der udkom i marts. På forårets CPH:DOX kunne man se dokumentarfilmen An Eternity of Me and You, hvor instruktør Sanne This filmer sin egen fertilitetsbehandling. Fra april har man kunnet streame norske Kathrine Valen Zeiners Viaplay-serie Made in Oslo, der ligesom Skruk følger en barnløs fertilitetslæge. Fertilitetsbehandling er også omdrejningspunktet i instruktør Cecilie McNairs spillefilm Ønskebarn, der har premiere i efteråret 2022, og som er en plottråd i Frelle Petersens sønderjyske familiedrama Resten af livet, der kommer i biografen den 7. juli.

Det er værker, der på forskellige måder behandler alle de følelser, der vækkes af kampen mod barnløshed: konflikterne, det skaber i parforholdet, uligheden mellem kønnene i processen, jalousien på den gravide veninde, skuffelsen over at få slukket den romantiske drøm om at få et barn på naturlig vis, tvivlen, om det overhovedet er det rigtige, og hvornår det er tid til at give op, de fysiske strabadser ved at sprøjte hormoner ind i maven, gennemgå udtagning af æg, eventuelle aborter, indgrebet i ens sociale liv og arbejdsliv og ikke mindst det psykiske pres og den stigende desperation over ventetid, skuffelser over igen ikke at være blevet gravid og uvisheden om, hvorvidt det nogensinde vil lykkes.

Det dirrende rum

Netop uvisheden er udgangspunktet for Tine Høegs Sult, som hun begyndte at skrive, da hun selv var i fertilitetsbehandling. Teksten udspringer af hendes dagbog, som hun siden har sat ind i en fiktionsramme, men som trækker på et personligt stof. Romanen beskriver hovedpersonen Mias tanker og følelser, skanninger, håb og skuffelser gennem ni måneders fertilitetsbehandling. Hun skriver om forholdet til kæresten, Emil, og den ulighed, hun oplever mellem dem både biologisk, mentalt og i sundhedssystemet. Og om rollen som stedmor for hans to børn, der kompliceres af hendes brændende ønske om at få sit eget barn.

»At skrive var en overlevelsesstrategi for mig. Det var et helt fysisk behov for mig at skrive og have et sted at gå hen med alle mine følelser,« fortæller Tine Høeg. »Og jeg har oplevet, at teksten er væltet frem i en kropslig bevægelse.«

For at holde fast i tekstens nerve og energi har hun forsøgt at redigere så lidt som muligt og bevare det umiddelbare, flossede udtryk. Af samme grund fandt hun hurtigt frem til, at bogen skulle skrives, mens hun var i behandling og ikke med et tilbageskuende blik, efter at behandlingen eventuelt var lykkedes. Derfor holdt hun op med at skrive efter ni måneder.

»Når man står i det, ved man jo ikke, om man nogensinde kommer ud af behandlingen. Den uvished har for mig været det allersværeste at håndtere. Det er en usikkerhed, der er totalt gennemgribende, og som jeg har fundet ulidelig at være i. Det var det uforløste, rædselsfulde sted, jeg ønskede at skrive fra, fordi det var vigtigt for mig at forplante den følelse til læseren. Læseren skal have lov til at være i det dirrende rum, som jegfortælleren er i, og som man står i, når man er i fertilitetsbehandling.«

Og som Tine Høegs instagramfølgere vil vide, er hun selv blevet gravid og leverer på den måde den lykkelige slutning, som hun ikke ville forære læseren. Men hendes private graviditet har ikke haft indflydelse på bogen, siger hun.

»Det er vidunderligt, at jeg er gravid nu, og jeg tror, det ville have været en mere krævende udgivelsesproces, hvis vi stadig havde stået i behandling. Men jeg ved, at jeg ville have udgivet bogen uanset hvad, fordi det har været så vigtigt for mig at sætte ord på følelserne, mens jeg stadig stod i dem. Jeg forstår godt behovet for at lukke sig omkring sin behandling, fordi det er så sårbart. Men mit ønske er, at flere taler om det, mens det står på. Jeg håber, at min bog kan være med til at nedbryde det tabu, der stadig er – og blive en ventil til at tale mere frit om de her ting.«

Det lette i det alvorlige

At gøre op med et tabu var også et klart mål for Amalie Næsby Fick og Nikolaj Feifer, der begge har været i fertilitetsbehandling med deres partnere. Derfor slog de straks til, da producer Dorthe Riis Lauridsen fra danske Apple Tree Productions foreslog dem at skrive en serie i fertilitetsarenaen.

Skruk handler om fertilitetslægen Nana, spillet af Josephine Park, der ved et tilfælde finder ud af, at hendes ægreserve er meget lille. Trods sit arbejde har hun skubbet beslutningen om børn foran sig, men nu føler hun sig pludselig skruk. I et desperat, beruset øjeblik inseminerer hun sig selv med sin ekskærestes sæd, samtidig med at hun forsøger at vinde ham tilbage. Sideløbende med Nanas historie følger vi hendes interaktioner med klienter, der repræsenterer forskellige familieformer, og hvis forløb både rummer prøvelser, sorg, håb og humor. Det var en pointe for de to skabere at veksle mellem komik og drama.

»Seriens tone er en afspejling af, hvordan vi har oplevet det at være i fertilitetssystemet,« siger Nikolaj Feifer. »Nogle gange er det hårdt, andre gange er det let. Der er håb og gråd, og det kan skifte mange gange på en dag. Det er en mekanisk proces, og det er ikke ligefrem romantisk at tage 20 gange ud på Herlev og se sin kone fylde sig med medicin. Men samtidig arbejder man sig frem imod noget meget håbefuldt. Man er jo ikke inde for at få fjernet en cancerknude.«

Amalie Næsby Fick supplerer:

»Jeg er gift med en kvinde, så fertilitetsbehandling er forudsætningen for at få et barn sammen. På den måde var det ikke et tungt valg for os, men et aktivt tilvalg om lysten til at få et barn med hinanden. Det tog røven på os, hvor lang tid, det tog, hvor meget vi kom rundt i systemet, og hvor hårdt, det blev. Men vi mødte også en masse fantastiske læger og sundhedspersonale og oplevede absurde situationer, som vi ikke kunne lade være med at grine ad.«

»De skildringer, der har været af fertilitetsbehandling indtil nu, har primært fokuseret på det hårde. Vi ønskede at skabe en serie, man kan se uden først at skulle tage en dyb indånding, selv om man er i behandling. Vores ambition var, at humoren skulle være varm og kærlig og ikke ironisere over karakterernes situationer.«

Når drømmen ændres

I Skruk har Nana et kompliceret forhold til sin mor og er i tvivl om, hvorvidt hun selv er parat til eller overhovedet egnet til at påtage sig morrollen. Den tvivl deler hovedpersonen Hannah i forfatter Marie Hougaards romandebut Vi troede vi skulle, der udkom på Lindhardt og Ringhof i marts. Den handler om tekstforfatteren Hannah og hendes kæreste Johan, der er midt i 30’erne og prøver at få et barn. Da det viser sig ikke at gå af sig selv, får de begge testet deres fertilitet og bliver henvist til behandling. Mens de forsøger at forlige sig med tanken om at have brug for hjælp, på skift bebrejder den anden at drikke for meget alkohol og i stigende grad mister gnisten ved at have automatsex på ægløsningsdagen, begynder Hannah at blive i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet ønsker projekt baby stærkt nok til at lade behandlingen invadere sit liv.

Modsat Sult skildrer Hougaard ikke selve fertilitetsbehandlingen men tiden op til.

»Jeg tror, de fleste har en opfattelse af, at man kan blive mor, når det passer én. Jeg var interesseret i at undersøge de tanker, der opstår, når man pludselig skal indstille sig på, at virkeligheden er en anden. Jeg stod selv og skulle til at starte i fertilitetsbehandling og kunne mærke, at overvejelsen om, hvor meget jeg ville det, blev ved med at trænge sig på,« fortæller Marie Hougaard, der i romanen skildrer Hannahs stigende usikkerhed i forhold til, om hun prøver at blive gravid for at opfylde omgivelsernes forventninger, eller hun personligt virkelig gerne vil have et barn.

»Det kan være svært at finde ind til et rent sted i sig selv, hvor man kan udtrykke sin sårbarhed og sin tvivl. Tvivlen er ganske normal, så der er ingen grund til at udskamme den,« siger Marie Hougaard.

Grimme følelser

Instruktør Cecilie McNair debuterer til efteråret med spillefilmen Ønskebarn, der ligesom Vi troede vi skulle undersøger, hvor langt man vil gå for at få et barn. Filmen følger fertilitetslægen Hannah, spillet af Danica Curcic, der selv kæmper med at blive gravid.

Cecilie McNair blev optaget af barnløshed, da hun som 30-årig blev opereret for underlivssygdommen endometriose og fik at vide, at hun ville få svært ved at få børn. Samtidig begyndte hendes veninder at blive gravide. Situationen inspirerede til hendes afgangsfilm fra Super-16 fra 2018, Lille a, der handler om den kløft, der kan opstå mellem to veninder, når den ene kæmper med fertilitetsbehandling, mens den anden er gravid.

Med Ønskebarn har Cecilie McNair villet fortsætte skildringen af »de virkelig grimme følelser«, der er forbundet med barnløshed.

»Det har været sindssygt vigtigt for mig at vise, hvor hårdt det er,« siger Cecilie McNair. »Det hårdeste i min research har været at møde de kvinder, der har været i fertilitetsbehandling i mange år og stadig ikke er blevet gravide. At se, hvordan de i stadig højere grad tager skyklapper på i forhold til, hvad der ellers er af gode ting i deres liv. Jeg oplever, at de ikke føler, at de har noget at leve for, hvis de ikke opnår deres livsmål om at få et barn. Det er fuldstændig altopslugende. Sådan er det også for min hovedkarakter i filmen.«

Irrationel vrede

For Tine Høeg vækkede barnløsheden også en mørk urkraft i hende, som hun slet ikke vidste, hun ejede.

»Jeg har haft den oplevelse, at jeg ville dø, hvis det ikke lykkedes. Vigtigheden i at blive gravid og føde et barn har jeg svært ved at forklare over for mig selv. Men ikke desto mindre er den meget virkelig. Den vækkede nogle kræfter i mig, som har været ustyrlige, men som jeg mener har en berettigelse. Det er en smuk drift, som jeg ville ønske, vi hædrede. I stedet oplever jeg, at vi latterliggør den med en retorik om ynkelige kvinder i 30’erne med dunkende æggestokke, der selv er skyld i deres barnløse tilstand, fordi de er for kræsne og har prioriteret forkert. Nu sidder hun i saksen. Sandheden er, at vi har en gigantisk sædkrise. Og at mange både kvinder og mænd ikke er bevidste om, hvor vanskeligt det er at blive gravid. At det ikke bare sker dagen efter, man beslutter det,« siger Tine Høeg.

Hendes roman er gennemsyret af vrede over den kønslige ulighed, som fertilitetsbehandling synliggør og fremprovokerer. Ikke mindst det psykiske ansvar, kvinden bliver pålagt af et system, der nærmest ikke anerkender mandens eksistens. Ligesom Tine Høeg selv oplevede det, må Mias kæreste under corona ikke komme med til konsultationerne på privatklinikken, fordi han bliver betragtet som pårørende. Det er hende, der får alle informationer, og derved bliver det også hende, der tager hovedansvaret for behandlingsforløbet og sidder og googler »assisted hatching«.

»Den skævvridning var svær for os at være i. Det er både hårdt for den, der bærer ansvaret alene, og for den, der ikke bliver lukket ind,« siger Tine Høeg.

Hun mener ikke, det burde være svært for fertilitetssystemet at fordele opmærksomheden mere lige på kønnene. Også selv om det unægtelig er kvindens krop, der skal gennemgå behandlingen. Som hun skriver i bogen:

»det er mig der skal tage hormoner, to tabletter oralt de første fem cyklusdage for at modne mine æg, måske kan jeg producere to eller endda tre, som en burhøne man skyder gift i for at få den til at vokse hurtigere, det er mig der skal scannes og når ægblærerne er store nok er det mig der skal stikkes i maven for at sætte ægløsningen i gang, og seksogtredive timer efter det mig der skal insemineres med Emils sæd og mig der efterfølgende skal tage stikpiller i skeden morgen og aften for at styrke min slimhinde og få den til at holde fast på ægget. Måske vil det være godt hvis du kan lade være med at tænke på det hele tiden sagde Emil forleden, og jeg fik lyst til at skrige eller grine. Hvordan skulle det være muligt?«

»Den vrede er irrationel og urimelig på den måde, at min kæreste jo ikke kan gøre for, at det er min krop, der bliver udsat. Samtidig har jeg haft lyst til at tage den vrede alvorligt. Den findes i kvindekroppen, og den er forståelig. Den skal ikke undskyldes eller censureres væk,« siger hun.

Den bibelske skam

Fælles for de fem kunstnere er et ønske om at normalisere fertilitetsbehandling og bryde med det tabu, de selv har oplevet. Det gælder dog ikke i queermiljøet, hvor fertilitetsbehandling er et vilkår, fortæller Amalie Næsby Fick. »Det er vildt dejligt, at man kan udveksle erfaringer. Der opstår et fællesskab, når det ikke er hemmeligt,« siger hun.

Den åbenhed kunne den heteroseksuelle verden måske lære af. Nikolaj Feifer fortæller, at det først var, da han delte sine oplevelser om fertilitetsbehandling i en kammeratgruppe, at han fandt ud af, at halvdelen af dem, der havde børn, havde fået hjælp til det. »Det er ikke noget, man snakker om. Der er en forventning om, at det at få børn er en naturlig del af det, man kan som par. Måske er det ligesom for ti år siden, hvor man ikke sagde, man havde mødt hinanden på nettet.« siger han.

»Jeg har indtryk af, at der for mange mænd er lavt selvværd forbundet med en lav sædkvalitet. Men det er lige så sårbart for kvinden, hvis det er hende, der ikke kan reproducere. Der er en stor sorg og skam forbundet med det,« siger Amalie Næsby Fick.

Den skam mener Tine Høeg går helt tilbage til Bibelen.

»Hvis en kvinde i Bibelen ikke kan blive gravid, er det en straf fra Gud. På den måde hænger skammen sammen med den grundskam, kvinden bærer. Det har haft indflydelse på lægevidenskaben, hvor man i lang tid er gået ud fra, at problemet ligger hos kvinden, for mænd kan jo reproducere, til de er 85. Det er en gammel skrøne, og jeg tror, det også skaber en skam hos mændene, at de ikke kan leve op til det ideal om at kunne sprede sin sæd, til man er gammel. Der er for begge køn forbundet en følelse af nederlag med barnløsheden,« siger Høeg.

De fem kunstnere glæder sig alle over, at fertilitetsbehandling nu er blevet et emne i kunsten.

»Jeg tror, vi er i en brydningstid, hvor fertilitetsbehandling er blevet så udbredt, at den er på vej til at blive aftabuiseret og nu er tilpas udbredt, så man kan lave fiktion om det,« siger Nikolaj Feifer.

Tine Høeg ser udviklingen som en naturlig forlængelse af det boom i moderskabsskildringer, dansk litteratur har oplevet i de senere år.

Hun håber, at Sult kan være med til at udfylde et tomrum blandt de værker, hun selv savnede at spejle sig i.

»Jeg havde brug for nogen, der ved hjælp af et kunstnerisk greb satte ord på den smerte. I forhold til at læse et essay eller en blog, udgør kunsten et mere sprængt, ucensureret rum, hvor der er plads til nuancer og mørke. Også forfærdelige mørke følelser er menneskelige. Min egen oplevelse er, at genkendelsen udrydder ensomhedsfølelsen og skaber lindring.«