Da arkitekten Eyal Weizman i 90’erne tog sin uddannelse på The Architectural Association i London, tegnede han knap nok en eneste bygning. I stedet skrev han bøger og filmmanuskripter, og han lavede fiktionsfilm, dokumentarfilm og fotografiske installationer.
Eyal Weizman havde villet være arkitekt, siden han voksede op i den israelske havneby Haifa. Design interesserede ham, men derudover kunne han se, hvordan den politiske forskelsbehandling på den jødiske befolkning, han selv tilhørte, og det palæstinensiske mindretal, der stadig findes i byen, kom til udtryk i dens arkitektur. Han kunne se det i måden, kvartererne var organiseret på, og i grænseområderne mellem de palæstinensiske og de israelske områder.