Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.
Guldkanter begrænser det himmelske blik
I Sct. Peders Kirke i Næstved er to udsmykkede fløjdøre på et svaleorgel blevet forsynet med guldkanter hele vejen rundt. Det lyder ikke som noget, der kan støde folk på manchetterne, men ifølge en pressemeddelelse fra Billedkunstnernes Forbund er det »helt uhørt«. Der er nemlig tale om maleren Thomas Kluges to fløjdørsmalerier af Maria Bebudelse. Kluge, som blandt andet er kendt for sine portrætter af kongefamilien, har siden sidste sommer forsøgt at forhindre kirkens orgeludvalg i at tilføje guldkanterne.
»Guld vil holdt op mod mine farver forandre farverne og ødelægge udtrykket og hele billedet. Desuden begrænser en kant det himmelske blik og ødelægger Marias udtryk,« udtaler Kluge til Sjællandske Nyheder.