Interview
Læsetid: 8 min.

Joachim Trier: »Vi tror, vi skal styre det hele, men de største sorger og gaver kommer af sig selv«

Joachim Trier har altid forsøgt at finde sig selv i de figurer, han skildrer. Information har talt med den norske filminstruktør, der er aktuel med tredje del af sin Oslo-trilogi, den eksistentielle kærlighedsdramakomedie ’Verdens værste menneske’
Joachim Trier vil ikke kun skrive film om mænd på hans egen alder. Nu er han aktuel med filmen Verdens værste menneske, som handler om en 30-årig kvindes vej gennem livet.

Joachim Trier vil ikke kun skrive film om mænd på hans egen alder. Nu er han aktuel med filmen Verdens værste menneske, som handler om en 30-årig kvindes vej gennem livet.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
17. juni 2022

»Det er uden tvivl ment ironisk,« siger Joachim Trier om titlen på sin nye film, Verdens værste menneske, der handler om næsten 30-årige Julie (Renate Reinsve) og hendes søgen efter identitet, kærlighed og en mulig fremtid i Oslo.

»Det er en kærlighedsfilm, og i princippet jagter man jo det bedste menneske i verden, når man jagter kærligheden. Gør man ikke? Vi syntes i hvert fald, at det var helt på sin plads at kalde den det omvendte.«

Men – uddyber den norske filmskaber med den danske far, da vi sidder over for hinanden i en salon i det indre København – så føler alle i filmen sig på et eller andet tidspunkt som verdens værste menneske, også Julie.

»Filmen handler om selvforagt, om personligt at føle sig mislykket. Julie føler jo meget, at hun ikke kan leve op til forventningerne, ikke mindst sine egne forventninger. Det er også en følelse af at svigte nogen i kærlighed, tror jeg, som vi alle måske har oplevet på en eller anden måde og den følelse af skyld og skam: ’Nej, hvorfor klarede jeg ikke det her? Hvorfor er jeg ikke et bedre menneske?’«

Oslo-trilogien

Joachim Trier taler ofte om et ’vi’, når han fortæller om sine film, og med det mener han sig selv og sin medforfatter, Eskil Vogt, som Trier har skrevet alle sine film sammen med. Verdens værste menneske er den tredje film i en slags trilogi om unge og yngre mennesker og deres forsøg på at finde ud af livet i et foranderligt Oslo.

Oslo-trilogien begyndte for 16 år siden med Triers debutfilm, Reprise (2006), fortsatte med Oslo, 31. august (2011), og afsluttes nu med Verdens værste menneske. I filmen falder Julie blandt andet for den cirka 15 år ældre tegneserieskaber Aksel, der har nogenlunde den samme alder som Trier selv, og denne spilles af Triers gode ven, skuespilleren Anders Danielsen Lie, der har hovedrollen i de to første film i trilogien, og som på en måde er blevet Triers alter ego.

»Jeg har aldrig skrevet en karakter, der er 100 procent mig selv, men jeg har altid forsøgt at finde mig selv i de karakterer, jeg skriver,« siger den 48-årige instruktør.

Det gælder naturligvis også Julie, selv om hun er kvinde og altså noget yngre end Trier selv.

»Man må prøve at finde humoren eller dramaet i alle figurerne. Det er det, jeg udforsker, og ville det ikke være sørgeligt, hvis Eskil og jeg kun lavede film om mænd, der var 48 år?«

Så specifik som muligt

Men, understreger Joachim Trier, Julie er ikke ’bare’ en bestemt kvinde, men en kompleks, nuanceret figur, som alle mulige mennesker kan spejle sig i – også instruktøren selv.

»Renate er ikke Julie. Hun skal også finde ud af, hvem Julie er, og i en periode får hun så lov til at leve inde i denne karakters boble. Jeg er ikke naiv – jeg er klar over, at jeg sender filmen ud i en kontekst, hvor man kan sætte spørgsmålstegn ved disse ting. Men jeg har aldrig påstået, at jeg laver generationsportrætter. Norske repræsentationer af hele samfundet, hele Oslo, alle kvinder. Jeg prøver at være så specifik som muligt. Jeg kan kun lave en film om ét menneske ad gangen og en del af byen,« siger han.

Jeg fortæller ham, at jeg i den grad faldt for Julie – hendes charme, energi og humør – da jeg så filmen. Men også at jeg indimellem slog mig på hende, og at jeg ikke synes, at jeg helt fandt ud af, hvem hun var. Det er Trier kun glad for.

»Hvis det er en totalpsykologisk detailskildring af det hele, så bliver det hurtigt usandt,« siger han.

»Vi skjuler os for os selv. Det er det største mysterium af dem alle. Vi ved ikke helt, hvem vi er, eller hvordan vi vil reagere i en given situation. Det oplever Julie meget i den her film. Hun gennemgår en stor udvikling fra at være meget optaget af at leve op til et ydre billede af, hvad der forventes af hende, til at nå et punkt, hvor hun har en form for autonomi og selvstændighed og er okay. Livet er godt nok. Det er en stor rejse for hende.«

Et andet blik

Jeg kan alligevel ikke nære mig for at spørge Joachim Trier, hvem Julie er.

»Hun er en drømmer, der har svært ved at forene den store forventning, hun har til, hvad livet skal være, med den virkelighed, der møder hende,« siger han.

»Det er en spændende figur at bruge sin tid sammen med. Hun har noget selvdestruktivt over sig, som jeg synes er skægt – selvsaboterende er måske bedre end selvdestruktivt. Vi har jo også lavet Oslo, 31. august, som er en helt anden, mere mørk film, men mange af vores figurer har haft en fornemmelse af, at de er deres egen værste fjende. Jeg kan huske, at Anders (Danielsen Lie, red.) læste Verdens værste menneske, og så sagde han til mig, da han skulle spille rollen, at Julie mindede om hans figur Anders’ søster i Oslo, 31. august. Det er nogle af de samme spørgsmål, de to figurer stiller: Hvad fanden er meningen? Hvad skal jeg? De er helt lost. Men Julies sabotage udfolder sig helt anderledes. Hun er meget mere humoristisk og skæg og ikke så deprimeret.«

At lave en film med en kvindelig hovedperson har udfordret Trier og givet ham mulighed for at se på verden og sig selv med et nyt blik. Og det er han kun blevet klogere af, fortæller han, ligesom han har kunnet slippe af med nogle klicheer, der hører den romantiske film til.

»Filmen handler om at være forelsket, om erotik og sensualitet,« siger han.

»Den handler også om tab og eksistentielle spørgsmål og tiden, der går. Men første halvdel handler meget om kærlighed og længsel, og at fortælle det med en kvinde i hovedrollen og låne hendes blik på manden har været superfedt og frigørende. Det er, som om jeg har fået lov til at spille en rolle og gå i hendes sko i nogle år. Jeg har kunnet skildre den dejlige seksualitet, hun har med Eivind (en anden mand, Julie møder og forelsker sig i, red.), hvor man kan se på den maskuline krop, når de har sex, og hun bider ham i ballen. Jeg kan mærke, at det er frigørende. Havde jeg lavet filmen og den scene med en mandlig hovedperson, ville det have lignet noget, jeg havde set før.«

Renate Reinsves film

Joachim Trier vil gerne udfordre sig selv på den måde – det tvinger ham til at tænke anderledes – og han forsøger at gøre det i alle sine film. Det kræver grundige samtaler med skuespillerne, men også research i for eksempel en teenagers liv og det at være krigsfotograf til instruktørens første engelsksprogede film, Louder Than Bombs (2015).

»Og nu gælder det en kvinde på 30 år. Hvad er hendes seksualitet og sårbarhed? Selvfølgelig lærer jeg noget og bliver udfordret. Det gør jeg også med mændene. Jeg skulle lave en tegneserieforfatter, og han kan jo på mange måder ligne mig, fordi han tilhører min generation, og han er kunstner. Men så kontaktede vi Charlie Christensen, der har lavet tegneserierne om Arne And, og han kom til Norge, og vi lærte Anders at tegne, og Charlie fandt på Gaupe-figuren, og jeg lærte en hel masse. Jeg elsker sådan noget. Hvis det så også har noget med køn at gøre – fedt. Bring it on! Det er spændende.«

Verdens værste menneske er skrevet til Renate Reinsve. Joachim Trier mødte hende første gang under optagelserne til Oslo, 31. august, hvor hun havde en lille rolle, og han fik lyst til at se hende i en hovedrolle. Trier er uddannet på en filmskole i London, og han havde blandt andre instruktøren Stephen Frears som lærer – og han gjorde indtryk.

»Hans store ting var casting, og han havde nærmest opdaget Uma Thurman og John Malkovich og Daniel Day Lewis – det var hans kick at finde skuespillere, der var begavede, og så bringe dem op på næste niveau. Det er så skægt. Det er en gave til en instruktør. Jeg sad under optagelserne sammen med min danske fotograf Kasper Tuxen, og vi så på hinanden og sagde: ’Hvad er det, hun gør? Hun er så vild.’ Renate går nye veje og udfordrer mine ideer.«

At Trier havde valgt rigtigt, blev ikke mindst bekræftet af, at Reinsve sidste år vandt Guldpalmen for bedste kvindelige skuespiller på filmfestivalen i Cannes, hvor Verdens værste menneske havde verdenspremiere i hovedkonkurrencen.

Også Oslo bliver ældre

Reprise, Oslo, 31. august og Verdens værste menneske handler ikke kun om mennesker, men også om en by, Oslo, der har udviklet sig meget siden 2006, men som også vil blive stående, når de mennesker, Joachim Trier laver film om, er forsvundet.

»Oslo bliver ældre og forandrer sig. Det er skægt. Man kan spore den udvikling, og hvad den betyder,« siger instruktøren, der er født og opvokset i den norske hovedstad.

»Stederne er der længere end os, og det handler filmene også om. Ligesom karaktererne i de andre film skal Julie forstå, at hun ikke har uendeligt med tid eller valg. Man venter på den endelige konklusion på sit liv, men den kommer jo, når vi forsvinder.«

– Så man er nødt til at tage nogle valg i sit liv.

»Ellers skal man affinde sig med, at man lever i en proces, hvor man bare flyder rundt, og det er også okay. Vi tror, vi skal styre og kontrollere det hele, men de største sorger og gaver kommer af sig selv. Aksel siger på et tidspunkt, at ’jeg har brugt så meget tid på at bekymre mig for ting, der skulle ske, og de ting, der har ramt mig, har aldrig været det, jeg har været bange for’. Sådan er det jo – desværre og heldigvis. Vi har ikke kontrollen. Hvordan lyder nu det gamle jiddische ordsprog, som amerikanerne bruger? Man plans. God laughs – Mennesket planlægger. Gud griner.«

Med tiden er det gået op for Trier og hans medforfatter, Eskil Vogt – der også er instruktør – at de kredser om mange af de samme temaer i deres film, og at de temaer har med indre konflikter hos personerne at gøre, ikke store, ydre dramaer.

»Vi forsøger at skildre menneskers kamp med, hvem de føler, de bør være, skal være, egentlig er. Det er en kaotisk, indre tilstand, og vi er nødt til at finde formmæssige og spillemæssige scener, som kan udforske det. Det er noget, som folk respekterer nu. Men i begyndelsen var der mange, som, når de læste manuskripterne, sagde om personerne, at ’de er så passive og inaktive. Hvor er den ydre konflikt?’ Vi mødte så megen modstand, og jeg er glad for, at vi holdt fast i de passive mennesker, som ikke ved, hvad de skal, og prøver at gøre dem underholdende og interessante alligevel.«

’Verdens værste menneske’ kan ses i de danske biografer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Ole Rasmussen

Det er sjovt, hvordan man via kunstens autonomi let kommer ind om den helt banale sandhed, det er, at man dannes som person via det voldsomme følelsesliv, der fanger en i barndom og ungdom. I bestræbelsen på at beherske sig selv og genstandene for sit ufærdige begær, vinde hinanden i kærligehedens spil, kommer lidenskabens metafysik ind over og underminerer forudsigelsens, statistikkernes og prognosernes udsagnsværdi. Den enkelte bliver sat af på perronen, samles op igen og ender et helt andet sted, end der, hvor målet for rejsen så flot blev tegnet op, med studenterhue, venner og bekendtes ønsker og lykkeråb til.

Håb, mod og mangel på samme afslører sig, hvis man prøver på at skrive et brev til dem, der påførte en de nederlag og gode øjeblikke, der formede en. Man kan skrive det om og om igen, fordi løgnen og selvbedraget på alle sider kommer ind og afslører det bagvedliggende, skismaet mellem projektor og billede, det skabende princip og det skabtes latterligt afledte væren, livet med dets følelser vs forfængelighedens latterlige jeg, denne nogen, der ridder ud over naturens urhav uden at være noget i sig selv, men som skal ligne selve historiens subjekt.

Da man stod i det, var det endnu sværere! Som ældre kan det blive en hel besættelse at prøve at luge ud. Det er lidt lige som at gå i haven, bare med den forskel, at det drejer sig om at finde ud af, hvad fanden det var, der blev sået den gang, og hvad det endte med. Ukrudtet er løgnen, selvbedraget der afslører substansen bag, processen.

Jeg er så ked af, at jeg har lavet så meget lort i mit liv, fordi jeg var så optaget af at vinde mig selv og en bestemt fortælling. Da det stod på og alle de tæsk, som jeg fik, væltede ned, forstod jeg det ikke. Først hvis jeg for alvor luger ud i alt det rod, som jeg legitimerede mig med, pakkede mine bedrifter ind i, kan jeg se det, der gjorde mig til den jeg er. Det, at jeg bare blev glemt af dem der fik mig ned med nakken passer fint ind i den højere retfærdighed, for dem jeg sårede har jeg selv glemt. Det afslører sådan set bare den højeste retfærdighed, at ligegyldigheden ramme skadevolderen selv som denne ramte andre med sin ubønhørlige straf, den højeste af alle, som en elskende kan få.

Det er ret klart, at verdens skæve gang styres af gamle mænd, der på ingen måde er i kontakt med det, der har gjort dem til, hvad de er. Verden underkastes deres krige. De tvinger millioner af mennesker i krig med hinanden alene fordi de fx som gamle koldkrigere er besat af de indre dæmoner, dem de fik med sig i deres dannelse og som de læser ind i deres omverden og spænder hele hære for i kampen mod, uden at være synkroniseret med verden på nogen måde. Men også krigens logik skrives i krigen, der omfatter kampen om logikken, spillet om spillets regler, hvorfor den er uforudsigelig, lige som kærligehedens spil. Når først krigen er startet, så er alt i spil, og intet kan forudsiges. Den startes måske af despoter og idioter, men når først den er erklæret, så har den sin helt egen dynamik. Intet er forudsigeligt her, fordi reglerne for forudsigelserne skabes i spillet.

Økonomerne er blinde for forandringen, forvandlingen, skabelsen. De er underkastet det uforanderliges lovmæssighed, matematikken, et utidssvarende naturvidenskabeligt ideal og forstår derfor ikke den verden, som de hævder at forklare. Det, der kan regnes på, er det der kan beregnes, sættes tal på, laves statistik over, som prognoserne skabes ud fra som billede på den fremtid, de forsøger at reducere til fortiden med deres mere eller mindre selvopfyldende eller selvnegerende prognoser/profetier.

Jeg kan godt forstå, at vore politikere har brug for økonomernes falske prognoser, når de skal begrunde deres beslutninger, fx en forøgelse af forsvarsbudgettet med 17 milliarder. Resultatet af deres beslutninger er fuldstændigt uforudsigelige, lige som den proces, der skabte dem og deres position, var.

Mennesket agerer ud fra sine proklameringer om at kende den videnskabeligt beskrevne konsekvens af det. Kunsten viser, at der er noget langt større på spil bag rationaliteten, personen, selve identiteten.

Hvornår kommer den film, der handler om det gigantiske selvbedrag, som vore udviklingstro ledere og professionelle italesættere af en samfundsorden konstant pakker deres fortælling om udviklingen ind i.

Norske pige og drengefortællinger er pædagogiske nok at lege med. Men kunstens potentiale som kilde til selverkendelse og forandring er latterligt fraværende i det store spil. Men det er sikkert en god og ufarlig film.

Rasmus Kristiansen, Arne Albatros Olsen og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Steen Ole Rasmussen
16. juni, 2022 - 14:49

God vedkommende og fabulerende kommentar.

Steen Ole Rasmussen

Hej Arne
Tak skal du have.
Lige for tiden er jeg faldet ned i et nærmest klaustofobisk hul, fordi jeg fik en lidt bunden opgave af Kjeld Hansen, landets bedst informerede om dansk landbrugs sande miljøtilstand, jeg skulle skrive noget filosofisk om de her fine "naturnationalparker" Og så kom jeg til at filosofere over naturen i mig selv og omkring mig. Det skal man passe på med, for der kom en masse frem, som jeg troede, jeg havde glemt. Og nu vrimler det med billeder fra nittenhundrede og halvfjerserne og firserne, hvor jeg fjumrede rundt i kærlighedslivet og forsøgene på at blive lykkelig, uden held osv. På den måde kom jeg ind på alt det, der formede mig samtidigt med Putin. Nu ved jeg, hvor gammel jeg er, det har egentlig ikke så meget at gøre med, hvornår jeg blev født, hvor latterligt ude af trit jeg er med alting, og heldigvis helt ufarlig. Man kan læse det, der kom ud af opgaveformuleringen her:
https://www.google.com/search?q=om+det+at+give+naturen+sit&rlz=1CATVZD_e...

Det sjove ved at dykke ned i sin egen latterligt ubetydelige dannelseshistorie er, at man mister højtideligheden. Det kan kun anbefales. Bare alle dem, som jeg sårede, var med på den. På almindeligt dansk, kristent eller ej, så hedder det tilgivelse!