»Danserne er modige,« sagde balletmester Nikolaj Hübbe for godt to uger siden. Han havde fjernet John Neumeiers ballet Othello fra repertoiret hos Den Kongelige Ballet, fordi nogle af danserne fandt det krænkende at danse med i krigerdansen. Og det er fint, at danserne er modige. Men der er allermest brug for, at balletmesteren er modig – og at teaterchefen er det. Ellers bliver det danserne, der lægger repertoiret.
Det er fortsat uforståeligt, at sagen ikke har kunnet løses ved, at Neumeier ændrede i koreografien til krigerdansen. For balletten over Shakespeares tragedie handler om racisme. Om den sorte hærfører Othello, der mobbes, fordi han scorer den smukke hvide pige, der er datter af byens magtfulde mand. Othellos hvide underordnede chikanerer ham og bedrager ham – og påstår, at hans kone er ham utro – alene fordi han er sort. Men den antiracistiske ballet fra 1985 er nu fjernet fra repertoiret, fordi nogle bevægelser opfattes som racistiske.
Det er bizart.
Neumeier er en stivstikker der ikke ville ændre i koreografien, så er det ikke nødvendigvis anmelderen der kan dømme balletmesteren mangler mod.
Balletmesteren kan ikke love kunst med tvangsdans, mens Neumeier sidder sur og usamarbejdsvillig urørlig af medierne.
Måske anmelderen mangler mod overfor Neumeier.
Med saglig Steen Eiler Rasmussen in memoriam:
Al arkitektur burde starte med at definere formålet med rummet, pladsen, MELLEM bygningerne. Så giver designet af bygningerne sig selv efterfølgende.
Ikke alle disse 'klods-bygninger', der ikke forholder sig til omgivelserne.