Interview
Læsetid: 12 min.

Det politiske ikon Angela Davis gør status: Uden håb er der ingen grund til at kæmpe

50 år efter Angela Davis blev løsladt fra dødsgangen for en forbrydelse, hun ikke havde begået, ser hun tilbage på sit liv som aktivist. Information har mødt hende til en snak om den kamp, hun stadig kæmper mod racisme, antifeminisme og elefanten i rummet – kapitalisme
50 år efter Angela Davis blev løsladt fra dødsgangen for en forbrydelse, hun ikke havde begået, ser hun tilbage på sit liv som aktivist. Information har mødt hende til en snak om den kamp, hun stadig kæmper mod racisme, antifeminisme og elefanten i rummet – kapitalisme

Magnus Hove Johansson

Kultur
18. juni 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Forfatter, professor og aktivist Angela Davis er et ikon, bogstavelig talt. Da jeg sidder i en bogcafé og læser hendes esssaysamling Kvinder, race og klasse, som netop er udkommet på Informations Forlag i en dansk udgivelse, slår jeg blikket op og ser hende bøjet i metal som en bogstøtte, man kan købe. Hendes silhuet fra 1970’erne med den karakteristiske afro blev symbolet på de sortes kamp mod racisme.

I en grad så en af hendes elever på instituttet for bevidsthedshistorie ved University of California, hvor Davis underviste fra 1991-2008, bar en T-shirt med et print af Davis på. Eleven kendte ikke meget til Davis, men hun havde den på, fordi den »fik hende til af føle sig stærk og handlekraftig«.

Det forklarer 78-årige Angela Davis til en talk på Heartland Festival, hvor forfatteren bag bestselleren Why I’m No Longer Talking to White People About Race, Reni Eddo-Lodge, interviewer hende.

Davis har det svært med at være kendt, men det hjalp, da hun indså, at det ikke handlede om hende som individ, men at hun var ansigtet på en hel bevægelse. En bevægelse, hun har kæmpet for i mere end et halvt århundrede, og som er et fælles anliggende, nemlig kampen mod undertrykkelse, særligt i form af racisme, kapitalisme og antifeminisme.

»Den dybe individualisme, der er knyttet til kapitalismen, er så destruktiv i forhold til den måde, vi tænker om os selv på og måden, hvorpå vi frakender den rolle, som andre spiller i vores egen udvikling, tænkning og praksis.«

De Sorte Pantere

Hun fortæller, at hun gør, hvad hun kan, for at afmystificere individualismen, men i et telt på Heartland virker det til at være forgæves, her er hun en superstjerne. Teltet koger på den ellers kølige junidag, og publikum kvitterer jævnligt med anerkendende klapsalver og tilråb i begejstring over hendes ord.

Før talken har Information som den eneste avis fået lov til at interviewe Davis i en lille opvarmet skurvogn, hvor hun trods mundbind alene med sine øjne formår at kommunikere forskellige stemninger. Det er to dage før 50-årsdagen for Davis’ løsladelse fra dødsgangen, hvor hun sad uskyldigt dømt for at være indblandet i et mord.

Malluk/Mediapunch/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Inden fængslingen var hun blevet fyret fra sit adjunktur ved University of California i Los Angeles på grund af sine politiske holdninger. Hun støttede De Sorte Pantere og var medlem og siden leder af det amerikanske kommunistparti, som hun to gange har været opstillet som vicepræsidentkandidat for. Da fyringen blev kendt ulovlig, brugte universitetet ’provokerende sprogbrug’ som ny fyringsgrund.

Davis kritiserede fængselsvæsnet og fængslingen af venstrefløjsaktivist George Jackson, og da hans bror i et gidseldrama skød en dommer, var våbnet registreret i hendes navn. Davis kom på FBI’s liste over de ti mest eftersøgte i USA og fængslet.

 

 

Efter 16 måneder blev hun frifundet, da våbnet registreret i hendes navn ikke var et bevis for, at hun var en del af plottet. Den 28-årige Angela Davis’ liv blev aldrig det samme igen, hun var nu symbolet på sortes kamp mod ulighed.

»Jeg havde været bag tremmer og glædede mig til at gå til fester, groove og danse, men ingen ville danse med mig, de ville hellere trænge mig op i en krog og have politiske diskussioner over den høje musik! Så jeg holdt op med at gå til fester.«

Revolution er ikke en destination, men en rejse

Davis kender fængselsvæsnet indefra, og hun har i mange år arbejdet for såkaldt ’abolitionisme’. Det var oprindeligt en bevægelse for ophævelsen af slaveriet, men har i dag udviklet sig til også at inkludere ophævelsen af fængsler og politiet.

»Selv om slaveri som institution er blevet ophævet gennem forfatningen, spiller det stadig en stor rolle i de sociale strukturer. Fængsels- og politi-abolitionisme handler ikke så meget om afskaffelsen af dem, men snarere om at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der gør disse institutioner så nødvendige. Abolitionisme ser på samfundet som en helhed og stiller spørgsmål om, hvilket samfund vi skal have for ikke længere at være afhængig af disse undertrykkelsesinstitutioner. Det handler om en radikal transformation af samfundets socialøkonomiske, politiske strukturer.«

– Så det er ikke nok at reformere politiet og fængselsvæsnet, man skal gentænke dem på en helt ny måde?

»Ja, præcis. De to undertrykkende institutioners historie har netop været præget af reformer, og de har primært haft den effekt, at institutionerne er blevet stærkere og mere permanente. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke opfordrer til den slags reformer, der vil gavne de mennesker, som er mål for institutionerne, men snarere, at jeg ikke stoler på reformer som løsningen på undertrykkelsen.«

Angela Davis

  • Født den 26. januar 1944 i Birmingham, Alabama
  • Politisk aktivist for rettigheder til farvede, kvinder, homoseksuelle og fængselsfanger
  • Skrev ph.d. i filosofi under Herbert Marcuse fra Frankfurterskolen
  • Professor i marxistisk filosofi, bevidsthedshistorie og feministiske studier
  • Var tilknyttet De Sorte Pantere
  • Opstillet som vicepræsident i 1980 og 1984 for det amerikanske kommunistparti
  • Var på FBI’s liste over USA’s ti mest eftersøgte personer efter anklager om medvirken til skuddrama mod dommer i 1970
  • Frifundet i 1972 efter at have siddet fængslet i 16 måneder
  • Forfatter til flere bøger, blandt andet ’Kvinder, race og klasse’, som netop er udkommet på Informations Forlag

Davis foreslår, at man i stedet for at bruge straf og gengældelse i retssystemet skal bruge behandling. Og i stedet for politi ønsker hun en helt anden slags institution, der kan gøre folk trygge og ikke bærer våben.

Davis understreger, at abolitionisme ikke handler om at finde en erstatning for politi og fængsler, der skal passe ned i samme form, men at stille de spørgsmål, der helt vil overflødiggøre dem. Spørgsmål om bedre uddannelse, velfærd, boliger, job og en følelse af fællesskab, ikke individualisme.

Angela Davis’ tanker om racisme synes evigt aktuelle. I 1972 sagde hun: »Racisme er det helt centrale problem, som befolkningen i dette land står over for, og truslen om fascisme er voksende.« Og i 1979 advarede hun imod »en spredning af politiangreb på det sorte samfund over hele landet«.

Da jeg spørger til forskelle og ligheder mellem kampen mod racisme fra 70’erne til i dag, svarer hun:

»Vi har på mange måder de samme problemer i dag. Det, der har ændret sig, er vores evne til at forstå dybden af problemerne. I 60’erne og 70’erne troede mange af os, at revolutionen var lige rundt om hjørnet, og at vi kunne skabe en bred revolution i ét hug. Nu tror jeg, at mange af os erkender, at revolutionære forandringer er meget mere komplicerede. Selv hvis vi opnåede den revolution, vi troede, vi kæmpede for på det tidspunkt, ville vi stadig have problemer tilbage såsom homofobi, spørgsmål om patriarkatet, om handicappede, om klimaet. Alle de spørgsmål, der ofte anses for at være særlige interesser. Jeg tror ikke, at mange abolitionister forestiller sig en revolution ledet af arbejderklassen længere. Jeg er stadig en meget stor fortaler for fagforeninger, men jeg tror, vi har brug for meget mere.«

– Hvad for eksempel?

»Det ville være en bevidsthed om, hvordan problemerne udvikler sig, så man bedre forstår, hvordan man løser dem. Der er nogle ting, man kun kan lære ved at handle og ved processen i at engagere sig i aktivisme. For eksempel ville vi ikke være, hvor vi er i dag i forhold til køn, hvis ikke vi havde kastet os ind i kampen, dengang forståelsen var så mangelfuld. Det får mig til at tro, at der vil være andre problemer i fremtiden, som man ikke kan forestille sig. Succes er ikke et enkelt revolutionært øjeblik eller destination, men snarere som en igangværende rejse.«

På uafhængighedsdagen i 1974 taler Angela Davis mod dødsstraf til et rally i North Carolina.

På uafhængighedsdagen i 1974 taler Angela Davis mod dødsstraf til et rally i North Carolina.

The Granger Collection/Ritzau Scanpix

– Hvad tænker du om rejsen fra 70’erne til nu, hvilke gode forandringer oplever du?

»Selv om jeg stiftede bekendtskab med fængsels-abolitionisme i begyndelsen af 1970’erne og havde arbejdet med det i mange år, havde jeg aldrig forventet, at det i dag ville være mainstream. Jeg antog, som mange af os gjorde, at vi arbejdede hen imod en fremtid, som vi ikke ville komme til at opleve, men som først ville blive taget op om to generationer. Det er meget spændende at opleve, hvordan bevidstheden stiger som svar på den rolle, politiets lynchning af George Floyd spillede. Øjeblikke er selvfølgelig ikke nok, vi har brug for større sejre. Det er to år siden, han døde, og der har siden været mange forsøg på at skrue tiden tilbage for den kollektive bevidsthed, der kom i kølvandet på hans død.«

– Optimisme og håb er vigtigt for dig i din aktivisme. Hvorfor og hvordan bevarer du det?

»Jeg har i mange år været meget inspireret af Antonio Gramscis forestilling om, at vi har brug for intellektets pessimisme. Du skal være villig til at engagere dig analytisk, men samtidig har vi brug for viljens optimisme. Hvis ikke vi har noget håb, er der ingen grund til at kæmpe. Jeg kan godt lide Mariame Kabas idé om, at håb er en disciplin og ikke så meget noget uhåndgribeligt, men snarere noget, der kollektivt skal opmuntres og skabes gennem handlinger.«

Overleveren

»Jeg er en overlever,« siger Angela Davis under talken Heartlands talk-scene og hentyder ikke kun til, at hun overlevede dødsgangen, men også, at hun har overlevet at vokse op med racisme. Hendes tidligste minder handler om bomber mod sorte, da hun voksede op på den ildelydende adresse Dynamite Hill, Bombingham. Det var barndommens gade i Birmingham, Alabama, blevet omdøbt til, fordi sortes huse så ofte blev bombet af hvide, der var utilfredse med deres sorte naboer.

Når hun kalder sig en overlever, er det også for at anerkende dem, hun står på skuldrene af, dem, der kæmpede før hende, og som ikke lever længere. »Jeg har aldrig hævdet, at mine ideer og bøger var mine egne, de kommer fra interaktion med andre, der tænkte, organiserede og kæmpede før mig. Jeg ser mig selv som en leverandør og et vidne for dem, som ikke er blevet anerkendt for det arbejde, som har banet vejen for, hvor vi er i dag,« siger hun på scenen.

Nogle af dem, som har haft stor betydning, men bliver overskygget af mandlige individer, er ifølge Davis sorte kvinder og fattige.

»De var helt afgørende for borgerrettighedsbevægelsen. Men vi er vokset op med, at vi skal hylde det enkelte, særlige individ. Ofte er det individ en karismatisk mand. Derfor forstår vi ikke, at motoren for historiske forandringer kommer fra masserne, fra kollektivt organiserede grupper som oftest er organiseret af kvinder. Det gælder for bevægelser på tværs af alle samfund.«

Elefanten i rummet

Angela Davis er feminist og marxist, hun kalder kapitalismen for »elefanten i rummet« og prøver »at få kapitalisme ind i samtalen så ofte som muligt«.

Hun vil hive vigtigheden af kvinders arbejde frem i lyset, da kvinder historisk er blevet overset i deres arbejde i og uden for hjemmet. Husarbejde og omsorgsarbejde er usynligt og ubetalt, »man lægger kun mærke til det, når det ikke bliver gjort«, siger Davis og peger derudover på alle de sorte, som laver usynligt arbejde ved for eksempel at gøre rent, men ikke bliver anerkendt eller betalt ordentligt for deres arbejde.

Angela David tiljubles, da hun deltager i den første kvindefestival i Fælledparken i København i 1975.

Angela David tiljubles, da hun deltager i den første kvindefestival i Fælledparken i København i 1975.

Henning Salling Olesen

Feminisme og kapitalismekritik er en del af den samme strukturelle kamp, ligesom kampen mod racisme også er det. I begrebet intersektionalitet, som Angela Davis arbejder med, kan man ikke isolere de enkelte kampe, de er en del af en fælles kamp mod undertrykkelse.

»Den feministiske tilgang er så vigtig, for vi kan sjældent forstå et socialt problem ved kun at se snævert på det. Det er umuligt at forstå patriarkatet uden at forstå racisme, ligesom man heller ikke kan forstå det uden at forstå kapitalisme. Det er fundamental intersektionalitet og et hjælpsomt redskab for forskere og aktivister. For eksempel kan man ikke forstå skudepisoder i USA, hvis man isolerer dem fra problemer hos politiet. Opfordringen til at afvæbne befolkningen skal følges op med opfordringen til at afvæbne politiet. Det er et eksempel på en produktiv tilgang til intersektionalitet, i stedet for blot at se på unge, hvide mænd, som oftest er dem, der begår skoleskyderier, skal man se på de store sociale problemer, der ofte har med institutioner at gøre,« siger Davis til Information og fortsætter:

»Ideen om, at vold mod kvinder er et problem på individniveau og ikke en del af institutionaliserede strukturer, er stadig noget, #MeToo-bevægelsen kæmper med. Der er en dissonans i måden, racisme endelig bliver forstået som et strukturelt problem på, mens misogyni forstås som et resultat af den enkelte gerningsmand. Hvis vi ikke tænker intersektionelt, forsømmer vi så mange sorte, fattige, arbejderklassen og hvide.«

Ligeglad med, om du er racist

Første gang, Angela Davis var i Danmark, var til den første kvindefestival i Fælledparken i 1975, hvor hun var en af talerne. Hun var på en skandinavisk tour med sin redaktør, Toni Morrison, som ikke selv var slået igennem som forfatter endnu. »Det var Toni, der lærte mig at skrive deskriptivt til min selvbiografi, og ikke så abstrakt som jeg var vant til fra filosofien«.

Davis husker ikke meget fra festivalen, men hun har siden rejst i de skandinaviske lande, særligt i Sverige. Her tænkte hun, at landet havde et alvorligt problem med racisme, da hun besøgte et fængsel og så sammensætningen af de indsatte. 

Magnus Hove Johansson

Davis pointerer, at de skandinaviske lande har spillet en stor rolle som katalysator for udviklingen af abolitionisme i USA, men at synet på Skandinavien også er romantiseret, og at man ikke får øjnene op for, at der også findes strukturel racisme her.

»Racismespørgsmålet har alt for længe fokuseret på den enkeltes holdning. ’Jeg er ikke racist’, siger mange, men jeg er ligeglad med, om du er racist eller ej. Okay, selvfølgelig ikke ligeglad, men at du ikke er racist har overhovedet ingen indvirkning på, hvordan racisme fungerer i vores samfund,« siger Davis og vender igen tilbage til elefanten i rummet. »Det store fokus på individualisme, der knytter sig til kapitalismen, er så skadelig i forhold til at forstå den måde, vi påvirker hinanden på.«

At forskelle er vigtige, blev Angela Davis ekstra bevidst om, da hun skrev bogen Abolition. Feminism. Now. i fællesskab med tre andre, hvilket var en prøvelse.

»Folk siger ofte, at den bedste måde at blive en del af et fællesskab på er ved at overskride vores forskelligheder, at vi skal arbejde på tværs af dem, indtil vi bliver en enhed. Man antager, at enheden skal være ensartet, men da jeg skrev bogen, lærte jeg, at forskelle kan være selve limen, der holder os sammen. Vi har brug for forskelle, særligt i samfund, der anser sig selv for at være relativt homogene, og som bliver ramt af forskelle, der umiddelbart virker problematiske. Vi skal tænke på forskelle som en skabende kraft, snarere end noget negativt, der fratager enheden noget.« 

»Det har været en ret skabende samtale, har det ikke?« runder Reni Eddo-Lodge af med, mens Angela Davis må råbe for at overdøve publikums begejstring: »Samtalen er først lige begyndt, I skal fortsætte den!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Irene Clausens

Seje Angela Davis er også Palæstinaaktivist. Hun har besøgt Palæstina og skrevet om besøget i bogen ‘Derfor sanktioner mod Israel’ (forlag Solidaritet, 2012). Hendes kapitel i bogen ( der er en samling artikler primært om BDS (boykot, de-investering og sanktioner)) hedder “ Retfærdighed for Palæstina - opfordring til handling fra ikke-hvide feminister og feminister tilhørende oprindelige folk” - Angela Davis og hendes delegation rejste rundt i landet og mødtes med alle slags folk. Hun skriver bl.a.: “I Sheikh Jarrar, et kvarter i Østjerusalem, mødte vi en 88-årig kvinde som med magt var blevet smidt ud af sit hjem midt om natten., hun stod og kiggede på da det israelske militær bare to timer senere lod jødiske bosættere flytte ind” (s.222)

ingemaje lange, sys jensen, Poul Erik Pedersen, Espen Bøgh, Freddie Vindberg, uffe hellum, Troels Ken Pedersen, Erik Nielsen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, jens christian jacobsen, Alan Frederiksen, David Zennaro, erik jensen, Marianne Jespersen, Hans Larsen, Carsten Munk og Hanne Andreasen anbefalede denne kommentar