Nekrolog
Læsetid: 7 min.

Prosapioneren, dramafornyeren og teaterpædagogen Ulla Ryum er død

Ulla Ryum er død, 85 år gammel. Hun efterlader sig et for tusinder ukendt prosaforfatterskab og en underopført dramatisk produktion. En unik kunstner, men af den art, der sjældent når det store, brede publikum

Ulla Ryum så ingen grund til at skille, hvad der var æstetik, fra hvad der var feminisme.

Mogens Ladegaard

Kultur
3. juni 2022

ARENA, DRAMA og MYTEN er de tre overskriftsord, der med det samme melder sig, når man oven på meddelelsen om Ulla Ryums død nu i mandags, 85 år gammel, tænker tilbage på hendes valg og veje gennem livet. For hun begyndte som den næsten prototypiske eksperimenterende prosamodernist, men skiftede så spor og helligede sig teateret i dets mangfoldige former – alt imens hun fastholdt en søgen efter det fællesmenneskelige som urgrund.

Hun voksede op på Frederiksberg i en familie af katolske kommunister og nåede såmænd at gå i syv forskellige skoler, inden hun lod sig uddanne inden for hotelfaget og blev udlært smørrebrødsjomfru – et fag, hvor man dengang forstod sig på flid og tempo. Men det viste sig snart, at hun måtte andre steder hen: til grænsezonerne mellem mørket og lyset, natten og dagen, fantasien og virkeligheden, og til grænsefelterne mellem de litterære genrer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

Husker, at jeg som meget ung forfatter var på kursus med hende (ca. 1988) i at lave tekst til radio. Sådan en lidt kraftig dame, der mindede mig om min ugifte moster Ina. Røg Ulla Ryum også cerutter? - jeg husker det ikke - men intimiderende dét var hun.

Ud over aldersforskellen kom hun tydeligvis fra en anden verden end min, og falbød måder at frembringe karakterer på, der var en anden måde end min egen følende kanalisering: Metodisk over mange side nedfælde ALT, man kunne fremdrømme af en persons egenskaber og holdninger, så man fik styr på, hvor alle udsagn og respons ville komme fra i teksten - og så teksten under prøver kunne forandres på baggrund af denne nedfældede viden, tror jeg var et såre praktisk formål, også.

"Men hvad skal man dog med alle de informationer om politik, religion, barndom, interesser... - mennesker gør jo bare altid det, der føles rigtigt!?", var min egen reaktion. Men jeg sagde det ikke til hende - for det var tydeligt på min redaktør i DR, at hun var forgudet som dramatiker. Og selvom jeg dengang ikke fattede formålet med dette metodiske forarbejde, så klikkede jeg på en måde med hende som SÅ FREMMED - og har af den grund aldrig glemt hende. Hun var et andet sted. Måske var hun reelt på arbejde som dramatiker, mens hun underviste? Observerede os, arbejdede på sine karakterer?